Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Anna Arendse
Foto: Amalie Louise Larsen Da Anna Arendse Thorsen er 20 år gammel, bliver hun diagnosticeret med skizotypi - light-udgaven af skizofreni.

Anna Arendse lider af skizotypi: Jeg er syg i hovedet, men også helt normal

Som 20-årig blev Anna Arendse Thorsen diagnosticeret med skizotypisk sindslidelse. En diagnose, som har efterladt hende med panikanfald og selvmordsforsøg, men som også tillader hende at være kreativ og hensynsfuld. Anna Arendse er nemlig ikke bare syg i hovedet. Hun er også ganske normal.

"Jeg har altid troet, at man først bagefter opdager, hvilke begivenheder der har forandret én. At man ingen mulighed har for at stoppe op, når tingene sker, og vide, at dét her øjeblik, det kommer til at betyde noget. Men sådan var det ikke med mit første anfald."

Anna Arendse filtrer pandehåret ud af øjenvipperne og retter sig nervøst på café-stolen. Passagen er fra hendes nye roman ”Filterløs” om pigen Alma, der kæmper med en ulmende psykisk sygdom.

Men følelserne er ikke blot ord på papir – de er Anna Arendses egne.

De sidste fem år har den 25-årige forfatter, debattør og studerende båret rundt på diagnosen skizotypi – der også er kendt som skizotypisk sindslidelse. En diagnose, der bedst kan beskrives som lightudgaven af skizofreni, og som i Anna Arendses tilfælde er resulteret i løbske tanker og panikanfald. 

Pludselig kan hun ikke trække vejret. Omgivelserne trækker sig sammen om hende, og hun hyperventilerer. På de 15 minutter, et angstanfald typisk tager, føler Anna Arendse, at hun skal dø.

”Himlen faldt ned over mig, omgivelserne sløredes og trak sig sammen omkring mig. Jeg skal dø. Sveden på min krop føltes kold, blusen klæbede til min hud. Jeg mærkede livet lukke sig om mig. Jeg skal dø.”

– I de minutter, det tager, siger jeg ikke ret meget. Jeg græder bare. Det er ligesom at løbe et maraton, fordi hele din krop er i beredskab, siger hun til ALT.dk, der har sat den nyudklækkede forfatter stævne på en café i sommersolen. Hun smiler lidt og tilføjer så:

– Så snart anfaldet er overstået, ved jeg godt, at det, der skete, var et angstanfald. Det er det, det betyder. Det, de snakker om. Det er lidt det samme, der sker, når man får sin første orgasme. Så tænker man: Okay, det var det, de talte om.

Ifølge amerikanske studier vil godt 1 ud af 50 rammes af skizotypi på et tidspunkt i deres liv, hvoraf hovedparten vil være mænd. Symptomerne spænder bredt og rammer som oftest forskelligt alt afhængigt af personen – lige fra forstyrrelser i tankemåde og følelsesliv til usædvanlig adfærd, skriver Psykiatrifonden.

Mens den skizofrene vil have hallucinationer og psykoser, vil den skizotypiske snarere føle sig følelsesforladt eller tom.

For Anna Arendse er det bekymringerne, der fylder mest. De rumsterer konstant, og har hun først fået en tanke, kan den være umulig at lægge væk igen.

– Det kan være alt muligt åndssvagt. Bittesmå ting som ”åh nej, jeg har ikke svaret på den her Messenger-besked fra min veninde, og nu er hun helt sikkert sur på mig”. Jeg laver også altid alt for mange aftaler, fordi jeg er pissebange for, at nogen skal blive vrede. Og så er der katastrofetankerne og dødsangsten. Øjeblikke, hvor min logiske sans sættes ud af kraft, og hvor jeg har behov for, at mine venner og familie afhjælper de urealistiske tanker, forklarer hun.

Anna Arendse

Hende, der døde

I dag ved Anna Arendse nøjagtigt, hvad der sker, når panikken manifesterer sig en gang hver tredje til fjerde måned, eller når tankerne begynder at buldre i en overdreven fart. Hun får medicin, der hjælper symptomerne på vej, og hos OPUS, et tilbud om psykosocial behandling til unge, kan hun få afløb for nogle af sine tanker.

Hun ved også, at hun skal huske at trække vejret, og at panikken slipper sit greb ti, femten eller tyve minutter efter, den har indtaget hendes krop.

Men sådan har det ikke altid været.

Som barn var Anna Arendse det, man i dag bedst vil beskrive som særligt sensitiv. Men da hun fylder 19 år, begynder hendes symptomer at blive markant værre. Anfaldene ankommer cirka med samme præcision som en kvindes cyklus, og hun udvikler en konstant følelse af at være overvåget.

Det er, som om alle kan kigge med i hendes bragende tankemønstre.

”Der kom silhuetter imod mig fra begge sider af det brede fortov. Deres blævrende, hvide øjne spærrede sig vidt op ved synet af mig. Stikkende blikke borede sig ind i mit kød, deres tentakler greb frem imod mig, mine ben accelererede og jeg spænede væk.”

