Thomas Skov: "Man kan blive åndssvagt stolt af sit barn, bare hun kigger på en bold"

– Hun kan bedst lidt, at der er lidt larm omkring hende, siger Emilie.

Thomas kommer tilbage med tre måneder gamle Ellen, der ligesom alle andre skal komme til sig selv, fordi hun er blevet vækket.

– Hej. Det er Casper. Var det en god lur? spørger han og løfter hende op foran sig.

Han forventer ikke, at hun svarer, og det gør hun heller ikke. Ellen er lidt svedig i nakken, mærker Emilie og foreslår, at Ellens stribede, lyse sweater skal af. Vi snakker lidt om hendes hår, som der ikke er meget af, som Thomas siger det, og Emilie mener, at hun tror, at han skal være meget tilfreds med det, der er indtil videre.

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker

– Det er jeg også, men det gør stadig en lille smule ondt, når folk siger ‘nej, en sød, lille dreng’. Altså før kunne jeg aldrig kende forskel selv, men som forældre tænker man ‘har vi fejlet?’. Ej, ikke fejlet, men man bliver sådan lidt, at ‘du skal ikke kalde min pige for en dreng’, siger han.

– Jeg er begyndt at sige, at ‘ja, det er Ellen’, inden folk når at sige noget, fortæller Emilie.

– Da hun blev døbt var der nogle andre børn, som jeg simpelthen ikke kunne se, hvad var. Så spurgte jeg, hvad skal navnet være.

– Man kan også sige ‘hvem har vi her?’. Ikke, Ellen? Har du lige sovet? En dejlig lur? Har du været alene med far i så mange timer?

Tre eller fire?

På spisebordet i køkkenet er der disket op med focaccia og kanelbrød fra bageren, og Emilie har hentet en flaske blodrød, selvpresset rødbedesaft, som hun er selvironiserende bevidst om signalerer for meget overskud. Hun kommenterer det selv. I formiddags var hun et smut forbi CBS, hvor hun skriver sit speciale, mens hun – når hun ikke er på barsel – arbejder hos Danmarks Radio. Og klokken 15 skal Thomas ud ad døren og flyve til Aalborg for at lave et tv-program.LÆS OGSÅ: Sigurd Barrett: "Børn skal vide, hvem de er"Det er tre måneder, siden den 27-årige projektleder og den 29-årige tv-vært fik deres første barn, og udover den lille detalje, at ‘nu hænger vi sammen for evigt’, som Emilie siger, er der ikke sket de helt store omvæltninger i deres liv, synes de selv. Det har i hvert fald været forholdsvist nemt – og det skyldes særligt, at Ellen er nem. Så nem, at Emilie sidder og planlægger det tredje og det fjerde barn, mens Thomas ikke er i lokalet.– Hvad sker der her? spørger han, da han kommer tilbage.– Vi kan godt få tre børn, ikke? spørger Emilie.– Jeg tror, fire er for mange. Nu må vi se. Vi starter lige med at lære hende der at gå og snakke. Men hun har ikke skræmt os. Grunden til, det kan lyde, som om vi synes, det er nemt at være forældre, er, at Ellen er nem. Det er altid lidt … Altså når andre spørger, om hun sover om natten, er vi helt flove, for det gør hun. Hun sover rigtig godt om natten, siger Thomas.LÆS OGSÅ: Silas Holst og hans regnbuefamilieI går var Ellen og Emilie til rytmik for første gang. De deltagende børn skulle ligge på maven og følge en bold med øjnene, og i den historie, der bliver fortalt nu i køkkenet, var Ellen den bedste af dem på tre måneder.– Det er sjovt, at uanset hvilke børn vi er sammen med, har hun været den be­dste på alle punkter. Det er heldigt, mand, siger Thomas.– Det er ret utroligt, ikke? følger Emilie op og smører endnu et lag på selvironien. Parret er gode til at se sig selv udefra, synes de. De ved godt, at det er mærkeligt, at man kan blive ‘åndssvagt stolt’ af sit barn, fordi det kigger på en bold, men de ved også godt, at det følger med.

