Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

August Bille
Foto: Les Kaner Bille August holder sig mentalt aktiv og i god fysisk form for at have mest mulig energi til sit arbejde og sin familie.

Bille August: "Man må indgå en pagt med sig selv og sin partner om, at man aldrig indleder et forhold ved siden af"

Bille Augusts nye film handler om den ambitiøse og omsorgssvigtede Lykke-Per, og den handler også om Bille August. Han har selv brugt andre mennesker til at nå sine mål både i arbejds- og privatlivet, men i dag har han forliget sig med fortiden og forsonet sig med dem, det gik ud over. I kærligheden har han fundet ro efter at have forladt det ene forhold efter det andet for ikke selv at blive forladt.

Udgangspunkt

– Jeg læste Pontoppidans "Lykke-Per" for mange år siden, og på en eller anden måde har den levet i mig lige siden. Jeg tænkte, når jeg en dag føler mig klar til det, er dygtig nok eller moden nok til at lave "Lykke-Per" som film, så vil jeg gøre det. For fire-fem år siden købte vi rettighederne til bogen, og jeg begyndte at skrive manuskriptet til filmen. Når jeg har så stærke følelser for den bog, handler det om, at jeg føler, at der er meget Lykke-Per i mig. Jeg kan identificere mig så meget med Lykke-Per. Ikke at jeg er enig i alle hans handlinger, men jeg forstår hans måde at tænke på og de ting, han gør, på godt og ondt.

– Lykke-Per kommer fra et hjem med en streng far, og historien handler meget om omsorgssvigt. Min mor døde, da jeg var ni år gammel. Derefter var min søster og jeg overladt til vores far, som også var en streng far. Han havde visse forventninger til, hvad jeg skulle blive til her i livet, men da jeg valgte noget helt andet, satte han sig stærkt imod. Så den her løsrivelsesproces, som Per oplever, den har jeg også selv været igennem, og jeg har haft samme ærgerrighed, som Per også har. Jeg har brugt mine omgivelser til at nå de mål, jeg har sat mig. Og det har jeg gjort på godt og ondt. Både med hensyn til mit arbejde og de projekter, jeg har haft i mit liv. Men også privat i min omgangskreds og i de forhold, jeg har været involveret i.

– Jeg har måske ikke altid været den bedste, mest hensynsfulde partner for de kvinder, jeg har kendt. Jeg indså det på et tidspunkt og tænkte, nu må det være nok, det er ikke rimeligt, for jeg gjorde en del mennesker fortræd, og desuden mistede jeg også min værdighed ved det. Jeg kunne godt se, at det var forkert.

– I Lykke-Per fandt jeg en masse træk, som jeg kunne genkende. Jeg forstod hans ambitioner, hans selviske måde at opføre sig på og hans store behov for at gennemføre sine projekter. Det er det, der driver ham hele tiden på samme måde, som jeg også har også haft mine projekter i mit liv. De film, som jeg har lavet, har jeg kæmpet for hver og en, der er ikke noget, der er kommet gratis til mig. Jeg føler, jeg har haft alle forudsætninger for at lave filmen om Lykke-Per. Romanen er en mursten på 800 sider, så det var noget af en opgave at finde ud af, hvordan jeg skulle omdanne den til en film. Frem for alt skulle jeg finde ud af, hvilken historie i historien, jeg ville fortælle. Og selvfølgelig har jeg måttet træffe nogle store valg. Henrik Pontoppidan var præstesøn, så derfor fylder de forskellige religiøse fortolkninger rigtig meget i bogen, men det har vi skåret ned til ingenting i filmen, fordi det ikke er et så relevant emne i dag.  I stedet har vi fokuseret på Pers karakter og frem for alt på kærlighedshistorien med Jakobe, som jeg synes er en af de smukkeste kærlighedshistorier, der nogensinde er fortalt.

Bille AugustFoto: Les Kaner.

– I arbejdet med filmen er der dukket ting op fra mit eget liv, som minder om det, Lykke-Per oplever, så på den måde har processen været en rejse tilbage i tiden for mig. Jeg har i nogle situationer i mit liv involveret mig helt beregnende i mennesker for at nå mine mål. Jeg har forliget mig med min fortid og forsonet mig med dem, som har betalt prisen undervejs, så i dag har jeg ikke nogen hængepartier nogen steder, hvilket er meget vigtigt for mig.

Omdrejningspunkt

– Jeg er et lykkeligt menneske og meget tilfreds med mit liv, fordi jeg føler mig forløst. Jeg er ikke religiøs, men jeg tror, at man finder meningen med livet i de store passioner. I ens arbejde eller i en kreativ proces. I de projekter, man har.

