Ditte og Louise: "Vi er vildt kedelige, til gengæld er vi gode i sengen"

Louise Mieritz: – Det startede på Nørrebro Teater, hvor vi mødte hinanden. Det var en forestilling, der hed "Kvindernes hævn". Kun med kvinder. Vi spillede hver en mand og kvinde. Jeg var en kvinde og var kæreste med Dittes mand. Der opstod kemi. Det var en forelskelse.

Ditte Hansen: – Jeg var fan af dig og "Emmas dilemma". Du gik altid i smart tøj.

Louise: – På det tidpunkt var jeg et stilikon. Husk at få det med. Jeg havde set Ditte i "En skærsommernatsdrøm", hvor hun var skidegod. Hun spillede Æslet.

Ditte: – Jeg blev taget i tolden, da jeg tog op til Norge på teaterskoleudveksling. Vi skulle mødes med flere teaterskoleårgange fra hele Norden og havde Shakespeare-tema. Så havde jeg et æselhoved med i håndbagagen. Min holdkammerat Malene og jeg var begge 190 cm høje og havde begge to gule jakker på. De stod der i tolden og holdt mit æselhoved op. De endevendte alt.

Ditte: – Altså det der skete, da vi arbejdede sammen første gang, var, at vi skrev vores scene om, og vi fandt ud af, at vi kunne optimere det med jokes. At vi kunne gøre det bedre sammen.

LÆS OGSÅ: Jan Gintberg om sin genetiske ballast: "Jeg har altid haft en lille frygt for, at jeg blev kugleskør"

Louise: – I folkeskolen havde jeg fået lov til at lave en monolog af Moliere. Jeg gik på en fransk skole. Jeg har været 10 eller 11 år, og så kan jeg huske den der feedback. Der blev lyttet, og der blev grinet, og jeg følte mig fri i det.

Ditte: – Da vi gik på teaterskolen, var der ikke nogen, der syntes, at komik var fint. Man blev ikke undervist i det. Selvom man havde komisk talent, opdagede man det først bagefter, fordi der ikke var fokus på det. Jeg spillede altid drama, men folk grinede alligevel.

Louise: – Jeg kan bedst lide kunst, der ikke er selvhøjtidelig, men har humoren med. Humor er en del af livet, og det er derfor, at jeg er bange for fundamentalister. De har jo glemt deres selvironi.

Ditte: – Jeg har aldrig oplevet at være ked af det, uden at jeg også på et tidspunkt griner.

Louise: – Drama er følelse, komik er begavelse. Humor er equipment for living. Selvironi er overlevelse.

Ditte: – Det mest fantastiske ved at have lavet "Ditte&Louise" er, at vi møder så mange mennesker, der siger, at vores serie har været frisættende for dem. Folk, der siger: "Nu kan jeg være her, fordi I også dummer jer".

Ditte: – Write what you know er et gammelt showbiz-råd, vi følger. Men vi blev nødt til at tage "Ditte&Louise" ned i status. Hverken Louise og jeg mangler arbejde i den virkelige verden, men vi besluttede at gøre vores karakterer mindre succesrige, fordi det simpelthen var sjovere, og fordi de på den måde fik langt mere på spil.

LÆS OGSÅ: Stig Rossen: "Jeg fortryder aldrig beslutninger"

Ditte: – Der er en dødsdrift i at være morsom. Det der med at turde at udfordre og være nysgerrig. At prøve at være sjov er at kaste sig ud fra en vippe. Men det kan også redde en fra situationer, der føles livsfarlige. F.eks. at komme ind på et sodavandsdiskotek og gå op til diskjockeyen og højt i mikrofonen bede ham spille "Bimmersvej med Kim Larsen", som alle jo ved er "Vimmersvej" med Bamses Venner. I stedet for at blive ked af det rakte jeg armene i vejret og grinede højt. Så grinede alle. Jeg opdagede, at hvis man ikke blev ked af det, så blev man heller ikke mobbet. Jeg opdagede, at det at være sjov var en social kompetence.

Louise: – Jeg vil gerne spore min søn ind på det der. Han skulle læse højt i sin klasse og var bekymret for, at de andre skulle afbryde. Så sagde jeg: "Du skal bare sige, de skal holde deres kæft". Så sagde han: "Skal jeg så ikke bare sige "hold jeres fucking fede kæft?"" Men så, efter at han var gået i seng, stod han op igen og sagde: "Nu ved jeg, hvad jeg vil sige. Jeg siger: "Nu læser jeg op. Og hvis I afbryder, tager det bare længere tid"".

Ditte: – Som barn må du helst ikke stikke ud. Men som voksen skal du stikke ud.

Louise: – Rigtig mange sjove mennesker er depressive typer eller vildt kedelige. Jeg er vildt kedelig privat, bare spørg min mand.

LÆS OGSÅ: Christian Grau: "Jeg er dårlig til at genkende folk, og det er rigtig pinligt"

Ditte: – Jeg er enig, hun er vildt kedelig. Min mand siger også, at hvis han én gang mere skal høre, at jeg er den sjove pige, så kaster han op. Vi er vildt kedelige, til gengæld er vi gode i sengen.

Ditte: – Men det er ikke sjovt alt sammen. Vi er drevet af en harme og af en uretfærdighedsfølelse. I virkeligheden kalder man jo komik for The Angry Art. Det, vi synes er forkert, gør vi grin med. Til en prisuddeling for forretningsfolk og med fokus på bæredygtighed i erhvervslivet lavede vi to prostituerede, som skulle på messe. De skulle derned og dække den efterspørgsel, der var på folk i deres fag, og så talte de om, hvordan man kunne være leveringsdygtig på en bæredygtig måde. Ham lederen af rengøringsfirmaet ville have det allermest bæredygtigt. Så det var noget med håndkraft og uden el.