Moussa Mchangama
Foto: Dennis Morton Moussa Mchangama er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling, medstifter af In futurum, der rådgiver om bæredygtighed i design- og livsstilsbranchen, og forperson i Mino Danmark, som arbejder for at forløse minoritets-etniske danskeres potentiale i samfundet.

“Såkaldt hyggeracisme er ikke hyggelig for alle os, den rammer”

Spørger man rådgiver og forperson for interesseorganisationen Mino Danmark Moussa Mchangama, 33, har Danmark en konfliktsky folkesjæl, der tror, at problemer som racisme forsvinder, hvis vi fortier dem. Men 2020 viste, at det ikke er tilfældet. For vi er nødt til at tale om, at det er sværere at få magt, respekt eller taletid, hvis du ikke er etnisk dansker.

Hvorfor tror du, at racismedebatten blussede op i 2020?

“Det er der flere grunde til, men de brutale politidrab på Breonna Taylor og George Floyd var gnisten, der fik det til at eksplodere. Vi har diskuteret racisme i mange år, og integrationsdebatten har fyldt voldsomt meget i de danske medier de sidste 25 år. Men coronapandemien har også sat noget i gang. Vi har opdaget, at intet er så stabilt, som vi tror. Det blev meget tydeligt, at det er de svage og minoritetsgrupperne, der betaler prisen først, når verden er i krise. Og selv om vi i Danmark er heldige og privilegerede, så er vi ikke skudsikre. Vi har fået nyt fokus på det ansvar, vi har for hinanden.”

Er vi pinligt bagud i samtalen om strukturel racisme i Danmark?

“Ja, og det er desværre helt overlagt. I Danmark er vi helt konsekvent dårlige til at tage de store ubehagelige snakke. Vi vil ikke ødelægge den gode stemning og undgår bevidst de svære emner, men vi er altså ikke så gode, som vi går og fortæller os selv. Der er jo ingen, der åbenlyst vil være sexister, ligesom ingen vil sige højt, at de er racister. Derfor bliver diskriminationen i Danmark ofte usynlig og uhåndgribelig. Men bare fordi den ikke er komfortabel at tale om, forsvinder den jo ikke. Den er en del af vores samfundsstruktur.”

LÆS OGSÅ: ”Det er et privilegie at lære om racisme og ikke opleve det”

Hvad har overrasket dig mest ved debatten?

“At vi ikke er kommet videre. At vi stadig diskuterer, om der overhovedet er racisme i det danske samfund. I virkeligheden er det mere sørgeligt, end det er overraskende. Vi skal stadig retfærdiggøre at have samtalerne, frem for bare at tage dem, kigge fremad og skabe forandring. Men hvis du vender blikket væk fra det offentlige rum, er det positive, at 2020 har skabt et nyt sammenhold mellem minoriteter, og det har været vidunderligt. Debatten har været så hård, at vi har måttet finde nogle stærkt forankrede fælleskaber iblandt os selv. Og så har det undret mig, hvor lidt politisk bevågenhed Black Lives Matter-bevægelsen har fået. Det har fyldt så meget i private virksomheder, på de sociale medier og i samtalerne ved middagsbordene, men i de politiske partier er der stadig meget berøringsangst over for og uvilje mod at indrømme fejl og blinde vinkler. Og det har en pris at undgå de her snakke, for som borgere føler vi, at retfærdighedssansen svigter. Vi mister troen på vores demokrati.”

Hvordan har debatten i år været atypisk – racisme er jo ikke nyt?

“Fokus har været på den sorte krop legemliggjort af politivolden. Den antisorte racisme. Den er tæt forbundet med bl.a. kolonihistorien og slaveriet – at vi har tjent penge på at gøre mennesker til en vare. De tanker, der ligger bag varegørelsen af mennesker andre steder i verden, ligger stadig til grund for en stor del af europæisk og dansk tænkning, og det forholder vi os ikke til. Den nye opmærksomhed, Black Lives Matter har skabt, viser, hvor forskelligt vi oplever verden. Racismens mange ansigter er blevet tydelige for første gang: hadet til indvandrerdrenge, den nedsættende tale om grønlændere, den uværdige retorik om den sorte krop. Det er alt sammen resultater af en multifacetteret og historisk funderet racismekultur.”

LÆS OGSÅ: Nukâka Coster-Waldau retter kritik: ”Jeg må indrømme, at det har overrasket mig en del”

Hvad er det særlige ved strukturel racisme? 

