Pierre-Emile og Josephine lever et anderledes liv end de fleste: “Det var ensomt og hårdt“

I dag er en sjælden formiddag hos familien Højbjerg.

Ikke kun fordi familiens næstyngste, Rosa, har fødselsdag, og spisebordet er et sammensurium af alt, hvad en seksårig pige drømmer om af heliumballoner, enhjørningelagkage og lyserøde rulleskøjter.

Nej, det er en sjælden formiddag, fordi PierreEmile Højbjerg har et par timer hjemme, inden han skal møde til træning hos den engelske fodboldklub Tottenham Hotspur F.C., hvor han siden 2020 har huseret som midtbanespiller.

Som et af de største, danske fodboldtalenter i nyere tid har de seneste år nemlig været præget af en anden rutine.

De fleste uger er Pierre-Emile væk i flere dage ad gangen, og dertil kommer den tid, hvor han bærer nummer 23 på ryggen for det danske herrelandshold. Det indebærer også en uge eller mere væk hjemmefra.

Men i denne sæson har Tottenham ikke kvalificeret sig til de europæiske kampe, og derfor har Pierre-Emile oftere mulighed for at være med, når der skal hentes, bringes og læses højt fra bøgerne hjemme på børneværelset.

“Det her job, jeg har, det giver nogle uger, som varierer rigtig meget. Samtidig kan vi oftest kun planlægge en uge frem. Og det gør jo, at vi kan have en uge, hvor jeg er hjemme mandag til fredag. Og så kan jeg have en uge, hvor jeg kun er hjemme få dage. Så det kræver en vis fleksibilitet og forståelse hjemmefra, men det er vi rimelig afklarede med. Også børnene,” siger Pierre-Emile fra sin plads mellem gaver og fødselsdagspynt.

Nøglen, der får det hele til at gå op, hedder Josephine Siw Højbjerg.

Når Pierre-Emile hver dag kan gå ind på grønsværen og levere – uden at skulle passe børn med mellemørebetændelse, revisorarbejde og vasketøj, er det, fordi hun tager det seje træk på hjemfronten.

Josephine piller ved snorene i sin blå hættetrøje og rømmer sig.

“Pierre har været meget væk – specielt de sidste tre år – og så er det jo mig, der får tingene til at køre herhjemme. Timerne, hvor børnene er i skole og børnehave, går ofte med mange praktiske ting, som skal ordnes, når man er en familie. Så det er ikke cafébesøg, frisøraftaler eller evig glamour at være en såkaldt fodboldkone,” siger hun.

Pierre-Emile nikker.

“Jeg forfølger jo groft sagt bare min drøm. Det er Josephine, der holder styr på tropperne og sørger for, at når jeg kommer hjem med kampens resultat, så har hun stadigvæk samme overskud. Også selvom jeg prøver ikke at lade mit arbejde påvirke mig derhjemme, for min familie har brug for en far og en mand – ikke en fodboldspiller,” siger han og tilføjer:

“Josephine går på kompromis med rigtig mange ting i forhold til, at hun lige nu lever sit liv baseret på mine ambitioner og børnenes behov. Hun skal være omstillingsparat – og så er hun meget alene, også når børnene klatrer på væggen eller har mistet hørelsen for en stund, og hun kun har to arme og ingen familiemedlemmer om hjørnet. Så min anerkendelse er enorm.”

Nu skal det ikke komme til at lyde, som om Josephine er træt af det liv, hun har valgt. For det kunne ikke være længere fra sandheden, skynder hun sig at tilføje.

Det har nemlig også sin charme at kunne fokusere hundrede procent på sine børn, mens de er små.

Det ved hun godt ikke er en mulighed, alle har.

“Jeg elsker vores hverdag, og jeg er glad for, at jeg kan være så meget sammen med mine børn. Bare ikke før klokken seks om morgenen,” ler hun og fortsætter;

“Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke også til tider er hårdt, især i weekenderne. For Pierre er aldrig hjemme i en weekend, fordi han er til kamp, hvor der altid er overnatning dagen inden og af og til indtil dagen efter. Så kan vi være kreative og gå på legeplads, men der er fortsat mange timer, hvor børnene skal stimuleres."

"Så selvom jeg elsker mit liv og selv meget bevidst har valgt det til, så kan nogle af dagene altså godt blive lidt lange. Det tror jeg egentlig gælder for de fleste forældre.”

Ankeret er kastet

Pierre-Emile og Josephine møder hinanden gennem en fælles ven i 2014 og bliver kærester året efter.

