Viden for ammehjerner

Hvor meget og hvor længe?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at spædbørn udelukkende får modermælk, indtil de er seks måneder gamle. Modermælk er fra naturens hånd sådan sat sammen, at den opfylder det lille barns fysiske behov for næringsstoffer.

Formidable fordele

Flere undersøgelser viser, at amning på længere sigt virker forebyggende på kroniske sygdomme som for eksempel fedme, sukkersyge, forhøjet blodtryk, kræft, leddegigt og allergi.
Den tætte fysiske kontakt, der er mellem dit barn og dig under en amning, er med til at forstærke jeres følelsesmæssige bånd.

Kom godt fra start

Amning er noget af det mest naturlige i verden og så alligevel ikke helt. Det kan i hvert fald føles som en noget nær umulig disciplin at få sit nyfødte vidunder til at sutte og spise rigtigt i begyndelsen. Nogle børn tager ordentligt fat af sig selv, mens andre skal hjælpes på vej.

Rigtig mange mødre, især førstegangsmødre, kan blive helt overvældede over deres nye ansvar, og kombineret med for lidt søvn og en kæmpe mængde hormoner, der raser rundt i kroppen, er det næsten bestemt til at ende med et mindre sammenbrud.

Derfor er det vigtigt, at du ikke skjuler dine bekymringer, men benytter dig af at være omgivet af et vidende personale på barselsgangen eller senere af at have en erfaren sundhedsplejerske eller måske en søster, der selv har ammet.

Sår og revner

Mange mødre får anbefalet at bruge muslingeskaller ved sår eller revner på brystvorterne, men Ammekomiteen fraråder den metode. Det har vist sig, at skallerne kan give svampeinfektioner.

Sår og revner opstår som regel, fordi barnet ikke får rigtigt fat i brystvorten. Er skaden sket, er lufttørring og et par dråber modermælk på brystet den mest effektive vej mod heling.

Brystspænding og -betændelse

Hvis mælken ikke flyder livligt, men bliver hobet op inde i brystet, kan du få mælkeknuder og blive øm. Det er vigtigt at løse op for spændingerne, da de ellers kan gå hen og udvikle sig til brystbetændelse, der i værste fald kan give feber, ubehag og kræve behandling med antibiotika.

Har du brystspændinger, så gælder det om at få mælken til at flyde. Læg dit barn til så ofte som muligt. Hvis barnet ikke vil spise, så malk ud. Masser ellers de ømme punkter, tag godt med tøj på, og tag gerne lange, varme bade, hvor brystet masseres med bruseren for at få løst op for infiltrationerne.

Narresut og flaske

Det er fristende at stoppe en sut i gabet på et lille skrigende barn, der ikke kan finde ro ved mors bryst eller i fars favn. Det er også fristende at give samme barn flaske, hvis det har svært ved at få hold på sin sutteteknik. Men sut og flaske kan for det nyfødte spædbarn og dets forældre gøre mere skade end gavn.

Sut kan give barnet en gal sutteteknik, og hvis barnet sutter meget på sut og derfor mindre på dig, kan din mælkeproduktion falde. Et barn, der først har fået serveret mælk fra flaske, vægrer sig ved at skulle bruge flere kræfter på at suge maden ud af dit bryst.

Et godt råd er at vente med sut og flaske, til du og dit barn er blevet helt fortrolige med amningen.

Bravo for brystpumpen

Kører amningen fint, er der som regel ingen grund til at leje eller købe en brystpumpe, men den er nu meget rar at have i baghånden, hvis for eksempel:

Du vil stimulere din mælkeproduktion. Hvis dine bryster er spændte, og dit barn ikke kan sutte nok til at blive spændingerne kvit. Hvis du skal være væk fra dit barn – så vil ikke bare barn, men også farmand sikkert sætte pris på et godt parti flasker i køleskabet fyldt op med din mælk.

Da Christina for 12 år siden blev mor for første gang, forløb fødslen lige efter bogen. Det samme gjorde dagene efter. Datteren Sarah lod til at være et nemt barn, der ikke gav meget lyd fra sig. Heller ikke selv om mælken først løb til på fjerdedagen. Desværre blev idyllen ikke ved. Da Christina og hendes eksmand kom hjem med den én uge gamle Sarah, brød helvede løs.

„Pludselig begyndte Sarah bare at skrige. Og det gjorde hun så de næste fire måneder i stort set al den tid, hun var vågen,” fortæller Christina.

Ret hurtigt stod det klart, at Sarah havde kolik. Efter et par måneders skrigeri var Christina så træt og udmattet, at sundhedsplejersken af sig selv fortalte hende, at det skam ikke var et nederlag at lade sig indlægge for at få hvile og støtte.

„Dengang var jeg pædagogmedhjælper og syntes bare, at det var det største nederlag, hvis jeg skulle indlægges på grund af babygråd. Så jeg affærdigede hende hurtigt,” forklarer Christina.

