Britney Spears 40 år
SPONSORERET indhold

Britney Spears fylder 40 år – og er endelig en fri kvinde

Fra barnestjerne og 90’er-Lolita til sammenbrud og umyndiggørelse. Få stjerner har redefineret popscenen som Britney Spears, og få er faldet så dybt for blot at genopstå på ny. I denne måned fylder popdronningen 40 og er endelig sluppet fri af faderens omdiskuterede formynderskab. Vi fortæller historien gennem nogle af hendes største hits.

Af: Nanna Balslev Foto: Getty Images
02. dec. 2021 | Livsstil | Eurowoman

...Baby, One More Time (1998)

I 1998 hed de største popstjerner Backstreet Boys, ’N Sync og Spice Girls, men Britney Spears’ gennembrud i 1998 var et regulært jordskælv på popscenen. Musikvideoen til ...Baby One More Time var inspireret af klassiske high school-film som Clueless og She’s All That og introducerede 16-årige Britney som ikonisk 90’er-Lolita, iført sexet skoleuniform med miniskørt og mavebluse, der skiftevis flirtede uskyldigt med kameraet og rullede selvsikkert med hofterne til tonerne af pophymnen med de seksuelle undertoner og omkvædet:

"My loneliness is killing me (and I) / I must confess I still believe (still believe) / When I’m not with you I lose my mind / Give me a sign / Hit me, baby, one more time!"

LÆS OGSÅ: Sofie Lassen-Kahlke: "Det ruskede op i min grundvold at få et barn som 40-årig"

Britney var mere sexet end de fleste af datidens popstjerner, men når hun indtog scenen med sin stramt koreograferede optræden, var det hendes dedikation og professionalisme, der holdt tilskuerne tryllebundet. ...Baby, One More Time blev en af de bedst sælgende singler nogensinde, og året efter udkom debutalbummet af samme navn.

Men selv om mange dengang troede, at Britney Spears var et one hit wonder, havde hun allerede været professionel i et årti. Først som barnestjerne i hjembyen Kentwood, Louisiana, hvor hun havde deltaget i en lang række lokale talentkonkurrencer, og fra hun var 11 år som en del af Disney Channels Mickey Mouse Club sammen med andre børnestjerner som Christina Aguilera, Ryan Gosling, Keri Russell og Justin Timberlake. På YouTube kan man se videoer af en pre-teen-udgave af Britney, der danser og synger med på nogle af tidens største hits.

De seismografiske rystelser fra ...Baby One More Time viste sig både på hitlister, radiobølger og teenageværelser verden over. Nummeret gjorde Britney Spears til en megastjerne og satte gang i en international Britney-mania, og hendes gennembrud markerede begyndelsen på en ny generation af teenageidoler som Christina Aguilera, Pink og Jessica Simpson.

Stronger (2000)

I medierne blev Britney Spears ofte beskrevet som en slags samlebånds-popstjerne, der var modeleret af et dygtigt hold af pladeselskabsfolk og producere med svenske Max Martin i spidsen. Men selv om der uden tvivl var en skarp marketingstrategi bag Britneys gennembrud, knoklede hun i årevis benhårdt på at slå igennem. Sammen med sin mor, Lynne Spears, brugte Britney en stor del af sin barndom på at deltage i talentkonkurrencer og auditions i hele USA. Hun var blot 15 år, da hun fik kontrakt med pladeselskabet Jive Records, og fra 1998 optrådte hun først i storcentre, på spillesteder og senere kæmpestadioner med et stort hold af dansere, koreografer, musikere og sceneteknikere for at perfektionere sit sceneshow.

Alene fra 1999 til 2004 udsendte Britney fire albummer, medvirkede i filmen Crossroads og var på fem verdensturnéer. Hun er med andre ord ikke kommet sovende til noget som helst, men alligevel blev hun i starten af 00’erne ofte fremstillet som en marionetdukke underlagt andre folks vilje. Hvilket blev otte år senere, da hendes far, Jamie Spears, fik formynderskab over hende. Af samme årsag er det nærmest profetisk at høre hittet Stronger fra 2000 med linjerne:

"I’ve had enough / I’m not your property as from today, baby / You might think that I won’t make it on my own / But now I’m / Stronger than yesterday."

