Anette Price
SPONSORERET indhold

Anette mødte James Price på en onlinechat for 15 år siden: "Vi er hinandens soulmates"

De var begge i 40’erne, da de faldt for hinanden. Hun vidste, hvem han var, men han vidste jo ikke, hvem hun var, som hun selv siger det. Men i dag er Anette gift med kapelmester og tv-kok James Price, som hun kalder sin "soulmate".

Af: Marie Varming Foto: Sara Skytte
06. maj. 2023 | Livsstil | Hendes Verden

Hvordan mødte du James?

"Det skete på en onlinechat for 15 år siden, hvor vi faldt for hinanden på skrift. Det var i sommeren 2008, hvor programmet 'Spise med Price' lige var begyndt på DR2, så jeg vidste godt, hvem han var, men han vidste jo ikke, hvem jeg var.

Vi skrev sammen et par måneder, indtil vi fik lyst til at høre hinandens stemmer. Så talte vi i telefon sammen og blev enige om at mødes til kaffe hjemme hos mig. Jeg turde godt invitere ham hjem privat, for jeg regnede ikke med, at han var massemorder, men det kunne han jo i princippet ikke vide om mig!"

Hvad faldt du for ved James?

"Vi var begge to spændt på, om vi ville falde i hak, når vi sad over for hinanden, men det gjorde vi. Vi var jo voksne mennesker i 40’erne, og der kan man bedre mærke, om man har fælles værdier. Man kan hurtigt spotte, om det vil briste eller bære.

Jeg faldt for hans udseende, for jeg er frankofil, og der er noget meget fransk over James’ udseende. Desuden er han ekstremt empatisk og sød. Og så elsker jeg, at han er en ægte gentleman. Jeg går altid først ind ad en dør, når jeg følges med James.

Men vi har også mange fælles interesser: mad, rejser, kultur og Frankrig. Hvilket blandt andet har udmøntet sig i, at vi for nogle år siden købte en lejlighed i Sydfrankrig. Det er jo vigtigt, at man er nogenlunde enige, når man siger: Hvor vil du hen på ferie? Så nytter det ikke noget, at den ene vil bestige et bjerg, og den anden vil ligge på stranden. Men vi er hinandens soulmates."

Er det noget særligt at være sammen med en kendt?

"Han var ikke superkendt, da vi mødtes, for det skete først, da 'Spise med Price' røg over på DR1 og fik en million seere om ugen. Pludselig begyndte folk at spørge os, hvad vi skulle have til middag, når vi var nede og købe ind. Der fulgte også en masse skønne oplevelser.

For eksempel da vi skulle ses offentligt sammen første gang. Det var i Tivoli til en forestilling på Pantomimeteatret, hvor James stod for musikken, og dronningen havde lavet kostumer. Pressen havde aldrig set os sammen, men da vi kom gående gennem Tivoli hånd i hånd, og de alle sammen stod og ventede på dronningen, vendte de sig pludseligt alle sammen mod os. Wow, 10-20 journalister, der kommer gående direkte mod én! Men de var søde, og det bliver på en måde hverdag, når man er sammen med en kendt."

Hvilken krise er den største, I har gennemlevet?

"Det var nok under corona, hvor både James’ mange engagementer og min kommunikationsforretning, som lever af at lave kommunikation for hotel- og restaurationsbranchen, lukkede fra den ene dag til den anden.

Al vores indtægt forsvandt, og der måtte vi ned i banken og snakke med dem om, hvor længe vi kunne klare os, inden vi skulle sælge lejligheden i Frankrig og huset og bringe pensionen i spil. Ingen af os anede jo, hvor længe det ville vare.

Heldigvis har vi et godt ægteskab, så vi gik i gang med alt det praktiske, man ellers aldrig når: tømme loftet, rydde op og sortere."

Hvad ved du om din mand, som offentligheden ikke ved?

"Han er en hyggefrans, som kan sidde i sin slåbrok en halv dag. Jeg kalder den hans uniform. Heldigvis har han flere forskellige, som han veksler imellem."

Anbefalet til dig