Pianist Katrine Gislinge om den store kærlighed efter skilsmissen.
Foto: Stine Heilmann Pianist Katrine Gislinge om den store kærlighed efter skilsmissen.

Katrine Gislinge

Når kærligheden står der, beder man den ikke om at vente

Der er den mand, du får børn med, og så er der den store kærlighed, mener pianist Katrine Gislinge, som lige nu er coach i DRs ”Vidunderbørn”. Det betyder dog ikke, at hun ikke elskede sine børns far. Det var bare en anden slags kærlighed end den, hun har til sin nuværende kæreste og kommende mand.

Af Michala Rosendahl 

Kom med. Vi skal ind i det hemmelige rum. Pianist Katrine Gislinge har netop åbnet døren til sin store frederiksberglejlighed og griner mildt, mens hun går gennem stuen og ind i sit arbejdsværelse. Et sort flygel fylder halvdelen af rummet. På gulvet ligger malerier og afslører, at det ikke er længe siden, at lejligheden stod tom.

LÆS OGSÅ: "Kærlighed betyder mere for mænd end for kvinder"

– Bent og jeg er lige flyttet ind for tre uger siden, fortæller Katrine, da hendes kæreste, komponist Bent Sørensen, kommer ind med kaffe og marengs.

– Tak. Og så lukker vi altså lige døren, så du ikke kan høre os, siger Katrine og skubber rulledøren i.

– Nu skal vi nemlig tale om kærlighed.

LÆS OGSÅ: 10 ønsker, jeg vil opfylde, nu da jeg er skilt

Det er fire år siden, at Katrine Gislinge mødte sit livs kærlighed Bent Sørensen på en musikfestival. Egentlig var det slet ikke meningen, at hun skulle finde en kæreste på det tidspunkt, for hun havde brug for at være alene og for at finde sig selv. Men den tanke fik Bent hurtigt ændret på.



– Hele min verden blev forandret, da jeg mødte Bent. Vi talte og talte, og mens jeg stod ved siden af ham, kunne jeg pludselig mærke, at jeg ikke havde lyst til at flytte mig. Aldrig nogensinde. Det var en meget stærk følelse – ja, nærmest et behov – og det kom helt bag på mig, for Bent var meget ældre end mig og meget anderledes end mine tidligere kærester.

Katrine kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, mens hun mindes. Men der er en grund til, at døren ind til stuen skulle lukkes. Bent har nemlig ikke været den eneste store kærlighed i Katrines liv. Inden hun mødte ham, var hun gift med sine børns far i 13 år.

Kortene på bordet

Da Katrine mødte Bent, var hun lige gået fra sin eksmand. De var flyttet fra hinanden og deres to børn var blevet delebørn efter en syv-syv-ordning, men de sidste skilsmissepapirer var endnu ikke skrevet under. Bent stod også midt i en skilsmisse, og måske var det netop, fordi de begge havde kastet sig ud i
et frit fald, at det gik så stærkt, og at deres følelser voksede så hurtigt. Det frie fald er i hvert fald Katrines bedste bud på, hvorfor hun kun et par dage efter mødet med Bent satte sig og skrev en liste over alle sine negative sider. Fra selvoptagethed til perfektionisme til forfængelighed og til grimme tæer. Alt blev noteret, og så afleverede hun listen til Bent.

– Jeg følte, at jeg var nødt til at lægge alle kort på bordet med det samme, for jeg var så vild med Bent, og jeg ville have, at han kendte alle mine fejl, så han vidste, hvad han gik ind til. Så han var forberedt og ikke bagefter kunne komme og beklage sig. Nogle vil nok sige, at det ville have været sundere at vente lidt, men når kærligheden pludselig står der, kan man ikke bede den om at vente.

Da Bent fik listen, grinede han. Katrines grimme sider skræmte ham ikke. Han ville have hende – med alt det gode og alt det dårlige. Og det er dét, der er styrken i forholdet med Bent, fortæller Katrine. At han får det hele af hende. Rub og stub. Ligesom hun får det hele af ham. Ingen af dem er nødt til at pakke sig ind, gemme væk og holde igen. Og den åbenhed var der helt fra start og stod i tydelig kontrast til de tidligere år, hvor Katrine havde haft en følelse af at holde igen.

