Steril kvinde fødte tre børn

Af Kicki Thomsen

M or! Er du hjemme...? En lille, lys barnestemme bryder stilheden i den store, smørgule murmestervilla i det sydlige Odense. Stemmen tilhører 38-årige Stinne Holm Bergholdts ældste datter, Aviaja på 9 år. Bag hende pusler hendes to yngre søskende.

Svaret er ja. Hun sidder og drikker kaffe og smiler ved lyden af de tre sæt små fødder, der buldrer op ad de fem fyrretræstrin, der er fra hoveddøren til stuen. Ind træder tre lyshårede mirakler i højden 115 til 135 centimeter direkte fra skole og børnehave. Mirakler, fordi deres mor slet ikke burde kunne være blevet mor.

LÆS OGSÅ: ”Min familie og jeg har betalt en høj pris”

Som 27-årig fik Stinne Holm Bergholdt nemlig konstateret en sjælden form for knoglekræft, der udsprang fra ribbenene, da man fandt en tumor på størrelse med en mango foran hendes højre lunge. Mens hun i månedsvis var blevet mere og mere dårlig, havde tumoren skjult sig bag to liter blod omkring lungen, som forhindrede, at den kunne ses på røntgenbillederne. Meddelelsen var klar, da først diagnosen faldt: Det var en aggressiv form for kræft, og det var alvorligt. Ironisk, fordi hverken lægerne eller hun selv efter et halvt års alvorlig skranten med åndenød, stærke smerter fra ribbenene, lungebetændelser, feber og utallige undersøgelser havde overvejet kræft. Heller ikke selvom hun selv var ved at tage den afsluttende embedseksamen for at kunne kalde sig læge. Barskt, fordi hun var så ung og havde livet foran sig, men nu var dødssyg. Uretfærdigt, fordi kemoterapien sendte hende i overgangsalderen og satte en stopper for, at hendes krop ved egen hjælp kunne blive gravid.

− Jeg er sådan en, der altid har vidst, at jeg ville være mor. Altid. Og det blev stille og roligt et mere presserende ønske, da vi var færdiguddannede, og vores venner begyndte at få børn. Men pludselig var jeg i stedet meget syg og stod over for det faktum, at jeg måske ikke overlevede, og hvis jeg gjorde, kunne jeg i hvert fald ikke få børn selv.

Mulighederne for at få børn efter kemoterapi var endnu få tilbage i 2003, da Stinne Holm Bergholdts sygdom blev opdaget, og prog-nosen for at overleve en kræftsygdom var også dårligere, end den er i dag. Til alt held viste scanninger og prøver, at kræften ikke havde spredt sig, og at hendes udsigter derfor var gode. Og heldigvis hørte hun om et forsøg på Aarhus Universitetshospital, hvor man udtog kvindelige kræftpatienters æggestokvæv og nedfrøs det inden kemoterapien, så det kunne genindopereres, hvis hun senere blev kræftfri, og dermed stadig give hende en mulighed for at få biologiske børn.

LÆS OGSÅ: “Jeg opgav aldrig håbet eller troen på Kasper, men til sidst var det ren tortur at holde ham i live”

− Det var eksperimentelt, og lægen sagde, at han ikke kunne love os noget, men at der var succes-historier ude i verden om nogle få, der havde fået børn ved hjælp af metoden, dog endnu ingen i Danmark. Han var meget entusiastisk og en rigtig ildsjæl, så vi var positive over udsynet, og det var dér, jeg valgte at hænge min hat.

Et lys i mørket

Det håb, overlægen på Aarhus Universitetshospital gav Stinne Holm Bergholdt om børn et sted ude i fremtiden, hjalp hende med at holde hovedet oven vande gennem sygdomsforløbet. Og hun var meget syg. Først fik hun kemoterapi for at få tumoren til at skrumpe og dræbe så mange kræftceller som muligt. Så fik hun fjernet tumoren og alt det, der havde omgivet den – noget af lungehinden, en del af to ribben og noget af sit højre bryst. Og så fik hun mere kemo, som gjorde hende så dårlig, at hun var hospitalsindlagt i flere dage efter hver tur.

