Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Hjernerystelse
Foto: Privat Marie kunne kun sove, gå ture og høre lydbøger i lang tid efter hjernerystelsen.

”Gulvtæppet blev revet fuldstændig væk under mig”

Marie Linander Henriksen fik en hjernerystelse for to år siden og føler sig stadig begrænset af den.

30-årige Marie Linander Henriksen troede bare, at hun havde fået influenza den septemberdag i 2015. Hun havde kvalme, ondt i hovedet og følte sig dårligt tilpas. Det havde hun gjort, lige siden hun var faldet til ishockeykampen ugen forinden. Alligevel tog hun på arbejde som gymnasielærer, mens symptomerne tog til.

- Jeg underviste mine elever, men jeg kunne ikke høre, hvad de sagde. Alt fløj om hovedet på mig, og det gjorde ondt i hovedet at kigge dem i øjnene. Det var så mærkeligt.

Det var i dette øjeblik, at Marie vidste, at den hjernerystelse, hendes læge nogle dage forinden havde konstateret, var virkelig. Hun troede, at en rolig weekend var nok til at komme sig over det slag, hun havde fået til ishockeykampen, men det var det ikke.

- Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg var så frustreret over at have hovedpine og ikke at kunne se ordentligt. Frustreret over ikke at kunne det, jeg troede, jeg kunne.

Kunne kun sove og gå ture

Det er nu snart to år siden, at Marie slog sit hoved til ishockey og måtte trykke på pauseknappen. Indtil da havde hun levet et hektisk liv som gymnasielærer ved siden af at være ishockeyspiller på højt plan. Hun var kaptajn på det danske landshold og på Herlevs ishockeyhold og spillede kampe i hele verden. Men pludselig kunne hun intet af det, hun plejede. Hun blev sygemeldt. Først en uge, der endte med at blive til to måneder.

- Gulvtæppet blev revet fuldstændig væk under mig. Alt det jeg kunne, og alt det jeg var, var jeg ikke mere. Uvisheden om, hvornår jeg blev den samme, og om jeg overhovedet blev det, var svær at håndtere.

- Jeg kunne kun sove, gå ture, høre lydbøger, lave mad, og så lærte jeg at hækle karklude. Jeg var meget alene, for når jeg var sammen med andre, blev jeg dårlig.

Foto: Brian Christensen

En usynlig skade

Selvom Marie tydeligvis ikke var i stand til at arbejde, tvivlede hun alligevel på, at hun havde fået en hjernerystelse. Bildte hun sig bare ind, at hun havde trykken for tindingerne, ondt i kæben og øjnene?

- Jeg havde en djævel på den ene skulder, der sagde: tag det her seriøst, for ellers bliver det værre, og på den anden skulder sad en anden og sagde: kom nu, det er bare noget, du finder på. Hvor svært kan det være? Det var enormt svært at forholde sig til skaden, når den var i hjernen. Man kunne jo ikke se den.

For Marie hjalp det at acceptere sin tilstand og lytte til kroppen: hvis hun fik ondt i hovedet, havde hun anstrengt sig for meget. Så simpelt var det.

- Jeg havde svært ved at forstå, at min familie og venner forstod, at jeg havde en skade, når jeg ikke selv gjorde. Jeg var bange for, at folk troede, at jeg brugte det som en undskyldning. Det har været en kamp at sige til mig selv, at det er okay, at jeg har en hjernerystelse.

Pas nu på

Hjernerystelsen har fyldt det meste af Maries liv de sidste to år. Men ikke kun. For med roen er der også blevet plads til at prioritere andre ting, blandt andet kærligheden.

- Jeg havde pludselig tid til at få en kæreste i mit liv - også selvom jeg i starten af vores forhold kun kunne gå en tur på en time. Og så er jeg også begyndt at spille musik igen og er blevet medlem af et band. De to ting har givet mig livskvaliteten tilbage.

Denne sommer spillede Marie med sit band Sundays på både Skanderborg Festival og SPOT Festival og har også udgivet en EP. Men ishockey spøger stadig, selvom hun godt ved, at hun nok aldrig kommer til at spille på samme niveau som før.

- Drømmen om at spille ishockey har holdt mig kørende gennem hele forløbet. Jeg er kommet rigtig langt, men jeg føler mig stadig begrænset. Hjernerystelsen sidder på mine skuldre og siger hele tiden: pas nu på. 

6 ting, Marie synes, du skal huske at værdsætte, når du ikke har en hjernerystelse

  1. At du kan træne og nyde følelsen af lykke efter en omgang med høj puls og sved. 
  2. At du kan ses med dine veninder og ikke behøver at gå hjem i seng efter en time.
  3. At du kan passe dit arbejde og tjene dine egne penge.
  4. At du ikke er begrænset og kan gøre, hvad du har lyst til, når du har lyst.
  5. At du ikke behøver at forklare din omgangskreds om din uforklarlige skade.
  6. At du ikke hele tiden skal mærke efter og prøve at forstå din hjerne. 

Det skal du vide om hjernerystelse:

  •  Hvert år får 25.000 danskere en hjernerystelse. De fleste kommer sig hurtigt, men nogle oplever, at symptomerne bliver siddende længe efter ulykken og får en såkaldt langvarig hjernerystelse.
  • 10-15% har stadig mén efter et år, men der er ikke nogen stærk sammenhæng mellem ulykkens karakter og varigheden af hjernerystelsen.
  • De mest udbredte tegn på hjernerystelse er hovedpine, svimmelhed, koncentrations- og hukommelsesbesvær, kvalme/opkast, voldsom udmattelse, lyd- og lysfølsomhed.
  • De fleste kommer sig ovenpå en hjernerystelse – uanset om den er kort- eller langvarig. Men det er nødvendigt med ro og tid. Stress kan forværre tilstanden.

Kilde: Hjernerystelsesforeningen

Se, hvad vi ellers skriver om: Hjernen, Sygdom, Livshistorie og Hjernerystelse