Sara Bro
SPONSORERET indhold

”Jeg var så nervøs, for jeg havde jo planlagt det i lang tid”: 12 ting, du (måske) ikke vidste om Sara Bro

Hun er bedstevenner med sin første store kærlighed, hun kan dødløfte 85 kg, og så er hun vokset op i et kollektiv på Store Kongensgade i Indre København med sine forældre, der boede på hver sin etage. Bliv klogere på radioværten Sara Bro her.

Af: Nicoline Tauning Foto: Anton Unger/Her&Nu
20. maj. 2021 | Livsstil | ALT.dk

Du kender helt sikkert hendes stemme. Gennem de sidste 30 år er den blevet transmitteret ud til lytterne af blandt andet radioprogrammerne ”Børneradio”, ”Go’ Morgen P3” og senest i podcastene ”Sara & Monopolet” samt ”Hjerteflimmer for voksne”.
Men hvad ved du egentligt om radiovært, tv-vært og forfatter Sara Bro?

Læs med her og lær hende meget bedre at kende! Vi har dykket dybt ned i internettet og fundet nogle ting frem om Sara Bro, du muligvis ikke vidste:

1. Bedstevenner med sin ekskæreste

Sara Bro fandt sammen med sin første store kærlighed, Alexander, en nytårsnat, da de blot var 15 år gamle. Romancen var kortvarig, men i stedet er de to blevet bedste venner.

”Min første store kærlighed var Alexander, som i dag er min bedste ven. Vi var kærester, da vi var 15 år. Vi gik på to forskellige folkeskoler, men jeg startede på en efterskole med en pige fra hans klasse, og der satte han jagten ind efter mig. Jeg havde ellers ikke opdaget ham. Vi blev kærester en nytårsaften og var sammen i fire måneder. Det var en menneskealder dengang,” fortæller Sara Bro i et interview til Berlingske.

Hun fortæller derudover, at det også var Alexander, der blev den første til at knuse hendes hjerte:
”Det var ham, der var skyld i bruddet, men mig, der gjorde det forbi. Han kunne ikke være den kæreste, jeg ville have, at han skulle være.”

2. Kræftpatient som 27-årig

I en alder af 27 år skulle hun til at forholde sig til kemoterapi og hårtab, da Sara Bro fik konstateret brystkræft.

Hun blev behandlet i 2001, men for knapt fem år siden opdagede lægerne alligevel endnu engang et forstadie til brystkræft. For at undgå at det skulle udvikle sig yderligere, fik hun fjernet sit naturlige brystvæv og under samme operation påbegyndt en kunstig rekonstruktion af begge bryster.

På DR.dk i en livechat svarede Sara Bro i 2020 på spørgsmål fra seerne vedrørende hendes kræftforløb og efterfølgende operationer:

sara bro svar.jpg

Det tog samlet 3 år med rekonstruerende operationer, før Sara Bro i 2020 endelig kunne se frem til et år, hvor hun var helt fri for operationer. På trods af at brystvævet er blevet fjernet, er det vanskeligt for hende at slippe frygten for sygdommen helt:

”Når man er igennem behandlingen, og man jubler over, at man er kommet igennem de frygtelige år, så går det op for en, at det ikke rigtigt går væk, fordi man har fået et andet element ind i éns hjerne, der handler om dødelighed og sygdom,” fortæller hun i podcasten ”Det sidste måltid”.

”Jeg har prøvet at kæmpe meget for, at det ikke skulle fylde for meget. På den måde bliver det jo alligevel en del af mit liv. Men jeg synes, at jeg har brugt 5 år på at kæmpe meget voldsomt imod det. I forhold til min egen identitet, skulle jeg bevise, at jeg ikke var patient. Derefter synes jeg godt, at jeg har kunnet placere det et sted, hvor det egentlig kun var de årlige kontroller og ugen op til, at det igen har fyldt meget. Men selvfølgelig er hele mit liv jo forandret. Alle, der får kræft, får forandret deres liv på en eller anden måde.”