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"

Fra kærlighed til kernefamilie

Katrine og hendes eksmand mødtes tilfældigt hos nogle naboer, da de begge var 30 år gamle, og de forelskede sig hurtigt. Men da Katrine allerede efter halvanden måned blev gravid, var det en stor overraskelse, og det nystartede forhold blev med ét lidt mere alvorligt.

– Vi skulle pludselig være en kernefamilie, inden vi rigtig havde nået at tage stilling til, om det var det, vi ville være, men selvom graviditeten ikke var planlagt, var vi meget lykkelige. Min eksmand var utrolig støttende, og jeg elskede at være gravid.

Katrine og hendes eksmand flyttede sammen, fik en datter, blev gift og fik senere en søn, og deres forhold var ifølge Katrine både ømt og kærligt.

– Det er underligt at sidde og tale om min eksmand på den måde, for nu er jeg jo sammen med Bent, og det er Bent, jeg elsker. Men dengang elskede jeg min eksmand, og vi havde et utroligt fint og ømt forhold. Alligevel havde jeg en vis skepsis over for parforholdet. Jeg troede aldrig rigtig på, at det
ville vare evigt.

Tvivlen om parforholdet eksisterede dog kun i det usagte, for med en far-mor-og-børn-konstellation og en fælles lejlighed var det ikke noget, Katrine havde lyst til at sætte ord på. Børnene og kærligheden til dem bandt Katrine og eksmanden sammen i mange år – også selvom de på mange måder var
forskellige.

– Nogle gange føltes det, som om vi ikke talte helt samme sprog. Der var ting og drømme, vi ikke kunne dele med hinanden, og vi forsøgte at trække forholdet i hver vores retning. I virkeligheden har følelsen af ikke at være helt i sync nok været der helt fra starten – hos os begge – men vi kunne sindssygt godt lide hinanden, og vi ville så gerne have det til at fungere. Så i lang tid nægtede vi at give plads til den lille tvivl.

I stedet for at tale om deres udfordringer kastede de al deres kærlighed over deres to børn, Martha og William. Selv når de forsøgte at pleje deres forhold med parture til London og Paris, endte det ofte med, at de sad og talte om børnene, for dem var de i hvert fald fælles om.

– Sommetider var det, som om vi levede i hver vores verden, selvom vi boede sammen. Vi skændtes aldrig – vi holdt bare mund, og der var perioder i vores ægteskab, hvor vi næsten ikke sagde noget til hinanden, fordi vi ikke følte, at den anden ville forstå os. I stedet for at fokusere på vores forhold lod vi kærligheden til børnene overtage, og det tror jeg egentlig, at der er mange forældre, der gør.

– Det er så nemt at give sig hen til kærligheden til sine børn, fordi den slags er så betingelsesløs og ikke kræver noget arbejde. Den er der bare fra dag et og er så enkel og ren. Kærligheden til ens partner er aldrig ren på samme måde, og min eksmand og jeg var ret dårlige til at dyrke hinanden. Men jeg vil ikke sidde her og sige, at vi skulle have gjort en masse ting om, for vi gjorde virkelig vores bedste, og det tror jeg, vi er ret enige om.

LÆS OGSÅ: Derfor kan din orgasme godt forsvinde – og sådan kan du få den igen

Et nødvendigt punktum

I 2007 blev Katrine ramt af stress og som følge af det en depression. Pludselig blev hun angst for at spille på scenen, og i en periode holdt hun helt pause fra musikken. Hun følte sig halv.

– Jeg havde det som en flue i en flaske. Jeg fløj bare rundt og rundt uden rigtig at give mig helt hen til noget – heller ikke musikken. Jeg gjorde alting halvt og følte ikke, at jeg levede livet fuldt ud, og fornemmelsen af at være begrænset endte med at føre til stress.

