Er dette opskriften på den perfekte skilsmisse? "Vi har fundet den mindst ringe løsning for børnene"

De gode minder vælter ind over kaffekopperne i lejligheden på ydre Østerbro. Om det første møde i år 2000. Forelskelsen, da de mødte hinanden igen tre år senere. Det romantiske eventyr, han sendte til hendes mail i tre dele, og den gensidige fascination af hinandens intellekt. Den hurtige graviditet og efterfølgende lynbryllup i 2004 på rådhuset samme dag, som hun skulle til eksamen på medicinstudiet. Om børneflokken, der voksede til tre. Og det gode familieliv med en lægemor med lange arbejdstider og en forfatterfar med bedre tid. Alt sammen fortalt med grin og smil – mest til hinanden og indimellem til journalisten på den anden side af bordet.

Her sidder to mennesker, som på mange måder er det perfekte match. Ikke desto mindre er Peter og Karen skilt. Og har været det siden foråret 2017. For langsomt var kærestefølelserne gledet over i, at de to var gode venner i firmaet "familie", som Peter beskriver det.

Og gode venner, det er de stadig. Faktisk så gode venner, at det er lykkedes dem at strikke en velfungerende og civiliseret løsning sammen, som ikke bare går godt i spænd med deres individuelle behov, men også – og især – er skånsom for børnene. Her er det nemlig ikke børnene, der flakker frem og tilbage mellem forældrene. De har fast bopæl i den 130 kvadratmeter store andelslejlighed i de charmerende byggeforeningshuse "Vibekevang" på Ydre Østerbro, mens Peter og Karen skiftevis bor i en etværelses, almennyttig bolig på 13. sal i Høje Gladsaxe.

Og ærligt talt, så går det meget godt med at være skilt.

Peter: – Ud over at vi i virkeligheden ses enormt meget og gør en masse ting sammen med børnene, så har vi stadig brug for hinanden på et tæt, venskabeligt plan.

Bedste venner

Og her taler vi for eksempel ferie sammen til England, ture i sommerhus, et fødselsdagsmorgenbord til Karen fra Peter. Men også aktiviteter, som ikke handler om børnene – som eksempelvis hænge ud sammen på Roskilde Festival og holde abefest for vennerne. Og dertil kommer de utallige telefonsamtaler, hvor livet lige skal vendes. Typisk af Karen, der har brug for at læsse noget arbejdsrelateret af, og Peter lytter med "ja... ja", "hm..." og "det er også hårdt...". For i bund og grund har de nok svært ved at undvære hinanden, indrømmer de.

Karen: – Jeg har svært ved at acceptere, at mennesker glider ud af mit liv. I mine øjne er det dybt bizart at cutte et menneske for evigt, fordi man bliver enige om ikke længere at være kærester. Bliver man enige om, at det bare ikke længere fungerer, som det var tilfældet for os, kan jeg ikke forstå, hvorfor det ikke skulle kunne transformeres til et venskab.

Peter: – Der er ligesom en slags kulturelt omvendt dogme – at hvis ikke man hader hinanden voldsomt efter bruddet, har man ikke elsket hinanden. Det er lidt besynderligt. På samme måde er der en opfattelse af, at hvis man ikke er vildt jaloux, så elsker man ikke.

Peter og Karens skilsmisse har da også, er de enige om, haft flere heldige omstændigheder. Dels var det en fælles overenskomst, og dels skyldtes bruddet ikke, at nogen af dem havde fundet en ny partner.

Peter: – Og så er vi bare begge meget rationelle væsener, der er i stand til at parkere følelserne i anden række.

Karen: – Eller lave dem om.

Peter: – Ja, det er nok mere rigtigt formuleret. Og det kræver det i højere grad, når der indgår børn i ligningen. Så har man bare en forbandet pligt til at sætte sig selv og sine egne følelser til side. Det er klart nok, at de ville foretrække, at vi ikke var skilt, men når det nu er uundgåeligt, og beslutningen var truffet – af os, for den proces var de naturligvis ikke en del af – så må alt, hvad vi gør derfra, være den mindst ringe løsning for dem.

Foto: Peter Nørby.

Grimme skænderier

Parret boede i Oxford i England, da problemerne i forholdet kulminerede i starten af 2017 og altså endte med et brud på det lige godt kobberbryllupgamle ægteskab. Der var familien rykket over på grund af Karens uddannelse som neuropatolog.

Peter: – Jeg kedede mig derovre. Jeg følte ikke, jeg lavede andet end at hente og bringe børn. Og i min optik har man brug for at være alle de forskellige mennesker, man er. Men derovre var jeg kun far.

