Køn, karriere og feminisme DJØF
SPONSORERET indhold

Et netværk på 20 kvinder hjælper hinanden: "Det er slående, hvor meget vi kan spejle os i hinanden"

I fagforeningen DJØF er 20 kvinder medlem af netværket Køn, karriere og feminisme. Her fortæller to medlemmer, hvordan det hjælper dem.

Af: Nanna Balslev Foto: Peter Nørby
15. nov. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

Thea Ballegaard Laursen

Thea Ballegaard Laursen, 36 år

Sektionschef i Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse og med i netværket Køn, karriere og feminisme.

Hvorfor meldte du dig til netværket?

"Jeg har altid været feminist og har interesseret mig for ligestilling og køn. Men jeg havde brug for at få vendt nogle problemstillinger med andre kvinder, der var forskellige steder i deres karriere. Og det er slående, hvor meget vi kan spejle os i hinanden. Selv om vi er forskellige aldre og steder i vores karrierer, så har det givet meget at kunne vende emner som lønforhandling, work/life-balance, ledelseserfaring osv."

Hvad har det betydet, at I kun er kvinder?

"Det har givet en fortrolighed, fordi vi har nogle af de samme oplevelser. Det er ikke fordi, vi har siddet og raset over vores mandlige kolleger, men vi har kunnet sparre om konkrete situationer eller udfordringer og er kommet med bud på, hvordan man kan tackle en svær situation. At det foregår i Djøf giver et fagligt fokus, fordi vi har set på nogle af de strukturer, der gør sig gældende i forhold til køn på arbejdsmarkedet."

LÆS OGSÅ: Emma Holten om én udfording, kvinder oplever på jobbet: "Det er tabu at bringe det op"

Hvorfor er det en god idé at være med i et netværk?

"Vi har brugt en del tid på at tale om konkrete værktøjer til at løse udfordringerne. Det kan være nemt at finde bud på løsninger, men de kan være svære at føre ud i livet, hvis de bunder i strukturel ulighed, som f.eks. at mænd ofte får højere løn end kvinder. Et af Emma Holtens pointer er, at hvis du peger på et problem på arbejdspladsen, så bliver du problemet. Og det kan flere af os genkende fra vores arbejdsliv."

Hvad tager du med dig som chef?

"Jeg har jo også ubevidste fordomme eller bias ligesom alle andre – jeg forbinder også mænd med seriøsitet og kvinder med mere sociale egenskaber. Men jeg er blevet mere bevidst om de kønsbaserede fordomme, vi alle sammen har, og har lært noget både som chef og som ansat. Jeg tror, det handler om at få en bevidsthed om, hvilke kampe det giver mening at tage på arbejdspladsen."

Hvad er det vigtigste, du har lært?

"At hvis der er et problem på arbejdspladsen, er nogen nødt til at sige fra, ellers ændrer tingene sig aldrig. Selvfølgelig kan det være ubehageligt at sige fra overfor sexisme eller ulighed i forhold til løn, men nogen skal jo gå forrest. Jeg synes, vi i netværket har givet hinanden mod til at konfrontere det, hvis man oplever ulighed eller sexisme på arbejdspladsen. Mange af os har jo nogle af de samme erfaringer."

Mariam Turkzeban

Mariam Turkzeban, 28 år

Innovationskonsulent i ATP og med i netværket Køn, karriere og feminisme

Hvorfor meldte du dig til netværket?

"Fordi jeg synes, at emner som ligestilling og køn er vigtige. Men det kan være svære emner at tale med sine kolleger om – især når man er ny på arbejdsmarkedet. Og de emner, der fylder meget, når jeg taler med mine venner, er ikke altid dem, der har fyldt på min arbejdsplads. Så det har været virkelig rart at være del af et netværk, hvor vi kan vende vores oplevelser fra virkeligheden."

Hvad har det betydet, at I kun er kvinder?

"At vi nemmere har kunnet sænke skuldrene og stole på, at der ikke opstod en modstand inden i de andre, når vi har talt om svære oplevelser. Jeg har flere gange oplevet at kunne spejle mig andres erfaringer. Det har været med til at skabe en åben dialog, hvor vi har givet plads til hinanden – og vores forskelligheder."

LÆS OGSÅ: Sygeplejersker og 4 modige kvinder får ærefuld pris: ”Store forandringer skabes sjældent kun af én person”

Hvad har det betydet, at du stadig er i starten af dit arbejdsliv?

"Jeg er blevet ret bevidst om, at de første ti år af min karriere er med til at lægge mit lønniveau. Og at lønstigninger ikke er noget, der kommer dumpende af sig selv. Den viden og de erfaringer, der er blevet delt i netværket, har rustet mig bedre til at tage nogle af de diskussioner, som jeg måske tidligere ville have undgået."

Hvad er det vigtigste, du har lært?

"At vi har enormt meget til fælles, selvom vi er meget forskellige. Og at vi er lidt stærkere, når vi står sammen. Det har virkelig været en særlig oplevelse at være en del af et netværk, hvor der har været så stor åbenhed og velvilje over for hinanden."

Hvad tager du med fra netværket?

"Jeg er blevet mere bevidst om, hvilket arbejdsliv jeg gerne vil have, og jeg har fået øje på nogle strukturer, som jeg ellers bare har accepteret."

Anbefalet til dig