Han hed Andreas og var syv år…

KLUMME: Han hed Andreas og var syv år. Eller i virkeligheden var det ikke hans rigtige navn, men et navn, jeg gav ham, fordi hans identitet skulle sløres, så hans historie kunne blive fortalt i avisen. Han boede på en døgninstitution i Storkøbenhavn, fordi hans forældre ikke kunne tage sig af ham. En mand havde fundet ham på gaden. Alene. Det var midt om natten. "Jeg tror, at min far er død", havde han forklaret politiet. Det var han ikke, men den etværelses lejlighed flød med brugte kanyler. Ikke et sted for børn.

Så han flyttede ind på døgninstitutionen. Han havde boet der i knapt et år, da jeg mødte ham. Jeg boede der knapt en uge. Det var et godt sted med omsorgsfulde og dedikerede voksne. Alligevel ville Andreas gerne hjem og bo hos sin far igen. For børn elsker deres forældre. Ubetinget. De beskytter dem også og påtager sig gerne et ansvar, som ikke er deres.

Det er 15 år siden i dag. Jeg var selv ung journalistpraktikant på Jyllands-Posten og have alle stofområder åbne for mig: udland, Christiansborg, kultur, sport... Men det var Andreas, der blev siddende i mig. Hans alt for voksne, sårbare blik, som jeg kan genkalde mig den dag i dag. Det er hans skyld, at min største drivkraft er at arbejde for et godt liv for alle børn. Både de sårbare og dem, som er pakket ind i ressourcer. At inspirere os forældre til at yde vores bedste. Give nærvær og kærlighed til det vigtigste vi har. At passe på dem og give dem et godt liv. For selv om de færreste børn har en barndom som Andreas, møder vores børn måske en som ham. I børnehaven, i skolen eller på legepladsen. Og hvor ville jeg ønske, at de så som det naturligste i verden byder ham ind i fællesskabet. Det var Andreas, der satte det første frø i mig.

I det nye nummer af Vores Børn, kan du møde tre af landets mange mennesker, som brænder så meget for at bidrage til et godt børneliv, at de har gjort det til deres levevej. Simpelthen fordi, de ikke kan lade være: Birthe, der har været pædagog i 41 år og hver eneste dag giver nærvær og omsorg til hendes flok af vuggestuebørn; Anne Sofie, der er børnepsykolog på en døgninstitution og kæmper for at hjælpe børnene med en positiv livsbane; og Kristoffer, der er i færd med at uddanne sig til børnelæge og desuden arbejder for Læger Uden Grænser. Ingen af dem kunne forestille sig et mere meningsfuldt job.

"Det, der er så specielt ved børn, er, at de per definition er uskyldige i den situation, de er i. De er uden ansvar.... Børn er særlige og vigtige, og de er afhængige af andre mennesker til at hjælpe dem," forklarer lægen Kristoffer Vogler. Det, synes jeg, er værd for alle os andre at huske på. Lige som det er værd at påskønne alle de mange mennesker, der hver eneste dag fylder positivt i vores børns liv: Personalet i daginstitutioner og skoler, der fylder vores børn med nærvær og læring, mens vi selv er på arbejde; den praktiserende læge, der giver ekstra omsorg og vejledning, når vi selv er hjælpeløse; alle de frivillige trænere, der booster vores børns selvtillid og selvværd i foreningslivet; og mange, mange flere.

Du kender dem godt. Og selv om jeg er overbevist om, at de allerfleste har valgt deres job, netop fordi de elsker at arbejde med børn og ikke kunne forestille sig noget mere meningsfuldt, synes jeg, det giver stor mening at minde hinanden om at anerkende dem og sige tak.