3.  Træt af spørgsmål om børn

Sara Bros forlovede, Lasse Lund, er 15 år yngre end hende, og aldersforskellen medfører, at mange stiller personlige spørgsmål til parret. Særligt er de nysgerrige på, hvad parret stiller op, hvis Lasse Lund en dag vil have børn, fortæller radioværten i et afsnit af hendes egen podcast ”Hjerteflimmer for voksne” i en episode, hvor Lisbeth Østergaard og Mikkel Klint Thorius gæster studiet:

 ”Min kæreste vil gerne have børn, så det er jo selvfølgelig et problem imellem os. Når folk spørger, er det jo lidt som at spørge ind til den allerømmeste tå. Hvordan gør vi nu det? Hvad nu hvis det betyder, at vi så ikke kan være kærester på et tidspunkt? Det er da en sindssyg ting at spørge om. Det er virkelig som at sætte kniven ind dér, hvor det er allerømmest,” siger hun.

3. Barn af 70’erne

Sara Bro er vokset op i et kollektiv inde midt på Store Kongensgade i København med fælleskøkken og fællesbad. Hendes mor læste til socialrådgiver, og hendes far underviste på Filmskolens dokumentarlinje, da forældrene som 21-årige fik Sara Bro og senere blev skilt igen. De flyttede ind i kollektivet på hver deres etage, og Sara Bro var i høj grad fars pige. Hun beskriver livet i kollektivet i podcasten ”Det sidste måltid” således:

”Som barn var det fantastisk, for der var så mange andre børn at lege med. Men det siger vel et eller andet, da jeg fik min børneopsparing udbetalt, at jeg købte en toværelses ejerlejlighed, hvor jeg skulle bo i en opgang, hvor jeg ikke kendte nogle, og jeg skulle bo helt alene. Og jeg elskede, at jeg ikke kendte et øje, og jeg elskede, at jeg kunne gå ind, låse min dør og lade være med at tage telefonen, og så var der ingen, der kunne få fat på mig. Jeg kunne bare være fuldstændig alene.”

Sara Bro har efterfølgende valgt at flytte tilbage til samme bygning, der ikke længere huser et kollektiv, men i stedet er blevet en ganske almindelig andelsforening – dog stadig med fælles madlavning om mandagen. 

5. ”Jeg kan alt!”'

Sara Bro går til nye ting med masser af gåpåmod.
Det gælder både på arbejdet og i privatlivet. Sara Bro har aldrig tvivlet på, at hun kan, hvad hun vil, og det skyldes i høj grad hendes opvækst:

”Jeg er opdraget til at tro, at jeg kan alt! Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, jeg ikke kan lære. Der er nok nogle ting, jeg er blevet for gammel til, men i princippet har jeg det sådan, at hvis jeg ville, så kunne jeg,” fortæller hun i et interview med JydskeVestkysten.

Når Sara Bro siger nej til jobmuligheder, er det ikke tvivl eller usikkerhed, der afgør det. I stedet er det hendes mavefornemmelse, hun navigerer ud fra. Det er altafgørende for hende, at jobbet passer til, hvordan hun ser sig selv, og hun vælger sine jobs ud fra, hvor hun kan være helt sig selv.

6. Stærk som en okse

For radioværten er tunge vægte og en stærk fysik blevet en stor del af hendes identitet. Blandt andet kan du på hendes Instagramprofil følge med i hendes træning og personlige rekorder i vægtløftning.

Den styrke, som Sara Bro gennem de seneste år har opbygget, har vist sig at være brugbar på flere måder.

Blandt andet har den kunne bruges som en del af behandlingen efter kræftforløbet, hvor hun ønskede at tage kontrol over sin egen krop igen. Selv skriver hun følgende til et opslag på Instagram:

”Jeg træner for at blive stærk (ikke tynd), fordi jeg har fundet ud af, at jeg er bedre til resten af mit liv, hvis jeg er stærk.”

Sara Bros personlige træner Philip giver hende ret i, at hun er stærk. Men styrken er ikke kommet af sig selv. Den har krævet hård træning:

”Hun er virkelig stædig og dedikeret. Det giver hende et mentalt overblik at være fysisk stærk,” siger han i ”Kender du typen?”, da de besøger Sara Bros hjem.

”Jeg sørger for at provokere hende ved at skubbe lidt til kønsrollerne. Det kunne været noget i stil med ”det er okay, hvis du ikke kan løfte den, fordi du er en pige”. Det motiverer hende rigtig meget. Hun er sindssygt stærk!” uddyber han.

