Sådan smager du på vin

„Siss wine is kind of yellow and very sick“, siger franske Vincent og holder glasset med den kølige hvidvin op mod lyset.

Jeg nikker forstående, mens jeg tager et sip af den kælderkolde Bourgogne og bider mig igen i læben over franskmændenes evindelige kamp med den umulige th-lyd i det engelske sprog.

Tarveligt.

Jeg står ved endnu en vinsmagning – hos endnu en stolt vinmager, som skiftevis kaster vinen rundt i det bowleformede glas og stikker sin næse dybt ned i det. Og spændt venter på min reaktion, når de gyldne dråber rammer mine smagsløg. For hvad kan jeg smage?

Lad mig være helt ærlig: Jeg ved nærmest intet om vin, men nu er jeg taget på tur gennem det franske vinland Bourgogne for – forhåbentlig – at blive lidt klogere. Og som dagene går, gør jeg faktisk fremskridt. Dels med mine delvist vin-lammede smagsløg, der pludselig kan fange noter som både fersken og citrus, solbær, læder, tobak og mineraler. Og dels med at ligne en idiot, imens jeg gør det. Men alle hernede gør det – også på restauranterne. Så det er bare om at springe ud i det:  

Sådan smager du på vin

1. Hold glasset op mod lyset og tjek farven på vinen.

2. Stik næsen godt ned i glasset og snus ind. „First nose“. Mærk efter første indtryk. Hvad dufter den af?

3. Smag på vinen: Træk vejret og tag en lille tår, spids læberne og sug luft ind, mens du holder vinen i munden. Tyg på vinen. Og spyt ud. Det, der sidder tilbage på tænderne og i mundhulen kaldes tanning.

4. Sving vinen rundt i glasset i høj fart.

5. Og igen – næsen ned og snus ind. „Second nose“. Og hvad dufter den nu af?

6. Gentag punkt 3.

Nej – smart ser man ikke ud. Men det er heller ikke meningen. For i Bourgogne er det underordnet. Her er det vinen, der hersker over alt og alle.

Læs også: Se de 8 prisvenlige luksushoteller

DAG 1

Bourgundy Wine Board har inviteret mig på en lille ”Tour de Vin”. Lidt kunstig konstellation at være alene på vintur, men jeg er indlogeret i landlig luksus i Beaune, regionens ”hovedstad”. Med karbad og en blomstrende magnolia lige uden for vinduet. Meget smukt. Og i morgen bliver jeg hentet af min taxachauffør Youri, som de følgende dage skal fragte mig rundt til de forskellige vinsmagninger.

Går i seng med hovedet fuld af indryk. Har været på mini-vinskole med Sacha fra Ecole des Vins de Bourgogne – det vil sige siddet i forårssolen på et stengærde og drukket lokal high class vin og vandret rundt imellem de knoldede vinstokke på den støvede jord (på lidt for høje hæle…) og lært at skumme vinen rundt i munden og spytte den ud igen – næsten uden blusel. Og så har jeg været på ufrivillig speeddating på en meget autentisk, lokal restaurant. Caves Madeleine. Med Jim, som er vinimportør i London. Hernede synes man nemlig, det er det mest naturlige i verden at placere to mennesker, som er alene på restaurant, over for hinanden. Meget akavet til at starte med. Jeg mener… da jeg ankom, var der masser af ledige pladser ved bænkene. Men det var ikke et populært valg. Restaurantejeren rynkede i hvert fald brynene undrende og pegede på stolen foran Jim. Heldigvis viste Jim sig at være yderst behageligt selskab, og vi kom både omkring børnepasning i UK, sidste års royale bryllup derovre, skolesystemet, dansk humor og naturligvis… vinen.