I slutningen af 2016 er Josephine gravid med parrets ældste, datteren Rosa, og selvom de kun er hhv. 22 og 23 år gamle, er Rosa et ønsket kærlighedsbarn.

Praktikken skal bare lige gå op, for Josephine er ved at færdiggøre sin bachelor i Europæisk Business i København. Pierre-Emile spiller for Southampton F.C. i det sydligste England og er allerede en talentfuld, ung spiller med store klubber på cv’et.

“Vi havde ikke været kærester i alt for lang tid, før vi dagdrømte lidt om at få børn. Det var noget, vi rigtig gerne ville, selvom vi var så unge. Pierre var virkelig sød og bare superklar og syntes, at det var det bedste i verden, selvom jeg stressede lidt over det. Det var en rar bekræftelse, når ens liv på alle måder bliver vendt på hovedet, når man tester positivt. Så det var ikke, fordi vi havde planer om, at vi skulle have børn lige der, men vi var klar, og vi glædede os,” siger Josephine.

Pierre-Emile læner sig tilbage i spisebordsstolen.

“Så kan man altid sige, jamen, om du er 30 eller 22, er du så nogensinde klar til at få børn? Det er jo det store spørgsmål, og det er der jo ikke rigtig nogen, der kan give det endelige svar på, men så længe der er kerneværdier som kærlighed og tryghed, så skal det vel nok gå. Så vi stod klar med åbne arme til at tage imod det nye liv, og det er i sidste ende det, som vi har holdt fast i – netop at give vores børn ubetinget kærlighed frem for alt.”

Alt har en pris

Halvanden måned efter Josephine forsvarer sin bachelor, kommer Rosa til verden ved en lang fødsel på Rigshospitalet i Danmark.

Da parret tre år senere bliver viet ved en lille, intim ceremoni på Københavns Rådhus en mandag morgen, inden Pierre-Emile skal til landsholdssamling, er der kun de tre – og en lille overraskelse – til stede.

“Det var ikke, fordi det skulle være hemmeligt. Det var bare noget, vi rigtig gerne ville, og så var det lige dér og den dag, at det kunne lade sig gøre. Og så syntes vi faktisk, at idéen med at det var noget, vi tre delte, og at det var noget, vi gjorde for os, var rigtig sød,” siger Josephine. 

“Hvis man ser det udefra, er det nok lidt venstrehåndsarbejde, men det var gjort med samme intentioner, som hvis vi havde holdt en ceremoni for 500 mennesker – om at dele et liv igennem tykt og tyndt. Vi havde da også gjort lidt ud af det, og skjorten var strøget. Det var intime rammer, men det var en stor begivenhed for os,” tilføjer Pierre-Emile.

Overraskelsen hedder i dag Theo, og da han møder verden en sommerdag i 2020, fuldendes firkløveren.

Holdet – eller teamet, som midtbanespilleren selv kalder det – er sat, og det er egentlig meget rart, når fodbold-tilværelsen kan være lige lovlig flygtig, er parret enige om.

“Jeg fik lov til at føle, fra jeg var helt lille knægt, at det kan være ensomt at være en del af eliten. Du giver afkald på meget og med ingen garanti for at klare springet igennem nåleøjet," siger Pierre-Emile, der som 13-årig første gang måtte forlade en stor familiebegivenhed i Paris for at flyve hjem til en vigtig fodboldturnering i København.

Også selvom hans forældre ikke var enige i hans prioriteter.

“På den anden side har jeg som fodboldspiller fået oplevelser, muligheder og en livserfaring på meget kort tid, som er få forundt. Men alt har en pris, og du kan ikke købe venskaber, loyalitet eller familie for penge. Vi lever for det meste, som vi gerne vil, men det er klart, at det giver nogle fravalg."

Vi kan ikke lige være til stede den lørdag eftermiddag, hvor alle i familien er samlet, eller når de hygger en juleaften. For træningen og kampene kører stadigvæk her i Premier League hen over jul og nytår. Det kan da godt sætte nogle ting i perspektiv, men det er jo også det, der styrker vores bånd hjemme i huset nu. Vi er blevet et team, os fire, og husker at sætte pris på vores momenter sammen.”

Stejl læringskurve

I disciplinen udlandsdansker har Pierre-Emile lidt større erfaring end Josephine.

Siden han som 16-årig flyttede fra Danmark med forventninger i størrelse XL og en karrierestart hos storklubben Bayern München, har han spillet for fire andre internationale klubber og boet i to lande.

Da han møder Josephine, har han allerede boet i udlandet i over to år og kan dele ud af sin erfaring, når der pludselig føles langt hjem.