– Det kan være ens arbejde, det kan være havearbejde, en hobby – det er ligegyldigt hvad – jeg tror på, at man bliver forløst i sine projekter. Men frem for alt bliver man forløst i kærligheden. Sara-Marie og jeg mødte hinanden for 16 år siden, og jeg er blevet lykkelig i kærligheden til hende.

– Da min mor blev syg, lå hun på hospitalet et helt år, hvor min søster og jeg ikke måtte besøge hende. Dagen efter hun døde, tog min far alle fotografier af hende ud af vores familiealbum og sagde, at vi aldrig måtte tale om hende mere, for det hjælper ikke at tale om de døde. Så fra eksisterende blev hun til aldrig at have eksisteret. Det har sat sine dybe spor og påvirket mig på den måde, at jeg har lidt af en form for separationsangst. Det var en voldsom adskillelse fra det menneske, der betød allermest for mig, at hun så brutalt blev taget fra mig. I mange af de relationer, jeg har haft gennem årene, har jeg derfor selv valgt at forlade forholdet for ikke at blive forladt. Det har været en beskyttelse, som har sat et stort præg på mit liv.

– På grund af min opvækst kunne jeg aldrig finde ro, jeg levede i en form for transit. Først da jeg mødte Sara-Marie, kunne jeg pludselig af en eller anden grund falde til ro i et forhold og fokusere på trygheden i det i langt højere grad, end jeg havde været i stand til tidligere.

LÆS OGSÅ: Frida Brygmann: "Jeg har altid været meget flakkende. Det har været lidt af et problem"

– Sara-Marie og jeg har en gensidig respekt og kærlighed. Vi ser hinanden som de mennesker, vi er, og har ikke noget ønske om at lave hinanden om. Vi kan hvile i os selv i parforholdet. Vi giver plads til de ting, der er. Jeg får stor støtte, og når jeg vælger projekter, stemmer jeg det af med Sara-Marie, især hvis det indebærer, at jeg skal rejse bort i længere perioder. Som udgangspunkt tænker hun, at det skal jeg bare gøre, at det bliver godt, og at vi nok skal finde ud af det, selvom det indebærer fravær fra vores tre børn. Omvendt støtter jeg også hende i den udstrækning, jeg kan, så hun kan tage de roller, hun gerne vil have. Sara-Marie er en god kammerat, hun er god at tale med, og hun er klog. Menneskeklog.

– Vi er også meget enige om, hvordan vi skal håndtere børnene. Vi har en fælles forståelse af, at børnene skal have den plads, de har behov for. Vi vil dem det bedste, og vi er gode til begge to at se de individuelle kvaliteter, de hver især har, og de behov, de har. At betragte dem som selvstændige individer. Der er selvfølgelig også tusind andre ting, der binder os sammen, uden at jeg kan sætte ord på, hvad det er, også på trods af den aldersforskel på 24 år, der er imellem os. Det er klart, aldersforskellen er der, vi har jo forskellige referencer, men alder er noget mærkeligt noget. Der er mennesker, der er tidløse. Eller rettere, der er mennesker, hvor de menneskelige kvaliteter ligger ud over alderen.

– Jeg har venner, der er både meget yngre og ældre, men jeg tænker aldrig på alder. Jeg fylder 70 i år, men jeg føler mig overhovedet ikke gammel. Jeg føler måske, jeg er 45-50 år både fysisk og psykisk. Jeg kan ikke begribe det, når jeg ser tallet 70 – tak skal du have, tænker jeg. Men så længe man bevarer sin glød af nysgerrighed og sin evne til at være til stedet i nuet, så er alder ikke så vigtig. Det er sådan, jeg forsøger at leve mit liv.

Vendepunkt

– Mit første vendepunkt var, at jeg brød med min far og valgte noget, jeg selv ville. Jeg var 17-18 år, og jeg ønskede at uddanne mig til fotograf mod min fars ønske. Jeg rejste til Stockholm i 1967 for at gå på en fotoskole deroppe. Der er en replik med i "Lykke-Per"-filmen, som ikke er med i romanen. Lykke-Pers far siger, at familien har sparet op igennem alle årene, for at Per kan få penge med til sin uddannelse, men nu, hvor han vælger at rejse til København og følge en helt anden vej, end faren havde tænkt, så får han ikke pengene. Det er ikke noget, Lykke-Pers far siger i bogen. Det var noget, min far sagde til mig. Så da jeg rejste til Stockholm, var jeg simpelthen så fattig, at jeg gik på æblerov om natten og tog arbejde på en chokoladefabrik bare for at få noget at spise. Alle de penge, jeg havde, skulle bruges på fotoskolen til materialer. Så jeg arbejdede hver nat og i fritiden for at tjene nok. Men jeg var lykkelig, frem for alt fordi jeg var i gang med noget, jeg selv ville. Det var et valg, jeg havde truffet, og jeg ville gennemføre det og have succes med det.

