Veer i 26 timer

Det var torsdag eftermiddag. Danmark skulle spille VM fodboldkamp mod Japan, og min mand Thomas og jeg var sammen med mine to yngre søstre ude hos mine forældre for at spise middag og se kampen. På det tidspunkt var jeg gået elleve dage over terminen, og jeg var derfor forberedt på at blive sat i gang den følgende mandag.

Under hele graviditeten havde jeg haft mange plukveer, nogle kraftigere end andre, så da jeg ved 16-tiden torsdag eftermiddag begyndte at få regelmæssige veer, gjorde jeg ikke noget stort nummer ud af det. Da fodboldkampen begyndte, tog veerne dog til, og min familie var straks sikker på, at jeg var ved at gå i fødsel.

Så sideløbende med fodboldkampen, blev der nu lavet diagrammer og skemaer over veerne, deres varighed og hyppighed, alt sammen til min families store fornøjelse.

Ikke plads til dig her!

Klokken 23.00 skulle vi hjemad. Min mor synes, jeg skulle ringe til fødegangen på Herning sygehus. De sagde, at vi skulle komme forbi, og jeg var på det tidspunkt to-tre centimeter åben. ‘Tag hjem igen, sov, og slap af, men forbered dig på, at det tager til i løbet af natten’, var beskeden fra jordemoren på fødegangen, og vi tog derfor hjem igen.

Veerne fortsatte natten igennem uden at gøre rigtig ondt. Fredag morgen var de taget til, og der var seks-syv minutter imellem. Thomas var meget nervøs og ville have mig på fødegangen med det samme. Men jeg tog det mere stille og roligt, gik i bad og bevarede roen.

Jeg måtte ikke gå i panik, for så ville Thomas jo også bare gå i panik, og hvad skulle det gøre godt for? Nej, tiden var til at bevare fatningen og jordforbindelsen.

Da der var fem minutter mellem veerne, ringede jeg til fødegangen på Herning sygehus og sagde, at nu ville vi gerne derind. Beskeden var, at der desværre ikke var plads, og vi derfor skulle tage på Holstebro sygehus (en halv time fra Herning). Vi gik lidt i panik!

Pakkede bilen og kørte hurtigt af sted. Klokken nærmede sig elleve om formiddagen. Endelig nåede vi frem. Veerne tog stille af i kraft, men var stadig gode og regelmæssige. Så sad jeg ellers i en gyngestol de næste mange timer, mens Thomas og jordemoren ivrigt diskuterede kameraudstyr.

Helt uden bedøvelse

På et tidspunkt kunne vi høre smerteskrig inde fra en af de andre fødestuer, og jeg kom til at tænke på min fine ønskeseddel, som jeg havde skrevet for nogle uger siden.

Jeg ville gerne have både epiduralblokade og lattergas, og så ville jeg ikke ligge ned og føde. Jeg spurgte derfor jordemoren om, hvornår man skulle have bedøvelse, og hvornår det blev så slemt som den lidende kvinde, vi kunne høre.  Hun sagde, at hvis jeg skulle have haft bedøvelse, skulle det have været for lang tid siden, men jeg lignede ikke én, der havde ondt, så bedøvelse fik vi vist ikke brug for!

Wow. Den skulle lige sluges. Er der virkelig nogen, der sådan seriøst føder helt uden bedøvelse? Åbenbart. Jeg var nu ved at være ni centimeter åben, og det var tid til at tage vandet. Nu var der ingen vej tilbage.

Endelig begyndte presseveerne, men de blev meget uregelmæssige, og min krop var træt efter at have arbejdet i så mange timer. Thomas var hele vejen igennem en fantastisk støtte og skjulte fuldstændigt, at han var bekymret og ved at gå i panik flere gange.

Efter at have presset i cirka halvanden time, sagde jordemoren, at hvis han ikke kom ud nu, så ville de klippe.

Den melding gav det sidste skud energi, og Elias kom ud i ét langt stræk ved den næste presseve. Han havde det heldigvis godt, og var en stor flot basse på 4080 gram og 57 centimeter lang, og selvom det er en kæmpe kliché, så forsvandt alt, hvad der hed smerte, da jeg fik ham op til mig. Det var virkelig en ubeskrivelig oplevelse, dét at blive mor, og hvis jeg skulle gøre det igen i næste uge, ville jeg ikke tøve et sekund!?