Louise Kjølsen scroll-down
Foto: Privat "Det her er altså ikke et Louise-problem, det er ikke et kvinde-problem eller et online-problem. Det er et samfundsproblem, og derfor skal det løses på et samfundsplan," skriver Louise Kjølsen om problemet med digital vold.

”Det er et samfundsproblem, og derfor skal det løses på et samfundsplan”

Hadefulde beskeder, dick pics og trusler på nettet er ikke modtagerens problem. Det er vores alles problem, mener psykolog, debattør og feminist Louise Kjølsen. Hun har selv været udsat for chikane og vold på nettet – og peger her på tre ting, der kan være med til at hjælpe på dette "demokratiske" problem.

Af Louise Kjølsen
Livsstil ALT.dk

I sidste uge diskuterede vi, hvordan den kvindelige X Factor-dommer Oh Land modtager ondskabsfulde beskeder online, og hvordan X Factor-deltagerer udsættes for online mobning og chikane, indtil de bryder sammen.

Flere kvindelige, offentlige personer har også bakket dem op, f.eks. Sofie Linde og Line Kirsten fra P3.

Online vold er desværre ikke en ny ting, og jeg har selv personlige erfaringer.

Den 3. januar 2020 modtog jeg en mail fra en anonym protonmail, hvor der stod:

Vi kommer og voldtager dig” efterfulgt af mit fulde navn og min adresse (som er hemmelig), hvilket både chokerede og skræmte mig.

Jeg har ellers en ret tyk hud efter at have deltaget i den offentlige ligestillingsdebat i årevis. Her modtager jeg alt fra tilsvininger og latterliggørelse til hadbeskeder og dick pics, nogle gange på daglig basis.

Foto: Screendump fra Louise Kjølsen | Det her er en af de hadefulde beskeder, jeg har modtaget.

FOKUS: Vi taler højt om vold – tal med

I år sætter ALT.dk og krisecentret Danner fokus på voldsudsatte kvinder og de løsninger, der er behov for i dagens Danmark, så vi kan komme volden og skammen til livs.

Læs mere på ALT.dk og del din egen historie (også anonymt) ved at skrive en mail til tip@alt.dk, hvor du i nogle sætninger fortæller, hvad du har oplevet. Din beretning vil derefter komme med i en artikel på ALT.dk, hvor vi løbende samler vidnesbyrd om vold.

Du kan også lytte til podcasten ”Vi taler højt om vold” fra den 8. marts på podcastplatformen Talk Town.

Vi taler højt om vold – tal med!

Jeg har i årevis afprøvet forskellige metoder til at håndtere beskeder som disse.

Jeg har ignoreret dem, jeg har gjort grin med dem, jeg har ringet til mødre, jeg har rakt ud og været forstående, og jeg har forsøgt at argumentere med fakta.

Det er tids- og energi krævende, men virker til dels.

Læs også: ”Vi skal ikke acceptere, at hadbeskeder vælter ind over de kvinder, der deltager i debatten"

Jeg har dog aldrig fundet en metode, som rent faktisk har sat en stopper for strømmen af ubehageligheder i mit kommentarfelt og min indbakke.

Den strøm synes kun at være taget til. Og helt ærligt, så kan jeg jo ikke ringe til alle de vrede røvhuller på internettets mødre og bede dem installere noget mere empati og bedre manerer i deres børn – selvom den metode klart er den mest effektive.

At overlade oprydnings- og opdragelsesarbejdet til dem, som udsættes for digital chikane, virker som et sisyfosarbejde af dimensioner.

Så hvad gør vi?

Hadefulde beskeder rammer kvinder og minoriteter værst

Lad os lige starte med at slå fast; Det her problem berører flere end mig og en håndfuld offentlige personer i underholdningsbranchen. Det har generelt en alvorlig konsekvens for vores samfundsdebat.

Institut for Menneskerettigheder udkom i 2017 med en rapport, hvor de havde undersøgt tonen i vores online debat ved at kigge på knap 3.000 kommentarer på facebooksider fra henholdsvis DR Nyheder og TV 2 Nyhederne.

De fandt, at ca. 15 % af kommentarerne, der fik lov at blive stående (efter moderation af debatten), var hadefulde mod enkelte personer eller grupper. Og den slags kommentarer forekom oftest i opslag, der omhandlede religion, flygtninge, migration og asyl samt ligestilling.

76% af de hadefulde kommentarer kom fra mænd, og de omhandlede især identitetsmarkører såsom køn, seksualitet, etnicitet eller religion.

