I denne landsby er naboerne som en bonusfamilie: "Der er altid nogen, man kan låne en kop sukker af"

Kommer dumpende til kaffe

Merete er vejformand i Uhre, så det var naturligvis hende, der bankede på hos Uffe og Sonja med en stor kurv i favnen. De blev begge meget glade for den gestus:

– Jeg var ret imponeret. Vi havde boet i en lejlighed i 11 år og kendte vores over- og underbo, men ellers kendte vi ingen i gaden. Tilgangen her virkede helt anderledes, og det kunne jeg lide med det samme, fortæller Sonja.

Minona Svendsen sidder og lytter med. Hun er 70 år og har boet i Uhre i mere end halvdelen af sit liv sammen med sin mand. Da hun så, at det unge par var flyttet ind, gik hun spontant ned med en blomst. Uffe inviterede hende straks ind på kaffe, så da Sonja kom hjem fra arbejde om eftermiddagen, sad de og snakkede i køkkenet.

LÆS OGSÅ: Vind en vejfest: Sådan deltager du i konkurrencen

– Inde i Kolding midtby havde vi aldrig oplevet, at folk bare dumpede ind til kaffe. Det gør man herude på landet, og det er skønt, siger Sonja, inden toårige Agnes beder om hendes opmærksomhed.

Sonja pointerer samtidig, at hun er glad for at kunne gå ud i sin ugenerte have og hænge vasketøj op uden at skulle forholde sig til andre mennesker.

– Vi flyttede herud for at få mere privatliv. Til gengæld er det nemt at tilvælge fællesskabet, når man gerne vil være sammen med andre, siger Sonja, der allerede har meldt sig aktivt ind i foreningslivet i byen.

Hun er yogainstruktør og skal lede et hold, ligesom hun skal være instruktør på Astas børnegymnastikhold.

Minonas kat har fået killinger, og Agnes på to år ser ivrigt på billederne, mens hun sidder trygt hos Merete. Foto: Heidi Lundsgaard. 

Julemiddagen blev reddet

Merete og hendes familie flyttede fra Odense til Uhre for 16 år siden. Hun husker, hvordan hun stadig stod begravet i flytterod, da en nabo dukkede op for at invitere til sine tvillingers fødselsdag.

– Vi følte os velkomne lige med det samme, siger hun og uddyber, hvad det betyder at kende sine naboer.

– Det giver tryghed. Folk holder øje med hinandens huse, når man ikke er hjemme, og der er altid nogen, man kan låne en kop sukker af. Juleaften stod vi og manglede ribsgelé, da vi skulle lave sovsen, og så råbte én af mine børn: Det har Minona! Og så styrtede hun af sted for at hente det, siger Merete, der aldrig har fortrudt, at hun slog sig ned i Uhre og at hendes børn skulle vokse op netop her.

– Naboerne er som en bonusfamilie og et positivt tilvalg. Man er ikke forpligtet til at have dem til kaffe hver søndag.

Minona Uth Svendsen (th.) og Merete Due Paarup med det nyeste nummer af  Fynslundmagasinet, en flot glittet udgivelse, som også er med til at binde naboskabet sammen i Jordrup. Foto: Heidi Lundsgaard. 

Minona og Sonja nikker. De deler synet på den sag. Sonja glæder sig til at lære flere at kende, når hendes piger begynder i henholdsvis den lokale skole og børnehave efter sommerferien. Og så ser hun meget frem til at få to af Meretes døtre på besøg, fordi de kandiderer til at blive familiens nye barnepiger.

– I Kolding havde vi også brug for en barnepige, men vi kendte ikke nogen, og det virkede uoverskueligt at finde én. Her er der nogen lige inde ved siden af. Det er da virkelig fedt, siger Sonja, mens hun iagttager, hvordan yngstedatteren har lokket Merete til at læse en Peter Plys-bog. Agnes er tilsyneladende også vældig godt tilfreds med naboskabet.