Bille AugustFoto: Les Kaner.

– På fotoskolen mødte jeg skolens rektor, Christer Strömholm, som var en af verdens bedste fotografer dengang, og mødet med ham var et stort vendepunkt i mit liv. Pludselig var der et voksent menneske, som jeg følte kunne se mig. Han kunne se de behov, jeg havde, han kunne se det menneske, jeg var, og han kunne støtte mig i det, jeg ville. Han betød utrolig meget for mig og blev en slags faderfigur for mig. I de år, hvor jeg var i Stockholm, var jeg næsten aldrig hjemme og besøge familien, kun til højtiderne.

– Senere i livet angrede min far det, der var sket, og ville, at vi skulle forsones. Han spurgte, om vi ikke kunne tage i sommerhuset alene sammen, så vi kunne tale. Men på det tidspunkt var jeg ikke klar til det, jeg havde ikke lyst. Så den snak fik vi aldrig. Det har jeg det fint med. Jeg siger som Lykke-Per: "Det var en lettelse ikke at føle noget, da han døde".

Blødt punkt

– Når børnene er ulykkelige – det er svært. De har jo deres ting, de slås med. Det er barskt at være barn, og det er barskt i forhold til alle de valg, de skal træffe for livet, i forhold til venner og i skolen. Jeg synes, at de sociale medier gør det yderligere svært for dem, og Sara-Marie og jeg gør, hvad vi kan, for at trække dem væk fra skærmene.

– Mine tre yngste børn bor hjemme, og jeg er mere sammen med dem, end jeg har været med mine fem andre børn. Det er fantastisk. Jeg er meget glad for, at jeg har truffet et valg om at være mere hjemme. Vores yngste, Aya, går i børnehave, og det er så vidunderligt sjovt at kunne følge hende tæt og se og opleve de særheder og egenskaber, som bare er hendes helt egne. Jeg synes, at jeg med alderen er blevet bedre til at se det og glæde mig over det. Børn og den uskyld, de lever i, er fantastisk. At se dem have hele livet foran sig og opleve, hvor modtagelige de er, og hvordan de resonerer. Det giver mig enorm glæde.

– Jeg vil jo ikke være her til at se Ayas børn vokse op, og det kan godt være svært at tænke på. Via mit arbejde holder jeg mig mentalt aktiv, og jeg prøver også at holde mig i god fysisk form, så jeg kan være her så længe som muligt. Jeg har et fitnessrum her i huset, hvor jeg bruger en halv til en hel time hver dag. Jeg vågner altid mellem fem og halv seks, og så træner jeg, indtil jeg skal op og vække børnene og lave morgenmad. Træningen gør, at jeg har det bedre og orker mere.

LÆS OGSÅ: Marianne og Phillippe har børn i hver sit land og ses kun hver anden weekend: "Vi prioriterer tiden benhårdt"

– Jeg har heldigvis en meget tæt relation til alle mine børn. De gange, hvor jeg har måttet lade mig skille fra mine børns mødre, har overskriften været, at det for guds skyld ikke måtte gå ud over børnene. Og vi har altid kunnet lave aftaler om, hvornår børnene skulle være hvor. Jeg har altid sørget for, at der var plads til alle børnene hos mig. Jeg har bevaret en god relation til mine børns mødre, der har ikke været bitterhed, vi har bare besluttet at gå hver vores vej.

Nulpunkt

– Jeg tror, det er mine skilsmisser. Det er så forfærdeligt at nå frem til den erkendelse, at den store kærlighed, som vi troede så meget på, er forsvundet. Hvor forsvandt den hen? Jeg kan ikke komme på noget, der er værre, end at skulle træffe sådan en beslutning. Jeg har kun været gift en gang før, men jeg har levet sammen med fem kvinder i længere tid, og det er det samme brud, uanset om man er gift eller ej. Man forelsker sig, er helt opslugt af kærligheden, og man får børn sammen, fordi man føler, det er det rigtige. Og så forbruger man kærligheden, den forsvinder, og pludselig står man der og kan ikke forstå, hvad pokker der skete. Den kærlighedskapital, man havde sammen, er opbrugt. Der er ikke mere at tage af, og man må gå hver til sit. Det er et nulpunkt.

– Jeg har altid arbejdet rigtig meget, og tidligere var jeg meget dårlig til at forene mit arbejde med mit privatliv. Jeg har ikke kunnet orkestrere det eller har ikke kunnet overskue, hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen, og det har været skyld i nogle brudte forhold.

Bille AugustFoto: Les Kaner.

