Menstruation feminisme blod
Foto: Getty Menstruationskoppen er blevet en del af den mensesaktivisme, der over de seneste år har spredt sig verden over, hvor kvinder vil gøre op med tabuet om menstruation.

Kampen om kussen er langt fra slut: "Vi lærer stadig, at menstruation skal skjules"

Billeder af blodige trusser, sange om brunt udflåd og bøger om kussen vækker stadig debat – og afsky – blandt mange. Men er den blodrøde kvindekamp ikke passé anno 2019? Ikke, hvis man spørger tre eksperter.

– Hej. Jeg hedder Annika, og jeg sked i bukserne, indtil jeg var 12. Så da jeg fik menstruation første gang blev jeg meget, meget bange. For på første menstruationsdag er det bare meget, meget brunt, det, der kommer ud.

Det var med lige dele latter og forfærdelse, at Operaens gæster til årets Zulu Comedy Galla i august overværede den 37-årige sangerinde Annika Aakjær optræde med sin menstruationssang. Med udpensling af natbindets funktion og andendags-menstruationens fiskelugt vakte hendes optræden opsigt i almene såvel som på sociale medier.

Annika Aakjær er blot en blandt flere danske kvinder, der gennem de seneste par år har sat det kvindelige underliv til debat – og særligt efter udgivelsen af Maja Nyvang og Sine Cecilie Laubs bog ”Gennemblødt” i 2016 har fået – så at sige – frit løb.

Læs også: 24-årige Emma om kvinders underliv: "Når folk tror, vi tisser ud af skedeåbningen, må jeg jo udfylde de tomme huller"

På sociale medier deler profiler som blandt andre Kærlig hilsen Underlivet, Waginapineapple og Habitual Body Monitoring, også kendt som kunstneren Maja Malou Lyse, billeder, viden, følelser og erfaringer om at være en kvinde(krop) med alt, hvad det indebærer. Og indenfor litteraturen har senest udgivelsen af Sille Kirketerp Berthelsens ’Med hjertet og kussen i laser’ atter sat fokus på det, som halvdelen af os er og har: en kvinde med en kusse, der bløder.

Men hvorfor bliver menstruation og det kvindelige underliv ved med at være en væsentlig del af den feministiske debat – også anno 2019?

– Kussen er så tæt forbundet med seksualitet, skam, seksuelle overgreb og mænds tro på, at de har råderet over kvinders krop. Det handler i høj grad om at bestemme over vores egen seksualitet og reproduktion, siger Jytte Larsen, historiker og seniorforsker ved Kvinfo.

Hun mener, at vi lever i en tid, hvor det ligestillingspolitiske vindue igen er åbent og kalder #metoo-bevægelsen, Girl Squad og resten af nutidens feminister for en videreførelse af den rødstrømpebevægelse, hun og mange andre kvinder var en del af i 60’erne og 70’erne.

– Efter kampen er startet igen med fjerdebølgefeministerne, er hverdagssexisme, friblødning og nogle af de andre gamle kvindepolitiske kernespørgsmål blevet genproblematiseret. Selvom der er mindre seksuel undertrykkelse i dag, fordi vi har mere respekt overfor kvinder, er der stadig knyttet meget skam til den kvindelige seksualitet og krop. Det har #metoo-bevægelsen jo netop vist; at kvinder og mænd, piger og drenge ikke er ligestillet seksuelt, og derfor bliver mange af de samme spørgsmål rejst, siger Jytte Larsen.

Også kultursociolog Emilia van Hauen mener, at debatten om blod i trusserne langt fra er outdated.

– Det, vi ser nu, er, at kvinder tager ejerskab over deres eget liv, rolle og identitet. Vi har fået langt mere magt, end vi har haft tidligere i samfundet, og det udmønter sig blandt i, at vi ikke længere behøver at fremstille os selv på en særlig måde for at være attraktive og dermed overleve. Kussen er ikke til for mænds liderlighed eller reproduktion. Den er vores og skal ikke underkastes det der blå menstruationsblod, der ikke giver nogen mening…, siger hun og refererer til de mange reklamer, der gennem tiden har brugt blå væske i stedet for rød.

