”Man behøver ikke opføre sig på en bestemt måde, fordi man er 60 eller 70”
Foto: Les Kaner Man skal ikke fokusere for meget på udseende, mener Camilla Lindemann, der ville ønske, at hendes egen barndom havde handlet mindre om, hvad der IKKE klædte hendes krop.

”Man behøver ikke opføre sig på en bestemt måde, fordi man er 60 eller 70”

Camilla Lindemann er sprunget ud som model som 71-årig og synes, det er vidunderligt, at livet på den anden side af 70 kan være så mangfoldigt i dag. Det siger hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

I en alder af 71 kan Camilla Lindemann – foruden folkeskolelærer, journalist, forfatter, foredragsholder og chefredaktør for flere danske modemagasiner – nu også skrive model på sit CV.

Sammen med tre andre nordiske kvinder er hun nemlig blevet ansigt for en stor kampagne for beautymærket L’Oréal.

Og selvom Camilla på ingen måde havde set det komme, at hun skulle nå at gøre karriere i modelverdenen, så synes hun, at det er dejligt at se, at tiden er blevet moden til at bruge modeller i en højere alder.

– Det er helt vidunderligt, at man er begyndt at bruge ældre modeller. Det er en dejlig ny tid, vi kommer ind i. En tid, hvor der er plads til forskellighed. Alder er et mere nuanceret begreb i dag. Man behøver ikke opføre sig på en bestemt måde, fordi man er 60 eller 70, siger hun blandt andet i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

– Livet er så mangfoldigt i dag. Også efter et langt arbejdsliv. Man kan selv bestemme, om man vil tage fat på en ny karriere, eller bare nyde livet. Og tænk engang, at man kan springe ud som model som 70-årig.

At hvile i sit udseende

I det hele taget hviler Camilla i sit udseende, synes hun. Og hun har da heller ikke andet end skuldertræk tilovers for de spor, alderen trods alt har sat på kroppen.

– Når jeg ser billeder af mig selv som ung i dag, tænker jeg, at jeg da så godt ud. Og det skulle jeg nok have været mere bevidst om. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tænker jeg også, at det ikke er helt ringe i dag. For jeg ser mange mennesker på 70 år, både mænd og kvinder, som er mere præget af deres alder, end jeg er.

Men der skal heller ikke været for meget fokus på udseende og alt det ydre, påpeger Camilla Lindemann. Det var fx tilfældet i hendes barndom, hvor der var meget snak om, hvad der var rigtigt og forkert at fremhæve ved sit udseende. Hendes mor var nemlig en forfængelig dame.

– Min mor kunne godt finde på at sige til os tre søstre, at vi ikke skulle gå med noget bestemt tøj, fordi vi ikke havde kønne ”dit og dat”. Til mig kunne hun for eksempel påpege, at jeg ikke kunne gå med kjoler uden ærmer, fordi mine arme ikke var pæne nok.

 – Og det, synes jeg, er så forkert. Lad dog de piger og drenge være, siger Camilla i interviewet.

– Lad dem selv finde ud af, hvad de har det godt i. Undlad at fortælle folk, hvad der er pænt, og hvad der ikke er pænt. Og jeg har altid ment, at man skal være bevidst om, hvordan man omtaler sine børns kroppe.

Hvorfor det?

– Fordi jeg kan mærke, at det sidder i mig, at min mor sagde, at jeg ikke skulle gå med kjoler uden ærmer, fordi mine arme ikke var de pæneste.

Hvordan har du selv opdraget dine egne børn omkring udseende?

– Jeg vil vove at påstå, at jeg aldrig har kommenteret noget negativt om deres udseende. Vi har kunnet diskutere, om noget var pænt, og om det klædte dem, men jeg har ikke sagt, at de ikke kunne tage det på, fordi der var noget ved dem, der ikke var heldigt. Både min søn og datter er meget kropsligt frie.

Læs resten af det store interview i denne uges ALT for damerne, der er på gaden i morgen. Her fortæller Camilla Lindemann blandt andet om de mange muligheder, hun har grebet i sit liv, og hvorfor hun insisterer på ikke at lade sig begrænse af alder.

Camilla Lindemann, 71 år

  • Model for L’Oréal, forfatter og journalist
  • Har skrevet interviewbogen ”Mit liv som enestående – 16 samtaler om det modne singleliv i medgang og modgang”, romanen ”Vovestykker” og interviewbogen ”60 med mere – livskvalitet har ingen alder”
  • Sammen med datteren Caroline Lindemann har hun skevet bogen ”Heldigvis begik jeg de samme fejl som min mor”
  • Arbejder nu på bogen ”Rosa uden filter”, om Rose (”Den store bagedyst” Kildahls liv.
  • Tidligere chefredaktør på diverse kvindemagasiner
  • Har været fast klummeskribent hos ALT for damerne
  • Har to børn samt fem børnebørn
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kropspositivisme