Jeg er 48. Otte og fyrre. 

Det betyder, at jeg er lige præcis der i mit liv, hvor jeg går i gang med at se og mærke, at jeg – som min mormor ville have sagt det – er ”over toppen”. 

LÆS OGSÅ

Skal jeg fortælle min kæreste om mit sidespring?

En ung kvinde har været sin kæreste utro, og fortryder det bitterligt. Skal hun fortælle sin kæreste om det? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Ved min mors fyrreårs fødselsdag sagde hun meget mindeværdigt: ”Nu topper det”, og jeg sad der som 10-årig og så på min vidunderligt smukke mor, klædt i en sølvfarvet strik med et sort leopardmønster og kæmpe store skulderpuder, og tænkte: ”Det tror jeg simpelthen ikke på”. 

Min smukke mor, med lyse highlights i håret, tunge guldringe på sine lange fingre og verdens længste cigaret mellem dem, rockede 1980’erne på en måde, der gør, at bling og glam aldrig nogensinde forsvinder helt fra min egen garderobe.

Jeg har en erindring om, at min mor brugte helt utroligt lang tid på at tage stilling til sin krop. Der var lange perioder med råkost og virkelig meget fokus på det fedt, der skulle undgås. Og nu, hvor jeg selv er midaldrende, går det op for mig i al sin tydelighed, at det går simpelthen ikke.

Jeg tror, forfængelighed er noget af det sundeste, man kan have med sig. Viljen til selvopretholdelse, viljen til at gøre noget ud af sig selv til glæde for en selv og omgivelserne, kan simpelthen ikke være dårlig.

Men den slags kamp mod kroppen, kamp mod alle former for ældning, som præger hele liv og fylder hele dage, er vi nødt til at gøre op med. Jeg er i hvert fald. Jeg er nødt til at nærme mig mine halvtredsere med en form for tilfredshed, der gør, at min sjæl ved, at den kan få lov til at være i min krop sammen med mine følelser, mine hormoner og alt det, jeg er.

Min mors generation er den med smøger, aerobics og fattigfirserne, den slags perioder, som altid kulturelt er hårdest for kvinder. Når der er kriser og manglende viden om sundhed, går det oftest hårdest ud over kvindekroppen. 

LÆS OGSÅ

Chefredaktøren: Her er 3 fede oplevelser i september, du ikke må gå glip af

ALT for damernes chefredaktør Rikke Dal Støttrup har opdaget sin indre country-girl – og så opfordrer hun alle unge til at benytte sig af K7-ugen.

Den skal tæmmes, tøjles, og der skal være mindre af den. Altid bare mindre. Som om det at være tynd, det at være slank, er en genvej til at være acceptabel. Hold nu kæft, hvor er jeg træt af det.

Min mor var stærk, stolt og rasende dygtig – hun var velbegavet, havde kæmpet for overhovedet at få (lov til at få) en uddannelse, og det var jernvilje, der gjorde det muligt for hende at erhverve sig en akademisk grad.

Alligevel var hun optaget af at fylde mindre. Det flyttede ind hos mig, som den slags gør, og jeg har brugt år på at slippe af med det. Jeg vil ikke have det. Jeg nægter. 

Min mor døde, da hun var 58, og jeg har aldrig tænkt, at der var for meget af hende, kun alt, alt, alt, alt for lidt. Det er ikke hendes slanke talje, jeg savner, det er hendes knivskarpe vid, hendes stærke hænder og hendes klare blik.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at vi lever i en tid, hvor man kan få al mulig hjælp til at ændre på alt muligt – og det er bare så dejligt, at det findes for dem, der vil. 

Men der er også en anden vej. 

Den vej, der handler om at være i sin krop, med sin sjæl og med sig selv og lade det hele fylde mere, ikke mindre.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.