Snot og atter snot!

Jeg kan ikke erindre, hvornår jeg ikke var enten halv- eller helsnottet. Og det er ikke, fordi jeg har en ringe hukommelse (hvilket jeg har), det er, fordi det er længe, længe siden. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvordan min næse føles tør. Men jeg savner følelsen, selv om jeg ikke kan genkalde den. Det er heller ikke, fordi jeg hopper halvnøgen rundt i snedriver eller drikker af andres glas på hospitaler.

Nej, det er fordi jeg har små børn. Små børn, der kun kan finde ud af at tørre deres løbende næser, hvis det er i mit ansigt. De har konstant løbende næser. Det er, som om den ene forkølelse går direkte over i den næste. Som et ubrudt bånd af salt snot uden ende.

Jeg tager på arbejde hver dag i tøj, der ser ud, som om jeg er blevet angrebet af en hær af skovsnegle. Så udspiller der sig for eksempel følgende replikskifte:

Chef: “Er du blevet angrebet af skovsnegle her til morgen?”

Mig: “Gid det var så vel!”

Chef: “Din glinsende fremtoning er ulækker, Brian Mørk.”

Mig: “Jeg er enig.”

Farlig dagpleje

Hvorfor mine børn er syge hele tiden? Fodrer jeg dem ikke med rigtig menneskeføde? Holder jeg dem ikke rene ved hjælp af både sæbe, vand og hygiejne? Lader jeg dem lege på skarnbunken? Jo, jo og nej. Mine børn er syge, fordi de går i daginstitutioner. Såre simpelt. Det er svaret. Dagplejer og børnehaver er moderne biologiske våbenfabrikker uden sidestykke, og børnene er små levende petriskåle. Hvis koalitionen jagtede farlige biologiske våben i Irak uden held, så burde de nu sætte tropperne ind i puderummet nede i børnehaven i november måned. Men husk at pakke dem ind i beskyttelsesdragter først.

Forskere påstår, at alle nye farlige vira stammer fra Asien. Fugleinfluenza, SARS og så videre. Jeg tror, de stammer fra dagplejen, og at det er der, verdenssundhedsorganisationen WHO burde sætte ind.

Munke, der arbejdede med at pleje de døende på middelalderens pesthuse, bragte færre sygdomme med hjem til familien, end børn gør nu om dage (ja, jeg ved godt, at munkene ingen familier havde, det er en metafor).

Det, der forbløffer mig, er ungernes evne til ikke at virke syge, når de er syge. De render glade rundt og leger uden at ænse, at der løber slim fra deres ansigt, og at de er ved at hoste deres små lunger i stykker. Hvordan gør de? Der går kun cirka et kvarter, fra et af mine børn har hostet mig direkte i munden, til jeg har lyst til at sove resten af ugen med ømme knogler og gardinerne trukket for.

Det kan selvfølgelig være, at jeg har specielle superbørn, der ikke er modtagelige for smerter og fysisk ubehag, men som til gengæld græder dobbelt, når de skal i seng eller ikke må få et kilo slik. Jeg ved det ikke. Jeg tror, at alle familier, der har små børn, går rundt i en zombielignende sygdomsdøs uden at tænke over det meget af året. Jeg glæder mig til fremtiden, hvor man kan kurere forkølelse med en pille. Eller i bedste fald opfinder en form for beskyttende boble, som ens børn kan leve i hermetisk sikkerhed i. For det eneste alternativ, jeg ellers kan se, er, at man bygger børnehaver og dagplejer om til interneringslejre, hvor børn kan leve i en form for karantæne, indtil de er 18 og sygdomsfri. Og den udgave huer mig ikke.