Læs også: Sille vil gøre op med menstruationsskam: "Det skal blive noget, man taler om ligesom hovedpine eller influenza"

Når privat bliver offentligt

Når menstruationsdebatten stadig i 2019 kan skabe overskrifter og hashtags, skyldes det spørgsmålet om, hvad der tilhører det private og offentlige rum, lyder det fra Emilia van Hauen. Et spørgsmål, der øjensynligt minder om det, man hørte i 70’erne.

–  Alle sekreter, al afstødelse fra kroppen som lort, tis, snot, puds, sæd og menstruation er potentielt provokerende, fordi det krydser en intimgrænse mellem det offentlige og private. Menstruationsblod bliver i visse kulturer set som ”urent”, og menstruerende kvinder isoleres socialt, så forestillingen om, at menstruation er noget sygt eller unormalt er udbredt, og bevægelsen væk fra det sygeliggjorte og hen til det normale og nødvendige, er det, vi ser i den form for aktivisme.

– Men det, der er forskellen på menstruation og andre sekreter er jo, at menstruation er en del af vores cyklus og biologi, og hvis den bliver udskammet, er det ligesom at udskamme kroppen og kvinden, siger Emilia van Hauen.

Opløs skammen

Den skam nikker Gry Senderovitz genkendende til. I sit virke som jordemoder og sexolog taler hun dagligt med både unge og ældre kvinder om menstruation og seksualitet og ser det ubehag, mange har ved at tale åbent om det, vi kvinder til alle tider har haft.

– Vi lærer stadig, at menstruation er noget, vi skal lære at skjule. Det kommer uundgåeligt og skal være der, men samtidig skal vi gøre alt, hvad vi kan for at få det væk. Det er en umulig balance at prøve at holde det helt skjult og samtidig holde sig selv ud. Derfor oplever mange kvinder, at menstruation er forbundet med skam, siger hun.

Særligt blandt unge piger er skammen at mærke – og se. Og det skyldes, ifølge Gry Senderovitz, at vi mangler et fælles sprog for, hvordan vi taler om menstruation, udflåd og alt det, det kvindelige underliv indebærer.

–  Når jeg taler med kvinder om menstruation for første gang, holder mange sig for øjne og mund og vender hovedet til den ene side. De krøller sig nærmest sammen, hvilket minder om det, man ser hos folk, der har været udsat for overgreb. Når vi ikke har et sprog for det, kan vi heller ikke rigtig tænke over det, og det, vi ikke kan tænke over, kan vi heller ikke rumme. Vores tanker bliver diffuse og kaotiske uden sprog, og det er det, jeg i virkeligheden tit vil definere som grænseoverskridelser, siger hun og uddyber:

– Når det kommer til menstruation, er det os selv, der grænseoverskrider os selv, fordi vi producerer noget, vi ikke kan undgå, samtidig med at vi får at vide, at det er pinligt og skamfuldt. Når store dele af vores liv holdes hemmeligt, og man ikke bare kan sige, at man har ondt i underlivet på grund af menstruation, bliver det grænseoverskridende at tale om.

Derfor understreger Gry Senderovitz vigtigheden i, at kvinder som Annika Aakjær stiller sig op foran publikum og rullende kameraer og synger om menstruation. Eller kvinder på sociale medier taler åbent om menstruationssmerter, blod, der løber langs benet og de humørudsving, der kan følge med menstruationen. Det er åbenhed, der skal til for at opløse skammen.

– Der er momentum nu, og jeg håber eddermaneme, det gør noget godt, at flere taler åbent om menstruation. At debatten ikke bare bliver puttet ned i en ny kasse, men får lov at blive noget personligt oplevet og kollektivt delt og formidlet, så de nye generationer, der skal menstruere, ikke skal finde en ny kasse at putte det ned i.

Kultursociolog Emilia van Hauen er enig og mener, at så længe det, der betragtes som feminint, har lavere status i samfundet end det typisk maskuline, er det værd at tale om ulighed – også når det handler om blodige trusser.  

– Vi lever stadig i en tid, hvor mænd med mange ure har en ursamling, hvilket giver status, mens kvinder med mange sko bare har mange sko, hvilket ikke giver status. Hvis vi havde en kultur, hvor de forskellige måder at leve på, udtrykke sig på, være på, var lige meget værd, ville vi kunne tale om et ligestillet samfund. Men sådan er det ikke i dag.

Se, hvad vi ellers skriver om: Menstruation, Feminisme og Ligestilling