Anne Hjernøe: "Vi skulle lige finde ud af at være en sammenbragt familie"

0-10 år (1969-1979): Rundboldkampe og lagrede oste

"Vi kan have tendens til at idyllisere vores barndom, men når jeg ser tilbage på min, står det meget klart, at jeg havde en meget lykkelig en af slagsen. Jeg voksede op på en blind villavej i Højbjerg. Med en skov, der hvor vejen endte, og et mylder af børn i alle aldre. Jeg husker legendariske rundboldkampe og suget i maven, når de store drenge lykkedes med at sparke døren ind til vandtårnet i skoven, og vi kunne kravle op gennem skakten og stige ud deroppe i himlen mellem trætoppene og med udsigt over hele byen."

"Vores forældre vidste ikke noget. For vi anede nok, at vi ikke skulle fortælle dem om det. Men de spurgte heller ikke. Det var en tid, hvor børn havde frihed og autonomi til at leve et liv, der kun var deres. De voksne var tilgængelige, men de overvågede os ikke. Vejens forældre levede deres egne liv. Ved siden af vores. Mine dyrkede maden og middagene. De sad ved langbordet med venner og Familie og spiste til langt ud på natten. Og min søster og jeg dukkede ind og ud, som det nu passede os."

LÆS OGSÅ: ”Min selvudvikling har ført os længere fra hinanden” 

"Jeg var optaget af mad helt fra starten. Af at lave den, smage den og nyde den. Og så var jeg helt enormt nysgerrig. Spiste lagrede oste, rå løg og syltede rødbeder. Alt muligt, som børn normalt ikke spiser, men, som jeg hurtigt fandt ud af, aftvang en vis respekt hos de voksne. Jeg ville bare gerne smage på det hele. Jeg havde alle sanser åbne."

10-20 år (1979-1989): I fars aflagte ruskindsfrakke

"Jeg gik på Forældreskolen i Århus, en privatskole der ellers var lidt mere pæn og konform end det miljø, jeg var rundet af derhjemme på villavejen med vandtårnet. Men jeg faldt godt til og var som dedikeret læsehest glad for at gå i skole."

"Som 12-årig begyndte jeg at skille mig mere ud. Det var, da 80’erne for alvor tog fat, og mine klassekammerater begyndte at gå i Lacoste-skjorter og sejlersko og høre Wham. Jeg hørte The Cure, Pink Floyd og David Bowie, og så fandt jeg en gammel ruskindsfrakke i min fars klædeskab. Senere fik jeg huller i ørerne og barberede mit hår af i siderne. Det føltes stærkt og sjovt og selvstændigt, og jeg følte mig aldrig udenfor af den grund. Jeg kunne bare godt lide at gå mine egne veje i stedet for at følge med flokken. Og så var jeg stærk nok til at give svar på tiltale, hvis der var noget. Hjemmefra blev både min søster og jeg også sat fri til at være dem, vi var."

"Min far, der var selvstændig, men især min mor, der arbejdede som korrespondent, har altid vist os en stor arbejdsglæde. Jeg kan huske, at hun stod foran spejlet og lagde mascara, som om hun skulle i byen, inden hun tog på arbejde. Hun glædede sig. Og det rodfæstede sig i mig. Mine forældre har helt sikkert plantet en ambition i mig om at skabe et godt, meningsfuldt og måske især sjovt arbejdsliv – men de har altid støttet mig i at finde min egen vej derhen."

20-30 år (1989-1999): En hængebro i Costa Rica

"Jeg er født med et overordentligt stærkt red-verden-gen. Som barn trak jeg rundt med en lille Falck-kasse. Og forbandt træer. Satte plaster på forslået bark eller forbinding om brækkede grene. Det var lidt skørt, men jeg ville gøre en forskel. For træerne. Som 20-årig rejste jeg til Sydamerika for at gøre en forskel for de oprindelige folk. Jeg endte med at bo i Costa Rica i over to år."

"Og med at rejse penge, materialer og arbejdskraft til at bygge en hængebro tværs over en kæmpe flod, som kunne sikre børn adgang til lægehjælp. Vi lavede også undervisningsmateriale på et gammelt oprindeligt sprog, der ellers var ved at uddø, så de næste generationer kunne bevare deres kulturarv."

LÆS OGSÅ: Sara Schytz blev misbrugt som barn: "Hovedet kan glemme, men kroppen glemmer aldrig"

"Jeg havde ingen forudsætninger for hjælpearbejde, men var med til at skabe forandringer, der havde stor betydning for rigtige mennesker. Og det føltes helt fantastisk kraftfuldt at kunne flytte så meget for andre. Derfor lå det også lige for, at jeg skulle læse til socialpædagog hjemme i Danmark. Da jeg kom ud i praktik, stod det imidlertid lynhurtigt klart for mig, at jeg ikke kunne arbejde i det system."

"Diplomatisk sagt, så var der en verden til forskel på den måde, jeg synes, mennesker – især vores svageste – skal behandles på, og det jeg så. Jeg forstod også, at systemet er alt for stort og fastlåst til, at jeg kunne rykke det bare en smule. Så er det nemmere at bygge en hængebro i junglen! Men jeg kunne heller ikke slippe mit red-verden-gen og mit drive for at gøre en forskel. Og det var det, der fik mig ind i journalistikken. Tanken om, at hvis jeg ikke kunne ændre ting indefra, kunne jeg måske gøre noget ved at skrive om det."

