Skuespiller Vigga Bro: "Jeg var 43, da jeg blev mor. Det var ikke et valg"

0-10 år: Et lykkeligt krigsbarn

"Jeg blev født to måneder efter min fars død og to år, før krigen brød ud. Alligevel havde jeg, hvad jeg vil kalde, en god barndom. Min mor stod alene tilbage med mindste lærerpension efter min far, fire små børn og et knust hjerte. Hun giftede sig aldrig igen. Men hun var den sejeste kvinde. Lille og yndig og ikke til at slå ud. Hun udlejede underetagen i vores hus i Fredericia, plantede kartofler i græsplænen, grønkålsstokke under frugttræerne, høstede hvad der var spiseligt i haven og fik enderne til at mødes."

"Vi børn legede på veje uden biler, og min bror og jeg byggede ingeniør-værker med vandløb i bakkens regnvåde mudder. Og i modsætning til mange andre børn fik vi aldrig skældud, når vi kom hjem med mudder på tøjet. Min mor vidste, at børn bliver beskidte, når de leger og har det godt."

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl ville faktisk slet ikke have børn: ”Det er det eneste, jeg fortryder i mit liv”

"Det gode ved krigen – det eneste gode ved krigen – var, at der var knaphed for alle. Ingen blev set skævt til, fordi de gik i hjemmesyet tøj eller manglede sukker og kaffe i køkkenet. Det var sådan, det var. For os alle sammen."

10-20 år: Skåneærmer og samlede knæ

"50’erne var det kedeligste årti i hele århundredet. Især for piger. Det var skåneærmer, samlede knæ og krimpelinedragt. Men der er jo altid lyspunkter. F.eks. skolekomedier og korsang på Købmagergades skole og revyerne på gymnasiet.  Jeg rejste til København for at læse hos en skuespiller og søge optagelse på en teaterskole. Først læste jeg hos Erik Mørk, der imidlertid fik et teaterjob i London, så jeg fortsatte hos Ejner Juul."

"Jeg måtte jo tjene nogle penge, så jeg kunne leve og betale for undervisning. Først var jeg ung pige i huset. Det var som at træde ind i det forrige århundrede og tilhøre en meget lav klasse. Så det holdt ikke mange måneder. Efter det blev jeg kontordame i toldvæsenet. Vinhandlerkontrollen. Det var en dejlig arbejdsplads. Og jeg blev lidt populær ved, at jeg elskede at lave det, de andre ikke syntes var så sjovt: løbe ærinder, lave kaffe og tage telefonen og sige: ”Ja det er vinhandlerkontrollen, Vigga. Hvad kan jeg gøre for dem?”"

20-30 år: Næsten for hurtigt

"I virkeligheden ville jeg prøve at komme ind på Det Kgl. Teaters elevskole, men en dag, jeg var på vej gennem smøgen ved teatrets bagindgang mødte jeg Clara Pontoppidan, som jeg hjalp med at holde den tunge dør, så hun kunne komme ind med sine poser og tasker. Straks efter kom Poul Reumert. De to var de største skuespillere på den tid, og de var utroligt søde og venlige begge to og spurgte til, hvad jeg ville være og gav gode råd. Jeg blev så starstruck, at jeg næsten havde svært ved at tale.  Så da den tunge dør svingede på plads efter dem, tænkte jeg: ”Kommer jeg derind, bliver jeg så benovet, at jeg går totalt i baglås. Så søgte jeg i Aarhus og kom ind med det samme. Og var lykkelig."

"Fem år senere tog jeg til København, og så gik det næsten for hurtigt. Dronningmølle Revyen, Stig Lommers ABC Teatret, film og tv. Når du bliver kendt, føles det som at blive gennemsigtig. Alle forholder sig til dig, bemærker dig og hvisker dit navn til veninden, når du går forbi dem på gaden. Og alle fortolker dig og mener, at de ved, hvad du tænker og mener. Det tager sin tid at vænne sig til det, og jeg tror ikke, at jeg var godt nok forberedt på den side af mit fag."

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: "Jeg forelsker mig mere og mere i ham, som tiden går"

30-40 år: En længe ventet kvindekamp

"Jeg var en voksen kvinde i 1968, da ungdomsoprøret og kvindekampen kom rullende, og egentlig lidt for gammel til at hoppe med ombord. Men jeg tænkte bare: ENDELIG! Det var, som om alle kvinder omkring mig begyndte at tænke det, jeg havde tænkt – diffust, men dog tænkt – siden jeg var barn. Jeg var jo lidt mønsterbryder. Jeg har altid ville tjene mine egne penge og ikke bare være husmor, selvom det eneste, der blev forventet af mig, var, at jeg blev gift og fik børn. På den måde flyttede bevægelsen ikke så meget for mig. Men det at så mange tænkte som jeg. Klogere og klarere, ja, men i samme retning. Det gjorde, at jeg på en måde fik retten til at tænke, som jeg gjorde."

"Samtidig begyndte teatret at virke mere og mere tilbageskuende, selv om det stod midt i den her flod af bevægelse og nybrud. En aften efter en forestilling smuttede jeg hjemad mellem publikum, der strømmede ud. Jeg slog kraven op om ørerne og håbede, at ingen opdagede mig. Og det slog mig, at jeg ikke længere følte mig som en del af det hele. Jeg blev løst fra to hovedroller, og folk tænkte, at jeg var blevet vanvittig. Store roller på etableret teater forlader man bare ikke. Men det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg blev en del af teatergruppen Banden, hvor vi begyndte at undersøge teatret og eksperimentere med, hvad det kunne. Det var der, jeg begyndte at skrive og instruere selv. Og det blev begyndelsen på en ny retning i mit liv og karriere."

