Copenhagen Fashion Summit

Eva Kruse: ”Det her er big business. Det er den vej, verden går”

Siden 2009 har Danish Fashion Institute årligt inviteret store modehuse, eksperter og debattører til København for at diskutere modebranchens fremtid med fokus på bæredygtighed. 12. maj går det løs igen. Og der bliver nok at tale om, fortæller Eva Kruse, administrerende direktør for Danish Fashion Institute.

Først hed det "CSR" – Corporate Social Responsibility. Så blev det "Sustainability". Og nu hedder "Responsible Innovation". Kært barn har som bekendt mange navne, og bæredygtig udvikling i modebranchen er ingen undtagelse.

12. maj afholder Danish Fashion Institute endnu engang verdens største event om bæredygtig mode, Copenhagen Fashion Summit, denne gang under paraplyoverskriften "Responsible Innovation". For det handler netop om innovation og om at gentænke forretningsmodeller, fortæller Eva Kruse, administrerende direktør for Danish Fashion Institute:

LÆS OGSÅ: Hvor "conscious" er H&M?

– Det her er ikke noget filantropisk projekt. Det her er big business. Det er den vej, verden går, og den vej, vi er nødt til at gå, hvis vi skal overleve som branche. Derfor handler det om innovation og forretningsudvikling. Og så skulle det også gerne være bedre for mennesker og for planeten, siger hun.

Hvad er målet med Copenhagen Fashion Summit?

– Målet er, at samle branchen omkring det at skabe en mere bæredygtig fremtid for mode. For os handler det om at få sat fokus på, at vi skal have ændret den måde, vi tænker og laver mode på. Der er allerede en bevægelse i gang, som går i den her retning, og vi vil gerne give branchens aktører en følelse af, at det gælder om at hoppe på toget nu.

Hvad ser du som de største udfordringer i forhold til at få branchen til at rykke mere på bæredygtighed?

– Modebranchen er en af verdens største industrier og også en af verdens mest ressourcekrævende, når det kommer til kemikalier, vand- og energiforbrug. Vi har også udfordringer i forhold til pesticider i dyrkningen af bommuld og miljøpåvirkning fra fragt. Og så er der desuden hele den sociale side af det. Meget af tøjet bliver jo lavet i lande med lav løn, og noget af det under kritisable arbejdsforhold. Så der er sådan set meget at tage fat i. Vi håber, at aktørerne på Copenhagen Fashion Summit kan lære af hinandens erfaringer og finde værktøjer, som de selv kan bruge videre.

Hvad tror du, at vi kommer til at tale om på det her område i 2016?

– Jeg tror, at vi kommer til at tale videre om produktionsforhold, men også om hyppigheden af kollektioner og tøjets holdbarhed. Deleøkonomi, genanvendelse og cirkulær økonomi kommer også til at blive noget, vi skal tale om. Modebranchen er jo bygget op omkring, at der hele tiden skal komme nyt, og at vi hele tiden skal have noget andet, end det vi har. Så det kommer vi til at diskutere, hvordan vi kan tackle.

LÆS OGSÅ: Laura vil lave luksusmodens svar på Airbnb

Copenhagen Fashion Summit er jo meget brancheorienteret. Er det ikke også vigtigt at nå ud til forbrugerne med budskaberne?

– Der er ikke nogen tvivl om, at forbrugerne spiller en vigtig rolle i forhold til de valg, de træffer, og det er vigtigt, at de også bliver klar over, at de er en brik i spillet. At hvis man kun betaler 50 kr. for en t-shirt, så kan man ikke regne med, at den har haft den bedste vej til verden. Men når det er sagt, så synes jeg først og fremmest, at det her er en brancheopgave. Det er industrien, der skal sørge for, at vi som modeforbrugere har et reelt bæredygtigt valg. Sådan er det ikke i dag. Det findes i begrænsede kollektioner, som H&M Conscious, det findes hos nogle få mærker, som har slået sig op på at være bæredygtige, men hvis det skal fungere bredt, så skal vi sørge for, at man har muligheden for at få de samme lækre modevarer som før i en bæredygtig version. Du kommer ikke til at få forbrugeren til at stå nede i Gucci-butikken og sige "Jeg køber den ikke, før den er bæredygtig".

– Selvfølgelig er det godt, hvis forbrugeren har en bevidsthed omkring de vilkår varerne er produceret under, men vi er nok også nødt til at indse, at vi ikke køber mode for at redde verden. Vi køber måske økologisk tøj til vores børn, men når det kommer til os selv, er der nogle andre ting, der også tæller. Det gælder også mig selv. Jeg køber økologiske fødevarer og går meget op i mit forbrug. Men når det kommer til tøj, så skal det altså først og fremmest klæde mig. Jeg skal kunne lide brandet, snittet og farverne – ellers køber jeg det ikke. Det nytter ikke noget, at det er økologisk, hvis det sidder dårligt på ryggen. Og det er derfor, at vi er nødt til at begynde udviklingen indefra med branchen.

Når du siger, at det her er "big business", betyder det så også, at I fornemmer, at forbrugerne efterspørger en ændring på dette område?

– Det er big business, fordi det viser sig, at det er en god forretning at begynde at kigge på sin fødekæde. Og så jeg tror da også, at forbrugerne vil honorere det. Men forbrugerne skal kunne lide brandet og designet. Og det er derfor, at det er vigtigt, at de store mærker, Adidas, Nike, de store luksusmodehuse, kommer med og går forrest.

– Modebranchen når ud til så mange mennesker, mange flere end mange andre industrier. Tænk hvis vi kunne gøre det cool at tænke sig om. At tænke over, hvad man bruger penge på, hvor længe man har det, og hvordan man bruger det. Jeg tror, at vi kunne gøre en kæmpe forskel.

Copenhagen Fashion Summit bliver afholdt i DR's Koncerthus 12. maj.

LÆS OGSÅ: Den store guide: Sådan bliver du bedre til at passe på dit tøj, din stil – og på verden

LÆS OGSÅ: Her skal du shoppe, hvis du tager både design og miljø alvorligt

LÆS OGSÅ:  Nyt, dansk brand sætter tempoet... helt......ned