30-40 år (1999-2009): Kærlighed, kryddersnaps og kendisliv

"Jeg skrev om aktiv dødshjælp og behandlingen af udsatte, da jeg tog diplomuddannelsen i journalistik. De helt tunge emner. Alligevel var der altid et andet emne, der trak. Maden. Den har været der som en rød tråd gennem hele mit liv. Fra jeg som barn bad om ekstra modne oste, til jeg som ung rejste i Asien og Sydamerika og smagte retter, der fik hele mit sanseapparat til at eksplodere. Og det var også maden, jeg helt naturligt begyndte at beskæftige mig mere og mere med rent formidlingsmæssigt. Jeg endte med at slå igennem på skærmen ved et rent tilfælde. I programmet Frilandshaven med opskriften på en kryddersnaps. Det var ikke meningen, at jeg skulle være vært, og det var heller ikke noget, jeg gik efter. Men det fungerede bare."

"Jeg var 37 år gammel, da jeg blev det, man populært kalder allemandseje. Og det gik ret hurtigt. Men det rykkede ikke ved min opfattelse af, hvem jeg var, og gav mig overhovedet ingen stjernenykker. For jeg var allerede granvoksen. Og havde fuldstændigt styr på mine værdier, og på hvad der var vigtigt for mig. På det tidspunkt var jeg blevet mor til Camille. Og hun havde ret eftertrykkeligt forandret mit liv."

"Jeg havde mødt og forelsket mig i hendes far Folmer mange år forinden. Da jeg var 24, og han var 36. Og han bragte to børn – Laura og Emil – med sig ind i forholdet. Det var en kæmpe mundfuld for os alle sammen. Og af hensyn til dem, og fordi jeg ikke var klar, ventede vi med at få et barn sammen. Vi skulle lige finde ud af at være en sammenbragt familie først. Men da Camille så kom, bandt hun på mange måder det hele sammen for os."

"Jeg forstod Folmer meget bedre, fordi jeg forstod, hvad det egentlig vil sige at være forælder. Og jeg fik en helt ny forbindelse til Laura og Emil, fordi vi lige pludselig havde det her lille menneske, som vi var fælles om. Deres måde at være store søskende og elske Camille på gjorde et enormt indtryk på mig. Det gør det stadig. Jeg er helt afsindigt lykkelig for min børneflok på tre."

40-50 år (2009-2019): Et 20 år forsinket bryllup

"Tv er fantastisk og sjovt. Det er et kæmpe privilegium at rejse rundt i verden med gode kolleger og et dygtigt tv-hold for at møde spændende og inspirerende mennesker, smage ny fantastisk mad og få lov at formidle det hele videre. Men det er også et flygtigt og illoyalt medie. Og man skal gøre sig helt klart, at man en dag – og det sker før eller siden – ryger ud på r.. og albuer. Det har jeg været bevidst om hele vejen igennem."

"Og derfor har jeg været meget omhyggelig med ikke at hænge hele mit arbejdsliv op på min tv-karriere. Jeg har skrevet over 20 kogebøger, og i 2017 begyndte jeg også at lave kurser med udgangspunkt i bogen Stærk, let og mæt. Det er kommet fuldstændig bag på mig, hvor fedt jeg synes, det er. Det giver en helt anden energi, når kommunikationen foregår to veje i stedet for kun en vej som på tv."

LÆS OGSÅ: Stor ulykke har sat tydelige spor i Bodil Jørgensen: ”Jeg fik en chance mere”

"Jeg var ellers ærligt talt bekymret for at skulle stå der sammen med 25 mennesker på Læsø eller i Mallorcas bjerge for at vandre og lave mad. Jeg er et meget privat menneske og værner som udgangspunkt ret nidkært om mit personlige rum. Men der sker et eller andet vildt, når folk, der kommer med alle mulige livserfaringer og forskellige levede liv, flytter sammen i en kort, men intens periode. Der opstår et frirum, hvor der er plads til at samles om meget andet end mad. Og hvor selv jeg får lyst og mod på at dele erfaringer og indsigter, som det jo viser sig, at vi langt hen ad vejen er fælles om at have gjort os."

"På den måde har livet åbnet sig på en ny måde i mine 40’ere. Men det har også vist sig fra sin mere brutale side. Folmer og jeg blev gift efter næsten to årtier. Det var i en blanding af kærlighed og en ny forståelse for livets skrøbelighed. Vi havde begge mistet mennesker i vores liv. Gode venner som pludselig ikke var længere. Og vi havde brug for at binde os mere officielt til hinanden. Og sikre den familie, vi har skabt. Vi blev gift i New York. Et rigtigt runaway bryllup. Og spiste en enorm og improviseret middag. På The Spice Market. Det var en helt igennem vidunderlig dag."

50- år (2019-): Gamle spor og nye veje

"Der går to ret tydelige spor gennem mit liv. Det her meget velvoksne red-verden-gen og min store passion for og optagethed af mad. Jeg har haft begge dele med, siden jeg var barn. Og det har nok i virkeligheden også altid hængt sammen. For mig har der altid været omsorg forbundet med det at lave mad for og sammen med andre. Fra langbordet i min barndom hvor der blev spist og nydt og snakket. Til morgenmadsbordet herhjemme. Vi har altid spist morgenmad med vores børn. Også da de blev teenagere. Fordi det er et vigtigt måltid. Og fordi det er et udtryk for omsorg."

"I de senere år har sundhed fået en stadig større plads i de her to grundspor. De reaktioner, jeg har fået efter, jeg skrev serien Stærk, let og mæt, har været virkelig overvældende. Det er mennesker, der fortæller, at det har været decideret livsforandrende at begynde at spise på en anden måde. Nogle siger ligefrem, at det har været livreddende. Det bliver jo ikke større. Eller mere meningsfuldt. Jeg kan mærke, at det er det, der for alvor trækker i mig nu. Det her med at give god og smagfuld mad en sund forankring. Det og så kurserne på Læsø og i bjergene i Mallorca."