Læringskurven har været stejl, erkender Josephine, men på syvende år i England har hun efterhånden fundet fodfæste.

“Jeg har lært, at jeg skal være involveret i mine vennegrupper og relationer på en ny måde, som ikke nødvendigvis kræver, at jeg er fysisk til stede. Og for mig giver det mening, at jeg har dagligdagen med børnene. De har hjulpet mig med at falde til det sted, hvor jeg er, og ikke tænke så meget over, hvor jeg i stedet kunne være, eller hvad de andre laver derhjemme. Børnene har givet mig et fokus,” siger hun og tænker sig om.

Der er nemlig også noget andet, som har krævet tilpasning.

“Det, jeg laver lige nu, er jo at tage mig af børnene og det praktiske i familielivet, hvad end det nu indeholder. Det er min eneste “pligt” i livet lige nu, og derfor følte jeg ikke, at jeg skulle eller kunne sende min datter afsted hver dag i børnehave, før hun var fire år. Så jeg har også lært at give slip på min egne behov, så hun kan udleve sine. Og det gik også rigtig godt, da Rosa først kom afsted en fuld uge, og det var sågar noget hun havde plaget om til sidst. Hun var glad, og jeg var mindre kørt over. Så det viste sig at være for det bedste.”

Pierre-Emile retter sig op og tilføjer:

“Børn skal have lov til at lege. De skal have lov til at møde venner, få beskidte knæ og udvikle sig omkring andre børn. Det gør, at de lærer sig selv bedre at kende. Men det er også godt for Josephine at få luft, set fra min side. Jeg kan mærke, at det er lidt et tabu at fortælle, at man er træt som en “hjemmegående” mor, men det er absolut forståeligt i min verden. Og Josephine skal selvfølgelig også have tid til at fokusere på sig selv og udfylde sine egne behov.”

Et reality check

Pierre-Emile og Josephine er ikke det første professionelle sportspar, der har valgt at starte familie tidligt i livet. De er heller ikke de første på herrelandsholdet.

Flere atleter har gennem tiden fortalt, hvordan familien kan være med til at kaste et anker og skabe en form for stabilitet i en omskiftelig hverdag. Det kan Pierre-Emile godt genkende.

“Jeg nyder rigtig meget at have min familie at komme hjem til. For det var ensomt og hårdt at flytte til udlandet i en ung alder. Jeg syntes selvfølgelig, at jeg var klar til eventyret, men set i bakspejlet savnede jeg min familie rigtig meget – også mere, end jeg gav udtryk for. Men den pris var jeg meget afklaret med at betale, fordi jeg ville være professionel fodboldspiller."

"Men når “hjem” i en årrække lige pludselig er flere timer og en flyvetur væk, så gør det virkelig godt at have skabt sig en base. Lige pludselig er det jo heller ikke mig, der er den vigtigste. Og det, synes jeg faktisk, er en rigtig dejlig følelse.”

Rosa og Theo er nemlig ikke kun med til at give deres forældre et anker. De er også med til at holde deres far til jorden.

Selvom Pierre-Emile lige har scoret et afgørende mål eller brændt en chance, så skal han stadig stille skoene ved trappen og ind og se på biler, som er blevet stablet ved siden af hinanden, eller lytte til en historie om en kammerat i skolegården.

“Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at man ikke kan mærke på mig, om jeg vinder eller taber. Men jeg ved godt, at børnene er ligeglade, og at det ikke nytter noget at tage det med hjem. Så jeg tror, at det er rigtig sundt for mig at få det reality check."

"Det er med til at hive mig lidt ned igen, eller at trække mig op, når jeg er nede. Og det finder jeg en rigtig, rigtig stor styrke og trøst i. Det er klart, at når jeg scorer, så jubler vi lige de første 30 sekunder i døren sammen, men så skal jeg også ind at se på gravkøer eller læse Snøvsen.”

Josephine nikker.

Det er ikke fodbolden, der fylder i ungernes hverdag. Rosa vil være astronaut. Theo har tænkt sig at blive skraldemand eller brandmand, så mere smitter deres fars arbejde heller ikke af på familiens yngste.

“Når jeg har dem med på stadion, ser de kun små bidder af kampen ad gangen, og de synes ikke, at deres far er bedre eller dårligere til at være far, hvis han vinder eller ikke vinder. Jeg tror bare, at Rosa synes, det er sjovt med de der autografer eller billeder, og når de store drenge i skolen spørger, om det er hendes far, der henter i dag. Men jeg tror ikke, at det ellers fylder, og det synes vi også, er den måde, det skal være på,” siger Josephine.

