Miriam var seks uger, da hun blev efterladt af sine forældre. Ingen har talt højt om det – før nu

Børnene sidder tæt sammen på det sort-hvide fotografi. Som søskende født med kort mellemrum ofte gør.

Alligevel er det, som om de to børn på fotografiet er vokset op i to forskellige verdener.

Drengen smiler. Ligefremt og frimodigt. På pigens ansigt findes ikke antydningen af et smil. Kun et alvorligt blik og noget, der ligner sørgmodighed – måske ligefrem sorg.

Børnene på billedet er Sascha Kempinskis far og hendes faster. Ralph og Miriam. Og så længe Sascha kan huske, har hun kendt til den historie, der formede deres barndom, og siden kom til at fylde alt i familien – uden at nogen talte om den.

"Min farfar og farmor flygtede ligesom tusindvis af andre danske jøder til Sverige i 1943. Og som mange andre blev de nødt til at efterlade deres barn, min faster
Miriam, der på det tidspunkt var seks uger gammel," fortæller Sascha.

"Det var en tragedie for den lille, nye familie. Og det blev en form for grundfortælling i vores familie. Den fandtes – og findes – mellem os som en tone i mol, en fælles sørgmodighed, der er gået i arv."

I skjul på børnehjem

Nu har Sascha skrevet fortællingen ned. I børnebogen Flugten til Sverige, der udkommer i anledning af 80-året for den koordinerede redningsaktion af Danmarks jøder under krigen.

"Det er blevet en børnebog, men det kunne lige så godt været blevet et digt," siger Sascha.

"Den eneste måde, jeg kunne fortælle historien, var ved at skrive den i et enkelt sprog og med så få ord som muligt. For mig har fortællingen jo altid først og fremmest været en tone, nærmest en følelse."

Det var ikke sådan, at børnene i den familie, Saschas bedsteforældre stiftede, da de kom hjem til Danmark, ikke kendte til fortællingen om Miriam. Men det var kun den lyse historie, der blev fortalt. Den om ægteparret hr. og fru Fugl-Meyer, der hjalp det unge ægtepar i sikkerhed på den anden side af sundet og sørgede for at skjule deres spæde datter på et børnehjem i de næsten to år, der skulle gå, før familien blev genforenet.

"Heltekvadet om hr. og fru Fugl-Meyer blev foldet ud i min familie igen og igen. Og det er en smuk og kærlig historie om det gode i mennesket i en mørk tid, som kan lære os om at være ordentlige over for udsatte mennesker i dag," siger Sascha.

"Men alt det, der gjorde ondt, kunne ingen i min familie tale om. Det var, som om ord ikke var nok til at udtrykke det, der var sket. Derfor var der ikke andet at gøre end at være stille."

Mistede familien

Miriam var knap to år, da hun blev hentet på børnehjemmet af sine forældre og fjernet fra de rammer og mennesker, hun kendte. Hun voksede op som et nærmest fremmed barn i en familie, der havde føjet endnu et barn – lillebroren Ralph – til den amputerede søskendeflok.

"Der var en afstand mellem Miriam og hendes forældre, som det aldrig rigtig lykkedes dem at gøre mindre. Min far, Miriams lillebror, blev det lille solskinsbarn, der skulle bære alles lykke og aldrig måtte lade sig slå ud. Mens Miriam blev det stille, fjerne barn, der aldrig for alvor fandt fodfæste i familien og allerede som 18-årig emigrerede til Israel, hvor hun bor i dag," fortæller Sascha.

Adskillelsen havde store konsekvenser for dem alle fire. Det var en sorg, der var næsten umulig at bære, fordi den hvilede på en tragedie af ufattelige dimensioner: mordet på seks millioner mennesker. Heriblandt Saschas farmors polske familie.

"Min farmor mistede alle; sine forældre, sin lillebror. Og i realiteten også sin lillebitte, fine, nye datter, som aldrig helt blev hendes igen," siger hun.

Sorgens plads

Hvordan giver man den slags ord?

"Spørgsmålet er, om man overhovedet kan give det ord," siger Sascha.

"Nu har jeg skrevet en version af fortællingen ned. Men den er jo ikke fyldestgørende. Den afspejler ikke til fulde den tone i mol, der findes i min familie – og som er gået i arv, også til mine børn," fortsætter hun.

"De spurgte en dag, hvad det betød for mig at være jøde. Jeg er ikke troende, så jeg satte et stykke jødisk musik på. Og skruede helt op for alle tangenter ved at vælge et stykke musik fra filmen 'Schindlers liste'. De lyttede. Og mærkede det. Og forstod. For de bærer også Miriams fortælling – og den større historie, der findes i hende – med sig. Selv om de er født en menneskealder efter og vokset op i fuldkommen fred og ro i Lyngby."

Når det har været vigtigt for Sascha at skrive fortællingen om Miriam, handler det altså ikke om at binde en smuk sløjfe om historien og få den til at slippe sit tag i familien, få sorgen til at lette.

"Sorgen skal have den plads i en familie, som den kræver. Og bæres videre af dem, der nu skal varetage familiens fortælling. For mig er sorgen ikke kun tung, den er også meget smuk. Fordi den er fuld af kærlighed," siger hun.

Opsøgte efterkommerne

Samtidig skal historien om Miriam fortælles, fordi den er fortællingen om det gode i mennesket. Heltekvadet om hr. og fru Fugl-Meyer. Det, der blev foldet ud igen og igen i Saschas familie. Og som måske gjorde det hele bare en smule nemmere at bære.

"Det er bedre at fortælle vores børn om en fortid, de kan være stolte af, end om én, de kan skamme sig over. Der er meget mere at lære af dem, der gjorde det gode, selv om det var svært og kunne have kostet dem alt. Og den gode historie findes," siger Sascha.

"Ligesom mange andre danskere reddede deres jødiske medborgere dengang i oktober 1943, reddede hr. og fru Fugl-Meyer mine bedsteforældre og gav Miriam et liv."

Det blev ikke det liv, der var planen, men det blev et godt liv.

"Min faster bor i dag i Israel, omgivet af børn og børnebørn. Og hendes svigersøn satte sig faktisk for at opsøge efterkommerne af parret Fugl-Meyer for nylig," siger Sascha.

Han fandt ægteparrets barnebarn. Og det gik op for Saschas familie, at fortællingen om barnet, der blev efterladt, ikke kun havde fyldt i deres egen familie i alle de år, der var gået, men også havde sat dybe aftryk i en anden families historie. Det viste sig nemlig, at hr. og fru Fugl-Meyers barnebarn havde fået mellemnavnet …Miriam.