Jeg skal have en pige - tror jeg nok

Jeg har virkelig glædet mig til den her scanning , men jo tættere på den kommer, desto mere nervøs bliver jeg også. For der er jo en alvorlig grund til, at jeg får den tilbudt – er mit barn okay? Er det sundt og raskt? Hvad hvis der er noget galt? Jeg føler mig allerede tæt knyttet til babyen, så tanken om at terminere graviditeten, virker umulig.

Jeg lægger mig op på briksen og scannings-dimsen bliver sat på min mave. What?!

Oppe på skærmen kan jeg se min lille baby…. i en perfekt skulderstand. Hvilende på skuldrene og med kroppen og benene stikkende direkte op i himlen. Imponerende.

Men hurtigt, trækker den benene op under sig og vender hovedet væk. Jeg har på fornemmelsen, at den ikke kan lide at blive scannet, og jeg får lyst til at sige, hun skal stoppe med at scanne, men omvendt er det jo også vigtigt at vide, om alt er som det skal være.

Og det er det.

Hver gang hun har gennemgået et organ eller en kropsdel og alt er helt normalt, siger jeg en stille tak.

Og da hun zoomer ind på det lille bankende hjerte, bliver jeg helt rørt. Og lidt efter en perfekt lille fod så tydelig, at jeg får lyst til at ae den.

Jeg har helt glemt, at det også er nu, jeg måske kan få barnets køn af vide. Men fordi den ligger med benene trukket op under sig, er det svært at tjekke navlestrengen og kønnet.

Gennem hele graviditeten har jeg haft en stærk fornemmelse af, at det var en pige, men pludselig, mens jeg ligger der og kigger på skærmen, tænker jeg for første gang, at det er en dreng, så da hun siger, at det med stor sandsynlighed er en pige, er jeg lige ved at sige ’er du sikker?’

Meget mærkeligt, men jeg tror nu alligevel stadig, at det er en pige.