Michael Robak: Hvorfor skal andre have en mening om, hvad der er passende for mænd i min alder?

Jeg har i flere år sagt ”pung-mobil-nøgler”, når jeg skal ud af døren. Remsen skal sikre mig, at jeg har husket det vigtigste, inden jeg forlader matriklen.

”Briller” burde også være en del af min udgangsbøn, men min hjerne er tilsyneladende blevet lidt ufleksibel og nægter at tage nye ord ind i huskeremsen. Derfor er jeg begyndt at skrive en lille seddel, som jeg hver aften lægger ved siden af min arbejdstaske. På sedlen står der med store læsbare bogstaver: ”Husk briller”.

Min hukommelse er ikke, hvad den har været. Jeg er måske ved at blive gammel?

I hvert fald fylder jeg 50 om mindre end et halvt år, og jeg er ikke den eneste, der har opdaget, at jeg i dén grad er på vej ind i de ”voksnes rækker”.

LÆS OGSÅ: Line Knutzon om danskhed: ”Når vi føler os truede, begynder vi at snakke om frikadeller”

Inden for de sidste par år er der nemlig sket noget nyt. Yngre mennesker på mit arbejde og i min omgangskreds er begyndt at tale om min (høje) alder: ”Jeg tror ikke, at Amsterdam er en by for midaldrende”/”Gider man at tage på festival, når man næsten er 50?”/”Den film henvender sig nok ikke til dig, den er for folk under 40”.

Alt er helt sikkert sagt i den bedste mening. Alligevel er jeg flere gange både blevet overrasket og irriteret. Hvorfor skal andre have en mening om, hvad der er passende for mænd i min alder?

Ikke desto mindre har jeg – helt viljeløst – accepteret, at alder er et prisme, som man kan se verden i gennem. Ved flere lejligheder har jeg omtalt mig selv som ”Gammelfar”, og jeg har masser af gange hørt mig selv sige ”mænd i min alder…”.

LÆS OGSÅ: Abdel Aziz Mahmoud: "I dag forstår jeg udtrykket "at være tung om hjertet", for det var sådan jeg havde det"

Jeg har åbenbart – uden nærmere refleksion – købt omverdenens præmis om, at antallet af levede år er noget, der (meget ofte) skal tales om. Men gudskelov findes der forbilleder, der kan gøre én klogere. Det opdagede jeg, da jeg hørte radioprogrammet ”Spørge Jørgen” med den 81-årige Jørgen Leth.

Jeg er nemlig ikke kun en glemsom brilleabe, som andre midaldrende har jeg indimellem svært ved at falde i søvn, så hen over de seneste måneder har min behagelige sovemedicin været radioudsendelsen, hvor Jørgen Leth på Radio 24syv svarer på lytternes spørgsmål.

Jeg har (i min søvnløshed) hørt mindst 20 timers radio med digteren og cykelkommentatoren, og han taler aldrig om sin alder. Jørgen Leth lever i nuet, glæder sig til fremtiden, og bortset fra at han sover dårligt og har lidt skavanker med de 81-årige ben, så jamrer han aldrig – eller skubber sin alder foran sig som et tungt og besværligt trækors. Han er bare Jørgen – og bestemt ikke nogen ”Gammelfar”.

Programmerne fik mig til at tænke på mine andre ældre forbilleder; og resultatet var interessant. De har alle det samme karaktertræk som Jørgen Leth; de lever deres liv uden konstant at tale om alderens tyngde. Og det er uanset om forbilledet er en aldrende moster eller et 75-årigt rockikon.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg kan sove i ske med min mandeven, uden af det vil give dårlig stemning derhjemme"

Så nu er beslutningen taget.

Jeg vil være lidt mere som Jørgen Leth; en mand, der lever i nuet, og som ikke konstant nævner sin alder. Jeg vil bare være Michael – en mand i sin bedste alder, uanset hvor mange lys der i lagkagen.

Og jeg håber, at jeg kan efterleve mit nye dogme, også når jeg bliver rigtigt gammel, og ellers må jeg tage min lille huskelap i brug: ”Husk briller, høreapparat – og ikke et ord om alder!”.