Græd igennem: 19 film der sætter gang i tårerne
SPONSORERET indhold

Græd igennem: 19 film der sætter gang i tårerne

Har du brug for at sætte gang i tårekanalerne, så du får renset lidt ud i systemet? Så se en af disse sørgelige - og fantastiske! - film.

Af: Redaktionen Foto: Screendump fra YouTube af Elio og Oliver i Call Me By Your Name
20. sep. 2021 | Livsstil | ALT.dk

Der findes gode film, og så findes der film, som rører os til tårer.

Og selvom det kan være dejligt med en livsbekræftende og positiv film, er der også dage, hvor du bare har brug for at græde igennem.

Det kan både være, fordi du har kærestesorger, du går igennem en krise, eller bare fordi du har brug for lidt hverdags-melankoli.

Uanset hvad grunden er, så har vi fundet nogle af de bedste film på streamingtjenesterne, der nok skal få øjenvandet til at løbe.

Læs også: 25 film, du skal se på Netflix

1. Broke Back Mountain, 2005

Ulykkelig kærlighed, umulig kærlighed og ugengældte følelser. Det er tre hjerteskærende følelser, som kan få mange af os til at trille en lille tåre, og ”Broke Back Mountain” har dem alle.

Den handler om to klassiske cowboys, der bliver ansat til at hyrde får i bjergene. I starten bliver de gode venner, men i takt med, at de må rykke tættere sammen gennem de kolde nætter, bliver deres forhold også tættere, og de indleder en romantisk affære.

Men homoseksualitet er ikke velset i området, og derfor bliver de begge gift med kvinder. Deres kærlighed varer ved gennem mange år, selvom de erkender, at de aldrig vil kunne få hinanden.

2. La La Land, 2016

Selvom filmen indledes med en lettere overekstatisk dansescene, kan ”La La Land” faktisk sagtens lukke op for tårekanalerne.

Kærlighedshistorien mellem hovedpersonerne Mia og Sebastian balancerer nemlig hele tiden mellem næsten komisk-romantiske sekvenser, når stjernestøv for eksempel løfter det dansende par op midt i en vals, og så de små smertefulde øjeblikke, hvor kærligheden bliver gennemsyret af jalousi og uforløste drømme.

På den måde skildrer den en nostalgisk følelse af at have misset de vigtigeste chancer og mistet ting, man har holdt af.

3. Dear John, 2010

Da Savannahs taske på heroisk vis bliver reddet op af havet af den flotte og charmerende soldat John, begynder deres forhold at spire. De tager til fest sammen, hun møder Johns syge far, og de to unge mennesker forelsker sig selvfølgelig.

Men omstændighederne vil, at de to ikke kan være sammen. For John bliver genrekrutteret til hæren, og udsendt i årevis. De prøver at holde kontakten gennem kærlighedsbreve, men de mange år hver for sig slider på deres forhold, og Savannah må indse, at hun ikke kan vente på John for evigt.

4. Schindler’s List, 1994

Med krigens indtog i 1939, finder forretningsmanden Oskar Schindler en måde at rekruttere billig arbejdskraft: Han kan ansætte jøder til en billig løn på sin fabrik i Krakow, men det går også hurtigt op for ham, at han også kan gøre en forskel for disse mennesker.

For ved at beskæftige jøderne, kan han redde dem fra at komme i koncentrationslejr eller blive myrdet, og gradvist skifter hans fokus fra profit til næstekærlighed.

Schindlers historie er en gribende, sand beretning, som viser den magtesløshed, der eksisterede under 2. Verdenskrig. For det er selvfølgelig ikke muligt for forretningsmanden at redde alle jøder fra de uhyrligheder, de blev udsat for – og det sætter ham i et desperat dilemma, hvor han skal vælge, hvem han vil redde og vælge andre fra.

5. Remember Me, 2010

En klassisk boy-meets-girl-historie udfolder sig, når den rebelske Tyler møder livsglade og sprudlende Ally. Første gang Tyler prøver at imponere den smukke blondine, bliver han dog afvist, men det får ham hurtigt til at næsten forgude hende.

Da de endelig går på en date sammen, bliver han hurtigt forelsket i hendes finurlige sider, for eksempel, at hun altid spiser desserten før forret og hovedret, og hun bliver tiltrukket af hans rebelske teenage-attitude.

Men da romantikken er på sit højeste, og Ally endelig har fået lov til at se Tyler for sin politimandsfar, sker der noget, der får de to turtelduers verdner til at smuldrer, men også efterlader den gængse chick-flick seer måbende og med tårer i øjnene. For deres historie ender desværre ikke lykkeligt.

6. Million Dollar Baby, 2004

Hillary Swank spiller en af sine mest overbevisende roller i denne firedobbelte Oscar-vindende film 'Million Dollar Baby'.

Swank spiller den 31-årige Maggie, der - bogstaveligt - kæmper for at blive den bedste kvindelige bokser. Hun knokler for at nå sit mål, og netop som hun står på toppen af sin karriere, bliver hun slået ud. Fuldstændig. Hun vågner op til en brækket nakke og skal pludselig forlige sig med tanken om, at den drøm, hun har kæmpet for at opnå, ikke længere er indenfor rækkevidde. 