40-50 år: Glad og tyk

"Jeg var 43, da jeg blev mor. Det var ikke et valg. Jeg har villet være mor, siden jeg var 21, men jeg havde tabt hvert eneste foster en måned henne, lige indtil jeg blev gravid med Anna (dramatiker Anna Bro, red). Jeg havde kvalme under hele graviditeten, men jeg kunne ligesom ikke tage mig af det. Jeg var bare glad og blev tyk. Kuglerund. Det kunne jeg heller ikke tage mig af."

"Da jeg lå på hospitalet efter fødslen med det lille vidunderlige væsen i mine arme, sagde jeg til overlægen, at jeg ville prøve at få en til. ”Hvorfor dog det?” spurgte han. Jeg svarede, at jeg syntes, det var synd for det lille menneske, at hun skulle bære al den kærlighed helt alene. Det ville være godt at få en til, man kunne sprede den ud på. Jeg fik nu ikke flere, det sørgede naturen for."

"Jeg havde en veninde, der blev mor samtidig, og jeg kan huske, at hun sagde: ”Hvis vi havde været så trætte, inden vi fik børn, så havde vi meldt os syge!” Og det er jo sandt: Forældreskab er vidunderligt og meningsfuldt, måske det bedste der er sket i mit liv, men det kan også være fuldstændig udmattende."

50-60 år: Stor kærlighed og nye veje

"Jeg mødte Erik Moseholm (jazzmusiker og komponist, red.), i sommeren inden jeg fyldte 50. Altså i 1987. Vi mødtes til en fest, og i mangel af siddepladser delte vi en klaverbænk. Jeg var ikke ude på noget, for jeg var nylig fraskilt og havde absolut ikke behov for at finde en erstatning. Og så skete det alligevel. Jeg faldt pladask for ham.  Han var også et vidunderligt menneske. Klog, kærlig og med en fin humor. Man kan roligt sige, at jeg blev alvorligt forelsket. Og det varede så de næste 25 år til hans død. Ja, det er vel aldrig holdt op."

"Teaterroller for kvinder over 50 år er i vid udstrækning kedelige, og der er også færre af dem. For mig var det nok kvaliteten, der fik mig til at vende mig i andre retninger. Det var en stille glidende overgang. Jeg kan ikke sige, at jeg sagde farvel til teatret, for jeg har stået på scenen utallige gange indtil i dag. Nu er det bare mig, der digter historierne, og mig, der står alene på scenen."

60-70 år: Historiefortælleren

"Den musikalske historiefortælling begyndte som mit projekt. Det var mig, der ledte efter en måde at fortælle historier i tæt samspil med musik, hvor musikken ikke bare skulle være et akkompagnement, men et ligeværdigt modspil til fortællingen. Men Erik, der var otte år ældre end jeg, sagde: ”Vent på mig, jeg skal jo snart pensioneres.”  Så jeg ventede. Vi udviklede en måde at væve historiefortælling og musik sammen, så det ikke er to forskellige størrelser, men en enhed. Det udviklede sig til et meget lykkeligt samarbejde. Vi forskede simpelthen i det og skabte metoder og redskaber, som andre også kan bruge i dag."

LÆS OGSÅ: Tina Müller: "Det var enormt dejligt at blive bakket op på den måde"

70-80 år: Pludselig var han væk

"Vi havde danset til en jazzplade om aftenen. Erik var Fredericia-mester i jitterbug, og jeg elskede at danse med ham, selv om jeg ikke var så god til det. Så vi lo en del, når jeg lavede kluddermor. Der var slet ingen tegn på den hjerneblødning, der ramte ham om natten. Han blev indlagt, og i to døgn forsikrede han mig om, at det bare var et spørgsmål om tid, så var han klar igen. Men så pludselig var han væk. Det var et fuldstændig knusende chok."

"Jeg har siden tænkt over, at selv om det skete langt senere for mig, så blev jeg ramt af samme skæbne som min mor. Jeg mistede mit livs kærlighed. Og ligesom hende kom jeg ikke til at forelske mig igen. Jeg var ligeså forelsket i Erik, den dag han døde, som da jeg mødte ham. Og det er jeg nok endnu."

"Samme dag Erik døde, foreslog Annas mand Pilou (Asbæk, red.), at de flyttede ind hos mig for en tid. Det er meget smukt tænkt af en svigersøn, synes jeg.  Anna, der var gravid, blev så boende hos mig, mens han filmede i udlandet. Anna var endnu engang en gave. Min kloge datter der var sådan en støtte og glæde. Og barnet, der voksede i hendes mave, gav livsmod. Man kan gå gennem livet med sorgen under den ene arm og glæden under den anden."

80 år-: Glad med den lille skygge af sorg

"Min mor har opdraget mig til at være glad. Det var hun selv, selv om hun oplevede tab og modgang. Jeg mærkede selvfølgelig den lille skygge af sorg hos hende. Og den findes også i mig. Men jeg er glad. Jeg ser min familie, ikke fordi jeg skal, og der bliver stillet krav til mig, men fordi jeg har lyst. Og jeg nyder mit barnebarns selskab. Og så arbejder jeg. Det bliver jeg ved med, til der ikke er nogen, der gider se og høre på mig længere. Jeg har ingen ambitioner om at trække mig tilbage og lave ingenting, for ingenting er jo ikke interessant. Og jeg har hele mit liv bestræbt mig på at bruge min tid på noget, der fangede mig."