Det var bare det

Ellen blev født den 21. juli. Det var fem dage over tid og en 24 timer lang fødsel med lokalet fyldt med læger, hvoraf en af dem brugte en sugekop, inden Emilie selv bøjede sig fremover og hev Ellen helt ud.– Det var det fedeste, jeg nogensinde har gjort. Det var så hulekvindeagtigt, så det næsten ikke kunne være vildere, fortæller Emilie.I januar 2014 var det Thomas og kollegaen Emil Thorup, der i et tv-program skulle mærke, hvordan det var at føde. Ved siden af stod Emilie, og begge veje har det givet et vis indblik i de forskellige roller ved en fødsel.– Man har været igennem de der faser. Man ved, der kommer en ve. Og man ved, at det går fra, at man har det sjovt og spiser Twix, til man bare ligger og ikke kan noget. Det var meget rart at have den forståelse og være den, der skulle opmuntre – uden at være irriterende – i stedet for. Jeg fandt ud af, det var godt at komme med våde karklude og lægge på Emilies pande, og det gjorde jeg, indtil det ikke virkede mere, siger Thomas.Graviditeten var ikke det fedeste, synes Emilie. Et langt stykke inde i processen var det også meningen, at hun ville have foretaget et kejsersnit, fordi hun var bange for at føde. ‘Hvorfor gå igennem alt det, når man kan få et kejsersnit’, tænkte Emilie. Syv timer inden fødslen, da det gjorde rigtig ondt, lå hun hen over et bord og skreg, at hvis hun ikke fik et kejsersnit omgående, ville hun aldrig nogensinde snakke til nogen af de tilstedeværende igen.– På det tidspunkt var jeg heldigvis nede for at stille p-skiven, lyder indskydelsen fra Thomas.– Men jeg havde mange gode snakke med min bedste veninde, som også skulle være vores jordemoder. Og i dag vil jeg ikke være den, der ikke selv har født hende. Det betyder så meget for mig. Det havde jeg slet ikke forestillet mig. Jeg husker det som en oplevelse, hvor jeg ikke kan vente til næste gang. Og sådan havde jeg det to minutter, efter, hun var blevet født. Man er jo skingrende sindssygt lavet, at man tænker ‘nå, var det bare det?’, da hun kom op til mig, fortæller Emilie. De var på Hvidovre Hospital i halvandet døgn, og så tog de hjem. Det er i øvrigt rigtigt nok, hvad folk siger. Turen hjem i bilen, når man har fået sit første barn, føles, som om alle andre kører sindssygt.

Kig på Ellen

Thomas er ikke så bange for at køre bil med Ellen længere, men det er tilsyneladende det, det gør ved én at få et barn. Inden hun blev født, havde Emilie lavet skemaer, som Ellen skulle passe ind i. Præcis hvornår hun skulle sove, og hvor mange D-dråber, hun skulle have, blev krydset af, og så kunne der laves statistik over det. Parret stod op flere gange om natten for at tjekke hendes puls, Emilie kunne vågne i koldsved og rive dynerne væk fra sengen, fordi hun havde haft mareridt om vuggedød, og Thomas foreslog på et tidspunkt, at de blev nødt til at sove på skift, fortæller Emilie.– Det var det første, du sagde. ‘Ingen af os sover på samme tid’, og vi skulle lave en form for skiftevagt, mente du. ‘Hvem har vagten?’. ‘Men sådan kan vi jo ikke blive ved for evigt’, sagde jeg. Og sådan er det heller ikke mere. I stedet for at læse alt for mange bøger med alt for mange holdninger til, hvordan man gør sin baby sund og rask, begyndte de at kigge på Ellen.– Som mor kan man godt blive helt paralyseret af, hvad der står alle mulige steder. I stedet for at kigge på barnet. I begyndelsen kunne jeg blive bekymret over, at Ellen ikke sov klokken 16, fordi det stod der i bogen, at hun skulle. Og så ville hun ikke være træt ved sin aftenlur klokken 19, og så falder hun måske først i søvn klokken 21, og hvad så? Bliver hun så ikke et godt sovebarn, og når hun er to år, skal vi bruge fire timer på at lægge hende i seng? Sådan kunne en stemning blive pisket op i stedet for at kigge på Ellen og spørge ‘jamen, er Ellen træt nu?’, siger Emilie.– Jeg synes, meget af det her med børn handler om frygt. Og der er altså ikke så meget at frygte. Bare hun får mad, søvn og tryghed. Alle har skrevet et eller andet, og alle har en holdning. Det er umuligt at navigere i, og derfor skal man tage stilling selv, siger Thomas.

Orden og kaos

Det er forskellen på de to. Emilie vil gerne have kontrol, Thomas vil gerne se, hvad der sker. Når de er på ferie, vil hun gerne have en plan for, hvad der skal ske, for så når de mest muligt. Han vil gerne smide kortet væk og slentre rundt. På den måde passer de godt sammen, og på den måde er de ifølge dem selv nået frem til, hvordan det her forældreforetagende skal forløbe.

