Vi drukner vores børn i gaver og glemmer, at vi gør dem en bjørnetjeneste

KLUMME: Som mor til tre små børn køber jeg Mickey Mouse-T-shirts i vintagelook fra Zara og stakkevis af underbukser med Minions og Pikachu i H&M, for det er nemt, billigt og gør sig godt på Instagram. Og jeg putter blåbær, mango og avocado i madkasserne, for det er sødt på den sunde måde og ægte superfoods. Pyt med om tøjet er indfarvet af en seksårig i Bangladesh, eller frugten er fløjet ind.

I min velmenende iver efter at skabe den barndom, der er pænest på Instagram og i min bevidsthed, fortrænger jeg det efterslæb, jeg også forærer dem: oprydningsarbejdet. Alle nyhedskanaler, jeg orienterer mig imod, propaganderer ganske vist for bevidst forbrug, men det er ikke så enkelt at handle politisk korrekt og samtidig ”keep up with the Joneses”. Men (selv-)erkendelsen er vakt.

Alt det, vi forærer vores børn her og nu, giver dem et kolossalt arbejde senere. Ikke i kraft af nye farverige jobs i tekstilbranchen eller som fairtradeentreprenører på den anden side af jorden. Men med oprydning efter min generations misforståede generøsitet.

Skal en ændring være gennemgribende, må du starte med dig selv. Det minder den canadiske forfatter, journalist og aktivist Naomi Klein mig om, når jeg vakler. Hun har kommenteret på vores digitale og sociale bæredygtighed i mere end 20 år og skrevet aktivismebibler som ”No Logo” og ”This Changes Everything: Capitalism vs. Climate”. Gennemresearchede mastodontværker, der viser, hvordan markedskræfter skævvrider samfundet og gør vores verden mere grå og mindre grøn. Da Trump blev leder af den frie verden, var hun chokeret, indigneret og tændt. Klein skrev i al hast bogen ”No Is Not Enough”, der illustrerer, at vi ikke bare kan føre panderynkede samtaler, donere lidt til Greenpeace og købe en økologisk agurk i ny og næ. Vi skal ændre radikalt på vores tilgang til forbrug, transport og energiforsyning, hvis vi skal gøre os forhåbninger om en klode, der er værd at bebo for vores efterkommere.

Centralt står hendes budskab, som allerede har vakt genklang hos Generation Z: Vi skal ikke stemme os ud af problemerne, vi skal handle os ud af dem. Hvis vi vælger at belønne bæredygtige jobs – alt fra omsorgs- og plejearbejde til kunstprojekter og grøn teknologi – gør vi det lukrativt at agere bæredygtigt.

Men der er også mere fashionable måder at ændre vaner på. Mine yngre medsøstre viser vejen. Ifølge branchemediet Women’s Wear Daily vil Millenials hellere leje oplevelsen af at have det perfekte outfit på til gymnasiefesten, end de vil efterlade den miljøomkostning, der følger med at eje en kjole, som kun bruges en enkelt gang. Min unge praktikant, Astrid, approprierer sin mors garderobeguld til fabelagtige looks med Mulberry-taske anno 1980 og box-blazer, mens min millenial-mentee, Carina, deler klædeskab med sin søster til trods for, at de ikke bor sammen. De splejser om Ganni-kjoler og Nike-sneakers – halvt spild, dobbelt glæde. Og så er der Wear now, pay later-tendensen, der ikke har ramt danskerne endnu. En ny, stor forbrugstendens blandt 16-24-årige kvinder i England og USA, hvor et køb ikke er bindende, før gladiatorsandalen er testet derhjemme, eller clutchen er matchet op imod forrige sæsons festskrud.

Overforbrug skal også undgås gennem generations- genbrug og velovervejede investeringer fremfor modeluner, vi impulsivt akkumulerer. Ansvarlighed har aldrig været mere klædeligt. Og lur mig, om ikke min datter på tre en dag bliver gift i “noget gammelt, noget lånt, noget lejet og noget grønt”. Jeg gemmer min brudekjole fra 2006 og krydser fingre.