“At den ofte er skjult. Mellem linjerne, i humoren og hyggen. Men såkaldt hyggeracisme er ikke hyggelig for alle os, den rammer, og den gennemsyrer mange elementer i vores samfund. Du ser også den strukturelle racisme på arbejdsmarkedet. Alle dem, der bliver valgt fra, inden de når en jobsamtale, fordi deres navn ikke er dansk eller billedet på ansøgningen ikke er af en hvid, ciskønnet mand eller kvinde. De fravalg er muligvis ikke en bevidst overvejelse i den konkrete situation, men det er et kæmpe problem for en stor gruppe mennesker. Min pointe er ikke, at alle danskere er racister, men at det de facto er sværere at få magt, respekt eller taletid, hvis du ikke er etnisk hvid dansker. Det handler om, hvem der har ret til magt, til at søge den og til at udtale sig.”

Er du træt af at undervise hvide mænd og kvinder i, hvordan man undgår racismen? 

“Ikke hvis jeg får penge for det. Jeg er grundtræt af, at vi som enkeltpersoner skal oplære andre mennesker. Men samtidig er jeg sindssygt glad for, at der er så meget gåpåmod og interesse for at tackle de her problemer. Desværre oplever jeg, at fokus hurtigt rykker videre på den næste store sag. Nu sexismen. Og så glemmer vi lige, hvad der skete tidligere på året. Vi taber alt for hurtigt fokus. “Jeg læste to bøger af sorte forfattere, og så har jeg gjort mit.” Så har du fejlet. Det er ikke nok. Der for mange, der siger, de vil ændre alt muligt, men går døde i fastholdelsen. Det er voldsomt, og det er hårdt at leve med det, men den gode stemning er forbeholdt de privilegerede. Diversitetsarbejdet er ikke nemt, og det er ikke done. Men jeg håber, at vi kan komme videre fra tale til handling. Det har vi et fælles ansvar for.” 

LÆS OGSÅ: Mandlig klummeskribent om sexisme: "Min ven, vi skal være en del af løsningen, ikke problemet"

I sin seneste essaysamling, Intimations, taler forfatteren Zadie Smith om racisme som en pandemi, vi mangler en vaccine mod. Hvorfor er den vaccine så svær at finde?

“Vaccinen kræver, at I hvide mennesker vedkender jer skylden og meddelagtigheden. Og det er en ubekvem sandhed. Den anden del er, at vi slet ikke fatter, hvor meget af vores samfund, der er bygget på, at dem, der ikke ligner os selv, har betalt prisen. Vi får eksempelvis verdens fattigste til at lave vores varer til en ussel løn og under dårlige forhold, så vi kan tjene penge. Dermed tilskriver vi ikke alle mennesker lige stor værdi. Den strukturelle racisme er svær at bekæmpe, fordi den ikke er privat problem, men et kollektivt problem. Heldigvis står et budskab tydeligt frem efter 2020: Hvis du ikke er aktiv antiracist, så er du med til at fastholde det eksisterende system. Så hvis vi skal den ‘virus’ til livs, skal vi alle agere aktivt. Med corona lærte vi at undvære kram, at blive hjemme og droppe festen. Det samme gælder racismen. Vi skal gentænke måden, vi agerer på.”

Hvad skal vi sige til vores børn? 

“Det handler mere om ikke at sige noget til vores børn. Børn er ikke født som racister og til at tænke, at nogen er bedre end andre. Vi lærer dem de værdier. Så inden du siger noget, så tjek dig selv. Hvordan undgår jeg – ofte utilsigtet – at give mine fordomme og min bias videre, hvis de uforvarende bygger på racistiske eller undertrykkende dogmer? Og så er repræsentation vigtig. Hvis børn kun vokser op med hvide rollemodeller, ser de det som det eneste rigtige. Vi skal ikke skærme børnene for kontroverser, men stå klar til at gribe dem, når de opstår. Og så skal vi være ærlige om, hvor heldige vi er at være født her. Det forpligter at vokse op så trygt.”

Hvordan tror du, 2021 bliver? 

“Hård. Jeg prøver at løsrive mig fra tanken om, at 2021 bliver helt anderledes og bedre. Jeg vil sige, at 2021 bliver et fastholdelsesår. I 2020 skulle vi lære at leve i en ny hverdag. I 2021 håber jeg, at vi bliver komfortable med at leve med det ukomfortable. De grimme sandheder forsvinder ikke, bare fordi vi ikke taler om dem, eller mediedagsordenen banker afsted på et nyt spor.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Racisme, Interview, Ligestilling og Livsstil