DAG 2

Jeg starter min dag i Spa Bourgogne. Med lilla vindrue-scrub og mumie-indpakning i varm mudder bestående af honning, hvede og druer. Et på ingen måder sofistikeret sted, men en meget lokal og pudsig oplevelse, som er meget godt i tråd med den lidt landlige atmosfære, der hersker her i Bourgogne. Og selvom jeg dufter af den vildeste pakke rosiner, er min hud dejlig blød. Nu taler vi virkelig full-body-experience: vin indeni og udenpå! For straks efter er jeg videre til vinsmagning hos Domaine Olivier LeFlaive, hvor 66-årige Monsieur LeFlaive er 18. generation, der dyrker vin her. 82 forskellige slags.

Monsieur LeFlaive tager mig med en tur ud i vinmarkerne og fortæller om den nærmest hellige jord, der kendetegner Bourgogne og er på vej ind på listen over Unescos fredede områder. Om hvordan kalksten giver finesse, elegance og kompleksitet til vinen og ler giver dybde og power. Og hvad det betyder for vinen, hvor langt rødderne går ned i jorden. Som der er tradition for her, er stedet et rigtigt familieforetagende, hvor broren, svigerinden, nevøen og datteren er involveret. Og svigersønnen står klar til at overtage.

I restauranten er det tid til frokost og vinsmagning. Man kan godt blive lidt forvirret over alle de glas, der lines op ved en smagning, men man drikker altid fra venstre mod højre. 10 vine bliver jeg præsenteret for, hvilket er normalt for en smagning her.

Jeg smager også „soumaintrain“ – en stærk ost, som „lugter af gamle sokker, men smager himmelsk“, som den engelske headsommelier Simon siger.

Jeg skal virkelig vænne mig til at spise så massivt meget mad. Fire retter til frokost er ikke unormalt. Og fire-fem retter igen til aften. Burgunderne er livsnydere af Guds nåde og sætter en ære i at spise godt – ja, og drikke godt naturligvis.

Min chauffør, Youri, kører mig videre til næste vinsmagning – på Château de Pommard. Et betydeligt mere pompøst sted end nogle af de mindre vinhuse, jeg kommer forbi på min tur. Pommard er et slot, hvor ejeren har sin private helikopter parkeret på græsplænen foran slottet. Det er her, jeg møder Vincent, som efter hvert lille vin-sip præsenterer sin vin med et ”siss wine…”.

Om aftenen spiser jeg på Loiseau des Vignes – en mere posh restaurant med massive bjælker i loftet og en duft af pejs – og pæne, lidt ældre par i jakkesæt, nypudsede sko og hårlak, der konverserer sagte hen over bordene. Jeg får en lillebitte hasselnøddesuppe – hertil Mersault 2008, jomfruhummer på auberginepuré med gulerod og radiser – med samme vin til, due med kartoffelmos – hertil Nuits-Saint Georges 1. Cru 2002, fire slags ost (ged og noget lokalt) – hertil Pernaud-Vergelesses 1. Cru 2008 (med knap så mange mineraler som den første og rigtig god til osten), jordbær og rabarber med vaniljeis og nøddekrokant og til allersidst: espresso med mælk, som her hedder en „noisette“, ledsaget af chokolademacarons med solbær og små madeleines med honning og orangeskal. Super fine og meget smukke anretninger. Uhmmm, virkelig anbefalelsesværdigt!

Og meget sympatisk, så drejer tjenerne stolen over for os enlige restaurantgængere lidt ud, så det ser ud, som om vores ledsager bare er en tur på toilettet.

Jeg begynder at synes, det er lidt sjovt at vide, hvor vinen kommer fra – bliver jo også konstant mindet om områderne på kortene over henholdsvis Côte de Beaune, hvor de fleste hvide vine kommer fra, og Côte de Nuit, som hovedsagligt leverer røde. Jeg bilder mig også ind, at smagen pludselig giver mening… somehow. Og faktisk begynder jeg også at forstå, hvorfor man skal sige fjollede lyde med munden og kaste vinen rundt i glasset. Kommer så også til at gøre det med mit vandglas pludselig. Pinligt.

Tilbage på hotellet falder jeg i søvn på en dejlig, velfyldt mave, lidt klogere på vin og til en film med Elisabeth Taylor, der taler fransk. No wonder, at de aldrig får fat i den engelske th-lyd.