– Da jeg var gift med Pernilla August, boede vi i Stockholm. Jeg havde ikke
rigtig nogen sociale relationer ud over Pernilla, så jeg følte mig mere og mere ensom deroppe. Pernilla var en meget aktiv skuespiller, der filmede om dagen og ofte var på teateret om aftenen. Jeg var derfor meget alene med vores to små piger, hvilket jo var herligt, men som tiden gik, følte jeg mig mere og mere alene og fortvivlet. Desuden var jeg også frustreret over ikke at kunne være sammen med de børn, jeg havde i Danmark. Det kostede mig et ægteskab, hvilket naturligvis var enormt synd for mine svenske piger. At stå over for hinanden i skilsmisseøjeblikket og erkende, at forholdet ikke fungerer, er tungt, men når der er børn involveret, er det frygteligt. Der er alle mulige klicheer om, at det er bedre for børnene, at man bliver skilt, hvis forholdet ikke fungerer, men det passer jo ikke. Børnene vil helst have, at deres forældre er sammen.

LÆS OGSÅ: Kirsten Lehfeldt om at græde af lykke: "Han kan gøre mig grådlabil på et splitsekund"

– Mit ægteskab med Sara-Marie skal holde. Det er noget med at ville det. Jeg befinder mig i en branche, hvor det handler om følelser hver dag, og hvor man kan let komme til at forveksle de følelser, der opstår i filmen og i rollerne, med noget privat, hvilket let afstedkommer, at man indleder et forhold. Jeg har set det ske så mange gange. Og jeg har selv praktiseret det.

– Der er det vigtigt, hvis man er i et fast forhold, at man spørger sig selv: Er det det her, du vil? I virkeligheden handler det om et valg. En beslutning. Jeg mener, at man må indgå en pagt med sig selv og sin partner om, at man aldrig indleder et forhold ved siden af. En pagt om, at man kan stole på hinanden. Da jeg for mange år siden lavede "Åndernes Hus" med bl.a. Meryl Streep, snakkede hun og jeg om utroskab. Hun har haft en fantastisk karriere, hvor hun har mødt de mest interessante mænd i verden. Hun sagde, at hun en gang for alle havde besluttet sig for aldrig at gå over stregen. Hendes mand måtte aldrig være i tvivl om, at hun var ham tro, og det har betydet, at hendes ægteskab har holdt i så mange år. Jeg tænker tit på, hvad hun sagde, for jeg synes, det er så rigtigt.

Endepunkt

– Jeg lavede for et par år siden filmen "Stille hjerte" med Ghita Nørby i hovedrollen. Den handler om en kvinde, som lider af ALS, en frygtelig sklerosesygdom, hvor hun ved, at hun snart skal dø. For at slippe for slutte tilværelsen i uværdighed beslutter hun sig for at tage sit eget liv. Jeg tænkte selvfølgelig meget på døden, da jeg arbejdede på den film. Hvordan er det at kende sin slutdato? Jeg prøvede at forestille mig det, og tanken gjorde
mig fuldstændig panisk.

– I mine yngre dage tænkte jeg, at bare jeg kunne slutte livet som et lykkeligt og harmonisk menneske, så ville det være fint. Men jo mere jeg tænker på det, jo mere forfærdelig synes jeg tanken om døden er. Jeg holder så ufattelig meget af livet, og jeg kan ikke begribe, at jeg pludselig en dag ikke skal se mine børn, min hustru og alle de mennesker, jeg holder af, mere. Jeg kan godt forstå, at de skal leve videre uden mig, men tanken om, at jeg ikke skal være en del af alt det, jeg synes er så vidunderligt, er ubegribelig.

– I min alder handler livet om virkelig at prioritere. Hver dag og hver en time er vigtigt. Bruger man tiden ordentligt? Er man ordentlig over for hinanden Husker man at sortere det uvæsentlige fra? At prioritere børnene? Når man elsker livet så meget, som jeg gør, skal man leve det fuldt ud og sørge for, at man er forløst i det, man laver og gør. Og det forsøger jeg at efterleve hver dag. 

Hvem er Bille August?

Bille August

Bille August, 69

  • Filminstruktør kendt for bl.a. "Zappa" (1983), "Pelle Erobreren" (1987), "Den gode vilje" (1991), "Åndernes hus" (1993), "Frøken Smillas fornemmelse for sne" (1997), "En sang for Martin" (2001), "Maries valg" (2012) og "Stille hjerte" (2014).
  • Vandt en Oscar, De Gyldne Palmer og Golden Globes for "Pelle Erobreren" og De Gyldne Palmer for "Den gode vilje".
  • Aktuel med filmen "Lykke-Per", som har Esben Smed i hovedrollen. Kommer som miniserie på TV2 næste år.
  • Gift med skuespilleren Sara-Marie Maltha, 46, med hvem han har børnene Amaryllis, 15, Albert, 13, og Aya på 5 år. Derudover har han fem børn fra tidligere forhold: Melina, 49, Anders, 39, Adam 35, Asta, 27 og Alba på 25 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Film, Karriere og Familieliv