Everytime (2003)

Britneys gennembrud er vævet tæt sammen med celebrity-mediernes storhedstid, og hendes overgang fra teenageår til voksenliv blev intensivt dokumenteret af paparazzi-fotograferne. Fra starten blev hendes seksualitet nærmest anset som et offentligt anliggende, og datidens talkshowværter følte sig ikke for fine til at kommentere hendes bryster eller spørge hende, om hun stadig var jomfru. Fordi Britney var hele America’s sweetheart, da hun slog igennem, forsøgte mange medier at fastholde hende i det uskyldige teenageimage, selv efter hun var blevet voksen. Som hun synger på I’m Not a Girl, Not Yet a Woman: "I’m not a girl / Not yet a woman / All I need is time / A moment that is mine / While I’m in between / I’m not a girl."

Opmærksomheden fra medierne blev ikke mindre, da hun i 1999 blev kæreste med Justin Timberlake, der var forsanger i ’N Sync og en af tidens største popstjerner. Deres forhold blev dækket intensivt af sladderbladene, og billederne af deres datenights og matchende denimoutfits til American Music Awards gik verden rundt. Men stemningen vendte, da parret gik fra hinanden i 2002. Under stor mediebevågenhed udsendte Justin Timberlake den indebrændte Cry Me A River, der handler om en utro ekskæreste med en Britney-lookalike i musikvideoen.

Justin Timberlake kickstartede sin solokarriere med et bagholdsangreb på sin ungdomskæreste, mens Britney Spears blev slutshamet i medierne og fremstillet som den upålidelige ekskæreste. I et interview, der endte i tårer, med Britney Spears i 2003, gjorde talkshow-værten Diane Sawyer indirekte sangerinden ansvarlig for bruddet med spørgsmålet: "Du gjorde noget, der forvoldte ham stor smerte. Hvad var det?"

Selv udtalte Britney sig aldrig direkte om årsagen til bruddet, som hun skildrede i den balladen Everytime fra 2003: "I may have made it rain / Please forgive me / My weakness caused you pain / And this song’s my sorry."

LÆS OGSÅ: Emma Holten om én udfording, kvinder oplever på jobbet: "Det er tabu at bringe det op"

Piece of Me (2007)

Der findes et meme med teksten: "Britney Spears survived 2007, you can handle today" med hentydning til Britneys offentlige sammenbrud i midten af 00’erne, hvor eksklusive paparazzi-billeder af hende blev solgt for helt op til syv millioner kroner. Fotograferne kunne med andre ord skabe sig en lukrativ karriere på at følge i hendes fodspor, hvilket betød, at hun konstant var omringet af fotografer i det offentlige rum. Sladderbladene tjente millioner på deres forsider med Britney, der festede i New York eller Los Angeles med celebrity-veninderne Paris Hilton og Nicole Richie.

Men hendes sammenbrud startede for alvor, da hun i 2007 først barberede de lange lokker af hos en frisør i L.A. og kort tid efter tæskede løs med en paraply på en bil, der tilhørte en paparazzi. Billederne af den rasende, kronragede sangerinde, der slog løs på fotografens Range Rover, blev bragt i sladderblade verden over. På det tidspunkt var hun lige blevet skilt fra danseren Kevin Federline, og de kæmpede om forældremyndigheden over deres to børn. Efter et kort ophold på en afvænningsklinik, blev Britney indlagt på et psykiatrisk hospital og diagnosticeret med bipolar lidelse.

Ironisk nok udsendte hun i oktober samme år det fremragende album Blackout, der ud over monsterhittet Gimme More også indeholdt Piece of Me, der skildrer hendes ambivalente forhold til pressen: "I’m Miss American Dream since I was 17 / Don’t matter if I step on the scene, or sneak away to the Philippines / They’re still gon’ put pictures of my derriere in the magazine."

I Wanna Go (2011)

Efter Britneys annus horribilis blev hun i 2008 umyndiggjort og fik sin far, Jamie Spears, udpeget som økonomisk værge. Formynderskabet indebar, at faderen i samarbejde med ejendomsadministratoren Andrew Wallet havde fuld råderet over hendes økonomi og ansvar for hendes sponsor- og turnéaftaler samt tv-optrædener. I praksis betød det, at Britney i en alder af 26 år og mere end et årti frem fik udbetalt lommepenge af sin far, og at hun skulle have sin fars samtykke til alt fra medicinrecepter til Netflix-abonnementer.

Men selv om hun har været underlagt formynderskab siden 2008 med henvisning til hendes psykiske tilsand, har det ikke lagt låg på hverken albummer eller koncerter. Allerede i slutningen af 2008 udkom albummet Circus, og i de følgende år fortsatte hun med at turnere og indgå lukrative millionaftaler om eksklusive Las Vegas-koncerter.