Det betyder på menneskesprog, at hvis du er kvinde, LGBT+ -person, har et handicap eller en anden etnicitet end dansk, bliver der ikke gået efter bolden, men efter dig.

En megafonundersøgelse viste efterfølgende, at effekten af denne hadefulde debatstil er, at personer afholder sig fra at deltage i debatten (særligt om de ovenstående emner), og det gælder i særlig grad kvinder samt minoritetspersoner.

Foto: Screendump fra Louise Kjølsens telefon | Jeg har også selv modtaget trusler mod min mor, efter den voldtægtstrussel jeg modtog.

Det er ikke kun mit og dem fra X Factor’s problem

Den grimme tone i debatten og de hadske kommentarer påvirker deltagelsen i den offentlige debat, som er selve grundstenen i vores demokrati.

Og her har vi kun kigget på beskederne, der skrives offentligt i modererede kommentarfelter.

Kigger vi nærmere på, hvad der foregår i indboksene rundt omkring, ser det endnu værre ud.

Kvinfo og Amnesty kiggede den 8. marts 2018 i indboksen hos syv kvindelige folketingspolitikere, hvor ord som ”møgso” og ”luder” blev blandet med døds- og voldtægtstrusler mod politikerne selv og deres familier.

Direktør for KVINFO, Henriette Lauersen, påpegede alvorligheden af dette problem:

”Vores research peger på et alvorligt problem for vores demokrati og ytringsfrihed. Vi bør tage online chikane meget alvorligt, fordi det også hænger sammen med repræsentation af kvinder i politik…”

Det her er altså ikke et Louise-problem, det er ikke et kvinde-problem eller et online-problem.

Det er et samfundsproblem, og derfor skal det løses på et samfundsplan.

Hvad er digital vold?

Digital vold kan tage mange former og have nogle af de samme psykiske konsekvenser som fysisk vold.

Den digitale vold kommer til udtryk på forskellige digitale medier såsom sms, e-mail, sociale medier og hjemmesider og kan omfatte alt fra grooming, trusler og stalking til afpresning, identitetstyveri og chikane.

Ifølge en EU-rapport fra 2017 tyder forskning på, at kvinder rammes ”uforholdsmæssigt hårdere af visse former for digital vold end mænd”.

Det drejer sig blandt andet om, men er ikke begrænset til, cyberstalking, pornografi uden samtykke (eller hævnporno), kønsbetingede nedsættende bemærkninger, ”slut-shaming”, uopfordret pornografi, ”sextortion”, voldtægt og dødstrusler, ”doxing” og elektronisk menneskehandel.

F.eks. viste en undersøgelse blandt mere end 9000 tyske internetbrugere mellem 10 og 50 år, at kvinder havde en væsentligt større sandsynlighed for at have været ofre for sexchikane på nettet og cyberstalking. Konsekvenser ved disse former for vold viste sig at være traumatiske for ofrene. 

Der er endnu ikke tilstrækkelig udformet begreber og lovgivning om digital vold mod kvinder og piger i EU. Der har heller ikke været gennemført nogen kønsopdelt EU-dækkende undersøgelse af forekomsten af og skader ved digital vold mod kvinder og piger, ligesom der kun i begrænset omfang foregår forskning heraf i de enkelte EU-medlemsstater.

Flere aktører indenfor området herhjemme savner, at der kommer en klar lovgivning indenfor området, der blandt andet skal gøre det muligt retsligt at ansvarliggøre sociale medier for at fjerne indhold, der kan være krænkende, skadeligt eller direkte strafbart.

Kilder: Digital Ansvar, Danner, EU

Løsningen er tredelt

Ansvaret for løsningen kan i mine øjne placeres tre steder: Moderatoren, regulatoren og den udøvende magt eller dem, der styrer debatten; techgiganterne og politiet. 

Vi må også skelne mellem mindre grov digital vold (som hadtale, personangreb, generaliseringer imod grupperinger, sexisme og racisme) og de grove tilfælde, hvor den danske straffelov brydes.

I forhold til det sidste tilfælde er det jo politiets ansvar, men dette kræver samarbejde fra techgiganterne, hvilket jeg vender tilbage til.

Moderatoren

Når du starter en debat, påtager du dig også ansvar for at moderere den på en måde, så alle kan deltage på lige fod.

En grundsten i det danske samfund er vores ytringsfrihed, og den skal vi pleje og værne om. Men din ytringsfrihed må aldrig ske på bekostning af andre. Derfor kræver den offentlige debat moderation og klare spilleregler.

