Kortspil blev en afgørende faktor i hendes liv: ”Jeg er ikke i balance, hvis ikke min hjerne udfordres”

Nu troede vi lige, at vi havde styr på det. 10.000 skridt om dagen, styrketræning tre gange om ugen, søvn i 8 timer og cykel til og fra arbejde. Men nej. Bedst som vi troede, vi vidste alt om, hvordan vi holder os sunde, kom der endnu en kropsdel, der kræver vores energi: hjernen.

Men inden du bliver modløs, så er der en god nyhed. Hjernetræning er langt mere underholdende, berigende og ligefrem livsbekræftende, end man skulle tro. Ikke overbevist? Så læs med her.

Marie Louise Wedel Bruun er en stilsikker intellektuel, der i mange år var redaktionschef på dansk Elle, og som i dag er selvstændig redaktør, kulturskribent og litteraturanmelder ved Berlingske. Og så er hun inkarneret bridgespiller siden 2001.

"Meget tidligt i mit liv erkendte jeg, at det at aktivere min hjerne var afgørende for mit velbefindende. Jeg er simpelthen ikke i balance, hvis ikke min hjerne udfordres og stimuleres. Derfor havde jeg for eksempel også freelancearbejde under begge mine barsler," fortæller hun.

Men kærligheden til at træne hjernen med bridge opstod ved en tilfældighed.

"Min veninde og jeg ville gerne gå til noget sammen, men var – og er – ikke fitnesstyperne. Hendes bror spillede bridge, og da min familie altid har spillet kort og andre spil, var jeg med på den. Vi har aldrig set os tilbage og spiller stadig – jeg dog mere end hun.

For Marie Louise Wedel Bruun er bridge meget mere end bare en leg mellem venner. Det er blevet en helt afgørende faktor i hendes liv.

"Bridge er nok det mest udfordrende af alle kortspil. Der er ikke kun det held og den tilfældighed, man forventer af en leg, men faste regler baseret på grundige analyser og statistik.

Jo bedre du kan reglerne – eller kan udvikle dem – jo bedre resultater. Med det sagt er intet dog givet, fordi der også er et ukontrolleret element af held og tilfældighed, der beror på kortenes blanding, modstandernes evner og så din egen psykologiske sans," forklarer hun.

Og den mentale træning, hun har fået gennem bridge, hjælper hende også i andre dele af hendes liv.

"Jeg har altid været god til at koncentrere mig, fordi jeg er en dedikeret boglæser, men det har skærpet min performance-evne, fordi spillet er nu, uanset hvordan jeg har det fysisk eller mentalt. Og så har det skærpet min forståelse for, at det at hvile på nogle regler kan gøre den afsluttende kreativitet endnu mere tilfredsstillende."

Hjernen kræver træning

I 2019 satte Experimentarium i en udstilling særligt fokus på hjernens behov for træning. I den forbindelse fortalte Ellen Garde, der er hjerneforsker ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet, at hvis vi træner vores hjerne og giver den nye udfordringer livet igennem, så holder vi den frisk og stærk. 

"Det er vigtigt, at man udfordrer hjernen og prøver nye ting. Hvis man altid gør det samme, kører man lidt på nogle faste motorveje," siger Ellen Garde.

"Det er de nye udfordringer, der skaber nye forbindelser i hjernen og gør den mere stærk og mere robust. Ved at gøre mange forskellige, nye ting på samme tid, bringer man mange områder i hjernen i spil. De skal kommunikere, og det skaber nye forbindelser."

Og netop her kan det være godt med spil og aktiviteter, der ikke er en del af vores almindelige arbejde eller faste rutiner. Det bekræfter neuropsykologen Dr. Nicole Kochan fra universitetet UNSW i Sydney, Australien, i en artikel fra 2021.

"Undersøgelser viser, at grupper af mennesker, der har deltaget i komplekse, mentalt stimulerende aktiviteter som krydsord og sudoku, har lært et nyt sprog, fået en ny hobby eller endda lært at bruge ny teknologi har en lavere risiko for demens.

For eksempel viste en undersøgelse, at ældre, der gennemgik intensiv træning af færdigheder som at bruge forskellige apps på en iPad eller digital fotografering, klarede sig bedre på hukommelsestest end kontrolgrupper, der ikke modtog undervisningen."

Samme gode resultater ses hos ældre, der træner komplekse puslespil, lærer nye kreative måder at udfolde sig på såsom maling eller keramik eller sætter sig ind i, hvordan internettet fungerer.

"Fordelene ved stimulerende kognitive aktiviteter er, at hjernen opbygger en ”kognitiv reserve” over et helt liv, som kan hjælpe med at modstå hjerneændringer forbundet med aldringsprocessen. Den fungerer som en buffer overfor de patologiske hjerneændringer, der forbindes med aldersrelaterede neurokognitive lidelser, såsom Alzheimers sygdom, og reducerer eller forsinker potentielt kognitiv tilbagegang," forklarer Nicole Kochan.

