"Jeg er gået helt op i hovederne på folk med maskingeværer"

Jeg er et meget søgende menneske. Jeg er altid midt i en proces. Det er jeg også lige nu. For tiden er jeg meget optaget af skyggerne efter Holocaust i Israel. Skygger kalder jeg det, som mennesker får, når de har oplevet nogle frygtelige ting. Jeg interesserer mig især for, hvordan disse skygger nedarves til de næste generationer. Det er en arv, som er svær at bryde. Jeg arbejder frem imod en international dokumentarfilm om, hvor vanskeligt, men også hvor vigtigt, det er at bryde skygger. For et par år siden befandt jeg mig selv i en meget svær periode, hvor skyggerne i mit eget liv var overvældende. Der fik jeg meget ud af at læse jødisk litteratur om, hvor svært det er for generationerne efter Holocaust at komme videre og bryde med skyggerne fra deres forældres traumer.

Jeg er vokset op i en familie, hvor døden har været meget nærværende, fra jeg var meget lille. Jeg boede alene med min mor og mormor. Min mor skred fra min far, da jeg var et halvt år. Det gjorde man ikke bare sådan i 1952. Både min mor og mormor var syge gennem min opvækst. Da jeg var 14 år, døde min mormor. Det ændrede min mors liv. Hendes skygger forsvandt gradvist, og hun begyndte at finde sig selv. Min bedste veninde var skizofren og stofmisbruger. Hun døde, da hun var 30 år, og i samme periode begik min halvbror selvmord. Vores fælles far var maniodepressiv, og det er nok en rimelig forklaring på mange af vores op- og nedture. Som lille kendte jeg ikke andet. Det var mit liv og på mange måder et lykkeligt liv. Men jeg havde altid tabet inden for rækkevidde. Jeg vidste, hvordan det var at miste. Jeg har siden ofte knyttet mig til skrøbelige mennesker. Mange, jeg har kendt, er døde tidligt. Senere i min tilværelse har jeg kunnet se, at jeg selv var skrøbelig. Det har taget mig mange år at acceptere, at jeg havde de sider. Jeg så det som noget svagt og ikke som noget, jeg kunne bruge til noget. Jeg har brugt lang tid på at finde ud af, at man godt kan være stærk, samtidig med at man er skrøbelig.

Jeg bruger det meget i mit arbejde. Da jeg lavede dokumentarfilmen om politikeren og aktivisten Aung San Suu Kyi i Burma, tænkte jeg ikke over, at jeg var ved at beskrive en kvindes udviklingsproces, hvor jeg i virkeligheden brugte mig selv. Jeg er ikke altid klar over, at jeg gør det. Jeg ser det først bagefter. Mine venner siger altid til mig, at jeg laver selvportrætter. Filmen er ikke et selvportræt, men den viser en kvindes udvikling med de svagheder og styrker, hun har. Mine film gør mig bevidst om mine egne skygger. Jeg har selv haft nogle frygtelige nedture, hvor jeg har følt, at jeg ikke har været stærk eller god nok. Men når det kommer til stykket, har jeg kunnet klare mere end de fleste. Jeg plejer at sige, at en plet på kjolen er voldsom, men de helt store afgrunde mestrer jeg. Jeg lader mig ikke slå ud af voldsomme begivenheder.

Jeg kunne især identificere mig med Aung San Suu Kyi i hendes behov for at bruge sig selv og realisere det potentiale, hun havde i sig. Først gik hun imod sin fars ønske og gik efter kærligheden. Senere forlod hun sin familie for at kæmpe for Burma og vendte aldrig tilbage. Det er de færreste, der tør være så hensynsløse. Især kvinder har svært ved at give slip på ansvaret. Men jeg tror, at en masse kvinder godt kunne tænke sig at være lidt mere tro mod sig selv. Realisere deres inderste drømme. Jeg mener eksempelvis, at kvinder i min generation burde turde være mere åbne omkring, hvor alene de har stået med børnene. Angsten, ansvaret, isolationen, kedsomheden. Der er mange tabuer, jeg mener, bør brydes.

Jeg har først sent forstået, hvor vigtigt mit arbejde er for mig. De første mange år havde jeg fortrinsvis lavet portrætter af mere oprørske danske kunstnere. Først da jeg var 50 år, kastede jeg mig over større internationale dokumentarfilm. Mange omkring mig synes, jeg er vanvittig. Jeg er gået helt op i hovederne på folk med maskingeværer. Jeg har været inde i fængsler med folk, der er blevet tortureret, og jeg har grædt og grædt og grædt. Jeg har ikke været bange. Men jeg tror nok, at jeg er dumdristig. Jeg tænker overhovedet ikke i konsekvenser, når jeg arbejder. Jeg føler mig beskyttet bag kameraet. Det er først bagefter, at folk siger til mig, jeg ikke er rigtig klog. Jeg er ikke angst for at få et maskingevær i hovedet, men jeg har søvnløse nætter over ikke at kunne få en film op at stå. Om den nu er god nok. Jeg er helvedes usikker. Jeg betaler en høj pris for at bumle mig igennem det. Men det er det værd. Jeg gør det ikke for at tjene penge. Jeg gør det for at forstå den menneskelige eksistens og forstå mig selv. Måske kan mit arbejde også have betydning for andre.

Jeg er ikke bange for døden. Jeg har fået en meget barnlig opdragelse på det punkt. Jeg er ikke religiøs, men jeg lærte som barn at tro på, at når jeg mistede nogen, ville jeg møde dem igen. De er deroppe et sted på en stor grøn græsplæne. Det kan godt være, det ikke er rigtigt, men jeg tror, jeg har kompenseret for tabene i mit liv ved at placere dem alle der. Jeg frygter ikke intetheden. Jeg tror på, at der er noget, der er større og vigtigere end mig selv.

Mit liv har været svært på mange måder, men der har også været mange glæder. Jeg har rejst og oplevet meget, og jeg har en fantastisk mand og datter. Uden dem var jeg næppe draget ud i verden for at lave film. De største sorger og glæder har jeg oplevet med min familie. Der findes ikke skygger, uden at der har været lys. Jeg har skævet til døden, men jeg har også altid mærket livet. Jeg kan godt se, at jeg ældes fysisk. Mine arme og mit ansigt er fyldt med rynker. Om vinteren kan jeg ikke holde ud at se på mig selv. Der er jeg tynget af mørket. Om sommeren, når der er masser af lys, og jeg kan bevæge mig rundt i naturen, svømme i havet om morgenen og mærke min krop, føler jeg mig ikke gammel. Men jeg løber ikke fra min alder, og den generer mig ikke. Jeg hænger ikke ud i et fitnesscenter. Jeg har absolut drukket for meget vin og har solet mig rigtig meget. Jeg har gjort titusind ting, der gør mig ældre. Men jeg har hellere villet drikke vinen og ligge i solen. Jeg er ikke selvdestruktiv, og jeg smadrer ikke mig selv, men jeg går langt. Er du sindssyg, hvor har jeg levet livet.

LÆS OGSÅ: "Den mand, jeg skal have, skal være mere stille end mig selv"

LÆS OGSÅ: "Jeg vidste, at jeg var stærk, da jeg fandt ud af, at jeg kunen tåle at tabe"

LÆS OGSÅ: Mick Øgendahl "Kør mig til psykiatrisk afdeling"