Selma & Trille for altid

Selma er vild, og Trille er mild. Selma sov korte lure, men lå til gengæld længe og hyggede sig ved brystet, da hun var spæd. Trille sover længe og spiser effektivt. Men de er søstre, og det betyder, at de hele livet vil betyde noget særligt for hinanden. Det ved de vist ikke rigtig endnu, selv om fem måneder gamle Trille ser begejstret på storesøster fra sin skråstol, og Selma på næsten tre år tit overdænger lille Trille med kys.

31-årige Linette Krøger Jespersen er pigernes mor. Hun og hendes mand Stig har aldrig været i tvivl om, at de gerne ville have to børn. Sådan er de selv vokset op, og far, mor og to børn var ligesom indbegrebet af en familie for dem.

“Et par dage efter at jeg havde født Trille, sad Stig, Selma og jeg rundt om spisebordet. Trille lå og knirkede i sin lift, og der var en rigtig hyggelig stemning. Jeg tænkte, at det føltes helt rigtigt. At nu var familien færdig – altså alle familiemedlemmerne var der. Nu skulle tøserne bare vokse op, have det rigtig godt og opleve en masse. Jeg følte mig vildt heldig,” siger Linette, der trods idyllen også erkender, at der er en anden side af at gå fra et til to børn.

“Nogle gange er det sindssygt hårdt at have to børn. Når Selma går bananas og ligger og tuder på gulvet, fordi hun ikke får sin vilje, Trille begynder at hyle, fordi Selma hyler, alt er kaos, og jeg selv er træt, så tænker jeg ‘hvordan fanden klarer alle de andre mødre til to små børn det?’” siger hun.

Weekender med tryk på

Inden Trille blev født, talte Linette og Stig en del om, hvordan de bedst kunne hjælpe Selma igennem overgangen fra enebarn til storesøster, så hverdagen ikke lige pludselig slog en kolbøtte for den godt toårige pige. Udgangspunktet for begge forældre var, at det at få en bror eller søster var godt for Selma – altså at hun fik noget frem for, at der blev taget noget fra hende.

“Det har været en god holdning at støtte sig op ad, og jeg tror virkelig på det. Hun er da heldig, at hun har fået en søster, som hun kan dele en masse oplevelser med, og som hun får sådan et bånd til, som man kun kan få til familiemedlemmer,” siger Linette.

Alligevel dukker den dårlige samvittighed op indimellem. Det gør den for eksempel, når Linette ikke har tid til at gå med Selma på legepladsen, fordi hun skal koge grød til Trille, eller når hun mangler overskud, fordi Trille ikke har sovet så godt om natten. Men den dårlige samvittighed går også den anden vej, når Linette ikke føler, at hun koncentrerer sig nok om den lille pige, der ligger og pludrer på aktivitetstæppet.

“Trille er en meget mild og nem baby, og jeg kan godt få fornemmelsen af, at jeg blot opfylder hendes fysiske basisbehov og så lægger hende fra mig. Derfor kan jeg godt lide mandagene, hvor Selma er tilbage i børnehaven, og jeg har ro til at hygge lidt med Trille og nyde, at jeg har en lille baby, efter en weekend med tryk på,” forklarer Linette.

Rent praktisk planlagde Linette og Stig, at Stig havde ansvaret for Selma i den første tid efter fødslen, mens Linette koncentrerede sig om at lære Trille at kende og få amningen ordentligt i gang.

“Men jeg havde besluttet på forhånd, at jeg ville blive ved med at have alene-tid med Selma, så vi kunne fortsætte med at gøre nogle af de ting, som hun og jeg plejede,” fortæller Linette.

Trille var kun derfor et par uger gammel, da Selma og mor tog på legeaftale tre-fire timer uden lillesøster, mens far passede lillesøster derhjemme.

“Det var rigtig hyggeligt. Og heldigvis har jeg en mand, der ikke lader sig skræmme af at være alene med et skrigende barn. Fordi Stig var helt rolig, blev jeg det også. Jeg ammede Trille, inden vi tog af sted, og da hun begyndte at virke sulten igen, ringede Stig til mig, og så skyndte vi os hjem.”

Læs hvad Linette tænker om at klare to børns behov på næste side>>

“Vil ha’ far”

At blive mor til to er i det hele taget en øvelse i at balancere mellem to børns behov. Og Linette har da også frygtet, at især Selma skulle føle sig overset. Da hun kom hjem efter at have ligget to dage på patienthotel med Trille, der havde streptokokker, gik hun forventningsfuld hen og hentede Selma i vuggestuen uden Trille. Hun glædede sig meget til at have begge piger hjemme i lejligheden.

“Da jeg kom ind på stuen, og Selma så mig, begyndte hun at græde og sagde ‘jeg vil ha’ far.’ Jeg blev helt ulykkelig og tænkte ‘åh nej, er det jalousien, der begynder allerede’, for så kunne det godt blive nogle rigtig barske måneder,” siger Linette.

Hvorfor Selma modtog sin mor på den måde, ved Linette ikke, men heldigvis lærte Selma hurtigt, at lillesøster er en del af familien, og hun har ikke spurgt, om Trille ikke snart skal tilbage til sygehuset igen, eller den slags. For det meste er hun bare kærlig og glad for det nye familiemedlem. Men et par gange har hun sat tænderne i de små babyarme.

“Det er virkelig en svær situation. For det gør jo nærmest ondt på en selv, når ens lille barn kommer til skade – og når det så er ens egen store pige, der har gjort det, hvad pokker stiller man så op? Det kan være ret kaotisk, når Trille græder, Selma græder, og jeg skælder ud.

Samtidig kommer den dårlige samvittighed også med det samme, for hvorfor bider Selma sin lillesøster? Føler hun sig overset? Er hun ked af noget?” siger Linette.

“Jeg bliver rigtig sur på Selma, og jeg har faktisk slet ikke lyst til at snakke med hende bagefter. Men samtidig er hun jo også mit lille toethalvtårige barn, og hun skal ikke bare stå og græde inde på sit værelse.”

Hvem skal jeg vælge?

I det hele taget er dilemmaet med, hvem hun skal prioritere, holde med og hjælpe på forskellige tidspunkter noget af det, som 31-årige Linette Krøger Jespersen fremhæver som det svære ved at få to børn. Allerførste gang hun skulle hente Selma fra vuggestuen sammen med Trille, løb Selma pludselig fra Linette og ud mod vejen.

“Jeg panikkede og nåede lige at tænke ‘hvem skal jeg vælge?’, inden jeg løb efter Selma,” fortæller Linette. Ud ad øjenkrogen kunne hun se, at nyfødte Trille stadig rullede af sted i sin barnevogn inde på fortovet, indtil en forælder til et andet vuggestuebarn fik fat i hende. Men det er heldigvis den farligste situation, Linette og hendes piger har været i indtil videre.

“Resten af vejen hjem spekulerede jeg på, hvordan pokker alle andre forældre får to børn levende hjem fra vuggestuen,” fortæller hun. Heldigvis er det nu lykkedes temmelig mange gange, og Linette holder benhårdt fast i, at begge børn – trods afsavn – i det lange løb vinder ved at have en søster.

“Jeg tænker meget på, hvad jeg selv synes var det gode ved at have en søster, da jeg var barn, så jeg kan føre netop det videre til Selma og Trille. Min mor døde, da jeg var 12 år, og min søster er meget vigtig for mig. Derfor betyder det, at Selma og Trille har hinanden, virkelig meget. Det gør mig tryg at tænke på. For der er bare et helt særligt bånd mellem familiemedlemmer,” fortæller Linette.