"Det er så ulykkeligt at møde børn, der har mistet den barnlige gnist"

Som så mange andre børn gemmer den fireårige pige sig bag sin mor. Til forskel fra de fleste andre på hendes alder er det bare ikke kun generthed, der gør hende vagtsom. Pigen er også bange. Hun bor på et krisecenter for voldsramte kvinder og har set, hørt og oplevet alt for meget i sit korte liv.

Derfor nærmer hun sig kun langsomt Lone Wernblad, der sammen med sin kompagnon, Benjamin Aggerbæk, har sat sig på gulvet med guitar, tegnegrej og en kuffert fuld af legetøj. De to musikere fylder forsigtigt rummet med toner og sang, og langsomt – uendeligt langsomt – åbner den lille pige op. Hun begynder at rokke til musikken og kigger frem, da Lone lukker en stofmus, en fisk og en giraf af træ ud af sin kuffert. Efterhånden som timen skrider frem, begynder pigen at synge med, og til sidst lægger hun sin lille hånd på Lones som en ordløs farvelhilsen.

– Jeg bliver rørt hver gang, siger Lone.

– For det er fantastisk at mærke, hvordan vi kan give børn, der har haft så voldsomme oplevelser, mulighed for at mærke, at de stadig bare er børn fulde af fjol og leg, fantasi og glæde.

I knap fem år har hun og Benjamin, der udgør duoen Takt & Tone – Benjamin & Lone, lavet det, de kalder Den musikalske lykkepille, på krisecentre rundt om i Danmark. De møder op med musikinstrumenter og en invitation til børnene om at fortælle små historier, der kan blive til sangtekster og melodier. Sammen leger, tegner og synger de fortællingerne frem, og efterfølgende bliver de ofte til rigtige numre, som indspilles og opføres ved små koncerter for børnene og deres mødre.

Buler i maven

– Børnene fortæller om de svære ting i deres liv, men kan også bare digte fjollede figurer og tossede fantasier frem, fortæller Lone.

– Det vigtige er, at det er børnenes stemmer, der får plads i sangene. At de føler sig frie til at finde på og fortælle om lige det, de har lyst til.

Lone kender intet til det enkelte barns baggrund eller historie, når hun møder vedkommende; hun ved kun, at børnene bor på krisecentrene, fordi deres mødre – og nogle gange også børnene selv – har været udsat for vold. Men hun har heller ikke brug for at vide mere.

– Pointen er, at vi møder dem som børn og lader dem være netop det, siger hun.

– Vi laver ikke terapi, men skaber et et pusterum, hvor kreativiteten og legen kan boble i børnene og blive værdsat.

Lone, der har arbejdet med børn og musik det meste af sit liv, fik ideen til de musikalske seancer på krisecentrene, da hun på en folkeskole mødte et flygtningebarn, som reagerede helt specielt på hendes musik. En dreng, der oplevede, at han havde nogle ”buler” i maven, som musikken på én eller anden måde gjorde noget ved.

– Han fortalte, at musikken løsnede op for dem, og jeg kunne nærmest se det ske – hvordan han blev mere afslappet og glad, fortæller Lone.

– Det gjorde et enormt indtryk på mig, og jeg begyndte at interessere mig for, hvordan jeg med musik, billedkunst og leg kunne gøre en forskel for børn, der virkelig har det svært, og som det måske ellers er svært at nå ind til, fortsætter Lone.

– Musik og sang kan noget andet end tale og snak. Jeg oplever, at vi lykkes med at flytte selv de mest forknytte og indesluttede børn. Når jeg kan se, at de får fat i bare et lille lys, et lille glimt af noget let og boblende midt i mørket, er det det hele værd.

Gnisten slukkes

Selv om Lone intet ved om børnenes baggrund, kan hun sagtens mærke, at de har slået sig på livet. Der er en anden alvor i deres blikke end den, man finder hos børn, der aldrig har kendt til vold og svigt, men lever almindelige og sorgløse børneliv.

– Jeg er tit berørt bagefter, for det er så ulykkeligt at mærke. Det er forfærdelig trist at møde børn, der synes helt slukkede, som om de har mistet den der barnlige gnist, siger Lone.

– Men musikken gør en forskel, og det forpligter. Det kan lyde højsvunget, men jeg oplever det næsten som et kald at bringe musikken ind i deres liv, fordi det rykker ved noget, som er vigtigt.

Ikke sjældent rykker de musikalske seancer også ved noget i mødrene – og måske endnu vigtigere: i noget ved relationen mellem mor og barn. Ved en seance for nylig sad en tiårig dreng ganske stille sammen med sin mor og lod hende nusse sig. Lone tænkte først, at der ikke var sket så meget i løbet af timen, men fik efterfølgende at vide, at det var første gang, personalet havde set drengen og hans mor sidde tæt sammen og holde om hinanden på den måde.

– Vold i en familie kan gøre stor skade på relationen mellem mor og barn, og her kan musikken være med til at genetablere nogle bånd – sætte kontakten i igen, siger Lone.

– Når vi tegner og leger og synger sangene frem, viser vi også mødrene nogle andre måder at være sammen med deres børn på, som de kan bære videre. Det er som at plante et lille frø, der kan spire og vokse, fortsætter hun og understreger, at hun ikke er i tvivl om, at mødrene på krisecentrene gør deres absolut bedste for at værne om og nære det lille frø.

– Det er mødre, der vil det bedste for deres børn, men som har fået nogle utroligt vanskelige forudsætninger for at være en god forælder. De er selv ramt af volden, men de kæmper for at skabe gode rammer for deres børn, og deres styrke imponerer mig, siger hun. – Jeg er taknemmelig for, at jeg vise dem, hvordan musik og kreativitet kan bringe bobler af glæde ind i deres børns liv på ny.