De små øjeblikke

Når klokken slår otte, og Rosa og Theo egentlig burde ligge i deres senge, kan Pierre-Emile godt finde på at skide hul i det hele og hive banden med ud på trampolinen i haven.

Så kan de stå dér og hoppe dagens begivenheder ud af kroppen, mens de gejler sig selv op inden sengetid. Den slags går midtbanespilleren ikke så højt op i, for når han i perioder er væk flere dage om ugen eller mere, så handler det om at gribe de små øjeblikke. Også hvis de opstår på lidt upraktiske tidspunkter.

“Der er nogle få ting, hvor jeg stiller rigtig høje krav. Hvordan man taler til hinanden, opfører sig og hører efter, og at man spiser det mad, der er serveret, og sidder samlet ved bordet. Det handler om respekt. Og så er der andre ting, hvor jeg er lidt mere sløset."

"Hvis klokken f.eks. er kvart over sengetid, og jeg starter en leg. Så får jeg nok lidt ballade og bliver husket på, at det ikke er mig, der står med dem lørdag eftermiddag, når de har haft en lang uge og klatrer på væggene. Så for mig handler det rigtig meget om opførsel og respekt og lidt mindre om, hvad vi laver hvornår.”

For Josephine forholder det sig noget nær omvendt. Når hun har været oppe klokken 5.30 og kørt familieliv som en enmandshær, er det sjældent, at lysten til trampolinleg melder sig omkring puttetid.

I stedet er det et andet behov, der skal opfyldes, siger hun med et smil.

“Nogle gange kommer Pierre hjem, og så har jeg allerede snakket ørerne af ham efter 20 minutter, fordi jeg måske har været lidt socialt understimuleret. Så får jeg afløb for alt det ikke-så-spændende, som er sket i løbet af min dag, hvor jeg ikke nødvendigvis har haft noget voksenkontakt.”

Til stede nu

Selvom hverdagen efterhånden er blevet en velsmurt maskine, og Rosa og Theo har levet hele deres liv i England, så kan alting ændres på et øjeblik.

Som en brik i et spil kan Pierre-Emile pludselig blive solgt til en anden klub, og så må familien følge efter bolden, så at sige – hvorhen i verden, den end tager dem.

Som fodboldfamilie er den usikkerhed en konstant. Men det gavner ingen, hvis den får lov til at fylde, konstaterer parret:

“Vi holder fokus der, hvor vi er lige nu, og tænker over de små dagligdagsting, vi skal have ordnet, i stedet. For hvis vi skulle sidde og planlægge, hver gang der er larm eller spekulationer udefra, så ville vi miste forstanden,” siger Pierre-Emile, og Josephine tilføjer:

“Vi er godt klar over, at teltpælene kan rykkes op anytime. Det er vi også meget afklarede med. Men indtil videre har det ikke været på tale, og så fokuserer vi i stedet på, at børnene har det godt, hvor de er. Nu bor vi i England, vores børn er tosprogede og vores liv her fungerer supergodt. Det kommer til at være sådan, indtil det ikke er sådan mere – og så tager vi også den udfordring, sammen.”

Med 28 somre bag sig og en karriere, der ikke ligefrem står stille, er der stadig gode fodboldår i Pierre-Emile.

I skrivende stund har han netop sikret Danmark to sejre, og selvom han understreger, at der ikke var noget under opsejling, var han en ombejlet mand i de danske medier under sommerens transfervindue.

De seneste år har han også været en fast mand på banen for Tottenham.

Men karrieren på grønsværen er en kort affære, og hvad skal der så ske for familien Højbjerg, når støvlerne en dag skal på pension?

“Det tror jeg, at der er delte meninger om,” siger Pierre-Emile.

Han ser på Josephine.

“Ja, der er mange scenarier og muligheder,” siger hun og smiler, men tilføjer ikke mere.

“Heldigvis er karrieren stadig godt i gang, men jeg er rimelig afklaret med, at jeg godt kunne tænke mig at blive ved med at lave noget efter fodboldkarrieren, som stadig holder mig aktiv. Det kommer i hvert fald ikke til at blive noget med at plante mig på en øde ø i et stort hus og ikke lave noget. Jeg skal ud at give noget af mig selv og min energi, erfaringer og viden. Men når det har været min karriere, der i så mange år har bestemt, hvor vi skal bo, så er det klart, at det skal være, hvad der er bedst for børnene og familien,” siger Pierre-Emile.

Han tjekker uret på telefonen. Træningen kalder, og han er sent på den.

“Vi har ikke nogen plan. Vi ser, hvor rejsen og livet tager os hen, og så er vi jo et team, hvor end vi er.”