Ringen er sluttet

Jeg kastede mine ører over rigtig meget, men mest lysende stod Duran Duran. Jeg var fuldstændig solgt til de 5 fyre fra Birmingham, og i starten af 80?erne blev det ikke større. Jeg købte ALT, jeg kunne komme i nærheden af, om det var engelske og tyske popblade eller obskure maxi-singler.

Hessian-tapetet på mit drengeværelse var så plastret til med plakater af mine helte, at nye gæster slet ikke oplevede den ellers så moderne vægbeklædning fra 70?erne. Hver gang enten Simon, Nick, John, Roger eller Andy havde fødselsdag, mødtes jeg med en ven (lige så betaget af DD som jeg var) og vi spiste hver en bakke flødeboller, for på vores måde at markere det.

Er du stadig ikke overbevist om min dedikation, kan jeg da lige trumfe med, at jeg har haft et billede af Simon Le Bon med til frisør CHA CHA CHA ved Kongevejs centeret i Hørsholm. For det virkede da helt logisk, at min leverpostejsfarvede, halvlange bjørneskindshue med et svuptag kunne forvandles til en topstylet og føntørret Simon Le Bon frits.

Nu havde Simon mange forskellige gennem 80?erne, men en blanding af Limahl og Tina Turner er hvad, det bedst kunne beskrives som. Søde frisør Mona sagde bare: ?Ja, ja, vi ser, hvad vi kan gøre,? og så gjorde hun vist bare, som hun plejede.

I dag har jeg ingen billeder med til frisøren, men musik fylder stadig meget. Bare ikke Duran Duran, selv om jeg lidt nostalgisk følger sobert med fra sidelinien. Lige indtil de her i forsommeren kom til KB Hallen. Jeg fik 2 billetter foræret og ringede straks til min gamle ven med flødebollerne. Han var fortvivlet over at være i udlandet.

Men så tænkte jeg på min 9-årige søn, og hvor smukt det ville være, at hans første koncert var med mig og mine gamle helte. Så en søndag aften i juni cyklede vi af sted. Han var klart spændt. Nok ikke så meget over Duran Duran, men bare det at skulle til en stor koncert med far. Jeg var pavestolt, som vi kom der sammen, og i mit inderste drømte jeg om en tur backstage, hvor jeg kunne fortælle Nick og Simon om aftenens set up (i min version blev de meget rørte).

Jeg sad faktisk mest og kiggede på August under hele koncerten. Fra tid til anden spurgte jeg ham, om han kedede sig, om han hellere ville hjem, og sagde at han ikke skulle blive siddende i al den larm bare for at gøre mig glad. Et eller andet sted vidste jeg godt, at det var projektet med far, der tændte ham, mere end det var åndeløs spænding, om hvorvidt de nu ville spille ?Hungry like the wolf ?, som han ellers kender fra mine bragende præstationer med Singstar.

Han svarede afværgende, og så sad vi der med armen om hinandens skuldre og gyngede mere og mere med, mens Duran Duran hev os tilbage på drengeværelset med hessian-tapetet. For mig var det sjovt at se dem igen med lidt distance, og så alligevel en barnlig begejstring over de gamle hits.

Men selv om jeg nød Planet Earth, Girls on Film, Rio og The Reflex, så var aftenens højdepunkt noget helt andet. Det var, da vi bagefter klokken lidt over ti cyklede hjem i støvregn på en lun og lys sommeraften, mens vi talte om koncerten og alt muligt andet, som to venner og i det hele taget bare havde en drengerøvs-stund.

Han har ikke hørt Duran Duran siden og kommer sikkert heller ikke til det. Det er også bedøvende ligegyldigt. Det var ikke formålet, og selv om jeg sikkert skal stå igennem noget teenage lortemusik, vil jeg ikke forsøge at præge ham med min smag (med løg på…).

I denne sammenhæng handler det slet ikke om musik. Han finder forhåbentlig sin egen musik, og så vil jeg bare glæde mig til, at han en dag kommer og spørger om en specifik koncert, han gerne vil have mig med til. Og det er lidt ligegyldigt, hvem det er med. Jeg ved alligevel godt, hvem jeg kommer til at kigge mest på.