Trine Gadeberg strikkede sig gennem sorgen, en maske ad gangen

De tre skuespillere, Ditte Hansen, Trine Gadeberg og Christiane Gjellerup Koch startede for et par år siden et strikfællesskab, hvor de hver uge mødes i et skur i Trines baghave for at strikke og nørde teknikker, garn, farver og mønstre, mens de med humor, selvironi og alvor taler om alt fra klimaangst til venskaber, vinterbadning, sex og slåensnaps.

Det gode ved at strikke er nemlig, at man kan tale imens. Og vi har alle kunne lytte med hver uge i podcasten, Mens vi strikker, og nu udgiver de tre også en bog med samme navn.

”Mens vi strikker er vores strikkefællesskab. For os er strik også en måde at være sammen på. Vi taler selvfølgelig konstant om strik, garn, farver, mønstre og nye ideer til tøj og ting, vi har lyst til at strikke. Men snakken falder også altid helt automatisk på ting, der rører sig i vores liv: Hvor tit skal man fodre sin surdej? Er sex en anelse opreklameret? Hvor mange sandaler må man købe på en enkelt sæson? Skal vi skilles? Og er der allerede for mange ord med S i denne indledning? På den måde er vi blevet en slags basisgruppe eller mødregruppe i hinandens liv. Det er ikke gruppeterapi, det er strikketerapi,” skriver de i bogen.

Læs også: Derfor er det så sundt at strikke

Strik har bragt de tre sammen, men de har hver især deres egen vej til at begynde at strikke; Ditte Hansen har strikket sig ud af digital afhængighed, Trine Gadeberg strikkede sig igennem sorgen over sin mors død, og Christiane Gjellerup Koch brugte strikketøjet til at finde ro i sin storfamilie.

”Strik kan være terapi. Det kan skabe ro i hverdagen og en pause til hjernen. Det kan give en fornemmelse af 'mig-tid', og det kan føles meningsfyldt at skabe noget med hænderne i en verden, hvor mere og mere bliver digitalt. Men strik er også et fællesskab. Strikkere finder hinanden. Er du strikker og ser en anden, der sidder med sit strikketøj, lurer du garanteret lige, hvad hun eller han strikker. Og højst sandsynligt kan du heller ikke lade vare med at spørge: Hvad strikker du?"

Læs også: Strik selv: Newbie-sweateren fra bogen, 'Mens vi strikker'

Trines strikkehistorie

For de fleste af os er strik noget, vi har lært af et andet menneske. Vores bedstemor, vores tante, vores håndarbejdslærer eller vores veninde. Et andet menneske, der havde tålmodigheden til at lære os kunsten at binde en lille knude med to pinde og en rulle garn. Og de fleste af os husker det øjeblik og det menneske, der tog sig den tid.

I Trines familie har man strikket i mange generationer, men trods den lange tradition for strik i Trines familie skulle hun blive voksen, før hun selv kastede sig over strikkepindene. Faktisk så voksen, at hun var på turne med Linie 3.

Når Trine og Preben Kristensen sad i garderoben, før de skulle på scenen, brugte de ventetiden fornuftigt, eftersom Preben lærte Trine at slå masker op til strømper. Han var en tålmodig læremester, og efterhånden mestrede Trine kunsten at jonglere de fire strømpepinde og endda at skifte garn og strikke striber.

Men så gik det hverken værre eller bedre, end at Linie 3-turneen havde to overliggerdage, lige da Trine nåede til hælen – som alle ved er det sværeste på en sok – og dermed var hun efterladt helt alene med sin hæl.

Heldigvis skulle hun synge på et plejehjem, og lige præcis denne søndag sang hun for Gerda på et plejehjem på Lolland. Gerda, der var 90 år og strikker, kendte alt til kilehæl og tyskerveninder, og hun inviterede Trine med op på værelset. Her, over kaffe og orangestænger, lærte Trine at strikke hæl på sin strømpe.

Trine strikkede strømper i en lang periode, og det blev ikke til så meget mere. Ikke at vi forklejner sokkestrik – kloge hoveder siger nemlig, at kan du strikke strømper, kan du strikke alt!

Men Trine kastede sig ikke ud i så meget andet på strikkefronten.

Lige indtil hun mistede sin elskede mor, Jytte. Pludselig og ud af det blå fik Jytte en blodprop i lungen, og Trine blev ramt af en kæmpe sorg og også et chok.

Hun var slet, slet ikke forberedt på at miste sin mor. De havde jo hygget sig og grinet dagen før, da Trine besøgte hende hjemme i Esbjerg. Trine blev næsten væltet omkuld af sorgen og tumlede meget med ikke at have fået sagt farvel. Vidste Jytte, hvor højt Trine elskede hende?

Her begyndte Trine at strikke. Hun satte sig i sin sofa med sin kat på skødet og strikkede og strikkede og strikkede: ret, vrang, ret, vrang, ret, vrang.

Strikkepindene blev hendes holdepunkt. Hun havde bogstaveligt talt noget at holde fast i, så sorgen ikke væltede hende helt.

Hun strikkede en mørkeblå sweater i avanceret mønsterstrik og erfarede, at mønsteret hjalp hende. Strukturen virkede helende, og den koncentration, det krævede at følge diagrammet, gav hende en pause fra de mørke tanker.

På den måde kan man sige, at Trine strikkede sig gennem sorgen, en maske ad gangen. Og fra den dag var og blev Trine den inkarnerede strikker, det altid havde ligget i kortene, at hun skulle være.