7. Sara Bro <3 sine følgere

Da Sara Bro arbejdede på ”Go’ Morgen P3” var det særligt den daglige kontakt med lytterne, hun holdt af. Her kunne de skrive ind til værterne, hvis de havde en kommentar til programmet.

Behovet for at være i kontakt går igen på Saras Bros private Instagramprofil, hvor hun også holder af at dialog med sine følgere:

”Jeg har en følelse på Instagram af, at jeg er i tæt dialog med dem, der følger mig der, hvor vi kan snakke om tingene, hvis nogen af os gør noget forkert. Det er en dialog frem og tilbage, hvor vi snakker om ting, som er vigtige for mig og for dem. Lidt ligesom dengang på Go’ Morgen P3,” fortæller hun i ”Det sidste måltid”.

8. Friede i en naturpark i Costa Rica

Sara Bros kæreste Lasse Lund havde friet til hende mange gange, men alle gangene havde været uden ring, så Sara Bro mente ikke, at de gjaldt.

Sara Bro Lasse Henrik R. Pedersen.jpgSara Bro har været kæreste med Lasse Lund siden 2016. Foto: Henrik R. Pedersen

Til sidst sagde han, at hvis hun gerne ville giftes, så måtte hun selv fri til ham. Det noterede hun sig, så da Lasse Lund inviterede hende med til Costa Rica, så hun sit snit til at gå på knæ:

”På rejsen tog vi en dag ud til den smukkeste naturpark med store hængebroer. Det var et meget romantisk sted. Jeg kunne mærke på Lasse, at han også blev grebet af stemningen, så pludselig tænkte jeg: Fuck! Nu frier han også! Så midt ude på hængebroen fandt jeg ringen frem og friede. Jeg var så nervøs, for jeg havde jo planlagt det i lang tid. Han sagde JA! Og jeg kunne mærke, at han blev så glad,” fortæller Sara Bro i et stort interview med ALT for damerne.

9.  Drømte ikke om at blive mor

Sara Bro har to børn fra et tidligere ægteskab, men det har aldrig været hendes store drøm at blive mor. Alle de praktiske opgaver, der følger med forældrerollen, siger hende ”ikke en skid,” fortæller hun i et interview med ALT for damerne:

”Alt det, der handler om at være mor, altså ikke følelsesmæssigt, men det praktiske, det siger mig ikke en skid! Intet. Jeg gør det selvfølgelig, og jeg går da op i, at det skal være ordentlig mad og alt muligt, men hvis jeg kunne slippe for det, havde jeg da gjort det,” siger hun ærligt.

”Jeg prøver også at sige til mine børn på en pæn måde, at jeg jo ikke synes, at det er sjovt at være den, der hele tiden skælder ud og siger nej. Jeg synes, at de skal opføre sig ordentligt, så vi kan bruge vores tid på noget, som vi synes er sjovt. Vi skal også hjælpes ad med at bo herhjemme. Jeg går ikke ind for sådan noget curlingshit.”


Sara Bro børn Anton Unger 2018 cropped.jpgSara Bros to børn Fritz og Miriam, som hun har fra et tidligere forhold. Foto: Anton Unger/Her&Nu

10. Nachos er livretten

Sara Bro er en sammensat kvinde.

Det ses også i hendes spisevaner og favoritspise, da hun medvirker i Lærke Kløvedals podcast ”Det sidste Måltid”, hvor gæsten må vælge en tre-retters menu, vedkommende kunne tænke sig som sit sidste måltid.

Her vælger Sara Bro en menu, der består af østers med citron til forret, nachos med ost til hovedret og banoffeepie til dessert (en tærte med banan og karamel).

”Det er vel præmissen for ens sidste måltid. Det skal være alle de ting, man godt kan lide,” griner Sara Bro, da hendes valg af menu præsenteres.

Særligt hovedretten er hun glad for. De små sprøde majschips med smeltet ost, spicy salsa og på gode dage en guacamole ved siden af serverer hun også sommetider derhjemme.

”Det vigtigste er osten. Det er hele grunden til, at jeg spiser nachos. Jeg elsker smeltet ost! Og nachos er primært smeltet ost. Der skal være jalapenos på også, og det er vigtigt, at de ligger nedenunder den smeltede ost,” forklarer hun.

Anbefalet til dig