Min kæreste dukkede op til en familiefødselsdag med en anden kvinde, som han nu kalder sin kæreste. Vores forhold har været i en krise, men jeg havde på ingen måde regnet med, at det var slut, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Jeg er en kvinde på 59 år, som er kommet i en forfærdelig krise. Min kæreste, som er jævnaldrende med mig, fik en blodprop for snart to år siden. Hverdagen blev herefter anderledes. Han fik mén af blodproppen og skulle bl.a. hvile meget. Min kæreste havde også et job, der ligger i hans gamle hjemby 200 km. fra, hvor jeg bor, og vi indtil nu har boet sammen.
Den lange tur kunne han ikke længere klare at køre, så vi blev enige om, at han skulle flytte tilbage, og vi så skulle ses i weekender og ferier, og når der ellers var tid. Den løsning trivedes jeg fint med, jeg fandt ro i min hverdag, men savnede ham selvfølgelig, selvom vi så hinanden ganske tit. Alligevel endte det med, at vi røg ud i en krise, fordi vi var i tvivl om, hvorvidt forholdet kunne fortsætte på de betingelser. Der gik en måned, hvor vi ikke var i kontakt med hinanden, og da jeg endelig fik fat i ham, var han sur.
Forleden dag talte jeg så med min kærestes bror, der kunne fortælle mig, at min kæreste 14 dage før var dukket op med en ny kæreste til en familiefest. Ingen i familien var klar over, at vi var gået fra hinanden, og at han havde fundet en ny, så de var blevet godt chokeret. Jeg skrev til min kæreste og spurgte, om det var sandt. Han ringede til mig senere og sagde, at det var et nyt forhold, og at han troede, at jeg også var videre.
Jeg blev fuldstændig knust, for jeg havde på ingen måde regnet med, at det var slut. Vi har kendt hinanden i seks år og boet sammen i fire. Jeg har spurgt ham, om han er forelsket, og om han da slet ikke kan se os som par mere. Til det svarer han måske, men ikke lige nu. Hvad gør jeg?
Vibeke Dorph om at pleje hjertesorgen og passe på sig selv
Med fare for at lyde kynisk så kunne jeg ikke lade være med at blive lidt rørt over din mail. For lige så ofte jeg får mails fra ulykkelig forelskede unge kvinder, lige så sjældent får jeg det fra kvinder, der har passeret de 50. Det er på sin egen måde dybt livsbekræftende, når det sker, for at kunne føle stort er afgørende for at være et helt og livskraftigt menneske. Så egentlig bør du se dine tårer som et bevis på, at lige præcis et sådant menneske er du.
Når jeg læser din mail, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at du i sidste ende vil få det godt med, at forholdet til din kæreste sluttede. Nu ved jeg jo ikke, om der skete noget med din ekskærestes hoved, da han fik den blodprop, men hans opførsel virker på mig meget besynderlig. Man starter ikke et nyt forhold, før man har gjort det forhold, man er i, forbi, og man slæber ikke sin nye kæreste med til en familiefest, uden at familien er bekendt med de faktiske forhold. Det har din ekskæreste valgt at gøre, og det vidner om en dårlig karakter hos et menneske, der ikke er værd at spilde tid på.
Derfor er mit råd til dig, at du nu plejer din hjertesorg og gør det ved at overforkæle og passe uendelig godt på dig selv. Og husk så på, at når du nu ved, at du er en kvinde, der er i stand til at elske dybt, så skal du nok også nok snart møde den mand, der fortjener din kærlighed i langt højere grad end ham, det nu er slut med.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.