Katrines pause fra musikken varede dog ikke længe, og hun kom ovenpå efter sin nedtur. Men følelsen af at holde igen forsvandt ikke, og da hun på en ferie i 2011 læste en bog af den østrigske forfatter Thomas Bernhard, blev problemerne så tydelige, at hun ikke længere kunne ignorere dem. For Katrine var vild med bogen. Hendes eksmand og de venner, de var på ferie med, forstod den ikke.

– Hele mit indre system følte sig grebet af bogen, og jeg var fuldstændig overvældet, så da min eksmand begyndte at nedgøre den, tænkte jeg: Det går jo ikke, det her. Når de ikke kan lide den bog, så kan jeg ikke holde ud at være her. Det er en fuldstændig skør tanke. Det ved jeg godt. For det var jo bare en bog! Og måske havde de endda ret – måske var det en latterlig bog. Men lige i situationen virkede det enormt vigtigt, at jeg ikke kunne dele min begejstring med mine omgivelser, og jeg følte, at jeg var havnet et helt forkert sted.

Kort efter ferien blev de skilt. Ikke på grund af bogen, men fordi bogen var et eksempel på deres forskelligheder og de ting, som de havde svært ved at dele med hinanden.

– Jeg savnede noget i forholdet uden helt at vide, hvad det var. Jeg længtes bare helt utroligt, og jeg er ret sikker på, at han havde det på samme måde, på trods af at vi virkelig godt kunne lide hinanden. Da vi besluttede at blive skilt, var det, som om jeg endelig fandt hullet i den flaske, jeg havde fløjet rundt i. Langt om længe var jeg fri, og jeg var helt euforisk. Selvfølgelig var det også sorgfuldt, og især var det sorgfuldt, fordi vores to børn blev utroligt kede af det. Men det er vigtigt at huske på, at en beslutning om at gå fra hinanden ikke kommer efter mange måneders lykke. Den kommer efter mange måneder med afstandtagen.

LÆS OGSÅ: 

Forelskelse og frihed

Skilsmissen var pæn. Der var ingen, der smadrede tallerkener eller kastede ting ud ad vinduet, og nogenlunde samtidig med at Katrine fandt sammen med Bent, fik hendes eksmand også en ny kæreste. For Katrine satte det en tyk streg under den fornemmelse hun havde: At skilsmissen var den bedste løsning for dem begge.

– Inderst inde tror jeg, at vi begge havde drømt om skilsmissen i årevis. Der var simpelthen ikke mere at kæmpe for. Den eneste forklaring på, hvorfor vi begge kunne forelske os så kort tid efter, er jo, at vi følelsesmæssigt havde givet slip på hinanden for længst.

At hendes eksmand fandt en ny kæreste, gjorde på mange måder situationen lettere for Katrine. Så slap hun for at lægge skjul på sin egen forelskelse. Også børnene Martha og William fik at vide, at Bent eksisterede, men der gik næsten et år, før de mødte ham, og før Katrine mødte Bents to voksne døtre. Som barn havde Katrine nemlig selv haft det svært med at se sine forældre gå fra hinanden og blive forelskede på ny.

– Det er aldrig nemt, når ens forældre bliver skilt, og man kan godt komme til at tænke: Har jeg så levet hele min barndom på en løgn? Var der slet ikke nogen kærlighed? Sådan ville jeg virkelig ikke have, at Martha og William skulle føle, for der var masser af kærlighed mellem min eksmand og mig. Følelserne forsvandt bare, og derfor var det også den rigtige beslutning at blive skilt – ikke kun for os, men også for børnene. De fik både en gladere mor og en gladere far, og jeg tror faktisk, at det betød meget for dem, at vi begge fandt en ny kæreste, for så skulle de ikke gå og have ondt af den ene af os.

Martha og William fik tid til at vænne sig til tanken om Bent, inden de mødte ham, og da Bent og Katrine flyttede sammen efter to år som kærester, var børnene allerede glade for ham.

– Børnene har udviklet et nært og vigtigt forhold til Bent, og de holder rigtig meget af ham. Det hænger nok også sammen med, at de kan mærke, hvor glad han gør mig. Bent får virkelig alting inden i mig til at blomstre. Han får mig til at bruge hele mit register, og jeg tror faktisk, at det var det, jeg havde savnet sammen med min eksmand. At jeg kunne komme ud i alle krogene, og at jeg kunne give mig hen med alt, hvad jeg havde.

