Hotel Haven Fanø
SPONSORERET indhold

Line og Camilla åbnede et lille hotel på Fanø: "Det var lige dele mod og dumdristighed"

De havde ingen erfaring med at drive hverken café eller hotel, og faktisk kendte de ikke engang hinanden. Alligevel sprang Camilla og Line ud i det, de selv kalder et vildt Pippi Langstrømpe-projekt. De købte nemlig et gammelt Fanøhus og omdannede det til hotel og spiseri.

Af: Julie Svarrer Foto: Heidi Lundsgaard
04. sep. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Haven Fanø' ligner ikke noget andet sted i Danmark. I et gammelt Fanøhus med stråtag, lavt til loftet, skæve vægge og sprossede vinduer har Line Berggreen og Camilla Aae åbnet, hvad de selv kalder "et spiseri/interiørbutik/Vestjyllands mindste hotel". De to passer perfekt til stedet, for de er heller ikke, som folk er flest. Og at Haven skulle blive et kæmpe tilløbsstykke for både turister og lokale, lå ikke ligefrem i kortene. Line og Camilla har nemlig ingen erfaring med at drive hotel. Ligesom de heller ikke kendte hinanden, før de kastede sig ud i projektet.

"Men jeg er gode veninder med Camillas kusine, og da hun hørte, at jeg gik og drømte om at åbne mit eget sted, sagde hun: ”Prøv lige at tage fat i Camilla.” Og det gjorde jeg så," fortæller 37-årige Line.

LÆS OGSÅ: Dopha: "Der er ikke én opskrift på, hvordan man er en rigtig artist eller menneske"

"Jeg kan huske, at du kom fra Esbjerg, og jeg hentede dig ved færgen. Det var før, I flyttede herover. Vi gik hjem til mig og drak kaffe. Det er den længste kaffedate, jeg nogensinde har haft, for vi fortsatte med at drikke kaffe de næste syv måneder, mens vi lagde planer," fortæller Camilla, 46 år, som straks bliver supleret af Line:

"Ja, det var virkelig kærlighed ved første blik. Jeg tænkte, "sikke en vildbasse, hende vil jeg gerne lege med.""

Masser af mod

Line og Camilla kommer begge fra Esbjerg, men nåede at bo henholdsvis 21 og 12 år i København, før de vendte næsen hjem mod Vestjylland. At det lige blev Fanø, var et aktivt tilvalg for dem begge, for de ville gerne bo et sted med smuk natur, et trygt lokalmiljø og plads til skøre og skæve typer. Camilla bor her med sin mand og to sønner, Norh og Karl på otte og 12 år, mens Line netop er flyttet til øen med sin kæreste.

"Vi var kun lige landet herovre, da det bankede på døren. Udenfor stod en af min søns legekammerater: ”Vil Norh med en tur på Kikkebjerg?" Min dengang seksårige søn greb sit legesværd, stak det ned bag på ryggen, og så var de to ellers på vej på eventyr. Jeg stod og kiggede efter dem i køkkenvinduet og tudede. Det børneliv havde aldrig været muligt i København," fortæller Camilla, der på det tidspunkt var leder af det sociale arbejde hos Kirkens Korshær i Esbjerg.

Hun havde dog altid gået med en drøm om sit eget sted. Hendes morbror ejede Hotel Gørding lidt uden for Esbjerg, og som barn elskede hun at sidde i baren og følge med, når gæsterne snakkede og lige knappede en Hof op.

I Line fandt hun én med samme gåpåmod og arbejdsiver, og da det gamle hus med den smukke have på Valdemarsvej 7 blev sat til salg, slog de straks til. Også selvom det krævede en grundig renovering.

"Det var det vildeste Pippi Langstrømpe-projekt: "Det har vi aldrig prøvet før, så det kan vi sikkert godt." Jeg tror, det var lige dele mod og lige dele dumdristighed. Vi havde en mavefornemmelse af, at det kunne gå godt, men egentlig vidste vi jo ikke, om Vestjylland var klar til et sted som det her med borde og stole fra genbrugsbutikken, skæve vægge, knirkende gulve og hotelværelser med bad og toilet på gangen," siger Line, der heller ikke kunne vide sig sikker på, at hun og Camilla ville blive ved med at have kemi:

"Men vi har det bare så godt sammen. Det er ligesom at være i et parforhold, hvor man skal rumme hinanden på gode og dårlige dage – og holde kærligheden ved lige ved at være så gode ved hinanden som muligt. Man ser jo hinanden mere end ens partner derhjemme."

LÆS OGSÅ: Gitte blev forladt af sin mand efter 20 år

Folk i kø

Med hjælp fra venner og familie lykkedes det de to kvinder at slå dørene op til Haven den 25. juni 2021. Det var midt i coronaepidemien, hvor folk valfartede til de danske øer for at holde ferie. Fanø var ingen undtagelse.

"Det var vildt! Der stod vi så, uden nogen erfaring at trække på, vi vidste knapt nok, hvordan kasseapparatet virkede, og der var folk i kø hele vejen ud ad døren. Den sommer lærte vi noget nyt hver eneste dag, det var lige fra, at en enkel bonrulle simpelthen ikke er nok, til at en af de ansatte spurgte mig, "Hvor er viskestykkerne?", og jeg bare tænkte, "F..., vi har jo ingen viskestykker,"" siger Line.

Men selvom det kunne virke, som om de to virkelig kastede sig ud på dybt vand, havde de alligevel en klar vision med stedet: De ville servere godt økologisk brød og kaffe, enkle retter lavet med lokale råvarer som Fanø Laks og tilbyde en uformel, hjemmelig stemning.

"Vi havde på et tidspunkt besøg af en lille familie på tre. De hang ud hernede i caféen i nattøj og tog i det hele taget virkelig stedet til sig. Jeg fik et supergodt forhold til deres lille dreng. Kort efter deres hjemrejse modtog vi et postkost fra dem, hvor de takkede mange gange for opholdet. Der stod vi og tudede, for tænk at de tog sig tid til at sende et brev til os. Vi følte virkelig, vi var lykkedes med det, vi gerne ville: At skabe et hjem væk fra hjemmet," siger Camilla.

I det hele taget er der blevet grædt mange glædestårer i Haven.

"Bare den måde de lokale har taget imod os på og støttet op om projektet. Det har været så fantastisk. Tænk, at få lov til at arbejde et sted, hvor der kun kommer glade mennesker ind ad døren – det er et kæmpe privilegium, ikke også makker?" lyder det retoriske spørgsmål fra Line.

Læs mere på: havenfano.com

Anbefalet til dig