Hvis et nyhedsmedie, f.eks. en avis lægger en artikel op og åbner for en debat, er det avisens ansvar at passe på deltagerne i den debat. Det gør den f.eks. ved fra starten klart at melde ud, hvilken tone der accepteres, og på hvilke præmisser debatten fungerer.

Det er også avisens ansvar at moderere og eventuelt slette kommentarer, når disse overskrider de aftalte regler.

Det er ikke et brud på ytringsfriheden, det er god debatstil, sådan at der kan være plads til alle – også dem man er uenig med, for sådan er vores demokrati opbygget.

Det gælder også debattråden på f.eks. min egen Instagram, hvor jeg har ansvaret som moderator. Dine sociale medier er dit ”hus”. Du må gerne bestemme reglerne for, hvordan gæsterne skal opføre sig, og hvis din ene gæst angriber din anden gæst, så er det dit job som vært at gribe ind og eventuelt bede gæsten om at forlade dit hus.

Foto: Screendump fra Louise Kjølsens telefon | Det her er et eksempel på, hvordan DR2 går ind og modererer debatten på Facebook

Regulatoren

Nu kommer vi til techfirmaerne som Facebook og Google, som i forhold til lovgivningen, da de startede, fik lov til at se sig selv som ”opslagstavler” a la den Blå Avis. Altså et neutralt sted, hvor folks opslag derfor står ”for egen regning” og ikke er noget, firmaerne skal blande sig i eller regulere.

Det er jo en dejlig tanke med sådan et åbent og frit sted på internettet. Det er bare ikke helt sådan, det har udviklet sig.

Jo, der findes selvfølgelig mest neutralt og helt ufarligt indhold såsom kattevideoer og opdateringer om nogens børn. Men der findes også den ene procent af indholdet, som er hadefuldt, modbydeligt og med intention om at skade og ydmyge andre eller om at sprede falsk information.

Læs også: Tidligere folketingsmedlem: Jeg forvekslede min ekskærestes narcissistiske adfærd med kærlighed

Og det er den sidste 1%, vi nu gerne vil bede techgiganterne om at tage ansvar for at regulere.

Det gælder f.eks. terrorgrupper som ISIS, hadfællesskaber som Incels (vrede mænd, der hader kvinder, fordi de ikke har sex med dem, red.) eller konspirationsteorier som Q’Anon.

I disse tilfælde bliver de sociale platforme ikke brugt som opslagstavler ­– og forstærket af platformenes egne algoritmer kan sådanne grupper gøre stor skade på samfundet.

Bruger grønthøsteren

Derfor bør techgiganterne holdes op på deres ansvar for at regulere, hvordan deres platforme bliver brugt. Det er dog lettere sagt end gjort.

I USA har man, for at komme problemet med trafficking (altså mennesker, der bl.a. tvinges til sexarbejde, red.) til livs, påbudt techgiganterne, at der ikke må reklameres for dette på deres platforme.

Det har betydet, at techgiganterne, for at undgå bøder, har fjernet ALLE reklamer for sexarbejde og derved gjort livet mere besværligt, men også farligere for dem, der rent faktisk frivilligt har dette erhverv.

Et andet eksempel herhjemme fra er, at der har været skærpet opmærksomhed på konspirationsteorien Q’Anon efter stormen på kongressen i USA den 6. januar 2021.

”Stormen” var til dels koordineret på sociale medier. Derfor har techgiganterne fået pålagt et ansvar om at regulere. Det betød, at den danske journalist Torben Sangild uden varsel fik sin Facebookprofil slettet, fordi han flere gange havde skrevet opslag, der forholdt sig kritisk til bevægelsen.

Det ville et menneske let have kunnet gennemskue, men Facebook benytter en form for grønthøster-algoritme, der reagerede på, at han flere gange havde benyttet buzz-words, uden at kunne forstå forskel på kritisk og oplysende journalistik og udbredelse af konspirationsteorier.

Jeg har selv oplevet, at Facebook har en algoritme, der kan genkende min tilsyneladende dødsensfarlige kvindebrystvorte og slette den på 0,5 sek. Det var jo ligesom ikke det, vi havde brug for – suk.

Vi har brug for mennesker til at regulere

Til gengæld har vi brug for flere mennesker til at regulere.

Mennesker, der forstår sproget og den kulturelle kontekst, de skal navigere i. Mennesker, som er kompetente, og som er ordentligt betalt.

