Den sidste dinosaur

Naboens Kisser vandt. Det er også okay. Hun ligner nemlig Agneta en hel del, hun er blond, har lange ben og perfekt svip-pandehår. Hun synger duet med min søster, til daglig Anne, nu Frida, de holder i hver sin ende af sjippetovet og skråler ned i hver sit håndtag.

Benny mangler vist, men det er lige meget, selv om vi kun er tre, er vi top of the pops, vi står på scenen (læs: sømandsbriksen med det brunternede betræk), Waterloo skratter ud af kassettebåndoptageren, min mor ser kærligt til og glæder sig over, at hun fik lånt lp’en af sin kollega og spillet den over inden weekenden. I dag er vi kongerne af Ingemanns Vej, de første, der har den nye Abba. Vi er lykkelige, og min mor er en helt.

30 år efter er jeg ikke lykkelig og langt mindre en helt. Jeg er verdens dummeste mor. I hvert fald hvis min otteårige søns ord står til troende. Han er nemlig, fortæller han med tårer i øjnene, den eneste i hele klassen, der ikke har en Gameboy. Og det er jo virkelig et argument, der rykker.

Men desværre er generationskløften svær at skræve over. For ganske som han er barn af sin tid, er jeg barn af min, og min hjerne har simpelthen svært ved at fatte, at ting, som jeg aldrig selv har manglet eller savnet, skulle være livsnødvendige.

Så derfor bad jeg ham overveje om han gerne ville have en Gameboy, fordi han virkelig gerne ville, eller om han gerne ville have en, fordi alle de andre havde en. Fuldstændig urimeligt, fuldstændig upædagogisk og fuldstændig håbløst for en otteårig at skulle forholde sig til. Han tog det pænt og har vist ikke nævnt det siden, men om det er en sejr eller et nederlag, kan diskuteres.

For i virkeligheden udtaler jeg mig om noget, jeg ikke aner en hujende fis om. Jeg er som så mange andre i min generation opflasket på klamme brætspil i fugtige sommerhuse, og mit kendskab – og måske deraf manglende kærlighed – til elektroniske spil begyndte og endte med en manisk afhængighed af Tetris i en specialesump af de mere seriøse i midten af 90’erne.

Og når jeg hævder, at det langt fra er livsnødvendigt med alskens elektroniske spil, udtaler jeg mig utvivlsomt mod bedre vidende. Og måske burde jeg være mere lydhør. Men længslen efter dem forstår jeg ikke.

Anderledes forholder det sig naturligvis med de ting, som man bevidst eller ubevidst har følt et dybt savn efter siden barndommen, og som pludselig ved et skæbneslag åbenbarer sig for en.

En kedelig regnvejrsvåd aften i Risskov faldt skællene for nylig fra den gamle dinosaurs øjne. Min præ-teenageoide niece fik nemlig lokket min fuldvoksne fætter og undertegnede til at se hende performe til Sing Star, I ved, den der syngekonsol med rigtige mikrofoner og karaokemaskine.

Og hun kunne give den gas som Beyonce med Crazy In Love i en hast og på et super-sejt amerikansk, som vi næppe ville have lært i 70’ernes folkeskole eller med kassettebåndoptageren derhjemme på briksen. Den gamle dinosaur vejrede morgenluft, overvandt dødskampen og fik fornyede kræfter.

Håndelaget fra 70’erne var der jo stadig et sted, jeg var forholdsvis nem at overtale og scorede et rimeligt antal points som Tom Jones-crooner med It’s Not Unusual. Et lidt old school melodivalg, måske, en lidt knirkende performance, men mikrofonen lå godt i hånden, hofternes svaj fulgte Toms, og det føltes helt og aldeles rigtigt: Som at komme hjem efter en alt for lang og unødig besværlig rejse.

Efterhånden bed også Fætter Jeppe til bolle og gjorde en hæderlig figur som indladende teenager i Britneys Baby One More Time. Og vi fik begge at vide af maskinen, at vi var Talented. Det skulle man bare have vidst 30 år tidligere!

Vi fik også en vis portion street credibility i min nieces øjne – og efter at have fulgt de imponerede blikke, min femårige datter sendte os, mens hun koncentreret fulgte det, der med lidt god vilje kunne ligne grovsorteringen forud for et X-Factorshow, føler jeg mig ikke overbevist om, at jeg kan spise hende af med enden af et sjippetov ret meget længere.

Måske må jeg bare lære, at det er okay med nye tider, sæder og skikke, med moderne teknologi – og at man ikke skal fornægte alt nyt, bare fordi det er fremmed og ukendt og derfor giver en gammel dinosaur seriøs grundangst.