– Man må gå på kompromis, og det går nok alt sammen. Vi er meget forskellige, men når man bare ved det, kan man godt finde ud af at være forskellige sammen, mener Thomas.

Lige da Ellen var blevet født, var de fem uger i sommerhus, og han tænkte, at det ville blive svært at begynde på
arbejdet igen. Det var det ikke rigtigt. Det overraskede ham lidt, og det undrede måske også omverdenen. Men det, der var nyt, var, at han glædede sig vildt til at komme hjem igen.

– Tidligere var det fint nok at komme hjem, det var hyggeligt, men nu er der virkelig noget at komme hjem til, som han siger.
Derfor er det også irriterende, at han ikke kan nå det sidste fly hjem fra Aalborg i aften, og at han så bliver nødt til at overnatte til i morgen.

– Jeg vil helst bare hjem, siger han. Næsten modsat ham tæller og samler Emilie sine fridage. Efter hun er blevet mor, er hun begyndt – som hun selv siger – at gå op i nogle syrede ting. Det er gået op for hende, at hun og Ellen en dag skal sige farvel til hinanden.

– Jeg kan nærmest få panikangst over det. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne lide at gå på barsel. Jeg er arbejdsnarkoman. Da vi tog hjem fra sommerhuset efter de første fem uger, havde jeg følelsen af, at nu skal vi hjem og i gang. Men jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke skal være sammen med hende hver dag. Det er syret, at der er et menneske, man bliver så afhængig af, fortæller Emilie.

På bundlinjen

Det kan lyde som et par omvæltninger, og det er det sikkert også, men de bliver ikke karakteriseret som store her i lejligheden. Man skal ikke undervurdere dem, men Emilie og Thomas er bevidst om, at de stadig er og skal være sig selv. De er altså mere end bare forældre. Der er ingen grund til, at de begge står op om natten, og der er slet ingen ide i, at de begge sidder hjemme, hvis den ene gerne vil ud.

Da Ellen var fire uger gammel, tog de til bryllup og overlod hende til Emilies forældre. Der sker ikke noget med hende, selv om de ikke er sammen med hende. Bare hun er sammen med nogen, der elsker hende, og som hun føler sig tryg ved, har de fundet ud af.

Thomas har offentligt ikke lagt skjul på, hvor fedt det er at være far. Han siger, at han sikkert havde haft et andet syn på det, hvis Ellen havde skreget, siden hun blev født. Så havde det ikke været særligt nemt at være forælder, tænker han.

– Men bottom line er, at vi synes, vi har det virkelig godt, siger Emilie og fortsætter:

– Det siger vi tit til hinanden. At vi har det dejligt. Vi gør det, vi har lyst til. Vi har et eksemplarisk barn. Vi bor, hvor vi gerne vil. Vi rejser. Nogle gange skal man bare være glad for, at det går godt. Det er svært, når man har siddet med andre, der har et lille barn, og det er fuldstændig kaos. De fem uger, vi var i sommerhus og hjemme, nåede vi det, vi skulle. Selvfølgelig er der dage, hvor man ikke får hængt vasketøj op, fordi hun er ked af det, men det der med, at det er helt i undtagelsestilstand, fordi man har et barn … det er næsten pinligt, at vi ikke oplever det.

Thomas supplerer:

– Ja, det har været mærkeligt, når nogle fortæller, at de slet ikke nåede at få tøj på en dag. ‘Nå, okay’, må man sige. Du er god til at få tingene gjort. Hvis jeg havde været alene med hende eller sammen med en, der lignede mig, kunne jeg nok godt sidde i et kaos, hvor jeg ikke havde haft tøj på i et halvt år. Men vi gider jo heller ikke at sidde her og sige, at det overhovedet ikke er hårdt …

– Hør her, hun er supernederen nogle gange. Det vil jeg bare lige sige, og der er masser af gange, hvor du kommer hjem, og jeg er helt understimuleret, fordi jeg mangler voksenkontakt, bryder Emilie ind.

– Ja, ja, for helvede. Derfor bliver det også godt, når du skal på arbejde igen, siger Thomas.

– Ja, og det bliver også lidt sørgeligt.

– Men så er det godt, du skal have fire børn. 

LÆS OGSÅ: Er I enige om jeres familieliv?

LÆS OGSÅ: Familieliv: 25 genveje til nemme dage

LÆS OGSÅ: Hr. Skæg: ”Jeg glædede mig ikke til at vokse op”