Eske Willerslev & Nanna Winther i ny podcast: Vores DNA gemmer på de vildeste historier
DNA kan løfte sløret for alt fra etnisk ophav til alvorlige, arvelige sygdomme. I den nye Talk Town podcast ’DNA’ dykker professor Eske Willerslev og BA. i arkæologi Nanna Winther ned forskningen for at gøre os klogere på det største mysterium af dem alle: hvem er vi mennesker egentlig, og hvor stammer vi fra?
DNA med Eske Willerslev og Nanna Winther
DNA med Eske Willerslev og Nanna Winther
Nanna har taget en DNA-test, men hun er ret overrasket over resultatet...
Et enkelt hårstrå. Et kindskrab. Mere skal der ikke til. DNA kan give os et unikt indblik i vores forfædres sundhed, sygdomshistorik og liv – og dermed også vores eget. Måske har du anlæg for diabetes eller indianerblod i årene? Der er ikke det, DNA ikke kan åbenbare, hvis man altså tør at få svarene.
I Talk Towns nye podcast ”DNA” sætter den internationalt anerkendte forsker, Eske Willerslev, fokus på det, han selv kalder for DNA-revolutionen.
– Man kan kortlægge – ikke bare en lille bid – men hele arvemassen tilbage i tiden, og hvad det betyder for, hvordan vi forstår vores egen historie, og hvordan vi bliver til dem, vi er, forklarer han til Talk Town.
Eske Willerslev er professor i geogenetik og evolutionsbiologi og verdensberømt for sine banebrydende fund. Helt specifikt har han dedikeret sit forskerliv til at kortlægge menneskets vandring fra Afrika til andre verdenshjørner.
Sammen med radiovært og BA i arkæologi, Nanna Winther, står han bag podcastserien, der skal gøre os alle klogere på menneskets udvikling fra de forhistoriske neandertalere til nu. Undervejs bliver lytteren præsenteret for forskning og vigtige genetiske og arkæologiske fund, som konstant gør os endnu klogere på menneskets levevis og færden. Men, forklarer Nanna Winther:
– Det er ikke kun hardcore videnskabelige fakta. Vi går også ind i, hvad man kan bruge det til.
Igennem serien slår de to ned forskellige steder i verdenshistorien, hvor der er sket skelsættende ting i forhold til at blive dem, vi er i dag. Hvordan går vi for eksempel fra at være jægere til at blive bønder? Fra at være bønder til bronzealderfolk? Hvordan blev Amerika og Australien befolket?
I det allerførste afsnit får Nanna Winther svar retur på den DNA-test, hun har sendt til analyse på et laboratorium i Texas, og den bringer overraskende nyt om hendes forhistoriske ophav med sig.
HØR FØRSTE AFSNIT AF "DNA" I APPLE PODCASTS LIGE HER