− Når man er så syg, kan man ikke forholde sig til, at man måske dør. Der var ikke plads til den følelsesmæssige reaktion. Det var bare vigtigt, at min krop kunne kæmpe. Og det kan kroppen ikke, hvis man psykisk går fuldstændig kold. Det, jeg kunne forholde mig til, var, at der var en mulighed for normalitet igen på den anden side. En mulighed for at blive mor og få det liv, jeg ønskede mig. Det var konkret, og det gav mig et altafgørende håb at klynge mig til, at der var noget godt på den anden side af kræften. Og at der overhovedet blev talt om en anden side.

I december 2004 fik Stinne Holm Bergholdt at vide, at hun skulle betragte sig selv som rask. Der var ikke mere sygdom at spore. Men fordi risikoen for

tilbagefald var allerstørst det første år, skulle hun vente et år, før man forsøgte at genindoperere hendes nedfrosne æggestokvæv, og hun kunne prøve at blive gravid. I december 2005 fik hun cirka tyve procent af sin højre æggestok fordelt i seks små bidder tilbage i kroppen, og efter få måneder kunne hun mærke, at hendes krop lige så stille vækkedes til live igen med hormonernes indtog. I foråret 2006 kom hendes menstruation tilbage, og i april måned fik parret fertilitetshjælp for første gang. Måneden efter ringede overlægen til hende med svar på hendes blodprøve:

− "Det er helt vildt, Stinne! Du er gravid!". Han kunne næsten ikke tro det. Det kunne vi heller ikke. Tænk, at det bare lykkedes i første forsøg!

Det var også ret vildt. Stinne Holm Bergholdts graviditet var første gang nogensinde, det var lykkedes en dansk kvinde at blive gravid ved hjælp af metoden. Lægerne var ekstatiske og kunne ikke få armene ned. Det var et sandt mirakel, og de kunne næsten ikke vente med at fortælle til omverdenen, hvad der nu var sket i Danmark.

Det mest livsbekræftende

Den 8. februar 2007 kom Aviaja til verden ved akut kejsersnit efter en nøje overvåget graviditet. 3204 gram tung, 50 centimeter lang og helt perfekt. Lægerne var henrykte, og medierne stod i kø for at interviewe moren til det medicinske vidunder. For Stinne Holm Bergholdt selv var det ikke bare en lykkerus. Det var det vendepunkt, der gjorde, at hun igen følte sig funktionsdygtig.

− Jeg var så lykkelig, at jeg næsten ikke kunne være i min egen krop. Sådan et fint lille væsen... Det var meget smukt. Det var kulminationen på de år, der var gået forud, hvor jeg havde været så syg og været så fysisk og psykisk langt ude, at jeg havde dage, hvor jeg bare ikke ønskede, at jeg vågnede den næste, fordi jeg ikke kunne overskue en dag mere, hvor jeg havde så ondt. Så at se, at min krop kunne virke igen − at den kunne lave sådan et lille, perfekt barn − var en fantastisk livsbekræftende ting at opleve for mig. Det gav mig en følelse af at være normal igen. I hvert fald på det fysiske plan.

Men med Aviajas komme kom også et tiltrængt fokus på noget andet end sygdom og hende selv. Stinne Holm Bergholdt og hendes mand var lykkelige og lod sig gladelig opsluge af hverdagen som forældre til et spædbarn. Alligevel gik der ikke særlig lang tid, før parret begyndte at tænke på flere børn. Man vidste nemlig, at der var begrænset levetid på det æggestokvæv, som Stinne Holm Bergholdt havde fået sat ind, men ingen kunne sige, hvor længe det virkede. Lægerne havde derfor opfordret parret til at henvende sig, så snart de var klar til at give fertilitetsbehandlingen endnu et forsøg, og da Aviaja var 11 måneder, havde de en ny tid. Hvad, de ikke vidste, var, at Stinne Holm Bergholdt allerede var gravid.

− Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg tog en test lige inden, vi skulle af sted. Det gjorde jeg bare. Han er sådan lidt sjov, ham overlægen. Så jeg tænkte, at han garanteret for sjov ville sige: "Nu er du ikke gravid allerede, vel?" Og så kunne jeg hive testen op af lommen og sige: "NEJ!" Jeg havde absolut ingen mistanke om, at jeg allerede var gravid. Jeg overvejede det slet ikke, for vi troede ikke, det var fysisk muligt.

