Har du leget med din computer i dag?

Intet kunne være mere forkert. Computerspil og nettets muligheder er et mirakel, og vi skal for alt i verden give vores børn de bedste muligheder for at bruge løs og begå sig i den virtuelle verden, hvis du spørger mig.

Ikke dermed sagt, at de skal holde op med at lege. Men deres forældre s skal til at få slået ørerne ud og hjælpe poderne godt ind i et årtusinde, hvor børnenes fremtid i stor stil er betinget af deres evner til at kunne alt fra at shoppe Vans online, til at kunne chatte på arto.dk, til at kunne blogge med politikere og popstjerner og til at bevæge sig ubesværet rundt i Second Life.

Min knapt 10-årige søn er nået den alder, hvor man ikke leger sammen, men ér sammen og dermed altså gør – og ikke leger. Fra at have lagt milevid afstand til Policeforce Actionmænd er han nu en stor del af tiden at finde foran computeren.

Her kører for tiden Warcraft, og min dreng fortaber sig i timer med at opstille hære, planlægger bagholdsangreb og en hel masse andet. IRL (In real life) er hans legetid til gengæld blevet fordoblet af det imponerende strategispil. Sammen med kammeraterne kryber og kaster han sig nu rundt på alle fire på gulvet, mens de plaffer og bomber hinanden sønder og sammen med kampvogne og batailloner af grønne miniature plastsoldater.

Dem, som jeg mentalt allerede havde fjernet fra børneværelset og båret ud i en sort sæk. Godt de stadig var der og tak til Blizzard Entertainment, SONY og EA Games, som forstår barnet i børnene og at give ny næring til alle legene inden i dem.

Min datter på 7 år har i lang tid helst villet konstruere sine fantasiverdener i dukkehuse, henover samtlige møbler i stuen eller under spisebordet med mulighed for at inddrage spisestuestolene som penthouselejligheder for hendes mini Bratz. Hun har den mest vidunderlige evne til at lukke verden ude og at spille mange roller på én gang. Den verden er nu udvidet til at omfatte hendes lille pingvin Tulipan Sisi, som hun har skabt i www. clubpinguin.com.

Her mødes hun med sine kammerater, som også har små pingviner med mærkelige navne. Her lærer de også en slags strategi. Spillet har for eksempel bragt hende tættere på forståelsen af, hvorfor man tjener penge. Min egen amatørpædagogik med at lære hende, hvor mange gange hun skal gå op med skraldespanden for at tjene fem kroner, har i hvert fald spillet fallit i forhold til Penguin Club.

Her skal de fange fisk og lave pizzaer for at tjene tilstrækkeligt med coins for at kunne købe det fede tøj og den gode indretning (jamen, er det ikke de værdier, vi selv sætter så højt?). Hendes leg er på ingen måde blevet begrænset. Tværtimod åbner det nye vinduer til verden, og hun lærer hele tiden. Og det er jo det, det handler om. Børn skal lære det, der giver mening for deres tid. Og det skal vi selvfølgelig bakke op om og sætte os ind i.

Når de bruger computeren til leg, er det med til at nære kreativiteten og en forståelse af de værdier, vores samfund hviler på og dermed gøre dem i stand til at navigere i tilværelsen. Det er en stor mundfuld for gammeldags forældre, der ser sorte knæ og røde kinder som den største garanti for kompetente børn, når poderne kommer hjem og smider om sig med begreber som podcasting, blogging, web 2.0 og Second Life. Og hvad er det for resten for en størrelse?

Ja, du kan lige så godt se at få sat dig ind i det nye virtuelle univers på nettet, for det er hér, dit barn kommer til at gå i skole, gå på biblioteket, i banken og shoppe.

Og lige om lidt kommer dit barn hjem og vil have hjælp til at skabe en avatar i SL. Har du husket at lege tilstrækkeligt med computeren, så du kan det?