Jeg magter ikke min venindes ondskabsfulde bemærkninger

Spørgsmål om at tackle ubehagelige bemærkninger

Jeg er en kvinde i midten af 50’erne, gift og mor til voksne børn. Jeg har for et par år siden genoptaget venskabet med en ungdomsveninde, som jeg havde for lidt tid til at ses med tidligere. Det har været rigtigt dejligt, og i efteråret foreslog hun, at vi tog på julegave indkøb i Hamborg sammen.

Jeg glædede mig til turen, men desværre blev den ikke vellykket. Min veninde endte nemlig med delvist at ødelægge rejsen. Hun har altid været og er en farverig og livsglad pige – sådan beskriver hun i hvert fald altid sig selv.

LÆS OGSÅ: Jeg kan ikke holde ud at bo sammen med min kæreste

Problemet er, at hun åbenbart også med årene har udviklet en ubehagelig vane med at komme med ubehagelige bemærkninger, især når hun har fået lidt at drikke. Bl.a. stak hun til mit ægteskab, som hun fandt kedeligt – hun er selv single. Hun mente også, at jeg gjorde for meget ud af mit udseende, var for materialistisk osv. Den type bemærkninger faldt gerne om aftenen efter et par glas vin. Jeg blev så befippet, at jeg ikke fik sagt fra, og næste morgen var hun i sit glade hjørne igen. Jeg var faktisk udmattet og trist, da vi kom hjem, mens hun allerede taler om, at vi skal afsted igen, hvilket jeg ikke har lyst til. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gribe det her an, for jeg er jo glad for hende, og jeg er nok ikke glad for konflikter. Har du et råd?

Vibeke Dorph om misundelse og mindreværd

Der er altid et par hår, der rejser sig i nakken på mig, når jeg hører om mennesker, der beskriver sig selv som evigt livsglade. Nok fordi jeg selv er løbet ind i typen flere gange og netop som du har oplevet, at der bag denne skingre facade af kronisk livsglæde gerne gemmer sig et ganske almindeligt menneske, der har hang til at være lige så sur, misundelig og mindreværdig som alle os andre.

Problemet med den type mennesker er, at de ikke kan finde ud af at håndtere disse mindre flatterende sider af sig selv og derfor nægter at forholde sig til dem. Derfor kommer deres dårlige humør ud mellem sidebenene som små stikkende bemærkninger, som i din venindes tilfælde. For jeg kan da ikke lade være med at tænke, at når hun kritiserer dit ægteskab, mon det så ikke i virkeligheden skyldes misundelse? Og når hun mener, at du gør for meget ud af dig selv, skyldes det så måske, at hun selv har givet op?

LÆS OGSÅ: Jeg er træt af altid at skulle være noget for andre

Nu er jeg også selv for længst ovre den alder, hvor jeg orker at opdrage på voksne mennesker, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, men er det et menneske, jeg vitterligt holder af, så tager jeg kampen. F.eks. ved at spørge dem, om det er sådan, de synes, man taler til sine veninder. Eller jeg beder dem roligt om at uddybe, hvad de mener, så de hænger på at skulle uddybe deres små ”uskyldige” stik. Den slags konfrontation skal helst gøres stille og roligt og helt uden vrede. Det sidste formår jeg dog sjældent, for jeg er desværre ikke selv noget livstykke med et uendeligt overskud, men blot et almindeligt, ufuldkomment menneske – måske heldigvis.