Med andre ord: hvis du har trænet hjernen gennem et langt liv, bliver den mere modstandsdygtig, når aldringsprocesserne sætter ind. Og hjernetræningen kan faktisk være decideret sjov, fordi den finder sted, når vi spiller skak eller bridge, lægger puslespil eller lærer nye komplekse computerspil.

Musklen vi har overset

Men hvorfor er det vigtigt at holde sin hjerne i form? 

"Det er, fordi hjernen på mange måder fungerer som en muskel; jo mere man træner den, jo bedre bliver den. Den er under konstant påvirkning fra omgivelserne, så det, du fodrer den med, er det, den næres fra. Hvis du kun bruger den ensformigt, risikerer du at udvikle sygdomme som Parkinsons og demens," forklarer Imran Rashid, der er læge og som har skrevet og holdt foredrag om mental sundhed i 15 år.

"Vi taler meget om ældre, der virker ungdommelige eller åndsfriske. Og dette mål om at være ”åndsfrisk” opnår vi, når hjernen udsættes for varierede former for belastning og indtryk. Og så er det afgørende, at vi ikke bare fylder på.

Pauserne er der, hvor hjernen får mulighed for at bearbejde og optage den nye viden – på samme måde som at kroppens andre muskler skal restituere mellem træningspas. Hvis det stod til eksperten, havde vi strukturelt og personligt et langt større fokus på at træne vores mentale sundhed – særligt fordi vi i årevis har fokuseret så ensidigt på kostråd og træningstips."

"Vi har ikke en krop, vi er en krop. Og hjernen er en del af den. Vi ved masser om kost og motion, hvordan vi forebygger hjerte-kar-sygdomme og andre livsstilssygdomme. Men vi har slet ikke forebygget den mentale sundhed. For hvis det var tilfældet, ville vi aldrig have indført længere skoledage og lange væg til væg-møder. Forskning viser, at vi maksimalt kan koncentrere os i lommer af 30 minutter ad gangen, og at det, der stimulerer hjernen, er pauser, powernaps og alsidighed."

Søvn frem for alt

Når det kommer til hjernetræning af børn og unge, er søvnen det sted, vi ifølge Imran Rashid skal sætte ind først. 

"Alle de sanseindtryk vi udsættes for, og som sker i særligt voldsom grad i et informationssamfund, bliver lagret og bearbejdet i hjernen. Man kan forestille sig det som stakken af beskidte tallerkener, glas og bestik efter en hel dags måltider.

Om natten bliver al den information – opvasken – ”skyllet af” og stillet i orden i ”opvaskemaskinen”. Afbryder du søvnen eller forsinker den med skærmbrug og blåt lys, svarer det til, at du afbryder opvaskeprogrammet, inden tallerkenerne er nået at blive rene."

Men udover søvnen skal vi ifølge Imran Rashid allerede fra en tidlig alder balancere mellem den reaktive adfærd – rutiner og vaner som at børste tænder, cykle i skole, spise den samme morgenmad hver dag – og så den aktive adfærd, hvor vi udfordrer hjernen med ny viden, møder med nye mennesker og nye sanseindtryk.

"Vi skal vælge, hvad der skal få lov til at påvirke hjernen, for ellers ryger vi bare ned i den reaktive adfærd, hvor vi handler uden egentlig at registrere det. Det er nemmere at handle aktivt, hvis du udover at være veludhvilet også sørger for at bevare et stabilt blodsukker, hvor du spiser inden, at du bliver for sulten og derfor tyer til energikilder som sukker og koffein, der giver en hurtig stimulans efterfulgt af et nyt dyk.

Ligesom alle andre muskler i kroppen så har hjernen brug for adgang til næringsstoffer, der optages langsomt og ikke bare kaffe og fastfood."

Når vi bliver ældre, er udfordringerne nogle andre. Der er vores hjerne mere stivnet, vores rutiner og tankemønstre mindre elastiske, og allerede fra omkring 25-års alderen bliver det sværere for os at lære nyt.

"Frontallapperne er først vokset sammen midt i 20’erne, men derefter går det kun ned ad bakke. Det paradoksale er, at det er omtrent på samme tidspunkt, at vi træder ind på et ydrestyret arbejdsmarked, hvor der er store krav til, at vi skal kunne omstille os hurtigt, modtage nye viden og omgås mennesker, vi ikke selv har valgt at være sammen med.

Samtidig kan vi føle os truet på vores eksistens, fordi vi har brug for den månedlige løn for at kunne betale regninger og overleve. Og oveni i det skal vi så også lære at manøvrere i en digitalt forurenet hverdag. Derudover er det en kæmpe udfordring i tiden, at mange af os har svært ved at passe vores vigtige søvn på grund af for meget arbejde, for mange bekymringer og et overforbrug af skærmtid," forklarer Imran Rashid.

Og det er her, at vi med fordel kan sætte ind med træningen – uanset om det er bridge, skak eller et nyt sprog.

Du bliver, hvad du klikker

"Det er træningen af hjernen, der gør os mentalt stærke og modstandsdygtige. Og her er det vigtigt, at det er ”økologisk” træning. Noget hvor din hjerne skal lave et manuelt arbejde og møder modstand.

Så ja, det kan godt være Wordfeud, sudoku eller kryds og tværs, hvor du udsætter dig selv for hovedbrud, men det er endnu bedre, hvis du udsætter dig selv for hjernestimulering i samspil med andre," siger Imran Rashid.

"Det er vigtigt, at vi sørger for at smage nyt, lugte nyt og komme ud blandt nye mennesker. Det er de følelsesmæssige påvirkninger – dem, der ræsonnerer med os på et dybere plan – som påvirker hjernen bedst. Når vi føler, at vi er del af noget større, og vi indgår i en relation til andre. Det er også derfor, det er så vigtigt for ældre menneskers åndsfriskhed, at de fortsat indgår i forpligtende fællesskaber – også når de ikke er på arbejdsmarkedet længere.

Det kan være foreningsliv, passe børnebørn, frivilligt arbejde. Det er den type aktiviteter, der er med til at opretholde en balance mellem vores kravsbetonede og lystbetonede liv, det aktive og det reaktive liv; en balance der kan være svær at finde, hvis du ikke har noget i dit liv, som du skal møde op til."

Imran Rashid understreger derfor også, at uanset om du kaster dig over en ny sportsgren eller et nyt sprog, så er gevinsten størst, når aktiviteten er knyttet til et fællesskab.

"Filmen ”Italiensk for begyndere” viser ret fint, at det, der er særligt ved sprogkurset, ikke kun er det nye sprog, de skal lære, men også det nye fællesskab, de skal indgå i. Tiden, vi investerer i at lære noget nyt, er bedst brugt, hvis den også giver os en værdi på et følelsesmæssigt plan. Det handler ikke bare om at hakke aktiviteter af på en liste, men om at forglemme dig selv og blive del af et større fællesskab."

Opfordringen fra eksperten går på, at vi nærer de aktiviteter, der kræver fordybelse og fællesskab, samtidig med at vi luger ud i de påvirkninger, der fører til den rent reaktive adfærd.

"Vores fokus bør være på at leve mentalt økologisk; at vi er lige så opmærksomme på den åndelige føde, som den fysiske føde. Du bliver ikke bare, hvad du spiser; du bliver også, hvad du klikker på. Læser du bøger, der skaber nye tanker og refleksioner, eller kaster du dig ud i en dødsspiral med mental fast food på din telefon?

Sociale medier og deres kommercielle interessenter lever af vores mentale mistrivsel; jo dårligere vi har det med os selv, og jo mere reaktive vi er, desto lettere er vi at lokke til at købe noget nyt.

På samme måde skal vi opsøge de mennesker, vi har et værdifællesskab eller deler interesser med – dem, hvor vi kan connecte på et meningsfuldt plan; ikke bare de mennesker der er populære eller som der er prestige i at kende. Det er de dybe og forpligtende relationer, der nærer og træner din hjerne."

Forbilleder på 88 år

For Marie Louise Wedel Bruun er det en naturlig del af livet at holde hovedet i gang.

"Jeg læser dagligt aviser og bøger og løser periodevis også sudokuer, ligesom jeg sørger for at læse og lytte til forskellige sprog, så alt ikke kun foregår på dansk og engelsk. Men bridgespillet handler om langt mere end træning af hjerneceller, og hun er slet ikke i tvivl om, at det har ændret hendes tilværelse."

"Mit liv kan regnes før og efter januar 2001. Ikke alene mødte jeg min mand til bridge, men min veninde og jeg fandt sammen med to-tre andre (man er to par, altså fire spillere, om et bridgebord, red.), og vi begyndte at spille privat med endnu flere fra vores respektive kredse. I dag er vi ni i den faste bridgekreds, fordi der altid er mindst én ude at rejse. Vi er mellem 47 og 88 år, og jeg betragter os ni plus ægtefæller og børn som min bridgefamilie."

Og så har kulturskribenten ikke alene fået en hel ekstra familie; kortspillet har også givet hende uundværlige forbilleder.

"De mennesker, der spiller professionelt, er virkelig imponerende. De store turneringer varer måske 14 dage, hvor man spiller 10-12 timer hver dag. Den fysik og den koncentration, det kræver, er uforståelig! Men for mig er det især alle de helt almindelige hobbyspillere, som spiller indtil en endog temmelig høj alder, jeg beundrer mest. De holder fast i både legen, den skarpe hjerne og det sociale element," fortæller hun.

"Men når det så er sagt, så er bevægelse også vigtig. Selv for en inkarneret kortspiller. Kroppen og hovedet bliver hurtigt to adskilte enheder for mig, men går det helt galt, og jeg kun er oppe i hovedet, hopper jeg i vandet, går en lang, rask tur eller cykler i højt tempo. Så smelter de som regel sammen igen," fortæller Marie Louise Vedel Bruun.