Det har fået en del Britney-fans til at undre sig – for hvordan kan sangerinden være for psykisk ustabil til at styre sin egen økonomi, men samtidig rask nok til at fortsætte med at turnere i hele verden og holde gang i popstjernebrandet Britney Spears?

I 2011 udsendte hun albummet Femme Fatale, der resulterede i hits som Hold It Against Me og Till the World Ends, men især nummeret I Wanna Go, der handler om berømmelsens bagside, fik mange fans til at spidse ører med linjerne: "Lately people got me all tied up / There’s a countdown waiting for me to erupt / Time to blow out / I’ve been told who I should do it with / To keep both my hands above the blanket / When the lights out."

LÆS OGSÅ: Sygeplejersker og 4 modige kvinder får ærefuld pris: ”Store forandringer skabes sjældent kun af én person”

Work Bitch (2013)

Et af Britney Spears senere hits Work Bitch er skrevet sammen med Will.i.am og Sebastian Ingrosso fra Swedish House Mafia. Nummeret blander Britneys karakteristiske nasale vokal med en mere uptempo EDM-lyd (electronic dance music, red.) og et hurtigere beat end de fleste andre Britney-sange. Ud over at ligge på top 10 på hitlisten i 14 forskellige lande er sangen også et populært valg til lip sync-konkurrencen i RuPaul’s Drag Race med omkvædet: "You want a hot body? / You want a Bugatti? / You want a Maserati? / You better work, bitch / You want a Lamborghini? / Sippin’ martinis? / Look hot in a bikini? / You better work, bitch."

Do You Wanna Come Over? (2016)

Britney Spears har kun givet få interviews siden 2013 og har indtil i år ikke udtalt sig om faderens formynderskab. Men ifølge mange Britney-fans giver flere af hendes sange et indblik i hendes liv, og flere fremhæver Do You Wanna Come Over som et vigtigt nummer, hvis man skal forstå, hvordan det er at være en af verdens største popstjerner. Omkvædet lyder: "Nobody should be alone if they don’t have to be."

Britney har ikke turneret siden 2018, men de seneste par år er hendes Instagram-konto blevet genstand for både analyser og konspirationsteorier blandt hendes fans. Der findes endda en hel podcast dedikeret til hendes Instagram – Britney’s Gram, der i april 2019 bragte et interview med en person fra sundhedsvæsenet i Los Angeles, som påstod, at Britney Spears havde været indlagt på et behandlingscenter mod sin vilje. I samme podcast kom det frem, at Britneys far angiveligt havde truet med at aflyse hendes turné, hvis hun ikke tog sin medicin.

Det blev starten på #FreeBritney-bevægelsen, der mente, at Britney blev holdt indespærret mod sin vilje af faderen. Bevægelsen blev startet af Britney-fans, som demonstrerede foran retsbygningen i West Hollywood, men spredte sig hurtigt til de sociale medier, hvor den fik opbakning fra andre popstjerner som Cher, Miley Cyrus og Christina Aguilera.

Flere etablerede medier begyndte dog også at følge sagen – bl.a. The New York Times, der stod bag den omdiskuterede dokumentar Framing Britney Spears, som blev vist på TV 2 herhjemme. I juni kom det frem, at Britney havde forsøgt at få ophævet formynderskabet i årevis uden held. I retten beskrev hun det som mishandling og fortalte om, hvordan hun var blevet tvunget til at tage medicin mod sin vilje og få opsat en spiral, selv om hun gerne ville have et barn med sin forlovede, Sam Asghari.

"I stedet for at få undersøgt min opførsel, vil jeg have min far set efter i sømmene. Værgemålet tillader min far at ødelægge mit liv. Det er mishandling, og alle ved det," sagde Britney Spears i retten.

Efterfølgende fik hun for første gang lov til at udpege sin egen advokat. Og efter 13 år, hvor hendes far har bestemt over hendes økonomi og frihed – og profiteret af det selv –blev Jamie Spears i slutningen af september frataget rollen som hendes værge. I stedet er revisoren John Zabel, der er udpeget af Britneys advokat, midlertidig ansvarlig for hendes økonomi.

I en alder af 40 år er Britney Spears dermed endelig en fri kvinde. Hun er nygift og at dømme ud fra hendes Instagram-profil nyder hun livet med sin mand og sine to teenagedrenge. Efter afgørelsen postede hun en video på Instagram, hvor hun kortvarigt får lov til at styre et fly med hjælp fra en pilot.

Teksten til billedet siger: "I den syvende himmel lige nu."

Anbefalet til dig