Det er en film, der kræver, at du er lavet af stål, hvis ikke du skal få våde øjne undervejs. Foruden Hillary Swank spiller også Morgan Freeman og Clint Eastwood med i denne rørende film, som Eastwood har instrueret. 

7. The Boy in the Striped Pyjamas, 2008

”Drengen i den stribede pyjamas” er en hjerteskærende beretning om nazisternes jødeudryddelse set fra en lille 8-årige drengs perspektiv.

Da Bruno er 8 år, flytter hans familie ind ved siden af en koncentrationslejr, hvor hans far skal være kommandant. Bruno har svært ved at forstå, hvorfor nogle mennesker er fanget bag et hegn, hvorfor de er så tynde, og hvorfor hans nye jødiske vens forældre pludselig en dag forsvinder. Det er først alt for sent, at det går op for Bruno, hvad disse mennesker egentlig udsættes for, og da er han ikke i stand til at gøre hverken fra eller til.

8. Forrest Gump, 1994

"Run Forrest, run".

De fleste af os kan nok et citat eller to fra filmen. Og de fleste af os har nok også fældet en lille tåre, når den sympatiske og noget naive Forrest bliver mødt af livets mange uretfærdigheder, udfordringer og tragedier.

Uden selv at vide det, får filmens hovedkarakter viklet sig selv ind i den amerikanske historie, da han kæmper i Vietnamkrigen, møder præsidenten, opdager Watergate-skandalen og indtager talerstolen til en anti-krigsdemonstration i Washington.

Han tager det hele med en barnlig optimisme, men bliver dog til sidst ramt af virkeligheden, da han får sit hjerte knust.

9. The Notebook, 2004

Noah er en simpel håndværker, og Allie kommer fra en rig familie, men på trods af det – eller måske netop på grund af det – bliver de stormende forelskede.

Deres kærlighedsforhold er så film-perfekt, som noget kan blive: Allies familie prøver at modsætte sig det, de bliver adskilt i årevis, men alligevel er deres kærlighed så intens, at den ikke kan slukkes af lidt (læs: meget) modgang.

Hvor tragisk dét end kan føles, begynder tårerne dog først for alvor presse sig på, når man møder Allie og Noah som gamle. De er imod alle odds endt på plejehjem sammen, men omstændighederne stadig prøver at skille dem ad.

10. P.S. I Love You, 2008

Holly møder sit livs kærlighed I Irland. Det er en stormende kærlighed fyldt med passion, skænderier og interne jokes. Men så dør han. Og det slår Holly fuldstændig ud af kurs.

Hun holder sig inden døre, snakker ikke med nogen og bryder ud i hysteriske grådanfald, når hun finder ting i huset, som minder hende om ham.

Men så begynder der at komme breve fra ham. For før han døde, havde han allerede planlagt, at hun skulle have noget til at muntre sig op, og derfor har han planlagt et skattejagtslignende eventyr for Holly, hvor hun kommer på karaokebar, til Irland og ikke mindst videre efter sorgen.

11. Call me by your name, 2017

Hvis du ikke har læst André Acimans fine roman 'Call Me by Your Name', så er filmen, som er baseret på bogen, det næstbedste valg (men læs lige bogen også).

Vi følger den 17-årige Elio i sommeren 1983. Han bor i Norditalien med sin familie, hvor dagene ligner hinanden, indtil farens nye forskningsassistent, Oliver, kommer og tilbringer sommeren i huset. Den unge Elio og den lidt ældre Oliver udvikler - langsomt - et romantisk forhold til hinanden, og den sommer  i det smukke italienske landskab ændrer deres liv sig for altid. Det er en film om det første møde med kærlighed, om seksualitet, begær og længsel.

'Call Me by Your Name' er en kritikerrost film, der blandt andet vandt en Oscar for bedste filmatisering, og Timothée Chalamet blev nomineret for sin skuespilpræstation som Elio. Desuden blev filmen også nomineret til tre Golden Globe. 

12. Gladiator, 2000

Maximus var en succesfuld general og en kærlig familiefar, indtil hans landsby blev brændt og hans familie blev taget fra ham.

Derefter bliver han solgt til slaveri og trænet til at kæmpe i det romerske Colosseum som gladiator. Han viser sig hurtigt at være en af de bedste kæmpere, og han opnår stor berømmelse for at være tæt på uovervindelig – uanset om det er mennesker, løver eller andre uhyrlige skabninger, han står overfor.

Filmen bør både ses for de vilde kampscener og den gode historie, men ikke mindst for den helt igennem tragiske skæbnefortælling om en mand, der mister alt.

13. En mand der hedder Ove, 2015

Den sure, gamle mand Ove er træt af livet. Efter hans kones død, vil han nemlig helst bare følge hende i graven, og han prøver derfor at gøre en ende på sig selv.