– Jeg følte, at hele København kunne kigge på mig, selvom jeg sad bag en lukket dør på mit værelse på Nørrebro. Det samme følte jeg, når jeg gik på gaden. Det var, som om folk kunne se på mig, at jeg ikke var rigtig. At der var noget galt, forklarer hun, imens hun gestikulerer med sine hænder.

I virkeligheden var præcis det modsatte dog gældende. Anna Arendse var blevet så god til at skjule sine tanker, at ingen rigtigt vidste, hvordan hun havde det.

Derfor var der heller ingen, der vidste, at hun i den periode udviklede seriøse selvmordstanker.

– På det tidspunkt har jeg en fornemmelse af, at der hele tiden er en udvej. Jeg kan huske, at jeg hele tiden tænker, at hvis det går helt galt, så må jeg jo gøre en ende på det. Det var lidt den sidste exit. Hvis jeg ikke kan finde ud af at leve, så skal jeg jo dø, siger hun og holder en kort tænkepause.

– Jeg forsøger også at finde min rolle i livet. Jeg har tidligere haft fornemmelsen af, at jeg har været den grimme veninde, så blev jeg den dygtige i skolen eller den sjove og den kreative. Nu tænker jeg, om jeg kunne have en ny rolle i min omgangskreds: Hende, der døde. Og det er en enormt selvisk tanke, indrømmer hun.

”Jeg lagde armene på bordet og gemte ansigtet i dem. Klemte øjnene sammen og ønskede at min krop ville pulveriseres til atomer og smelte væk. Hvor som helst.”

Anna Arendse

Kebab og iste

Selve forsøget skete i en mikropsykose en sommerdag i 2013.

Pludselig følte Anna Arendse ikke, at hun havde andet valg - konsekvenserne var overflødige. Ligegyldige. Og hun var egentlig aldrig i tvivl om, hvorvidt hun skulle gøre alvor af sine tanker eller ej.

Tvivlen kom først bagefter.

– Jeg kan huske at nogle af de stærkeste følelser bagefter, da det hele blev afværget, var, at nu bliver verden aldrig god igen. Jeg kommer aldrig til at smalltalke igen, jeg kommer aldrig til at grine igen. Fra nu af vil alting være lort. Du vil altid blive holdt øje med, og du vil altid være hende den syge, der gjorde det her, fortæller hun og nævner aldrig selvmordsforsøget med ord. I stedet tænder hun en smøg. Sådan en samtale kræver lidt nikotin.

Selvom der ikke går mere end et par dage, før Anna Arendses stedfar siger noget, hun ikke kan lade være med at grine af, er det næste halve år mest af alt præget af sorg. Hun kan ikke særligt meget selv og nærer en konstant frygt for, at hun en dag kan finde på at gøre det samme igen.

”Oplevelsen havde vist mig, hvad mine tanker alene var i stand til, og pludselig havde jeg fået en ny ting at frygte: Jeg begyndte at blive bange for at blive bange.”

Når hun ikke går til psykologsamtaler, får Anna Arendse tiden til at gå med at skrive dagbog og se serier. Læse dameblade og bide negle. Tankerne holder hun beskæftiget ved at tænke på de ting, hun gør: ”Nu skal du bare spise”, ”nu laver han en u-vending” og så videre.

Vigtigst af alt tegner hun.

Vanvittigt detaljerede tegninger af alle de ting, hun kan lide. Af en kebab og et par nye sneakers. Af en mand i stramme bukser og en iskold iste.

– Jeg gør det, fordi jeg føler, at jeg skal finde tilbage til, hvad det er for ting i livet, jeg godt kan lide. Jeg var kommet til den konklusion, at der ikke var noget ved livet, som jeg kunne lide længere. Og det skal jeg prøve at bygge op igen. Så jeg starter med de helt, helt små ting, fortæller Anna Arendse og puffer den store, lyse manke endnu større. Talestrømmen falder fuldstændig uberørt af de mange mennesker, der spiser frokost i solen omkring os.

Tegninger: Anna Arendse

Syg, men også helt almindelig

I dag er listen over ting, hun kan lide, alt for lang til at transformere sig til detaljerede tegninger.

Diagnosen er stadig allestedsnærværende, men på mange måder er Anna Arendse nøjagtigt som enhver anden 25-årig, der læser på universitetet og får sommerfugle i maven over sin kæreste, Søren.

Hun drikker kaffe, skriver kronikker og læser bøger. Ler, holder fester og tager på Roskilde Festival. Hele ugen. 

En god nattesøvn, væske og sund mad kan holde hovedet koldt længere.

– Jeg er også blevet bedre til at bruge min logiske sans. For det er den, jeg mister, når jeg har et angstanfald eller bekymrer mig meget. Jeg glemmer, hvad der er realistisk, og hvad der ikke er. Hvis jeg føler, at jeg ikke kan få vejret, siger jeg f.eks. til mig selv: ”Okay, den her følelse kender du godt. Du ved godt, at det er et angstanfald, hvis du tænker dig ordentlig om, og du ved, at det går over igen, siger hun og lader for første gang kroppen slappe helt af.