Vi har brug for, at disse mega-platforme har en ordentlig kundeservice, som er kompetent og tilgængelig, også når man som bruger vil klage over deres algoritmers sletning.

Lige nu har ingen af de store sociale medieplatforme nogen tilgængelig kundeservice, og deres screening af f.eks. filmede overgreb begået imod børn er udliciteret til en tredjepart, der benytter underkvalificeret og underbetalt arbejde, som ofte udvikler PTSD af at udføre dette arbejde.

Grunden, til at der ikke findes en kvalificeret kunderservice, er, at dette koster penge. Mange penge.

Det er dog ikke penge, som techfirmaerne ikke har. De tjener hver dag kassen på, at vi som brugere giver dem detaljerede informationer om os selv, som de sælger videre for at skræddersy reklamer til os.

Der er bare ikke lige så meget motivation (læs indtægt) i at passe på udsatte brugere på sociale medier, som der er i at sælge os produkter. Den motivation kan man lovgive sig ud af, hvis man gør det på en smart måde, der ikke tillader dem at bruge grønthøster-algoritmen. 

Om Louise Kjølsen

33 år

Psykolog, danser, debattør og feminist

Udgav i 2017, sammen med Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup, bogen Ludermanifestet 

Har medvirket i DR-programmet "Hvem vil voldtage Louise", hvor hun opsøger en mand, der har sendt hende voldtægtstrusler og er aktuel som medvært i radioprogrammet S,P eller K på Loud

Har mere end 79.000 følgere på Instagram

Den udøvende magt

Til sidst kommer vi til politiet, som selvfølgelig kun skal blandes ind i online moderation, når den danske straffelov bliver overtrådt. Det gør den f.eks., når man sender trusler, deler billeder uden samtykke eller sender et dick pic.

Før min voldtægtstrussel har jeg aldrig haft noget med politiet af gøre. Jo, jeg har engang anmeldt en stjålen taske, men det er vist også det.

Jeg har dog altid levet i troen om, at hvis jeg blev udsat for noget ulovligt, så ville de være der til at passe på mig og retsforfølge forbryderne.

Den boble bristede desværre hurtigt.

Foto: Screendump fra Louise Kjølsens telefon | En af de mange beskeder, jeg får, på Instagram.

Ingen hjælp at hente

Mit første møde med politiet var, da jeg tog på Station City på Hovedbanegården for at anmelde truslen om voldtægt og fik at vide, ”at det jo ikke var en rigtig trussel, fordi der ikke stod, at de kom og voldtog mig på tirsdag kl 14.”

Efter jeg tre gange sagde: ”Jeg insisterer på, at du opretter en sag”, tog betjenten et billede med sin telefon af screenshottet af mailen på min telefon og sendte mig hjem med ordene: ”Du skal nok ikke regne med, at der kommer så meget ud af det.”

Derefter gik der tre måneder, hvor jeg ikke kunne komme i kontakt med vedkommende hos politiet, der havde min sag, selvom jeg ringede adskillige gange (og forsatte med at modtage trusler).

Det hele mundede, efter mange måneders efterforskning og 100 siders bevismateriale, jeg selv indsamlede og videregav til politiet, med, at sagen blev henlagt. Altså fik betjenten på stationen desværre ret.

Jeg har siden haft en hyppig kontakt med politiet i forbindelse med andre trusler og dick pics, som jeg har anmeldt, og i den proces har jeg lært:

  • Politiet er rigtig søde og vil rigtig gerne hjælpe – når man endelig kommer igennem til dem

  • De betjente, der sidder i it-kriminalitet-afdelingen, har sjældent it-kompetencerne til at finde de kriminelle online.

  • De betjente, der har evnerne, sidder i afdelingen, der hedder NC3, som desværre er totalt overbelastet. De står dog til at få flere ressourcer, med det nye politiforlig.

  • For at retsforfølge en person, der har sendt et dick pic (uden samtykke) på Instagram, kræver det 3-4 ugers skrivebordsarbejde og et samarbejde med techgiganterne, hvilket sjældent lykkes.

Hvorfor er det så svært at retsforfølge personer på Facebook?

Lad mig starte med at sige, at alle de betjente, jeg har været i kontakt med, siden den første dårlige oplevelse, har været rigtigt søde og meget villige til at hjælpe mig.

Det har dog ikke båret frugt.

Jeg indgivet omkring 50 anmeldelser af online kriminalitet (trusler og dick pics), og jeg har endnu ikke fået en sag løst.

