
Dét bør du opleve i København i din vinterferie
ALT for damernes art director Lisa Kirsch længes efter mere lys og varme – så mens foråret lader vente på sig, spiser hun toscanske pastaretter, der smager af solskin og dyrker byens lysende kunstoplevelser med sin familie.
Kunst
Træd ind i maleriet
Jeg er blevet anbefalet at opleve 'Van Gogh: The Immersive Experience' på Refshaleøen.
Denne 360º digitale kunstudstilling bringer den hollandske kunstner Vincent van Goghs værker til live på en helt ny måde med digitale skærme, lydeffekter og en unik VR-oplevelse.
Udstillingen har 10 millioner besøgende på verdensplan og er blevet forlænget i Danmark på grund af stor popularitet, så jeg vil skynde mig at tage hele familien med, inden det er for sent.
Se mere på Vangoghexpo.com/copenhagen.
Mad
Nørrebros Toscana

'Graziano' på Møllegade er blevet et populært sted for italienske madelskere.
Her kan man smage ægte toscanske retter med fokus på håndværk og traditioner. Bag stedet står kokken Jonathan Balsløw Sørensen, der har opkaldt stedet efter sin største inspiration, nemlig sin italienske bedstefar.
Med hjemmelavet pasta og en hyggelig stemning lyder 'Graziano' som et sted, der er værd at besøge – så det skal jeg!
Se mere på Graziano.dk.
Lysfest
København lyser op

Copenhagen Light Festival er altid en magisk oplevelse, og jeg glæder mig blandt andet til at se 'Ethereal Impressions' af Yi & Xinyue, som du finder ved Osramhuset på Nørrebro.
Her bliver dine bevægelser til lys og farver, mens gulvet forvandles af psykedeliske mønstre.
Se mere på Copenhagenlightfestival.org.