MAN SKAL finde sit indre barn. Have god kontakt til det, for det er sundt. Sådan bliver det ofte forlangt af sprudlende coaches, glade ildsjæle og mine børns pædagogiske fagpersoner: Nu skal vi suseme lave en fjollet dans! Brrrr.
Det skræmmer livet af mig hver gang. Og jeg er ikke alene. En uvidenskabelig rundspørge blandt veninderne viser, 90 procent har det på samme måde. Hvor andre har et indre barn, har jeg en morfar, der ryger cerut og hører Pressens Radioavis på Statsradiofonien. Det er ikke uvilje eller selvhøjtidelighed – det er det altså ikke. Jeg er bare en hæmmet, genert type. Mine øjne bliver blanke, mit hjerte hamrer, og min krop er følelsesløs, når jeg bliver tvunget til barnlig begejstring. Jeg vil hellere være alene hjemme i et hjemsøgt hus eller holde bag en flok rockere med et horn, der sidder fast, end jeg vil tvinges til at lege gokhøne eller pruhest. Det er et problem at have det sådan, når man har børn. Moderne forældre kan nemlig ikke nøjes med at sende ungerne til børneaktiviteter med ordene:
“Ud og leg, min skat. Det er jo dét, børn kan” – og så ellers drikke et glas kold hvidvin og lave noget aftensmad. Man kan ikke glæde sig over børnenes leg på afstand mere. Rettroende forældre skal lege med, som var de selv børn. Og jeg føler mig som en dårlig forælder, når jeg for eksempel sidder med en dukke og febrilsk forsøger at finde på en sjov replik og vinke til Ken med en Barbie-arm, der er mindre stiv end min ansigtsmimik. Jeg er voksenkedelig. Dur ikke til at piske formålsløst rundt i en glædesrus, medmindre jeg er på festival.
– Men far vil garanteret gerne, siger jeg. Og det vil far heldigvis. En enkelt gang formastede han sig til som en anden overgearet fitness-træner at sige: Kom så, skat! Hvor er dit indre barn?!
– Jeg har stranguleret det, svarede jeg køligt. Og så snakkede vi ikke mere om det. Og inden du melder mig til myndighederne: Jeg hygger altså gerne på andre måder med mine børn: Spiller spil, laver mad eller tegner sammen med dem. Det provokerer ikke på samme måde min begejstringsangst. Uden for de trygge familierammer kan det være sværere at undgå det her indre barn. Der er ingen kære far. For eksempel har jeg for nylig været til børneyoga med min syvårige. Hun gad mildest talt ikke og freestylede f.eks. over mantraet, så det lød:
“Fred begynder IKKE med mig”. Så stod jeg der og svedte social angst ud gennem de bare tæer på yogamåtten. Jeg var som dådyret fanget i forlygterne: Jeg måtte overkompensere for mit vrangvillige barn med ekstra chi og legeglæde. Jeg gav for eksempel en bold videre til en fremmed yogadame med tæerne og sagde højt, hvorfor jeg var en heldig kartoffel (noget med at have fået makrelguf i dag). Så hoppede jeg lykkeligt rundt og slog mig på kroppen, mens jeg sang, at alle mine celler er sunde, alle mine celler er glade.
Jeg skulle lege farlig kriger, gø som en hund, banke mig på nummeren og slutte af med højt at ønske fred, lys og glæde i hele verden. Jeg følte mig ikke sundere. Jeg følte mig kørt over af Sussi og Leos partybus! Jeg er okay nok nu. Men jeg havde efterfølgende en stor trang til at balancere regnskabet med f.eks. at tale om aktier og ryge en cigar ovre på Esplanaden
