Sigurd Barrett: "Børn skal vide, hvem de er"

Om at være en gammel mand

Jeg har altid været meget analog. Jeg kan bedst lide instrumenter af træ, og jeg har haft en Nokia 3310 som telefon indtil for ganske nylig. Men jeg oplever rigtig tit, at jeg står i køkkenet og laver alt muligt, og så ovre ved bordet sidder ungerne bag hver sin skærm.

LÆS OGSÅ: Hvilken mortype er du?

Jeg er ikke principielt imod, at de bruger deres tid på fifaspil eller på at fodre et digitalt kæledyr, men jeg er på vagt. For mig er det en skinverden. I den verden er alting planlagt. Den er designet af mennesker, men vi kan aldrig designe et liv, der er lige så godt som det, der er rundt om os. Så jeg bliver nødt til at sætte en grænse for dem, når det bliver for meget for mig.

Samtidig er jeg bange for at være en bagstræberisk, konservativ far, for jeg forstår godt, at spil og film kan være et frikvarter. Jeg kan jo også godt lide at spille Snake på min telefon.

Om dannelse

Efter jeg havde lavet Sigurds Bjørnetime i noget tid, opdagede jeg, at mit projekt egentlig er et dannelsesprojekt. Jeg har lavet bøger og sange om alfabet, sprog, verdens lande, Biblen og nordisk og græsk mytologi.

LÆS OGSÅ: Rasmus Bjerg: "Der er nok for mange børn, der tror, de er verdensmestre

Lige nu er jeg i gang med mit største og vigtigste projekt, der handler om danmarkshistorien. Hele danmarkshistorien. For børn skal vide, hvem de

er, og det kan de kun lære, hvis de ved, hvordan det her samfund er blevet til.

Børn på fire eller fem år har selvfølgelig svært ved at forstå kronologi, men det gør ikke noget, for fortællingerne om Svend Tveskæg eller Grevens Fejde er gode nok i sig selv. Og så kan de senere nå hen til forståelsen af, at der lige siden jæger- og samlertiden har været en proces hen mod det samfund, vi har

i dag. Jeg vil gerne forklare børn, at her står du, og her er alt det, der har ledt frem til det.

Om at bede til Gud

Da jeg lavede en børnebibel, frygtede jeg faktisk, at jeg ville blive kaldt ‘Hellig Frans’, og at folk ville se mig som en præst med en mission. Men det har aldrig været et forkyndende projekt. Jeg blander mig ikke i, hvad folk tror på. Det er en privat sag. Vi må bare ikke få berøringsangst over for kristendommen.

LÆS OGSÅ: Det er ok at være uenige om opdragelse

Jeg tror, vores børn har godt af at høre de historier, som vores kultur er bygget på, og som folk har fortalt hinanden i over tusinde år. Hvis de så spørger ‘far, tror du på alt det der?’, så kan man jo bare svare ‘næ’.

Jeg har som noget helt naturligt bedt fadervor med mine børn, siden de var helt små. Det var en gave for mig som barn, og den ville jeg gerne give videre. Det er for sent at introducere troen, når de bliver 18, for så vil det aldrig slå rod. Og det smarte med gaver er jo, at børnene selv kan finde ud af, om de vil tage imod eller lade være.

LÆS OGSÅ: Onkel Reje: "Man skal ikke skåne børn for bandeord"

LÆS OGSÅ: Sådan viser du kærlighed til dit barn

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker