-
Krystaller: Sådan kan du bruge de helende energier i din hverdag
-
Mia kan tale med dyr og beroliger kæledyrsejere: ”Dyr frygter ikke døden”
-
Sådan fungerer 'face reading': Det siger dit ansigt om din personlighed
-
Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere
-
Styrk forbindelsen til din skytsengel – sådan beder du om tegn
-
10 kendte ærkeengle – søg hjælp til kærlighed, angst, sorg og helbredelse
-
Bemærker du et dyr igen og igen, er det måske et tegn: ”De vil fortælle dig noget”
-
Her er de syv indre energier, der former vores valg – hvilken er du?
Kan man slippe sine dårlige vaner gennem hypnose? Jan Hellesøe er ikke i tvivl om, hvad der skal til
Kan man slippe sine dårlige vaner gennem hypnose? Journalist Marie-Louise Truelsen gør et ihærdigt forsøg på at kvitte trangen til at snacke med hjælp fra psykologisk manipulator og hypnotisør Jan Hellesøe. Læs med, og se om det lykkes, og bliv klogere på, hvordan du kan påvirke din hjerne og blive en endnu bedre version af dig selv.
Forestil dig, at du sidder et sted, hvor du er helt tryg. Et sted, hvor du kan slappe fuldstændigt af. Og forestil dig så, at du ser en prik højt oppe på himlen.
Prikken er en stråle af god og afslappende energi, der bare kommer tættere og tættere på. Når jeg om lidt tæller ned fra 3 til 1, vil strålen af afslappende energi nærmest ramme dig direkte i panden, og du vil kunne mærke, hvordan du bare kan slappe af i alle muskler i panden. ”3-2-1-knips”!
Ja, lige præcis.
Jeg er ved at blive hypnotiseret. Af selveste Jan Hellesøe, som er kendt af de fleste danskere for de populære tv-programmer 'I hjernen på stjernen', 'Fuckr med dn hjrne' og 'Manipulator' og for sine shows rundt omkring i landet.
Senest har han udgivet bogen 'Tænk ikke på en lyserød elefant' på Gyldendal, og det er da også netop her – på forlaget – vi sidder denne torsdag morgen for at finde ud af, om hypnose kan noget i forhold til at ændre vaner.
Morgenen er begyndt med en fejring af meget flotte salgstal på Jans bog, og jeg har fået lov til at deltage i festlighederne, inden vi skal i gang med hypnose og interview. Jeg har begejstret snuppet både en kop kaffe og en stor, lækker croissant. For det er nemlig en af mine vaner. At snuppe lækre sager, når de byder sig, uanset om jeg er sulten eller ej.
I dag var jeg på ingen måde sulten, da jeg trådte ind ad forlagets dør, for jeg havde lige spist morgenmad derhjemme. Men så stod den der croissant og blinkede til mig.
At snacke på den tilfældige, ligegyldige og lidt uhæmmede måde er en vane, jeg helt utroligt gerne vil slippe af med, for det er de ekstra kalorier imellem måltiderne, der gør, at jeg ikke altid føler mig helt tilpas i min krop.
Jeg har læst Jans bog, og jeg har set, at han på Janhellesoe.dk har to gratis online-hypnoser, der er set af over 100.000 mennesker, liggende til fri afbenyttelse. En rygestop-hypnose og en vægttabs-hypnose. Og jeg er blevet nysgerrig på, hvad det er, der sker i hjernen, hvis jeg lader Jan guide mig.
Malou versus Hyggegøjen
Nu sidder vi så alene i et stille rum på forlaget, og jeg når kun at spise halvdelen af min croissant inden hypnosen. Via sin stemme og sine ord får Jan mig ind i en tilstand, hvor jeg er til stede og med på, hvad vi laver, men hvor jeg samtidig føler mig i en helt anden verden. Lidt mere fri. Lidt mindre dømmende. Jeg er helt afslappet, har lukkede øjne.
Jan beder mig om at forestille mig, at jeg, Marie-Louise, rejser mig fra min krop i sofaen i mit sommerhus, hvor jeg mentalt har placeret mig, da jeg skulle finde på et trygt sted, og på ”3-2-1-knips” går igennem en fiktiv dør ind til mit eget ”kontrolrum”.
Jeg har en livlig fantasi og kan sagtens se det hele for mig. Sommerhuset, sofaen, den lysende prik, døren, kontrolrummet.
Jan fortæller, at det er inde i ”kontrolrummet”, vi kan styre mine tanker, holdninger, meninger og vilje. Han vil gerne ”tale” med den version af mig, der har et ønske om at holde op med at spise alle de tilfældige snacks, og på ”3-2-1-knips” dukker den version af mig op.
Vi bliver enige om at kalde hende Malou, og hun fortæller, at Malou-versionen af mig faktisk er virkelig god til at spise sunde hovedmåltider og til at få trænet fire gange om ugen. Malou får ros for at træffe så gode valg for Marie-Louise.
Derefter vil Jan gerne tale med den del af mig, der saboterer Malou. Jeg fortæller, at det er hende hyggegøjen, der elsker at sidde i sofaen med en kop varm te, en god bog og nogle lækre snacks. Hyggegøjen, der også melder sin ankomst, når der f.eks. står croissanter, pindemadder eller chokolade til en reception, når veninden inviterer på hjemmebag, eller når en kollega har medbragt lækkerier på redaktionen.
Hvorfor? Bare fordi det smager godt og er dejligt, mens det står på.
Jan taler lidt med Hyggegøjen og fortæller om den snak, han har haft med Malou om alle de gode valg. Problemet er, at Hyggegøjen er utroligt god til at overtale Malou til at glemme fornuften, fortæller jeg, og Jan vil høre, om det ikke var en idé, om Malou og Hyggegøjen i stedet kunne begynde at arbejde sammen, så der både var plads til de sunde måltider, træningen og hygge uden nødvendigvis at spise samtidig.
Og jo, det ville være rigtig rart, kan jeg mærke med hele min krop, men jeg kan også mærke, at jeg ikke helt ved hvordan. Som om Jan kan læse mine tanker, siger han:
– Det hjælper jeg med. Hvad tror du, der skal til, for at Hyggegøjen kan være til en reception uden at snuppe en croissant og i stedet gå derfra med en følelse af at have truffet et valg, der er godt for dig selv, din krop og din fremtid?
Jeg tænker lidt, og så giver svaret sig selv. Hyggegøjen skal forstå det, som Malou godt forstår. At jeg gerne vil leve længe, så jeg kan være der for mine børn, min mand og det lille barnebarn, der er på vej.
Og jeg skal ikke bare være i live. Jeg skal være den, der mange år frem i tiden kan smide mig på gulvet og lege med Lego og være den, der stadig kan gå lange ture, træne og bukke mig ned efter det, der ryger på gulvet.
Jeg vil kort sagt gerne bevare mit gode fysiske og mentale helbred, og ja, jeg vil også gerne kunne smile til et pænt spejlbillede.
Jan er begejstret.
– Fantastisk, det er jo nogle sindssygt stærke værdier. Jeg tror, at du kan undvære det at snacke med et knips med fingrene, hvis du vil, for der er noget, der er langt større, der er noget, der er langt bedre, og der er noget, der er langt mere vigtigt i din fremtid.
Noget, som vægter meget tungere end en ligegyldig croissant. Men spørgsmålet er, om du, Hyggegøj, er klar til det?
Se fremtiden for dig
Jeg kan mærke, at der løber et par små forræderiske tårer ud ad mine lukkede øjne og ned ad kinderne. Det kommer bag på mig. Men der ER noget større på spil, det kan jeg også godt mærke.
Jeg fortæller Jan, at ja, jeg er klar, beslutningen er taget. Og så beder han Malou og Hyggegøjen om at sætte sig foran en skærm, hvor de kan se fremtiden for Marie-Louise, altså den samlede version af mig.
– Det, I ser på skærmen, er den bedste version, der overhovedet kan være af Marie-Louise. Så hver eneste gang, der er en eller anden beslutning, der skal tages, så hav de billeder inde i hovedet. Og prøv at forestille jer, at I arbejder sammen, hepper på hinanden, og hvordan I kan mærke en kvalme ved tanken om en croissant, noget kage, chips eller slik, der står foran jer.
Og fornemmelsen af, at I skuffer hinanden, hvis I tager noget af det. Og se også billederne af Marie-Louise om en uge. Måden, hvorpå hun stille og roligt ændrer sig.
Måden hun står på, måden hun tænker på. Om to uger, fornemmelsen af, hvor stolt hun er. Om tre uger, fire uger, fornemmelsen af at vide, vi gjorde det! Vi tog beslutningen, og vildere var det egentlig ikke. Bare tanken om at skulle spise en croissant, en kage eller noget slik giver ingen mening.
Det giver ikke længere nogen mening at gøre det, fordi beslutningen om at lade være er taget. Om to måneder – se hvor stolt Marie-Louise er. Om tre måneder. Om et halvt år, hvordan hun ser ud, hvordan det føles, at lysten til at snacke usunde ting er helt væk.
Om et år – Marie-Louise med barnebarnet, der nu er født, hvordan hun løber rundt og leger med det barn. Om fem år. Om 10 år. Hvor stolt hun er. Hvor meget ro, hun har.
Det er næsten ikke til at forstå, at det nogensinde har været en kamp at holde sig fra usunde snacks. Alle de her billeder brænder sig fast i jer begge, så når Malou og Hyggegøjen om et øjeblik indgår den her aftale om at arbejde sammen på den allerbedste måde for Marie-Louise, så bliver det den bedste investering, der nogensinde er lavet.
På ”3-2-1-knips” får Jan guidet Marie-Louise ud af kontrolrummet og tilbage i den krop, der hele tiden har ligget på sofaen i sommerhuset. Malou og Hyggegøjen bliver inde i kontrolrummet, så de sammen kan styre det, der skal styres fremover.
Og mens Jan langsomt tæller op fra 1 til 10, og samtidig kommer med en række motiverende sætninger, lægger jeg mig mentalt til rette i min krop igen, fuld af energi og stolthed. Og klar til at mærke, hvilken stor og rigtig beslutning jeg har truffet inde i hypnoseland. ”1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-knips”.
Du består af flere personer
Jeg glipper med øjnene. Føler, at jeg har været meget langt væk og skal lige samle mig et øjeblik, før jeg bliver mig selv. Journalisten Marie-Louise, der skal stille de bevidste spørgsmål.
Det første, jeg ser, da jeg åbner øjnene, er den halvt spiste croissant på bordet foran mig.
Jan griner og spørger, om jeg har lyst til at spise den? Og nej, det har jeg virkelig ikke. De 40 minutter under hypnose har helt klart gjort noget ved mig. I hvert fald lige nu og her.
Jeg er overrasket over, hvor berørt jeg blev – hvad handler det om?
– Det er meget normalt, og det er, fordi der er mange følelser i det. Der er mange ting, man normalt ikke tør sige højt, som man siger under hypnose. Ved forskning har man fundet ud af, at selvkritikken forsvinder, når vi er i hypnose, og det er noget af det allersmukkeste ved det, synes jeg.
Når man tillader sig selv at være åben, kan man se gennem selvbedraget og få øje på, hvad der faktisk er problemet. Og så siger man det bare, som det er.
Hvad var det helt præcist, du gjorde ved mig under hypnosen?
– Jeg brugte en teknik, der hedder partsterapi. Grundtanken er, at vi mennesker ikke blot består af et samlet selv, men at vi hele tiden har forskellige dele inde i os, der styrer i forskellige retninger. De forskellige dele – ”parts” på engelsk – kan have helt forskellige holdninger og behov.
Du er bl.a. både journalist-Marie-Louise, hustru-Marie-Louise, mor-Marie-Louise, veninde-Marie-Louise og snart også en mormor-Marie-Louise. I stedet for at gå rundt og lede efter det eneste ”jeg”, er nøglen til at forstå sig selv, at man accepterer, at man er forskellige mennesker.
Forskellige dele af sig selv. Så den hypnose, jeg lige lavede på dig, handlede om at finde ud af, hvad det var for en del af dig, der gerne ville lade være med at snacke, og hvad det er for en del, der synes, at det er okay.
Det giver mening, for jeg føler faktisk tit, at jeg er to personer, der taler i munden på hinanden i forhold til netop snacking?
– Præcis, og du så sikkert begge de sider af dig selv ret tydeligt undervejs. Malou og Hyggegøjen.
Ja, det gjorde jeg. Kan alle mennesker hypnotiseres på den måde?
– Det er ganske, ganske få mennesker, der ikke kan hypnotiseres. Og det er som oftest, fordi de ikke kan forestille sig ting. De har ingen fantasi. De kan ikke forestille sig den dør, du så i dit sommerhus, og som du gik ind ad.
De ville ikke engang kunne forestille sig sommerhuset, selvom de havde været der mange gange. De få mennesker, der ikke har den forestillingsevne, kan jeg ikke hypnotisere, for alle de teknikker, jeg arbejder med, er baseret på, at man skal forestille sig noget. Der er også forskel på, hvor hypnotiserbare folk er.
Nogle er højt hypnotiserbare, og det betyder, at jeg nærmest blot med et fingerknips kan få dem i dyb hvile. Men typisk guider jeg igennem en gradvis afslapning af kroppen, som jeg også gjorde med dig.
Og hvad sker der så?
– Det, jeg sigter efter, når jeg laver sådan en hypnose, er at skabe et sindssygt stærkt billede inde i dig af, hvem det er, du har lyst til at være. Der er jo noget, der gør, at det billede ikke har stået skarpt for dig.
Men når du først har et skarpt billede at styre efter, når du ved, hvem du gerne vil være, bliver det meget nemmere for dig at ramme plet.
Jans farvel til alkohol
Vi er mange, der gennem tiden er sprunget ind i et nyt år med et forsæt om at slippe af med en dårlig vane. Som oftest for så et par måneder efter at konstatere, at vanen alligevel hænger ved.
Forskning tyder ifølge Videnskab.dk på, at op til 40 procent af vores daglige handlinger er baseret på vaner, og grunden til, at de kan være så svære at slippe, er, at vanerne er det nemmeste for hjernen. Der er forsket i forholdet mellem neuroplasticitet og hypnose.
Neuroplasticitet beskriver hjernens evne til at danne og styrke nye forbindelser mellem nerveceller i det, man kalder det neurale netværk. Hver gang vi lærer noget nyt, ændres disse forbindelser, så hjernen bedre kan genkende og huske informationen.
Jo oftere vi gentager en handling eller tanke, jo stærkere bliver de neurale forbindelser og dermed også vanen eller færdigheden.
I 2016 beskrev tidsskriftet Der Spiegel i en videnskabelig artikel, hvordan man netop kan lære mere effektivt under hypnose, fordi hypnose påvirker hjernens funktionelle forbindelser, og at denne ændrede hjerneaktivitet kan skabe gode betingelser for indlæring.
Der er dog ifølge Jan stadig ikke fuld enighed om, hvad der helt præcist sker i hjernen under hypnose, men han er ikke i tvivl om, at man ved hypnose kommer i en form for dyb hvile, hvor man bliver mere modtagelig over for påvirkninger.
Ved at arbejde med suggestioner, som er positive, målrettede forslag, kan hypnotisøren så hjælpe den hypnotiserede til at ændre adfærd. F.eks. at holde op med at ryge eller drikke alkohol. Jan har selv oplevet begge dele.
– Det er vigtigt at forstå, at alt, hvad vi mennesker gør, som udgangspunkt har en positiv starttanke i forhold til os selv. Vi vil gøre noget, der er godt for os selv.
Det gælder også den adfærd, der, udefra set, er ond eller uhensigtsmæssig. Starttanken ved rygning kan være, at det er smart, giver en pause, virker afstressende og så videre. Sindssygt positive starttanker.
Men rygning er helt objektivt det langsomme selvmord, og det må jeg gerne sige, for jeg har selv røget. Men på et tidspunkt lavede jeg så mange rygestophypnoser indenfor kort tid, at det virkede på mig selv.
Det var fuldstændig uventet for mig, og jeg har ikke røget siden. På samme måde med den hypnose, jeg lige lavede på dig. Din starttanke, når du tager en snack, er, at det smager godt. At det er hyggeligt. At det hører med til det sociale. Men i virkeligheden er det kun for dig selv, at det er hyggeligt og socialt.
Her til morgen lagde jeg f.eks. ikke mærke til, om der var andre end dig, der tog en croissant. Så det var ikke sådan, at JEG hyggede mig mere, fordi du eller en af de andre tog en croissant. Og jeg tror heller ikke, at du kan huske et eneste menneske, der har været hjemme hos dig, som valgte at springe kagen over.
Kan man selv bruge nogle af teknikkerne fra hypnose til at slippe en vane?
– Efter corona var der en del, der efterspurgte hypnose for at holde op med at drikke alkohol. Jeg tog selv beslutningen om at holde op med at drikke for syv-otte år siden.
Ikke fordi alkohol havde været et problem for mig, men fordi jeg simpelthen ikke længere havde lyst til det. Jeg kunne mærke, at jeg blev meget skarpere af at lade være, og jeg begyndte at tænke over, hvorfor jeg og andre egentlig drak alkohol.
Typisk er det jo, fordi man bliver en anden, når man drikker, og den sætning i sig selv, syntes jeg pludselig, var helt vild. Jeg måtte spørge mig selv: Hvad er det, du ikke har lyst til ved dig selv, siden du har brug for at drikke, så du kan blive en anden?
Og hvad er det, jeg skal lave om på, så jeg har lyst til at være ham, jeg er, uden at drikke?
Hvad handlede det om for dig?
– Det handlede om selvværd, tror jeg. Jeg har altid haft masser af selvtillid og har vidst, at jeg f.eks. var god til at optræde, men selvværdet havde aldrig været særlig stort.
Jeg var et rødhåret barn, havde store tænder og var spinkel, og det gjorde ikke noget godt for mit selvværd. Men stille og roligt er selvværdet kommet, og jeg kunne mærke, at jeg ikke længere havde brug for at drikke for at være en anden, og så stoppede jeg helt.
Så ja, man kan jo på den måde godt tænke sig igennem nogle af de vaner, man har, og derved finde frem til det menneske, man faktisk har lyst til at være hele tiden. Det kræver noget arbejde at få defineret, hvem man gerne vil være, og man kan let komme til at slingre lidt.
Du kan f.eks. sagtens finde ud af at spise sundt til dine hovedmåltider, og du er god til at få trænet fire gange om ugen, men alligevel har du haft svært ved at definere dig selv i forhold til snacking. Men det kan lade sig gøre.
Forskning har vist, at man kan hjælpe sig selv til træffe klare beslutninger, hvis man helt fysisk skriver dem ned med kuglepen på papir. At skrive sine tanker og beslutninger ned hjælper med til, at man får dem manifesteret mere tydeligt for sig selv i stedet for, at tankerne flyver rundt.
Stop med at grave huller
Den spis-sundt-hypnose, som Jan har liggende til fri afbenyttelse online, virkede også på ham selv, da han producerede den.
Pludselig havde han overhovedet ikke lyst til den lækre æske chokolade, han havde fået i fødselsdagsgave, og i stedet fandt han sig selv ved køkkenvasken, mens han skrællede gulerødder. Noget, han ellers bestemt ikke plejede at være fan af.
– Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spise usundt, efter jeg havde lavet den online-hypnose. Men det interessante og lidt skræmmende var, at vanen stadig var så vanvittig stærk, at den gang på gang drev mig hen til chokoladeæsken, for jeg plejede jo at spise chokolade til kaffen.
Nu kunne jeg godt lade være med at spise chokoladen, men vanen med at gå hen til æsken var der stadig. På den måde kan jeg virkelig godt forstå, hvor svært det kan være at bryde nogle vaner.
Nu har jeg heller ikke lyst til den croissant, der står på bordet, men vil den effekt af hypnosen vare ved, eller skal den gentages?
– Det kan man gøre, og det er også derfor, at jeg har de to hypnoser liggende frit tilgængeligt på min hjemmeside. Jeg kan forklare varigheden af en hypnose på følgende måde: Forestil dig at du har gravet et hul, der er så dybt, at du ikke kan komme op.
For hver gang du tager en croissant, tager du et ekstra spadestik og kommer endnu dybere ned. Så kommer jeg med min hypnosestige, jeg får dig op, og jeg dækker hullet til. Jeg tager skovlen, din motivation, fra dig, og så kan du gå videre.
Men hvis du finder en ny skovl – en ny motivation – så kan du begynde at grave hullet igen. Og ja, så kan du få brug for en ny session. En ny hypnosestige. Du kan også være heldig at gå videre uden aldrig nogensinde at begynde at grave det hul igen, fordi du for alvor er kommet videre.
Det oplever jeg med mange af dem, der tager min rygestophypnose, for rygning er typisk noget, man begyndte på, da man var ung og usikker. Stopper man, når man er blevet voksen, klogere og mere sikker, vil det ofte vare ved.
Efter mødet med Jan forlader jeg den halvspiste croissant på bordet. Lysten til den er fortsat væk. Men vil jeg blive ved med at have det sådan? Eller finder jeg mig hurtigt en ny skovl og begynder at grave snack-hullet igen?
En måned efter hypnosen gør jeg status. Jeg har helt klart haft lettere ved at styre udenom den ligegyldige snacking.
Vanen sidder dog stadig i mig, på samme måde som da Jan blev ved med at gå hen til chokoladeæsken, men jeg er blevet langt bedre til at stoppe mig selv, inden hånden rækker ud.