I følelsernes vold

Følelsen af at kunne være helt sig selv har også haft betydning for Katrines musikalske karriere. Kort efter skilsmissen udgav hun sin første solo-cd i 14 år, og der kom ekstra tryk på karrieren med adskillige store koncerter i både Danmark og udlandet. Selvom hun siden skilsmissen har haft nok at se til, er hun dog hverken blevet ramt af præstationsangst eller stress igen.

– Jeg tror ikke altid, at stress handler om, hvor meget man har at se til. For mig havde det mere noget at gøre med, at jeg ikke følte, at jeg gav mig nok i forhold til de ting, jeg lavede. Måske turde jeg ikke. Jeg kan mærke, at jeg spiller anderledes nu, og det har jeg også fået at vide af folk, som har hørt mig spille. Der er flere følelser med, og når jeg spiller nu, kaster jeg mig over klaveret på en anden måde end tidligere. Jeg giver ligesom bare slip på det hele, og jeg har en større selvtillid. Bent inspirerer mig helt vildt, og det giver mig styrke at bo sammen med en kunstner, som er så dedikeret. Det er fantastisk dejligt, at vi har musikken til fælles, for ud over Bent og børnene er musikken det, der betyder allermest i mit liv.

Efter fire år er Katrine stadig lige så vild med Bent, som da hun mødte ham på musikfestivalen og blev nødt til at give ham listen over sine fejl, og til næste år skal parret giftes. Selvom det for dem begge er anden gang, har de tænkt sig at holde stor fest.

– Jeg synes, at man skal højtideliggøre de vigtige øjeblikke, og jeg glæder mig til at sige ja, så hele verden kan høre det, for jeg føler, at jeg nu har fundet mit livs kærlighed. Engang var der en ældre kvinde,
der sagde til mig, at der er den mand, du får børn med – og så er der den store kærlighed. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, for jeg elskede også min eksmand, og i dag har han en helt særlig plads i mit hjerte. Men kærligheden til Bent er bare anderledes. Den folder os ud som hele mennesker.

Katrine kan fortsætte med at rose Bent, til hun næsten selv synes, at det er for meget, men det er vigtig for hende også at understrege, at deres liv på ingen måde er lyserødt.

– Vores forhold er romantisk, intenst og passioneret, men det er også ekstremt stormfuldt. Bent og jeg er utrolig fintfølende og sensitive begge to, og der skal ingenting til, før vi tror, at den anden er sur. Det er også derfor, at vi har så mange blomster!

Der står to buketter i det lille arbejdsværelse. På den anden side af den lukkede dør, der sikrer at Bent ikke blander sig i kærlighedsnakken, er der mindst lige så mange buketter, fortæller Katrine.

– Når Bent tror, at jeg er sur på ham, så kommer han med blomster til mig. Ofte er jeg bare travlt optaget af min musik, men nogle gange har han da også ret i, at jeg er sur. Bent og jeg smækker faktisk utrolig meget med dørene. Vi er i vores følelsers vold, og når børnene en sjælden gang imellem overhører et skænderi, kommer de og siger: "Mor, nu tager du dig altså sammen. Du skal vel ikke også skilles fra Bent, vel?" Men det skal jeg ikke. Skænderierne er en del af vores forhold, og jeg ved, at uanset hvor kompliceret og stormfuldt det er, så har vi et fælles sprog. Vi har de samme drømme og livsværdier. Vi kan dele alting, og jeg vil langt hellere leve livet fuldt ud, med alt hvad end det indebærer af gråd og lidelse og lykke, end jeg vil gå og føle mig amputeret og begrænset. 

LÆS OGSÅ: Mikael Kamber: ”Så tag dog og fri til jeres kvinder!”

LÆS OGSÅ: Carmen Koppel efter skilsmissen: "Heldigvis har jeg altid haft min datter juleaften"

LÆS OGSÅ: Ditte mistede begge sine forældre og kom på børnehjem

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kærlighed