Hun forsøgte også at ignorere den fødselsdepression, som hun gik rundt med, og som absolut ikke blev mindre af at have et barn, der bare var ked af det, og som umuliggjorde sammenhængende søvn i mere end et par timer ad gangen. Under hele forløbet gik amningen fint, men da Sarah var fire måneder gammel, begyndte hun at få vælling, og så faldt interessen for mors mælk.

„Jeg var så træt, at jeg ikke kæmpede for at vække Sarahs interesse for mine bryster til live igen. Faktisk følte jeg det som en kæmpe lettelse, at min eksmand nu også kunne stå op om natten og made Sarah.”

Verdens dårligste mor

Ti år senere blev Buster født. Han var stor og sund og blev straks lagt til brystet.

„Jeg kan huske, at jordemoderen sagde: Sikke fint han sutter. Og det gjorde han også, men da den rigtige mælk løb til efter et par dage, begyndte han at skrige i vilden sky. Og det gjorde han så hver gang, jeg lagde ham til,” siger Christina.

Adskillige sygeplejersker forsøgte at hjælpe Christina med at få amningen rigtigt i gang.

„Det føltes meget grænseoverskridende, at fremmede skulle ase og mase med mine bryster, og lige meget hjalp det. Buster skreg bare og blev som jeg selv mere og mere frustreret.”

En aften var der en ældre sygeplejerske, der forbarmede sig over mor og barn og hentede en flaske med modermælkserstatning. Mens Buster fik stillet den værste sult, ammede Christina ud og fandt ud af, at hun ikke havde ret meget mælk. Buster skreg altså, fordi han var sulten.

Det næste døgn malkede Christina ivrigt ud for at sætte sin mælkeproduktion i vejret. Det lykkedes, men da hun endelig havde nok mælk, havde Buster vænnet sig til at få mælken serveret fra flaske.

I stedet for at prøve at vænne ham til at amme igen, bestemte Christina sig for at blive ved med at malke ud og give Buster sin mælk på flaske. Under én af Christinas mange udmalkninger kommer en sygeplejerske hen og siger: „Sidder du nu her igen?”

Ordene påvirker Christina dybt.
„Det var så tydeligt, at hun syntes, jeg skulle amme, mens jeg var mest fokuseret på, at Buster skulle være glad, og at jeg skulle have ro. Hendes ord slog mig helt ud. Jeg græd og følte mig som verdens dårligste mor,” fortæller Christina. Heldigvis kom der samme dag en anden sygeplejerske og sagde til Christina, at hun skulle huske på, at hun gjorde det så godt, hun kunne.

„Hendes ord var guld værd. Verdensfreden afhang jo ikke af, om jeg ammede eller ej. Min søn var glad, og med Sarahs skrig i baghovedet så var hans humør nok til også at gøre mig glad og bestyrke mig i, at jeg ikke skulle tvinge ham til at amme igen, når nu han tilsyneladende havde det bedst med at drikke min mælk af en flaske,” siger Christina.

Hun mener, det er tabu at tale om fordele ved ikke at amme. Fordele som for eksempel at faren hurtigt bliver medansvarlig for barnets trivsel, og at moderen får sine bryster igen:

„Langt de fleste mødre, mig selv inklusive, vil da helst amme deres børn, men hvis ikke det kan lade sig gøre, så er det da ikke nogen skam at fokusere på fordelene.”

Da Ann blev gravid første gang, tog hun det som en selvfølge, at hun skulle amme sit barn. Derfor blev hun noget over rasket, da en sygeplejerske kort efter fødslen sagde, at det nok ville blive svært – og måske umuligt for hende at amme.

„Mine brystvorter vender indad, men det havde jeg slet ikke tænkt på kunne være et problem. Jeg ved, det lyder naivt, men amning for mig var jo det mest naturlige i verden, og det skulle jeg selvfølgelig også, uanset mine brystvorters udseende,” fortæller Ann.

Hendes reaktion var først at blive ked af det, for kort tid efter at gå til amningen med krum hals. Nicklas fik ganske vist ikke ordentligt fat i begyndelsen og måtte mades med en kop. Men fire dage efter fødslen fik Ann udleveret et par ammebrikker, og så kunne Nicklas endelig suge mælken rigtigt ud.

„Jeg husker stadig meget tydeligt den lykkefølelse, da han tog fat for første gang. Han spiste uafbrudt i tre kvarter og lod heldigvis ikke til at være generet af at skulle suge på plastik.”

De første uger forsøgte Ann flere gange at tage ammebrikkerne af og vænne Nicklas til at spise direkte fra brystet, men uden held. Hun bestemte sig derfor for at fortsætte med brikkerne.

„Det var ikke altid sjovt at skulle hale de der plasticdimser frem. Jeg vidste bare, at folk omkring mig undrede sig. Hold da op, jeg brugte lang tid på at forklare andre, hvad brikkerne skulle gøre godt for,” siger Ann.