"Jeg kravlede af ham og krøb tæt ind til ham, lagde kinden på hans fugtige bryst, mærkede hjertet dunke på indersiden. Han tog mig om håndleddet. "Du ryster," sagde han. "Jeg skælver," løj jeg." 

Anna Arendse

Måske er rask ikke et ord, Anna Arendse nogensinde vil kunne knytte til sig selv. Men det er også okay, forklarer hun. I stedet er symptomerne blevet en del af hendes personlighed. Hun er ganske enkelt bare typen, der overtænker tingene i en overdreven grad.

– Førhen var jeg meget opsat på at vise, at jeg har været syg, men jeg er rask nu. Nu er jeg nået til, at jeg godt kan være en succes med min diagnose. Jeg kan godt bære den og samtidig være ambitiøs og social, siger hun.

Selvom psykisk sygdom som oftest går i arv, er Anna Arendse derfor ikke bange for, at hun en dag kan risikere at give sine udfordringer videre. Hendes drømme er på mange måder lig de fleste andres, og det er planen, at der en dag skal gøres noget ved familielivet. 

– På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg ikke kan få børn, før jeg ikke har skizotypisk sindslidelse mere. Men det er ikke sikkert, at jeg nogensinde ender der. I dag er jegikke bange for at få et barn, der er psykisk syg, fordi jeg ved, at man sagtens kan være psykisk syg og stadig have et fantastisk liv. Jeg er mere bange for, at jeg skulle få det så dårligt igen, at jeg ikke kan tage vare på et barn, fortæller hun og konstaterer, at der dog først er andre ønsker, hun skal have krydset af listen.

Herunder at nedbryde forestillingen om, at lidelser, der starter med skizo er lig med gummiceller og spændetrøjer, som man kender det fra gyserfilmens verden.

At det er noget, man skal være bange for.

– I stedet kan folk forhåbentlig tænke på mig. Den vil jeg gerne tage på mig. Du må gerne tænke på mig som hende den psykisk syge, hvis det kan være med til at skabe en udvikling i den måde, vi taler om psykisk sygdom på. Jeg har altid kunnet tale, og jeg tænker, at jeg skal bruge min stemme på det her, fortæller hun og henviser til de mange kronikker og tekster, hun allerede har skrevet i diverse medier.

Heldigvis har hun jo stadig mulighed for at kunne tale og skrive for sin sag.

– Når jeg kigger tilbage i dag, tænker jeg: Tænk, hvis jeg kunne have set alt det, jeg har nu. Hvis jeg kunne se, at jeg ville møde den her fantastiske mand, at jeg ville skrive en bog, at jeg kunne få topkarakterer på mit studie. At jeg kan være stolt af mig selv. Tænk, hvis jeg var gået glip af alt det, siger hun, inden hun tager det sidste hiv af den nedbrændte cigaret. 

Passagerne i kursiv er fra Anna Arendses bog "Filterløs". ALT.dk har fået tilladelse til at bringe dem i artiklen. 

Filterløs af Anna Arendse Thorsen

Anna Arendse Thorsens bog ”Filterløs” om pigen Alma, der kæmper med psykisk sygdom, kan købes i alle landets boghandlere fra august.

Bogen er en autofiktiv roman, som primært er henvendt til unge voksne, og som udkommer på forlaget Vild Maskine.

Filterløs – 199,95 kr.

Hvad er skizotypi?

Skizotypisk sindslidelse er en personlighedsforstyrrelse, der oftest viser sig i fortolkninger og forestillinger om omgivelser og medmennesker, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Patienterne kan have paranoide eller mistroiske ideer, der for eksempel kan handle om, at andre er vrede på dem, som i Anna Arendses tilfælde. For nogle betyder disse forestillinger, at de udvikler social angst eller isolerer sig fuldstændigt.

Symptomerne på skizotypi kan være excentrisk opførsel, isolation eller nedsat evne til at tage kontakt til andre. Derudover kan patienter opleve at få bizarre eller paranoide ideer eller have overdreven grublen. På følelses-siden kan patienter opleve, at de ikke har empati, får upassende følelser eller ikke finder glæde ved ting, som de ellers har været glad for. Ligeledes kan det ske, at patienter oplever kortvarige psykoser med intense illusioner, hallucinationer eller vrangforestillinger.

Det er imidlertid vigtigt at fastslå, at ikke alle patienter med skizotypi oplever de samme symptomer, da det kan variere meget fra person til person.

Kilde: Psykiatrifonden, Det Sociale Netværk, Region Sjælland

Her kan du få hjælp

Kender du nogen, der kæmper med psykisk sygdom, og som har brug for hjælp? Kontakt da et af følgende steder:

  • OPUS på telefon 38 64 31 70
  • Psykiatrifonden på telefon 39 25 25 25
  • Børns Vilkårs Børnetelefon på telefon 116 111
  • Livslinien på telefon 70 20 12 01
  • De fleste kommuners akuttelefoner
Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi, Samfund, Interview, Sygdom, Ungdomsliv og Bøger