Læs videre på næste side.

DAG 3

Hmm… lidt tør i munden, da jeg vågner. Måske alligevel en lille bivirkning af at have haft omkring 25 glas vin oppe til munden i går – og kun have spyttet to gange.

Og allerede 10.30 står jeg klar til dagens første smagning. På Domaine D’Ardhuy, Clos des Langres, hvor Stéphane viser rundt i sin vinkælder og fortæller om sin biodynamiske produktion, hvor månen bestemmer farten, og skadedyr bliver bekæmpet med feromoner. Stéphane undskylder for den blomstrede hørdug. Han ved godt, den er gammeldags, siger han og blinker grinende, men ”det er sådan, de gerne vil have det hernede”. Og så er han i øvrigt helt med på at fotografere mig, mens jeg spytter i spanden. Crascher som det hedder på fransk.

Alle smagsnuancer gælder, siger Stéphane. Den smag, du fanger i munden, er individuel. Smager den af gammelt læder, er det det, man siger. Eller kattepis – som måske nok vil fornærme vinmageren en smule, indrømmer han.

Jeg spiser frokost på La Cabotte. Snegle i hvidvin med grønsager, stegt fisk og en skøn dessert: Hvid chokomousse med jordbær og mandelkrokant. Osten må jeg springe over. Jeg er ved at revne af al den mad.

Dagens 2. smagning foregår på Maison Bouchard Aîne et Fils, hvor man, sammen med vinsmagningen, kan prøve en tur igennem de fem sanser. Se, høre, lugte, føle, smage. Alt sammen for at få en bedre forståelsen for vinen. Jeg består lugteprøven og gætter selv de svære som røg, aske og karamel. José, som viser rundt, er imponeret.

DAG 4

„Regionale et Grand Cru!“, råber min engagerede chauffør igen, mens han ivrigt peger ud af først den ene side af bilen, så den anden. Ud på vinmarkerne. Vi kører igen ad Côte d’Or, den gyldne åre, der løber gennem vinlandet Bourgogne, som vi har gjort det de sidste fire dage. Og jeg har fanget den: knap så pricy vin på den ene side af vejen, og de dyre dråber på den anden side. Op ad skråningen.

Vi er på vej til min sidste smagning, som foregår på Domaine Bernard et Armelle Rion, hvor jeg møder 25-årige Alice, som skal overtage vinproduktionen efter sine forældre.

Ud over vinene fortæller Alice om familiens trøffelhunde. Lige nu har de otte styk, som bliver trænet op til at finde de kostbare svampe. Hun inviterer også på frokost i familiens restaurant, ”Le Richebourg”. Ægte specialiteter fra egnen: cuisses de grenouilles (frølår) og ouefs en meurette (æg i rødvin).

Og så går turen til Dijon, hvor jeg kan nå at browse lidt i butikker, inden jeg hopper på toget mod Paris.

EPILOG

Bourgogne forbliver utrolig komplekst at forstå – også her efter fire dage i vinskole.

Jeg bilder mig nu ind, at mine smagsløg faktisk momentvis mestrer kunsten at finde frem til forskellige noter i de berusende dråber. Jeg er stadig på håbløst amatør-niveau. Og selvom jeg har hørt alenlange foredrag om de forskellige områder, har jeg vist slet ikke styr på dem alligevel. Men jeg ved, at man ikke skal lade sig forblænde af en etiket med en masse skrift og område-betegnelser på – tværtimod. Og så ved jeg, at vin fra Bourgogne har en forunderlig evne til ikke at gøre mig tung og ør i hovedet. ”I Bourgogne bliver man ikke træt, når man har drukket et glas vin – man vil bare ha’ et til!” som man siger hernede. Så mon ikke jeg kommer til at hive nogle flere flasker ned fra hylderne i supermarkedet med Bourgogne-etiketter – frem for, som tidligere, at gå en stor bue udenom, fordi jeg havde vedtaget med mig selv, at jeg ikke kunne lide franske vine.

Læs også: Tag en bid af Buenos Aires (Haps!)