Ane var fanget i et indre kaos: "Jeg ved, at mange kæmper med det samme"

Gennem det meste af sin barndom og ungdom var 34-årige Ane Brunes' liv præget af frygt, uro og følelsen af en indre kamp. Trygheden, forudsigeligheden og stabiliteten manglede, og det var for det meste en mørk periode. Samtidig har hun gode minder og tænker med taknemmelighed på de mennesker, der var der for hende.

– Alligevel gjorde det daglige pres og angsten, at jeg mistede meget, og jeg levede ikke livet som de fleste børn og unge på min alder. Disse oplevelser har utvivlsomt formet mig til det menneske, jeg er i dag.

Ane kan ikke sætte fingeren på, hvornår angsten kom ind i hendes liv, men hun ved, at det var på et meget tidligt tidspunkt. Så tidligt, at hun ikke kan huske en tilværelse uden angst. Den kom til udtryk gennem en stærk følelse af panik og uro, som den unge pige ikke havde ord for.

I folkeskolen fik hun diagnosen agorafobi, som bl.a. indebærer en hæmmende frygt for at opholde sig alene udenfor hjemmet, især på steder hvor der er mange andre mennesker og hvor man oplever, at det er svært at komme væk.

– Mit værelse derhjemme blev et trygt sted. Jeg følte mig som fanget i mit eget indre kaos. Det var som om, at kroppen og hovedet ikke ville samarbejde. Selv forstod jeg ikke, hvad det var, og det gjorde mine omgivelser heller ikke i starten.

– På den tid var der lidt viden omkring en sådan diagnose og endnu mindre forståelse. Det er svært for et barn at skulle sætte ord på psykisk smerte. Og måske endnu sværere at blive taget alvorligt og forstået, siger Ane.

Altopslugende angst

Angstfølelsen var der i store dele af hendes hverdag. Den slog ud både fysisk og psykisk. Ane oplevede hjertebanken, vejrtrækningsproblemer, svimmelhed, udmattelse og kvalme. Hun endte med at overanalysere alt, var konstant på vagt og kæmpede hele tiden for at have kontrol over sine omgivelser.

– Angsten styrede min dag og mine tanker. Efterhånden var den fuldstændig altopslugende. Selv ret små ting kunne føles uoverkommelige og overvældende. Fra tidlig alder lærte jeg mig selv strategier for at overleve, men jeg levede jo ikke.

Tvungne handlinger

Ane lægger ikke skjul på, at det føles både sårbart og smertefuldt at se tilbage på alt, hun gik glip af som ung. Gennem alle årene var skolegangen en konstant kamp. De få dage, hun formåede at møde op sammen med klassekammeraterne i klasseværelset, var Ane sjældent til stede mentalt.

– Jeg var der fysisk, men min krop og mine tanker var konstant i fuld alarmberedskab. Jeg blev desværre mødt med mobning og manglende forståelse for min situation, både fra jævnaldrende og voksne.

I dag ved hun, at omgivelserne nok ikke ville hende noget ondt, men at det i høj grad handlede om uvidenhed. Hendes angst var 'usynlig'. Det er svært at forstå noget fuldt ud, som man ikke selv har oplevet på egen krop, påpeger Ane.

– For mig var det alligevel utroligt smertefuldt at blive mødt, som jeg gjorde. Det forstærkede bare den følelse, jeg allerede kendte alt for godt: At være alene og anderledes end de andre. Tærsklen for at kæmpe sig tilbage til skolebænken blev om muligt endnu større.

– Det kom til et punkt, hvor jeg ikke vidste, om jeg orkede at leve længere. Jeg ville slippe den indre kamp og tanken om, at jeg altid skulle være på vagt. Men inderst inde vidste jeg jo alligevel, at det ikke var den rette udvej, siger Ane stille.

Tvungne handlinger var der nok allerede fra barndommen. Alligevel fik hun først stillet diagnosen OCD for et år siden. Ane giver et indblik i, hvad det indebærer for hende:

Krydderierne skal stå i alfabetisk rækkefølge. Alt i opvaskemaskinen skal være i et bestemt system. Den samme tøjvask tages flere gange for at være sikker på, at den bliver helt ren. Sengetøj, som ligger pænt foldet i skabet, går i vaskemaskine og tørretumbler, før det kan lægges på sengen.