Karen: – Her blev det udstillet meget klart for os, at vores forhold var blevet et arbejdsfællesskab. Vi var meget alene derovre som familie. Og efter et par måneder stod vi pludselig midt i nogle uger, hvor vi havde det ret skidt. Vi har sagtens også tidligere kunnet skændes og råbe meget højt, men ikke på den måde. Jeg husker, at vi sårede hinanden og sagde nogle rigtig grimme ting.

Peter: – Ja... det blev personligt grimt. Og så var vi fornuftige nok til at sige: "Stop, skal vi ikke lade være med at snakke om det?". For der var vi allerede blevet enige om, at vi skulle skilles.

Karen: – Ja, jeg var pludselig blevet en version af mig selv, som jeg ikke ønskede at være. Modbydelig simpelthen. Det kunne jeg godt selv se, da du sagde det til mig. Vi var lige ved at miste respekten for hinanden.

Peter: – Og det var nok meget klogt, at vi lige dér, hvor vi var så vrede og sårede, selvfølgelig ikke skulle snakke om hvorfor. Det gav ingen mening. Vi var vokset fra hinanden, vi var begyndt at skændes på en uhensigtsmæssig måde, ingen kunne have halet os ud af det. Og skulle vi til at bore mere rundt i det, ville vi bare såre hinanden endnu mere og grave hullet endnu dybere. Man skal ikke tygge drøv på sine traumer. Og nu har vi jo børn sammen, så uanset hvordan vi vender og drejer det, er vi forbundet, og så kan vi lige så godt opføre os ordentligt. Det er jo ikke så svært. Hvis man vil.

Karen: – Jeg tænker stadig over, at der er nogle ting, jeg i hvert fald kan gøre mere konstruktivt i fremtiden. I forhold til kærligheden. Være mere til stede i nuet for eksempel. Og nu hvor alt det grimme er på afstand, og vi er mere helede, ville vi bedre kunne snakke om, hvad der egentlig gjorde, at vi blev skilt.

Håber børnene?

Spørgsmålet er så, hvordan man lige serverer dén ultrasårbare nyhed for, på det tidspunkt, tre drenge på hhv. 12, 10 og 4.

Karen: – Vi fortalte det først til de to ældste, og deres første reaktion og største sorg var: "Åh, hvor er det synd for Otto!". For nu skulle han ikke opleve, at vi var sammen, og få glæde af alle de fælles oplevelser. Det gjorde da helt vildt ondt, at de havde så meget omsorg for ham. Og Otto vil også meget gerne have os begge to samtidig.

Og netop dét får han måske nok også i større mængder end, hvad størstedelen af skilsmissebørn gør. For Peter og Karens ordning hedder helt praktisk, at Peter er hos børnene tirsdag og onsdag, Karen er der mandag og torsdag, og så skiftes de til at have dem i weekenderne. Men virkeligheden er ikke så firkantet, som den ser ud på papiret. For Karen arbejder på Rigshospitalet og crasher tit hos Peter og børnene ved spisetid. Så reelt er der nok kun et par uger, hvor det har kørt helt stringent efter planen, griner de.

Nogen ville måske indvende, at det er forvirrende for børnene? Måske aner de et håb om, at I finder sammen igen?

Karen: – Jeg tror det faktisk ikke. Otto er stadig så lille. Ham gjorde vi meget ud af at forklare, at vi er venner, ikke kærester. Han var blevet rigtig vred nede i børnehaven en dag, fordi der var en pige, hvis forældre var blevet skilt, som havde sagt, at "så kan man ikke være venner". Han forstår godt, at vi alligevel sagtens kan være sammen alle sammen og have det hyggeligt. Og de to store har uden tvivl forstået det. Hugo, som er den mellemste, kan indimellem godt komme med jokes, som går på, om vi ikke skal være kærester igen. "Lagde du lige an på mor dér?", kan han sige.

Peter: – Der er selvfølgelig ingen skilsmissebørn, der ikke ønsker, at deres forældre finder sammen igen. Det kan vi jo ikke gøre noget ved. Men i en ikke-optimal situation er det her den mindst ringe løsning. Og så må vi tage den derfra.

Karen: – Jeg kan i hvert fald mærke, at børnene har det bedre nu et års tid senere. Der er mere ro på. Vores forhold har det helt klart bedre, og de kan mærke, at vi er glade.

Plads til sololiv

Familiens særlige boform lå ikke lige for, da de vendte hjem til Danmark efter syv måneder i Oxford. Første plan var, at de skulle flytte hver for sig. Karen skulle blive i lejligheden på Østerbro, og Peter fik hurtigt en slags legatbolig ved Faxe Ladeplads. En skøn, firlænget stråtækt gård fra 1650 med antikke møbler og havemand til den tilhørende park. Men køreturen ind til byen, som i myldretiden slugte hele to timer, var ved at drive ham til vanvid. Og på hverdage, hvor børnene skulle i skole, endte det derfor hurtigt med en overnatning på Østerbro. På den måde var Karen aldrig alene, og halvdelen af tiden havde hun sin eksmand boende.