Min umiddelbare tanke er, at når Facebook kan vise mig reklamer for et produkt, som min veninde har mimet til mig med telefonen på fly-mode, så ved de også præcis, hvem vedkommende er, som har sendt mig en trussel eller et dick pic.

Hvorfor er det så svært at retsforfølge personen?

Det er selvfølgelig, fordi vi har ret til et privatliv som brugere, hvilket jo er godt.

Det er altså en stor invadering af privatlivet, hvis politiet skal have lov til at kigge i en samtale, hvor en person f.eks. har sendt en trussel.

Derfor skal poltiet fremvise en begrundelse for at få lov til at kigge. Så langt så godt.

Forskellige krav til sikkerhed

Men her opstår første problem: De forskellige platforme har alle forskellige krav til, hvilken information politiet skal give dem, før de udleverer data.

Det kan bedst beskrives sådan her:

En person får sin taske stjålet i Bilka og ringer og melder det til politiet. Politiet møder straks op foran Bilka for at undersøge sagen. De får nu af vide, at Bilka ikke vil lukke dem ind eller vise dem overvågningsvideoen af tasketyveriet, før de kan fortælle, ved hvilken hylde tasken blev stjålet fra, hvilken farve hue, tyven havde på, og hvor mange ketchupflasker, der stod på den modsatte hylde.

Havde tyveriet fundet sted i Netto skulle de i stedet oplyse, hvad tasken indeholdt, hvor mange fingre tyven tog fat i tasken med, og om nogle af de involverede havde nøddeallergi.

Det er godt at passe på sine brugeres sikkerhed, men nogle gange kan det også virke som om, at man med vilje besværliggør en proces for brugeren (og politiet), sådan at folk ikke rigtig orker at benytte sig af den.

Politiet skal samarbejde mere med techfirmaerne

Jeg mener, at man bør standardisere, hvilke krav techfimaerne har til politiet i forhold til de forskellige forbrydelser, hvor politiet har brug for et samarbejde og udlevering af data.

Med det sagt, så skal det danske politi altså oppe deres samarbejde game med techfirmaerne.

Tidsskriftet Ingeniøren kortlagde i 2017 på baggrund af transparency rapporter fra Microsoft,  Facebook og Google, at politiet i Tyskland og Frankrig benytter techgiganterne mellem fem og ti gange oftere end dansk politi (det er justeret for indbyggertal).

Også i Norden er vi bagud i samarbejdet. Sverige bruger f.eks. Facebook data fem gange så ofte som danske myndigheder.

Det danske politi sakker altså bagud, og det skyldes bl.a., at det oftere benytter en metode, hvor man indsamler data via teleselskaberne, hvilket man har gjort i årtier, men hvilket ikke er lige så effektivt som at gå direkte til techgiganterne.

Rent praktisk betyder det, at de fleste danske betjente kender proceduren for at få data fra teleselskaberne, men ikke hvordan man får data fra Facebook. Politiet skal simpelthen nørdes op!

Vi er på de sociale medier, det er dér, vi kommunikerer, og det er dér, problemerne sker. Derfor er det også dér, problemerne skal løses.

Nyhedsmedier, techgiganter og politiet skal ind i kampen!

Så konkluderende kommer her mine tips til at bekæmpe online vold og trusler, uden at jeg skal ringe til alle mødre i verden:

  • Nyhedsmedier og andre debattører modererer aktivt debatten i deres kommentarfelter og sætter klare regelsæt op for, hvad der er uacceptabel adfærd.

  • Techfirmaer ansætter kvalificerede mennesker og ordentligt betalt personale, der taler sproget og kender den kulturelle kontekst af det, de overvåger. Der opstilles klare regler og krav og muligheder for at klage som bruger.

  • Techfirmaerne skal være bedre til at samarbejde med politiet – bl.a. ved at standardisere kravene til at få udleveret informationer.

  • Politiet skal nørdes op! Det kan godt være, at man skal kunne bænkpresse og løbe 2400 meter, men man skal også kunne bunde en 2 liter cola og gennemføre World of Warcraft! Fordi helt ærligt, lige nu har vi ikke brug for en stærk betjent i uniform, men en kæmpe nørd, der kan white hat-hacke (de gode hackere) og forstår, hvordan Tor-browseren (anonym browser, der ikke tracker dig, red.) virker.

Har du haft vold inde på livet, eller har du andre vigtige indspark til samtalen om vold? Send os meget gerne din historie (også anonymt) i en mail til tip@alt.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Vold - #talhøjtomvold
Tilbage til toppen