Af samme årsag overvågede hun heller ikke testen i de tre minutter, der skulle gå, før resultatet kunne aflæses. Hun efterlod den på håndvasken og gik ovenpå fuldstændig sikker på, at den bare skulle agere dokumentation, når overlægen drillende ville spørge.

− Men så gik min mand, Flemming tilfældigt ned på badeværelset og råbte til mig: "Hva-æhh... Skal der være to streger på den her?" HVAD?! Stinne Holm Bergholdt slår ud i en latter, der understreger både hendes glæde og hendes overraskelse ved også at være lidt stakåndet.

− Det kom fuldstændigt bag på mig. BUM – så var jeg bare gravid helt naturligt. Det var næsten en endnu vildere oplevelse end første gang. Min krop virkede så godt, at jeg var blevet gravid af mig selv. Det var fantastisk! Det var det ultimative bevis på, at jeg nu var helt normal igen efter kræften.

Fuldendt lykke

Den 23. september 2008 blev Stinne Holm Bergholdt mor for anden gang, da parrets anden datter, Lucca, kom til verden ved en naturlig fødsel. Igen var der en del mediebevågenhed både i Danmark og fra udlandet, fordi Stinne Holm Bergholdt med fødslen af Lucca blev den første kvinde i verden, som blev mor til to børn ved to forskellige graviditeter ved hjælp af genindopereret æggestokvæv.

− Medieopmærksomheden var så intens begge gange, at jeg aldrig glemte, at det var noget helt særligt, at jeg blev mor. Men det var mindst lige så vidunderligt at blive det anden gang. Både fordi jeg denne gang klarede det hele selv, og fordi jeg ikke havde forventet noget.

Det lykkedes også Stinne Holm Bergholdt at blive gravid for tredje gang på samme tyve procent æggestokvæv, som på daværende tidspunkt havde virket i fem år, hvilket var uhørt længe. Igen havde havde lægerne opfordret parret til ikke at vente, hvis de ønskede flere børn.

− De gav udtryk for, at vævet kunne brænde ud, hvornår det skulle være. Måske virkede det slet ikke længere. Vi tog os en snak og besluttede, at vi gerne ville prøve, men også at vi ikke ville jage det. Vi havde jo to små piger og følte os både enormt heldige og enormt travle med bare at være forældre til to småbørn. En start var derfor bare at få taget min spiral ud, og så se, hvad der skete. 14 dage efter stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden igen. Det var helt gak! Jeg havde aldrig turdet drømme om tre børn.

Den 8. september 2011 blev familien forøget med sønnen Pilou.

− Lægerne var helt oppe at køre igen og har egentlig været det alle gangene. Første gang var det jo for vildt, at jeg kunne blive gravid. Anden gang var helt vildt, at det skete naturligt, og at vi fik to børn. Og tredje gang var det vildt, at det var sket efter så lang tid. Der var nyhedsværdi i det alle gangene. På en måde er lægerne faktisk kommet os i forkøbet med både begejstring og bekymring alle gangene. Det var ikke kun magisk for os.

Fornyet livskvalitet

Når man har været dødssyg af kræft som Stinne Holm Bergholdt, bliver det svært at undgå at blive bange for sygdom og død. I årene efter hun fik at vide, hun var rask, fyldte tanker om, hvorvidt sygdommen kom tilbage meget i hende. Men i takt med tiden er gået, og hun langsomt fik stykket sig selv sammen igen, har frygten for døden også ændret sig.

− Når man får børn, så ændrer perspektivet sig fra at handle om en selv til at handle om børnene først. Mine frygtsomme tanker skiftede fra at handle om, at jeg var bange for at dø, til at jeg var bange for, hvis jeg ikke skulle kunne være der for dem, eller hvis de ikke skulle have mig. Det er jo næsten ikke til at holde ud at tænke på. Men de tanker tror jeg, alle mødre kan have. Frygten for at blive syg igen er der stadig et eller andet sted og forsvinder nok aldrig, men det er ikke sådan, at den er påtrængende hverken hver eller hver anden dag eller uge.