Karen: – Jeg var ikke så ked af det i den periode, for jeg havde jo ikke mærket det her med at mangle mine børn, som alle frygter allermest. Jeg var kun uden dem hveranden weekend.

Peter: – Hvis der er et lille frynsegode ved at blive skilt, så er det, at man har dage alene. Men allermest syntes jeg ikke, det var retfærdigt over for Karen, at hun havde mig boende halvdelen af tiden. Og ham den nu 14-årige ville fandeme ikke ud på landet.

Så Peter så sig nødsaget til at se sig om efter en bolig i København og fandt endelig en almennyttig bolig, en etværelses på 41 kvm i et højhus i Høje Gladsaxe. Først på 6. og siden på 13. sal med den mest betagende udsigt over hele København. Og det er nu den, der fungerer som parrets ungkarlehybel. Det er her, man kan rende rundt i sutsko hele dagen, spise sjusket mad, arbejde igennem og se Netflix.

Peter: – Jeg har brug for dage, hvor jeg er helt alene. Det havde jeg også, da vi var gift. Hvor jeg kan hellige mig mit arbejde og ikke behøver at være særligt børnevenlig. For så kan jeg netop komme tilbage og være børnevenlig og have oprigtig lyst til at se dem.

Økonomisk er Peter og Karen traditionelt set et atypisk par, eftersom det er Karen, der tjener pengene. Ingen af dem går op i materielle værdier, og den løsning, de er landet på i den henseende, er lige så skæv, som den hele tiden har været.

Peter: – Karen har været helt utroligt generøs. Hun betaler boligen her på Østerbro, som er fire gange så dyr som den i Gladsaxe, og samtlige børne-udgifter og har frasagt sig børnebidrag. Samtidig kan man sige, at jeg har været juridisk generøs, fordi børnene har bopæl hos Karen, hvilket ville stille mig dårligere i en konfliktsituation – som jeg har svært ved at forestille mig skulle opstå.

Foto: Peter Nørby.

Respekten er vendt tilbage

I Statsforvaltningen var man tydeligvis glade for de rationelle og samarbejdende forældre, der mødte op en tirsdag i juli 2017 for at høre, om den ordning, de var nået frem til, virkede holdbar. I hvert fald reagerede den kvindelige sagsbehandler med synlig lettelse, da hun så, at Peter rent faktisk holdt døren for sin ekskone, da de trådte ind på hendes kontor.

Hvorfor er projekt skilsmisse lykkedes så godt for netop jer?

Karen: – Jeg tænker, at det er fordi, vi netop er meget rationelle begge to. Det betyder ikke, at vi ikke har følelser, men vi er begge i stand til at lave dem om til noget, der er mere konstruktivt. Vi har ikke behandlet hinanden dårligt igennem denne her proces. Vi har ikke siddet og boret i traumerne hos en psykolog, det har vi en lidt arrogant modvilje overfor. Og nu skal det ikke lyde, som om jeg ikke har været ked af det, det har jeg. Jeg var meget ked af det op til bruddet, hvor jeg gik ture ved floden i Oxford og tænkte rigtig meget. Men andre mennesker kan godt have svært ved at forstå, hvorfor man ikke har brug for at dvæle ved det. Jeg tænker, at mange kunne have gavn af ikke at gå så meget ind i sig selv og i stedet handle mere udad.

Der nikkes fra stolen ved siden af, hvor endnu et nikotintyggegummi er trykket ud af pakken.

Peter: – Der ligger en forventning fra folk om, at man både er meget sårbar og har det utrolig skidt, når man er blevet skilt. Men i vores tilfælde er det her en lykkelig skilsmisse og en god beslutning. Det ubehagelige lå netop i perioden op til bruddet. Nu skal vi ikke længere leve op til kæresterollen også. Når den først er afklaret, og der ingen forventninger er i den retning, er relationen ligesom mere ren. Vi er bare venner.

Karen: – Det er da en lettelse for os begge, at respekten for hinanden er vendt tilbage. At mærke, at vi holder så meget af hinanden, at vi er i stand til at føle den overbærenhed med hinandens særheder og skønhedsfejl. Og det føles bare rigtigt, at vi ikke kommer til at se hinanden krakelere, fordi vi blev i vores ægteskab, og respekten dermed skred i den forkerte retning – sådan som man af og til ser det hos ægtepar, der har været sammen i en menneskealder.