Nicklas blev ammet på fuld tid, til han var fire måneder, og stoppede først med at få bryst, da han var lidt over et år. Trods plastbrikkerne husker Ann sin første amning som rimelig ubesværet.

Enkelte gange fik hun brystspændinger, men kunne afhjælpe dem ved at tage varme bade og lægge Nicklas ekstra meget til. Anderledes ubesværet gik amningen af lillesøsteren Athena.

Amning mod allergi

Fødslen af Nicklas havde taget bare fire timer, så det var en Ann fuld af selvtillid og veer, som dukkede op på Skejby sygehus for at føde sit andet barn. Desværre blev det en kompliceret fødsel, hvor Ann fik en styrtblødning og mistede en masse blod.

„Da Athena blev lagt til første gang, gjorde jeg det mere af pligt end lyst. Jeg var så udmattet, at jeg med det samme bad om at få et par ammebrikker,” fortæller Ann.

Athena viste sig hurtigt at være knap så begejstret for plastbrikkerne som sin bror, og hun gumlede flere gange hul i både plast og bryster. Mælk var der heldigvis nok af, så Athena blev trods besværlighederne mæt.

Amningen gik godt. Athena vænnede sig til brikkerne, men da hun var to måneder gammel, fik Ann nyresten og skulle opereres. Hun fik masser af morfin for at dulme smerterne, men fik at vide af lægerne, at hun godt kunne blive ved med at amme.

„Det skulle jeg ikke have gjort. Athena kastede op, og jeg blev endnu mere udmattet. Jeg måtte kaste håndklædet i ringen og opgive amningen,” fortæller Ann.

Athena får derefter flaske i en uges tid med det resultat, at Anns mælkeproduktion helt stopper. De fleste ville nok have valgt at lade amning være amning og fortsat med flasken, men da Ann kommer fysisk ovenpå efter sin operation, meddeler hun sin mand, at hun vil forsøge at amme Athena igen.

„Jeg havde det så skidt med at give hende flaske. Jeg har høfeber og har døjet meget med min allergi, og jeg syntes bare, at det var min pligt at give mine børn modermælk så lang tid som muligt for at minimere risikoen for, at de også skulle blive allergikere.”

Det blev en sej kamp. Ann drak ammete, hvidtøl, spiste en del og fik masser af ro, hvilket kun kunne lade sig gøre, fordi hendes mand tog ferie og tog sig meget af husholdningen og Nicklas. Men – når Athena blev lagt til, gad hun ikke spise. Ann var sønderknust og følte sig afvist.

Så fandt hun på kun at lægge Athene til sit bryst, når hun var mæt og glad, så hun bare vænnede sig til nærheden. Langsomt sørgede Ann for, at Athene var mere og mere sulten under seancen. Og en nat gav det bonus.

„Pludselig begyndte hun igen at spise hos mig. Jeg vækkede Jan og var helt overstadigt lykkelig. Næste morgen smed jeg alle vores flasker ud. Det kom jeg siden til at høre for, da vi stod og skulle bruge dem til vælling. Men det var totalt ligegyldigt i forhold til, at jeg igen ammede mit lille barn.”

AMNING ER HÅRDT ARBEJDE

Vi mødre skal lytte til vores egen intuition, lægge mærke til barnets signaler og ikke være blege for at bede om praktisk hjælp fra familie og venner, når der går koks i amningen. Det siger Mette Høstrup Petersen, som er ammerådgiver under foreningen Forældre og Fødsel. Hun hører om alt fra forkert sutteteknik til svamp på brystvorterne eller bekymringer over, om barnet nu får nok at spise. Eller for meget at spise.

„Så bliver de helt lettede, når jeg fortæller dem, at børn er forskellige, og at der er masser af babyer, som har behov for at blive lagt til med kortere intervaller. Det har mødrene måske allerede selv fundet ud af, men vil bare gerne lige bekræftes i, at det, de gør, er rigtigt. På den måde er min fornemmeste opgave faktisk både at lytte, støtte og rådgive”, fortæller Mette Høstrup Petersen, der er ammerådgiver på tredje år.

„Mit barn virker hele tiden sultent. Måske har jeg ikke mælk nok?“ – er et af de mest stillede spørgsmål. Mettes råd er, at moren skal gå ind i seng med sit barn og blive der, hvis muligt gerne i tre dage, og lad barnet sutte løs. Jo mere mælkekirtlerne bliver stimuleret, jo mere mælk producerer du.
Ammerådgivning i døgndrift

Mette Høstrup Petersen mener, at den vellykkede amning som udgangspunkt afhænger af at give mor og barn ro den første tid. Lige fra baby kommer ud, er det vigtigt at lægge det til brystet hud mod hud og ikke haste med at få det vejet, vasket og klædt på.

Efter hjemkomsten fra hospitalet er det vigtigt at nedprioritere vasketøj og andre pligter. Og så ellers bruge sin energi på at lære sit barn at kende og have troen på, at amningen nok skal komme til at fungere.