At blive mor har på alle måder givet Stinne Holm Bergholdt normaliteten og livskvaliteten tilbage. I lang tid følte hun, at sygdommen havde slået hende i tusind stykker, som nu ikke længere passede sammen. Men livet som mor og den helt almindelige hverdag har hjulpet til, at brikkerne i dag har fundet på plads.

− I starten, når man bliver rask, tror man, at man aldrig nogensinde vil blive irriteret på sin mand igen, og altid bare vil være taknemmelig for alt, hvad der kommer. Men det går over. Man kan ikke leve sådan for altid, så kommer man ikke videre. På et tidpunkt bliver man ramt af hverdagen. Og det skal man også blive. For mig varede boblen et par år, og så begyndte hverdagen gradvist at

tage over. Så fungerede jeg bare lige som alle andre. Men det har givet mig en eftertænksomhed omkring mit liv og de valg, jeg træffer. Jeg gør primært ting, fordi de gør mig glad i dag.

Stor taknemmelighed

Selvom æggestokvævet stadig virker, og Stinne Holm Bergholdt tilmed også stadig har mere væv nedfrosset, drømmer hun ikke om flere børn. Hun er glad og taknemmelig for sin familie på fem og for, at hun har genfundet balancen i livet og glæden ved sit arbejde som læge. Længe efter sygdomsforløbet kunne hun næsten ikke holde ansvaret ud, man har som læge. Hver dag var en konstant påmindelse om alt det, hun havde gået igennem. Lugten af hospitalets rengøringsmiddel mindede hende om indlæggelser og opkast efter kemoterapi og patienternes frygt fik hende til at tænke på sin egen.

− Det tog lang tid og afsindigt hårdt arbejde at lande mentalt igen. Der var en lang periode, hvor jeg ikke var sikker på, om jeg kunne vende tilbage til de drømme, jeg havde haft for mit lægevirke. Sygdommen har formet mig på godt og ondt. Min ph.d. handlede om rehabilitering af kræftpatienter, fordi jeg brændte for området, og jeg havde personlige erfaringer, som jeg følte, jeg kunne bruge. Det er ligesådan med det, jeg laver i dag.

Nu er hun i gang med at videreuddanne sig til speciallæge inden for gynækologi og obstetrik. Det gør hende om tre år til den slags speciallæge, som opererer gynækologisk kræft, og som blandt andet kan stå for at genindoperere æggestokvæv.

− Jeg tror på en eller anden måde, at jeg har en personlig agenda, der driver mig. Jeg føler, at fordi jeg selv har erfaringer med kræft, så kan jeg gøre en forskel på en anden måde, end når man bare har læst om det eller set folks reaktioner udefra. Det kunne lyde, som om Stinne Holm Bergholdts professionelle liv handler om at give noget tilbage, men sådan er det ikke. Det er bare her, hendes interesse ligger, men stærkt formet af de oplevelser, hun har haft på egen krop. På det personlige plan er det noget andet.

− Jeg er simpelthen så taknemmelig over, at det er gået sådan her for mig. Tænk på alle de ressourcer, man har brugt på at hjælpe mig. Operationer, en gang fertilitetsbehandling, utallige scanninger og al den omsorg, jeg fik, først da jeg var syg og siden i mine graviditeter. Man har gjort så meget for mig, så da lægerne senere spurgte, om jeg på nogen måde kunne overskue at fortælle min historie til forskellige medier, fordi det ville betyde rigtig meget for deres videre forskning, at der blev sat et ansigt på, kunne og ville jeg ikke sige nej. Jeg har følt, at jeg skyldte dem det. Det har også betydet rigtig meget for mig selv at få udbredt kendskabet til den fantastiske mulighed, metoden tilbyder. Jeg ser det lidt som min mission at kunne give håb til nogen, som i samme situation.

LÆS OGSÅ: ”Kærligheden er omdrejningspunktet i mit liv”

LÆS OGSÅ: “Det sværeste at komme igen fra har været at miste en datter”

LÆS OGSÅ: "Jeg er blevet en bedre far og en bedre mand"