Men skæbnen – og naboerne – har andre planer. For da han skal til at gøre det forbi, bliver han afbrudt af sin iranske nabo Parvaneh, som har brug for hjælp til at bakke med en trailer.

Hans forsøger gentagne gange at sige farvel til verden, men hver gang kommer der noget i vejen, og til sidst – midt i al trøstesløsheden – finder Ove en mening med sit liv.

14. Milk, 2008

“My name is Harvey Milk, and I want to recruit you”

Det bliver politikeren Harveys slogan, da han beslutter sig for at stille op til byrådet i San Francisco. I 1977 lykkes det ham at blive valgt ind som den første homoseksuelle byrådspolitiker, og det ser ud, som om hans drømme om lige rettigheder til homoseksuelle er ved at lykkes.

Men det er ikke alle, der er lige venligtsindede over for ham og hans budskab.

Filmen skildrer både en stor uretfærdighedsfølelse og et romantisk kærlighedsforhold mellem ham og hans unge kæreste, men filmen er samtidig en inspiration til at følge sine drømme og at gøre noget meningsfyldt med sit liv.

15. Up, 2009

Meget atypisk for en trist film, så kommer den mest sørgelige sekvens allerede i den første del.

Filmen indledes med, at børnene Carl og Ellie møder hinanden. De vokser op sammen, bliver forelskede og lægger planer om at rejse til deres drømmedestination ”Paradise Falls” i Sydamerika. De lægger planer og penge til side, men hver gang kommer livet i vejen for rejsen. Og til sidst er det for sent.

Denne triste skæbnefortælling vises i en cirka fem minutter lang montage helt uden replikker, hvor musikken gradvist bliver mindre og mindre munter. Det er en hjerteskærende skildring af uforløste drømme og livets forgængelighed, som trækker voldsomt i tårekanalerne.

I resten af filmen følger vi den gamle Carl Fredericksen, som nu prøver at forløse drømmen om Paradise Falls på egen hånd. Det gør han ved at få sit hus til at lette ved hjælp af stakkevis af balloner, men han kommer ved en fejl til at tage den unge spejderdreng Russel med.

Derfra udspiller der sig en fin historie om de to umage venner, og om at drømme nogle gange er bedre i fantasien end i virkeligheden.

16. Walk the Line, 2006

Filmen ”Walk the Line” er endnu en film, der skildrer svær kærlighed. Men den er også mere end det. Den er fantastisk godt spillet, og – hvis man er til Johnny Cash – er den spækket med god musik.

Den fortæller historien om den sortklædte countrymusiker, der først bliver gift, men siden forelsker sig i sangerinden June Carter, som han møder på en turné. De begynder at spille sammen og forholdet udvikler sig, men det gør Johnnys forhold til stoffer også.

I krydsfeltet mellem sit ægteskab, sin kærlighed til June og sit stofmisbrug, bliver Johnnys liv mere og mere kompliceret, hvilket giver anledning til en masse tunge og smertefulde følelser.

17. Extremely Loud and Incredibly Close, 2011

Niårige Oskar forsøger at finde en mening med tingene efter farens død.

Den lille dreng har en utroligt livlig fantasi og finder mønstre i alting – noget, han har lært fra sin far, der altid plejede at lave gåder og skattejagte til ham.

Så da Oskar finder en mystisk nøgle, tænker han straks, at det må være en skattejagt, som hans far planlagde til ham inden sin død. Med denne gåde føres Oskar rundt i hjembyen New York, og på vejen møder han spøjse skæbner og utrolige historier.

Filmen er fint fortalt, fordi den sørgelige historie tillægges en uskyldighed fra den unge hovedperson, der bærer rundt på en tung sorg, som han har svært ved at sætte ord på, men som alligevel kommer til udtryk i de ting, han gør og siger.

18. Me Before You, 2016

”Me Before You” er en af de mere usædvanlige kærlighedshistorier. For første gang filmens hovedpersoner Louisa og Will møder hinanden, er da Louisa begynder at arbejde som plejer for Will, der er blevet lam efter et uheld.

I starten er Will vred på situationen og på Louisa, men langsomt udvikler de to et nært forhold, der til sidst bliver til kærlighed.

De vender op og ned på hinandens verdner og giver hinandens liv en fornyet mening. Noget, som er svært ikke at blive rørt og en smule inspireret af.

19. The Green Mile, 1999

Et af de mest gudsforladte steder på jorden må nok være dødsgangen i USA.

Her udspiller filmen ”The Green Mile” sig, og vi møder en gruppe fanger, som hver dag venter på, at det er deres tur til at dø, mens de bliver plaget af nogle til tider uduelige fangevogtere.

De har alle begået uhyrligheder, men en af dem er anderledes: John Coffey. Han er en meget stor, mørk mand, der uden tvivl kan slå fra sig. Men han har et hjerte af guld. Og det går hurtigt op for de andre indsatte, at den meget selvopofrende mand ikke kan have gjort noget så uhyrligt, som han er tiltalt for.

Filmen er både inspirerende med sin skildring af livet på randen af døden, men er også grusom i sin uretfærdighed og fortælling om et kynisk system.

Anbefalet til dig