– Jeg kan ikke drikke den sidste rest i mælkekartonen, selvom jeg netop har fyldt et glas. Om natten kan jeg stå op for at ændre ting på badeværelset. Toilet og bad vaskes hver aften. Hvis venner på besøg sætter ting i opvaskemaskinen, har jeg problemer med at koncentrere mig om samtalen. Når de er gået, sætter jeg alt ind på ny, fortæller Ane.

Det vigtigste har været at blive bevidst om, hvordan disse mønstre påvirker hende, og hvordan hun kan arbejde med dem i hverdagen. Alle værktøjerne ligger der, men de skal bruges i rigtig rækkefølge. Det kan være ting som at prioritere weekenderne rigtigt og ikke køre sig fuldstændig ud, for så rammer det om mandagen.

– Jeg må sige til mig selv, at jeg ikke behøver gøre alt samtidig. Ofte har jeg behov for at hjælpe andre og glemmer at tage hensyn til, hvad jeg selv har brug for. Alenetid er vigtig, og jeg må fokusere på det, der giver energi.

Tør drømme

De senere år har været præget af både hårdt arbejde og mange nye og værdifulde erfaringer. Det har til tider været hårdt, og det har kostet, men Ane er ikke i tvivl om, at det har givet hende livet tilbage. 

Da hun af lægerne fik fortalt, at hun gik mod at blive ung førtidspensionist, vidste hun med det samme, at det var uaktuelt.

– Ikke fordi der er noget galt i det, men jeg vidste, at jeg havde så meget mere i mig. For mig ville det være et mål og en stor sejr at studere og senere være erhvervsaktiv. Valget, jeg tog, har betydet alt, siger Ane, som i dag er fodterapeut.

Hun har lært at stå fast i det, der er svært, og samtidig følt en sejr og en følelse af at leve. Mens trygheden og komfortzonen tidligere var det normale, vover hun nu at gå udenfor den.

– Jeg har fundet en god balance i hverdagen og indset, at det ikke er en luksus, men en ren nødvendighed for, at både min familie og jeg skal have det godt.

Angsten er stadig en del af hende, men den styrer ikke længere livet og hverdagen. Ane er blevet god til at genkende signaler og uhensigtsmæssige mønstre. Tvangstanker må hun leve med, men hun har lært, hvordan hun kan møde dem, så de ikke tager helt over.

– Jeg finder meget glæde og energi ved at tilbringe tid i naturen, enten alene eller sammen med andre, og jeg dyrker isbadning. Træning, tilstrækkelig søvn, struktur i hverdagen og at omgås de mennesker, der giver mig energi, er helt afgørende.

At dele livet med nogen er meget udfordrende, oplever Ane. Samtidig tror hun, at det er svært at leve med en som hende, der bærer på dybe sår, stærke minder og hårde oplevelser. Trods en stærk tilstedeværelse og trang til at skabe relationer, kan hun være svær at komme ordentligt ind på.

– Hver eneste dag lærer jeg noget nyt, og jeg tror, at dem,  jeg bor med, lærer lige så meget tilbage. At få være en del af en familie har på mange måder hjulpet mig til at se både fremad og indad i mig selv, siger Ane taknemmeligt.

Drømmene, hun bærer på, er mange – nogle store og nogle små. Fremfor alt ønsker hun at leve et liv i frihed. At stå fast i den hun er, men samtidig stadig tage nye skridt og vokse videre, selv når vejen kan føles tung.

– I dag er mit liv meget godt, og jeg har opnået så meget, jeg tidligere aldrig havde turdet drømme om. En vigtig del af bearbejdelsen har for mig været at få skrevet min historie ned, og drømmen er at få udgivet en bog.

– Jeg ved, at mange mennesker desværre kæmper med det samme, som jeg har været igennem, og jeg møder folk, der fortæller, at de på grund af angsten ikke kan holde fast i et job. 

– Min historie viser, at forandring er mulig, og jeg vil gerne give andre troen på, at der med stærk viljestyrke findes håb, fortæller Ane.

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.

LÆS OGSÅ

Marko søgte én at få et barn med - så skrev Christina til ham

Hvad gør man, når man brændende ønsker sig et barn, men af den ene eller anden årsag ikke passer ned i den stereotype kernefamiliekasse? Man begynder af babydate. Så det gjorde Marko og Christina.