Rummelighed er kodeordet

Fordi både relation og ordning er så afklaret, går de heller hinanden ikke så meget på nerverne, er de enige om. Hvis Karen for eksempel finder på at putte træskærebrættet i opvaskemaskinen for gud-ved-hvilken-gang, eller Peter igen og igen efterlader åbne skuffer og låger i køkkenet. For det kræver både overbærenhed og respekt for hinanden at overleve i det setup, Peter og Karen har valgt. Og stor rummelighed, når der er vagtskifte, og der – jævnligt – skal byttes lejligheder. For her er det uden tvivl en fordel at have forventningerne til hinanden på plads.

Karen: – Vi er meget ens. Dem, der går ind i sådan en ordning som vores, af nød, fungerer det klart dårligst for. Det hører jeg da rundt omkring. De kan ikke lide hinanden, og så bliver det jo hæsligt. Så bliver de der små ting, man irriteres over, forstørret og utålelige.

Peter: – Og rent praktisk er vi nok meget lidt smålige i forhold til, om køleskabet er fyldt, eller gulvet er vasket.

Karen: – For at kunne være i sådan noget her, er det vigtigt, at man ikke går op i, hvem der har købt mest ind.

Peter: – I og med at du fra start har taget den store post med samtlige børneudgifter og nul børnebidrag, har jeg hele tiden haft lyst til at videregive et fyldt køleskab. Og i modsætning til dig, fordi du typisk arbejder 50 timer om ugen, kan jeg hele tiden kompensere med noget, der ikke umiddelbart koster mig penge, nemlig tid. Så der er nok lidt hyppigere gjort rent, når du overtager, end når jeg gør. Og det er fint.

Okay. Heller ingen konflikt her. Men hvornår er det så svært?

De tænker længe og kigger søgende på hinanden. Og siger, næsten i munden på hinanden "det ved jeg ikke...".

Karen: – Det er nok, når vi skal forklare andre, hvordan vi lever. Og selv indimellem skal agere i det. Skal jeg tage Peter med til en familiesammenkomst? For det ville jeg synes, var naturligt. Og det gør vi også. Men somme tider skal jeg for eksempel også forklare enkelte venner om vores konstellation, og selvom vi lever i et meget åbent samfund, er folk alligevel meget traditionsbundne og antyder, om vi så alligevel ikke er lidt sammen?

Peter: – Og så spørger de, om det ikke er svært for Karen og mig at skulle flytte frem og tilbage. Det er det ikke, siger jeg, ingen af os går synderligt op i vores hjem. Men igen: Med den samme logik kan man jo indvende, at det da også må være meget svært for de børn, der i den mere almindelige skilsmissekonstellation skal flytte frem og tilbage en gang om ugen. Mon ikke det er sværere! De har da mindre at stå imod med end os voksne. Og jeg synes sgu, det er ens forbandede pligt at prioritere dem over sig selv. Men samtidig, og det er vi meget bevidste om begge to, så står flertallet af andre skilsmissepar i en anden situation end os og må vælge en anden version af den mindst ringe løsning end vores. Selvfølgelig.

Nye partnere

Umiddelbart er tanken, at ordningen skal køre, indtil den mindste, Otto på seks år, flytter hjemmefra. Men selvfølgelig er de klar over, at tingene kan ændre sig, hvis en af dem skulle gå hen og finde en ny partner. Tanken er bare alligevel at forsøge at holde fast i den drejebog, de har fundet frem til. Skrækscenariet for begge ville være at flytte sammen med en ny partner og tvinge dine og mine børn sammen under ét tag. Men efterhånden er begge åbne for at lukke nye kærester ind i deres liv. Peter stikker til, at Karen skal se at få et billede på sin datingprofil. Han hjælper hende gerne, siger han. Men hun orker ikke rigtig det kødmarked. Peter har været lidt mere aktiv, men indrømmer, at det er en ubarmhjertig verden, man bevæger sig ind i. Men selvom de deler det meste med hinanden, som de gode venner de nu engang er, forsøger de at holde præcis det med deres eventuelle dates lidt hver for sig.

Karen: – Når du en dag kommer med en ny kæreste, så tror jeg faktisk, jeg vil få et lille stik, selvom jeg ønsker det for dig. Selvfølgelig vil det da blive lidt svært. Og hvis hun så retter lidt på Otto, vil der være noget i mig, der rører på sig.

Peter: – Hun må helst ikke være kønnere end dig. Eller klogere! Nej, det er jo også umuligt... Tøhø.

Karen: – Haha ja, det ville være det værste! Tænk hvis du kom med en astrofysiker fra Cambridge...