Karriere Q&A med Christina Jacobsen
SPONSORERET indhold

Retsmedicineren: "Man kan ikke undslippe lugten"

Mange medicinstuderende drømmer om at arbejde med levende mennesker og redde liv, når studierne slutter. Det gjorde Christina Jacobsen også. I dag står der ’Retsmediciner’ på cv’et, og 50 procent af hendes patienter er døde, når de ankommer til undersøgelse.

Af: Julie Møller Foto: Christina Jacobsen er speciallæge i retsmedicin og er ansat som adjunkt på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet.
23. okt. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Christina Jacobsens far var jæger.

Det husker hun tydeligt, for spændingen ved at kigge ind i de døde dyr, han slæbte med hjem fra jagt, var stor. Med barneøjne undersøgte hun organerne og var fascineret af, hvordan dyrene så ud inden i.

I dag er barndomshjemmet skiftet ud med Københavns Universitet, og patienterne er ikke længere døde dyr, men mennesker. Christina Jacobsen er speciallæge i retsmedicin og er ansat som adjunkt på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet. Det betyder, at 50 procent af hendes arbejdstid går med obduktioner og personundersøgelser af eksempelvis ofre, der har været udsat for voldtægt, mens den anden halvdel er sat til forskning og undervisning af medicinstuderende.

Undersøger typisk ofre for vold eller voldtægt
På en typisk arbejdsdag kan Christina Jacobsen både blive bedt om at undersøge levende og døde ofre for forbrydelser

- Det er f.eks. til personundersøgelser af ofre for vold eller voldtægt, og det kan også være af gerningsmænd til vold eller voldtægt. Det er personer, hvor politiet mener, at der er grund til at rekvirere en undersøgelse af kroppen for, at man kan dokumentere læsioner og sikre spor til retsgenetiske undersøgelser.

For Christina Jacobsen er arbejdet med de døde såvel som de levende interessant

- Jeg ville ikke undvære noget af det. Undersøgelse af levende er en væsentlig og interessant dimension i vores arbejde. Og når man starter på lægestudiet, så forestiller man sig jo, at man skal arbejde med levende personer. At man skal have nogle patienter og patientkontakt ind i mellem. Det får man på en hel anden måde som retsmediciner. Så undersøgelsen af levende mennesker ville jeg ikke undvære, men samtidig er obduktionsarbejdet også rigtig fascinerende set ud fra et retsmedicinsk perspektiv.

"Og når man starter på lægestudiet, så forestiller man sig jo, at man skal arbejde med levende personer"

Er du nervøs, når du skal undersøge potentielle voldtægtsforbrydere?

- Nej, det er jeg egentlig ikke. Politiet er jo med inde i undersøgelsesstuen. Man er aldrig alene med de anholdte personer, og politiet er dygtige til at aflæse deres temperament. De tager bestik af situationen, og når de anholdte kommer herind, så er langt de fleste stille og rolige. Vi gør os også umage for at behandle alle på en pæn og neutral måde. Når vi undersøger dem, så er skyldsspørgsmålet jo ikke fastlagt endnu. En gang i mellem undersøger man nogle, der rent faktisk er uskyldige.


Hvorfor er du blevet retsmediciner?

- Der var nogle rigtig gode forelæsninger med engagerede forelæsere, da jeg var medicinstuderende. Jeg synes, det er rigtig spændende at kombinere det praktiske obduktionsarbejdet med det teoretiske. Som retsmediciner skal man både være godt funderet i almindelige medicinske spørgsmål, men også i kirurgiske spørgsmål. Det var også samarbejdet med politiet og det juridiske aspekt i arbejdet, der var rigtig interessant.

Får indblik i andre verdener
Hvad er det bedste ved dit job?

- Jeg får et indblik i nogle verdener og i måder at leve på, som jeg ellers ikke ville få. Man får jo et meget bredt syn på, hvordan samfundet også er bygget op. Jeg får et indblik i alle samfundets lag. Man kan sige, at det oftere er den mørkere side, vi ser, men jeg synes egentlig, det giver et mere nuanceret billede af, hvordan samfundet også ser ud.

Hvad kræver det at blive en dygtig retsmediciner?

- Det er meget en mesterlære, hvor man lærer, mens man arbejder. Det er vigtigt, at man altid bevarer objektiviteten og neutraliteten. Man skal fralægge sine forudindtagede holdninger, samt være åben overfor nye muligheder og vinkler hele tiden. Det handler om at kunne tænke i nye diagnoser og retninger.

"Man kan sige, at det oftere er den mørkere side, vi ser, men jeg synes egentlig, det giver et mere nuanceret billede af, hvordan samfundet også ser ud."

Hvad er folks reaktion, når de hører, at du er retsmediciner?

- Det har ændret sig lidt igennem årene. Da jeg startede, syntes de fleste, at det var ulækkert. Men med alle de serier og den eksponering, der har været i fjernsynet, så er der flere i dag, der synes, at det er rigtig spændende.

Er der noget ved jobbet, du selv synes er ulækkert?

- De fleste retsmedicinere har en eller to ting, som de synes er svære, og hvor man må tænke på noget andet, når man står og undersøger lige præcis det. Det er jo typisk ved obduktionen. Men jeg synes, at man lærer at abstrahere fra dét, der er mindre behageligt. Man fokuserer på den opgave, man skal løse, og så kan man ikke tage sig af, at man et andet sted i sindet synes, at det ikke er så lækkert. For mig kan det være, når der er forrådnelsesforandringer af bestemte organer i ligene, vi undersøger. Lugten er sur og meget gennemtrængende, og det er ubehageligt.

Har man ikke maske på?

- Vi har kun en almindelig operationsmaske på. Men man tager lugten med, for man kan ikke gøre andet. Selvom man smurte tigerbalsam under næsen eller brugte en kulmaske, så ville man kunne lugte det alligevel. Man kan ikke undslippe lugten.

"For mig kan det være, når der er forrådnelsesforandringer af bestemte organer i ligene, vi undersøger. Lugten er sur og meget gennemtrængende, og det er ubehageligt."



Hvad er det sværeste ved dit job?

- Det vanskeligste er de situationer, hvor man af en eller anden grund identificerer sig med de undersøgte. Det kan være ved undersøgelser af mishandlede børn eller findesteder, hvor der har været meget meningsløs vold mod en helt uskyldig person. Det er typisk noget, jeg først lægger mærke til efter undersøgelsen, eller arbejdet med undersøgelsen er overstået, og der er kommet ro på. Så kan det være svært at slippe øjebliksbilleder eller de følelser, der er opstået i bestemte situationer. Når det er tilfældet, bruger jeg mine kollegaer til at tale om sagen og mine tanker om det, for at bearbejde min reaktion. Men den situation er ikke anderledes for mig som retsmediciner end for så mange andre læger, som jo også i den kliniske hverdag på sygehusene kan opleve voldsomme situationer og hvor ”debriefing” er en integreret del af det kliniske arbejde.